Tabt
Hunden sad stille på trappestenen foran Brugsen, upåvirket af de mistroiske blikke, folk sendte ham, mens de hastede forbi og muggede lidt over sneen, der samledes som en lille hat oven på hans pjuskede hovede. Han var stor, og det gjorde ham kun mere utryg for de fleste, især når man så, han ingen mundkurv havde, og den simple knude, der holdt snoren fast til gelænderet, var ikke ligefrem betryggende.
Ingen af folkene vidste, hvor længe hunden havde siddet der og frosset. Faktisk var han så gennemkold, at han ikke engang ville kunne nappe efter nogen, om han så havde villet benene adlød ham ikke mere, og søvnen trak i ham. Men han holdt ud. Han havde en opgave: Han skulle vente på sin ejer. Det havde han altid gjort. Sådan var det blevet ham lært, og lojaliteten var dybt rodfæstet.
Hej, din pelsklump! Hvis hund er du egentlig?
Stemmen var ung, og derfor reagerede hunden ikke straks. Hans ejer havde haft en anden stemme varm, kraftfuld og myndig. Den her lød uerfaren, løftede sig mærkeligt på de forkerte steder, og der var noget i den, som om ejeren næsten ikke vidste, hvorfor han selv var her i verden.
Nå, stakkel! Hvor er din ejer blevet af?
En hånd, varm og selvsikker, rakte frem og tørrede sneen væk fra pelsen og skubbede til den kolde snude.
Hold da op, hvor er du iskold! Har du siddet her længe?
Fyren, Simon, kunne ikke have været mere end seksten. Han trippede rundt i et par slidte sneakers og havde slet ikke tid til at vente på svar.
Vent her!
Med et hop sprang han ind gennem døren til Brugsen, og hunden gav sig til at pive lavmælt han forstod ikke hvorfor endnu en gik fra ham. Simon, den første venlige person i mange timer, var væk igen, uden at svare på spørgsmålet, der lå og gnavede: Hvor var ejeren?
Svaret var enkelt. Ejeren var blevet dårlig inde i butikken. En butiksansat havde tilkaldt en ambulance, som kom og kørte ham væk gennem handicapindgangen. Han var bevidstløs, og ingen kom derfor tanke om at søge efter den hund, han havde haft med.
Det tog kun Simon et par minutter at finde ud af det, og han var snart tilbage på trappen, hvor hunden igen havde lagt hovedet mod poterne forberedt på at vente.
Hør, ven! Det holder da ikke, det her. Simon satte sig ned ved siden af ham, og endnu en gang kørte hans hånd blidt over panden. Der kommer ingen og henter dig i dag, og det er virkelig frostvejr. Skal du ikke hellere med mig hjem? Jeg er ikke din ejer og jeg kan kun tilbyde havregrød men du skal i det mindste ikke fryse.
Hunden svarede ikke. Han løftede hovedet og lyttede efter Simons stemme, men længslen prikkede i ham; den unge lød ikke som hans ejer. Han peb igen.
Godt så! Simon rejste sig og rodede med snoren. Vil du eller ej, så efterlader jeg dig ikke! Kom!
Befalingen var ikke som dem, han plejede at få. Hunden var vant til regler, og havde lært kun at gå med fremmede, hvis ejeren gav lov. Så han blev siddende. Først da Simon endnu en gang satte sig tæt ved og stille sagde:
Kom nu, ikke? Det er koldt. Ingen tager dig med hjem i dag. Men vi skal finde din ejer, det lover jeg.
Noget i Simons stemme opløste modstanden. Hunden rejste med besvær sine frosne ben, rystede sneen af sig og gik langsomt ned ad trappen, hele tiden spejdende mod butikkens dør.
Der er ikke nogen derinde forstod Simon straks. Han er kørt på hospitalet. Du må bo hos mig så længe. Medmindre min moster Sigrid smider os ud.
Det sidste sagde han grinende, men hunden hørte det ikke i sin bekymring. Modvilligt fulgte han efter Simon, mens han igen og igen så sig tilbage.
Han forstod senere, hvorfor Simon grinede, da han førte ham ind i en grå boligblok, lod ham stige ind i en lille bitte elevator (i hans gamle hjem havde elevatoren ellers været meget større), og stoppede op foran en dør.
Nå, nu får vi ballade
Han nåede ikke at sige mere. En stor dame åbnede døren, og hendes stemme dundrede ud i opgangen:
Simon, min skøre dreng! Hvor er du blevet af? Jeg sagde du skulle købe rugbrød, ikke begynde at slæbe gadedyr med hjem! Hvad er det dog for en?
Hunden gjorde sig lille, mens snoren strak sig til sit yderste, men damen Sigrid lod ham ikke flygte.
Slap nu af, det er midlertidigt! Han er faret vild!
Hvor har du fundet den klodsmajor? stemmen blev blødere, og hun gik helt hen til hunden og kærtegnede hans hoved. Hvem tilhører du, bebs? Og hvad hedder du mon?
En metalplade rundt om hans hals gav svaret.
Thor. Ja ja! Sikke et navn! Det er for fint til dig. Du bliver Thor for mig, hører du?
Hunden satte sig og stirrede op på hende. Hun var ikke længere skræmmende der var noget uventet trygt over hende. Først Simon der havde bundet ham fri, nu hende
Nå, hvad står I der for, knægte? Ind og vask poter! Simon, du også! Og hvad er det for tøj på sådan en dag? Hvor er dine vinterstøvler henne?
De ligger stadig i kassen Simon satte hunden på dørmåtten, fandt en klud og aftørrede forsigtigt hans iskolde poter.
Hvorfor ligger de der? Spar du på alt til bedre dage? Det gælder ikke livet, Simon, du må bruge det nu! Gå og tag dine støvler på! Og så: ind i køkkenet! Der er suppe og grød skal vel have lidt i maven, før du fortæller mig, hvorfor vi har fået hund inde.
Thor så, hvordan Simon så på den store dame i døråbningen, hvor duften fra hendes suppe næsten fik Thor til at glemme sine kvaler. Det blik lige dele beundring og ærefrygt mindede ham om, hvordan hvalpe søger tryghed hos deres mor. Måske var det sådan her varme føltes.
Sigrid var endnu mere speciel, end hun selv forstod. Hun arbejdede i sporvognsdepotet som eneste kvindelige formand blandt alle mændene havde styrker og evner, der imponerede folk uden at hun tænkte over det. Gamle venner holdt af hende, børn søgte trygt hen til hende, og mændene respekterede hende, om end de var lidt nervøse.
Sådan havde hun dog ikke altid været. Før i tiden havde hun været den stille Polina, hvis mor kun kaldte hende ‘Sigrid’ hjemme. Hun havde fundet kærligheden tidligt, blev gift, blev mor, og mistede i et skæbnesvangert øjeblik både mand og søn til Vesterhavet, da et fiskeri endte galt.
Smerte og mørke dækkede hende efter det det blev nat, og venner, der forgæves trøstede, gled væk, som tiden gik. Om dagen græd hun og holdt fast i barnets legetøj, og om natten var minderne som skygger på væggene.
Kun Sigrids mor forstod, hvor galt det kunne gå og spillede syg for at tvinge datteren til at handle. Sigrid indså, hun ikke kunne miste endnu en, og hun lukkede døren til det mørke rum med minder og koncentrerede sig om at tage sig af sin mor. På en eller anden måde fik de kæmpet sig igennem sorgens nat.
Sigrid genvandt fodfæstet. Hverdagen blev igen lysere gennem årene, og selv om hun aldrig stiftede ny familie, blev hun kendt og elsket for sin vilje, styrke og ro.
Da Simon som teenager flyttede ind han havde sin egen lille værelse som kommunalt tildelt hjem for forældreløse vidste hun straks, hvad han var gjort af. Han bar sin bagage tydeligt, både i hånden og i blikket.
Hvem er du så? havde Sigrid spurgt første gang de mødtes.
Støvler for små, hættetrøje, slidte sko. Hun gættede hurtigt: Forældreløs?
Hvad kommer det dig ved?! Simon knurrede næsten.
Ingen verdens ting. Dit værelse er til venstre for enden af gangen. Ryd op efter dig. Sæt stolen ned på toilettet. Vi gør rent hver uge. Forstået?
Du skal ikke bestemme over mig! Jeg har lige så meget ret til at bo her som dig!
Det taler vi om senere, havde hun svaret tørt og løftet pegefingeren ad hans spinkle sæk. Mangel på ejendele. Har du så overhovedet kop og ske? Nej? Så spørg, hvis du mangler. Jeg skal på arbejde. Jeg låser ikke min dør. Forstår du? Kommer der bagage væk, er det dit hoved. Nuvel, ha’ det godt så længe.
Sådan begyndte deres samliv.
Efterhånden fandt Simon og Sigrid et slags rytmen; de hilste høfligt om morgenen, vekslede få ord, begge lidt reserverede, endnu ikke klar over at der måske gemte sig ny familie i de grå vægge.
Det var Sigrid, der først opdagede Simons manglende traven i køkkenet, da brødet ikke forsvandt som ellers. Medbragt rugbrød var nemlig noget særligt for Simon. Første gang hun så ham samle krummer og spise dem, spurgte hun ham ikke. Bagved lå nemlig en historie, hun ikke kender: Uger i sult, hvor han kun delte brødet med en kat, mens hans alkoholiserede far svigtede ham nytårsaftens nat.
Han var kun fire, da moren døde under fødslen, og faren bevarede kun forældremyndigheden af skræk for naboernes dom. Da Simon blev fjernet, pakkede han det hele væk uden sorg han havde aldrig ønsket at være far. Simon sad snart i børnehjem. Der savnede han kun et: Et hjem, at kalde sit, og et kæledyr måske en kat, som dengang i barndommens bidende kolde nætter.
Da han fik værelset hos Sigrid, fik han job og spekulerede på at spørge, om han måtte få en kat, men så blev han syg. En banal forkølelse blev til feber, og da Sigrid brød sit princip og opsøgte ham, fandt hun en brændende dreng, der ikke anede hvor han var.
Han kom først til sig selv dagen efter, mens Sigrid sad ved sengen og holdt øje med drop. Nå, der er du igen! Hvorfor sagde du ikke, du var syg?
Hvorfor skulle jeg det? hviskede han.
Fordi det gør man! sagde hun og rakte ham et termometer. Havde du ligget stille og spist op uden at nogen opdagede det, så ja, så havde vi haft balladen! Drik nu lidt te med hindbærsyltetøj.
Simon kunne ikke lade være at græde; for første gang mærkede han omsorg og varme. Han følte sig set. Han var ikke længere alene.
I tiden efter begyndte han langsomt at tage imod hendes tilbud hun byttede mad for varer, lærte ham at jonglere med både indkøb og madlavning. Og han begyndte at glæde sig til at komme hjem.
Da hun uden bebrejdelse tog hunden med hjem og Thor endte på dørmåtten sammen med dem indså Simon, at huset føltes mindre tomt. Sigrid påtog sig pladsen, som kun en mor kunne gøre, og Simons hjerte rummede mere kærlighed, end han først troede muligt.
Kom nu, Simon, fortæl mig, hvordan du fandt ham og hvad vi gør, hvis nogen beskylder dig for at have stjålet ham? sagde Sigrid, mens hun stillede varm suppe foran ham og grød foran Thor. Se bare, han vil ikke spise hvad gør vi nu?
Thor nægtede at røre maden han holdt simpelthen øje.
Hold nu op, Thor, spis så! Ellers tror din ejer jo, vi har vanrøgtet dig! Han kommer igen, hører du? Men indtil videre, må du nøjes med os men her er mad nok! Vi sulter dig ikke!
Sigrid lo, løftede viskestykket fra et fad med boller.
Kom, Simon! Jeg hælder mere te op, og så ringer vi til hospitalet og finder ud af, hvor ejeren er. Ved du, hvor han blev kørt hen? Hun nikkede mod Thor, der endelig havde fået næsen ned i grøden.
Selvfølgelig!
Godt, så! Spis op! Du skulle nødigt skræmme pigerne væk de vil have noget at holde om! Hun satte sig med Simon og sendte fadet hans vej.
Thor blev i huset i næsten en måned, før hans ejer, nu rask, kom for at hente ham hjem, taknemmelig ud over alle grænser.
Hvad kan jeg gøre for jer? I har nærmest reddet mit liv og Thors. Min datter, Astrid, gav ham til mig før hun tog til Grønland. Hun er biolog, vi ser hende sjældent hun har sit deroppe. Hvis ikke jeg havde haft Thor, var jeg gået til. Arbejdet er én ting, men tavsheden Hvorfor er I så gode?
Hvorfor flytter du ikke efter? spurgte Simon, og Sigrid lagde en hånd på hans skulder, da ejeren blev stille.
Måske er det faktisk tid, svarede han eftertænksomt.
Han spændte snoren på Thor og drejede sig i døren.
Hvad kan jeg gøre til gengæld?
Sigrid trådte ud og hviskede noget til ham. Et par dage senere, da Simon kom hjem, stod der en kluntet, buttet hvalp vaklende på gulvet, mens Sigrid rakte ham en klud og rystede på hovedet:
Dit ansvar! Den kommer til at give os masser af uro, men den er nu sød Tag den ind! Papirer og dyrlægens telefonnummer ligger på dit bord sammen med mad. Thor hilser hans ejer rejser til Grønland, når du er blevet ekspert i hundelivet! Hva’, snøfter du? Lad nu være! Glæde skal man tage imod, Simon. Og nu: Tør op efter hvalpen, vask hænder, og så skal vi spise aftensmad.
