At fortjene tilgivelse
Mikkel trak huen længere ned over ørerne, beskyttede ansigtet mod den bidske vind med hænderne og stavrede hjemad, bøjet forover som om hans ben var af gummi. Men hjemme nåede han aldrig.
Pludselig gik det op for ham, at han ikke anede, hvor han var… Forvirret kiggede han sig omkring. Alt var vendt på hovedet.
*****
Forældrene iførte sig jakker og var på vej ud for at handle ind i Netto. Mormor sad og strikkede uldsokker, og sendte af og til et blik mod fladskærmen på væggen, hvor DR1 viste et surrealistisk juleshow.
Mikkel stirrede mut ud ad vinduet, panden i dybe folder, og kiggede på sneen, der faldt i slowmotion…
…og på drengene i gården, der sparkede til en bold.
Man skulle tro, det var komplet vanvid at spille fodbold midt om vinteren men drengene var enige om, det var genialt.
Man skal jo finde på noget, mens de voksne er optaget af at tale om voksenting i køkkenet.
Bolden nægtede at trille; den var opslugt af sneen. De tunge vinterstøvler klamprede, og skyerne slørede tiden. Alligevel fortsatte de.
“Kun feje rører ikke en bold i sne!” mente de.
– Mååål! råbte Jonas fra tredje sal, da bolden fløj forbi den ranglet snemand, der agerede målmand mellem to birketræer.
Mikkel slog vredt hånden ned i vindueskarmen. “Hvis det var mig på mål…!”
Men han stod ikke på mål. Han stod i sin varme stue. Der var for få drenge i dag, så de havde lavet snemanden til målmand.
Det var bedre end ingenting. Selvom Mikkel hele tiden tænkte: “Hvordan skal de arme kvisthænder kunne tage bolden?”
Af og til reddede den røde spand på snemandens hoved et skud, men oftest lød tallene nu: 8-3.
“De kommer aldrig til at vinde…” sukkede Mikkel. “Ikke uden mig.”
Beslutsomt gik han ud af værelset, forbi mormors strikken, ud i gangen:
– Mor, må jeg komme ned i gården?
– Du er i karantæne, Mikkel. Glem det, svarede hun.
– Mor, jeg har forstået det nu, lover aldrig mere at røre Kirstines fletning.
Det var hendes skyld. Kirstine. Hun ænsede ham ikke, selvom han havde tegnet hjerter i kladdehæftet, trykket chokolade i hendes penalhus og skrevet digte akkurat som i bøgerne. Men hun så altid bare væk, rynkede på næsen. “En uindtagelig borg,” tænkte han.
Han gik på nettet for gode råd: fra stormløb til belejring. Men det virkede ikke. Forelskelsen ramte som et isslag, da Kirstine begyndte i klassen i september.
Far sagde, at man kun drømmer om kærlighed som elleveårig. “Det er ingenting.” Men Mikkel var uenig. Hans hoved summede kun af Kirstine.
Tiden gik, og snart føltes alting ligegyldigt. I frikvarteret hev han i hendes fletning så hårdt, at elastikken sprang – et råb om opmærksomhed.
Hun græd længe blandt veninderne – og han selv stod og knugede hendes orange hårelastik mellem fingrene og kunne ikke lade være med at smile. Det var den første følelse, han havde bragt frem i hende.
Læreren var dog ikke enig, og indkaldte hans forældre. Han fik forbud mod computer og gårdtid hele juleferien pædagogisk karantæne, som hun kaldte det.
Mikkel protesterede vildt: “Vi bor jo i 2020’erne, ikke på børnehjem!”
Alligevel nærede han håb om frihed.
– Mor, please… begyndte han med den gamle strategi.
Mor tav.
– Se nu, sagde far og gav mor et opmuntrende blik, måske skal vi tilgive ham i anledning af julen? Han har jo angret, ikke?
– Ja, det gør jeg, nikkede Mikkel.
Mor tøvede, men nænede til sidst.
– Men så kun til vi kommer hjem fra Netto. Forstået?
– Ja, mor! Tak!
De gik sammen ud – så skiltes vejene: mor og far til venstre, Mikkel løb til højre, mod sneen og bolden.
Han rev vinterjakken af, smed snemanden fra mål og indtog sin position. Vennerne jublede: “Så nu vender det!”
Vinden hylede, sneen lå som puder på jorden, og vejrudsigten sagde snestorm. Men de nåede at indhente modstanderne.
Mikkel reddede det ene spark efter det andet. Nu var de nærmest foran, i hvert fald ét mål.
Så som sendt fra drømmeland snoede en lille rødstribet kattekilling rundt på banen. Først jagtede den bolden, så løb den hen til Mikkel og jamrede tryglende.
– Gå væk! skældte Mikkel og viftede med armen. Sparkede lidt i sneen så den forsvandt.
Men killingen forsvandt ikke, tværtimod. Den gned sig op ad hans ben, mens modstanderen – Jonas fra tredje – maste bolden frem.
– Mååål! råbte Jonas glad.
Mikkel stod fortabt mellem birketræerne og skældte på killingen, der havde forstyrret ham.
– Det er DIN skyld! Skynd dig væk!
Killingen så bedrøvet på ham, inden den slentrede væk.
Fodbolden fløj videre mellem holdene. Pludselig Jonas nærmede sig men snublede, og bolden gled forbi målet.
– Hey! Hvad laver I, banditter! råbte fru Møller fra første, mens hun balancerede en pose til skraldespanden og knap undgik bolden. Skal jeg falde dø om på stedet måske?
– Undskyld, fru Møller, råbte én. Vil du skyde bolden tilbage?
– Har jeg ikke andet at lave, mumlede hun, men sparkede bolden alligevel. Den ramte et træ, studsede, og susede ud foran en bil, der med ét brag punkterede den.
– Det var det… sukkede Mikkel.
De andre drenge forskød skylden på fru Møller, men aftalte, at de ville spille igen, når Jonas havde fået en ny bold i julegave.
Alle løb hjem for at varme sig på radiatoren med en kop te.
Mikkel besluttede også at gå op. Han bukkede sig efter jakken med ét stivnede han. Der, i ærmet, lå den samme lille killing, hans “uheldsengel”.
– Hvad laver du der?
– Miav… lød det spagt. Killingen rystede på sneen og så op som om den beder om noget.
– Niks, ikke tale om! sagde Mikkel.
Han rystede killingen ud i sneen, tog jakken på og gik mod opgangen.
Killingen blev siddende der, og fulgte ham længe med sine våde øjne.
Pludselig blæste vinden op, sneen fløj skævt ind i hans ansigt, og det isede på kinderne da han knappede jakken og bøjede sig for vinden og opdagede at han, på sære drømmende ben, var faret vild i sin egen gård!
“Man må ikke stoppe,” hviskede han for sig selv men tårene brændte. Vinden sang ligesom kattekillingens sørgmodige miaven.
Mikkel krammede pludselig rundt om noget, troede det var et træ. Han råbte:
– Mor! Far! Hjælp!
– Hvad laver du, Mikkel? lød mors forbløffede stemme bag ham, og han vendte sig.
Snefnuggene dansede stille, mens vinden var forsvundet. Der var ingen hyletoner, ingen bidende storm, bare en lygtepæl, han havde omfavnet i mørket.
– Hvorfor holder du om lygtepælen? grinede far.
Mikkel stirrede forbavset på dem, helt omtumlet. Så svarede han tørt:
– Jeg fik bare lyst.
– Nu går vi hjem du er ildrød på næsen, sagde mor.
Mikkel nikkede. Bag hjørnet så han killingen igen. Den så på ham, som hans matematiklærer, når han ikke har lavet lektier.
Det gik op for ham: det var bumerangen. Man må ikke gøre noget ondt uden at mærke det.
Mormor havde jo advaret!
Hjemme smed han overtøjet og løb i stuen.
– Mormor, kan du huske, du sagde, man aldrig må gøre killinger fortræd?
– Ja, det sagde jeg,, svarede hun, gør man det, rammer det én selv med det samme. Heldig og glad bliver man ikke, hvis man behandler små killinger skidt.
– Hvad gør man, hvis man har gjort det?
Hun så alvorligt på ham.
– Så må man gøre det godt igen, koste hvad det vil og helst hurtigt.
– Koste hvad det vil?
– Ja, Mikkel. Du skal gøre det rigtige og vinde tilgivelse. Ellers kommer uheldet efter dig.
– Koste hvad det vil… gentog han.
– Lyt til dit hjerte, mit barn. Så gør du det rigtige.
Mormor strikkede videre, og Mikkel sprang ind på værelset efter mobilen for at google: “Hvad gør man, hvis man har gjort en killing ked af det?”
– Bed en bøn!
– Find dig i straf!
– Bed om tilgivelse.
– Giv killingen leverpostej.
– Skift navn!
Mikkel havde hverken bønner eller kroner til leverpostej. Men at sige undskyld Måske!
Han listede ud, klædte sig på, og smuttede ned. Viste mor det, var han færdig men ikke-tilgivet var værre.
Han løb rundt i mørket ingen killing.
“Du MÅ finde den!” tænkte han. Hjertebanken. Så kom han i tanke om legepladsen. Der, i sneen, sad killingen og rystede.
– Hey, lille ven kan du huske mig? Mikkel faldt på knæ, jeg er virkelig ked af det. Undskyld, jeg råbte. Det var ikke din skyld.
– Miav… svarede killingen.
– Er jeg tilgivet? Så vender heldet måske for mig igen?
– Miav…
Smilende rejste Mikkel sig. Undskyldninger var slet ikke farlige.
Halvvejs hjemme stoppede han. Skulle den stakkels killing sidde her hele natten? Han kiggede på sit vindue, på killingen, tænkte på mor.
Men hvad så? Den måtte jo varme sig! Jeg redder killingen, så må jeg tage skældud!
Han lagde jakken om killingen, krammede den tæt som en dyr chokoladeæske, og bar den hjem til familien.
– Hov, Andersen! Stop!
Han standsede. Kirstine trådte ud fra skyggen.
“Åh nej!” tænkte han. Hun skulle bare ikke se ham med en killing hun ville sikkert sladre.
– Hvad laver du, uden jakke? spurgte hun undrende.
– Er ikke koldt… prøvede han.
– Pjat. Det er minus ti grader. Du er jo ikke en pingvin!
– Det gør ikke noget
– Hvorfor?
– Får sikkert karantæne alligevel i ferien… så syg, rask ligegyldigt.
– Er der én derinde? En killing? spurgte hun. Må jeg se?
Forundret så Mikkel, at hendes øjne lyste op over killingen.
– Ih, hvor er den sød! sagde hun. Men den fryser.
– Derfor tager jeg den med hjem.
– Må jeg komme med? Jeg kan vise dig, hvordan du passer en killing! Jeg har en bog
– Ja, okay, sagde Mikkel overrasket.
Mor stivnede, da hun så Kirstine og Mikkel uden jakke og med sne på næsen.
– Ikke for at sladre, bare på besøg, forklarede Mikkel hurtigt.
– Kom ind, Kirstine! sagde mor straks. Jeg laver varm kakao!
– Men vi er ikke alene… begyndte Mikkel.
– Hvad nu? Kommer nogen flere?
– Ej… jeg har taget killingen med ind. Den frøs.
Mor så forbløffet ud.
– Jeg passer den. Kirstine lærer mig, sagde han forhåbningsfuldt.
Måske ville mor have protesteret, hvis ikke det var for den pludselige fred mellem Mikkel og Kirstine Så hun sukkede:
– Så behold killingen! Han kan måske gøre dig til et ordentligt menneske.
Få minutter efter kom far ind og gav Mikkel et anerkendende klap. Og mormor kom med en hjemmestrikket lille pladse til killingen, og kaldte Mikkel over.
“Du gjorde det rigtige. Nu skal det hele nok blive godt.”
