Tre akkorder
– Kan du lide hende?
Jespers stemme, hans bedste ven, lyder bagfra og får Mads til at fare op. Kosten, som han havde i hånden, begynder næsten at leve sit eget liv, og Jesper råber op i hele gangen, så klassekammeraterne vender sig grinende om.
– Mads, er du blevet skør?! Hvorfor gik det ud over mig?!
Det var for sent at undskylde. Klassen skriger af grin og smider kostene, og ud af lærerværelset kigger fru Olsen.
– Hvad foregår der her?! Der er stadig timer!
9.b snapper alle kostene op og forsøger at se ud som om de ikke har lavet noget.
Med fru Olsen spøger man ikke. Hun nøjes aldrig bare med at tilkalde forældre, hvis nogen laver ballade. Klasselæreren i 9.b mestrer en metode, man ikke lærer på universitetet eller til lærerseminarer. Hun kan holde timelange formaninger i det samme monotone tonefald, så de mest urostiftere bliver stille efter fem minutter og efter ti er de klar til at ringe hjem til deres mor, bare for at slippe ud af det. Dem, der engang sad alene med hende i halvtimen på matematiklokalet, vover sig aldrig til narrestreger mere.
Men for dem, der respekterer hende, er fru Olsen klassens dronning, skytsånd og general. Hun løser problemer fra karakterer til uvenskab. Hun kan få alle på god fod eller forklare selv de ivrigste hoveder, hvad der er bedst at gøre. Hun støtter ikke kun med ord, men også med handling.
Alle ved det. Særligt siden Lone Petersen, som blev forladt af sin mor, kom i fru Olsens varetægt. Fru Olsen mente, at Lone ikke hørte hjemme på et bosted – og tog hende hjem til sig og sine tvillinger. Siden da har Lone været hos fru Olsen, betragtet hende som sin rigtige mor en, der aldrig ville lade hende i stikken.
Hvordan fru Olsen fik Lone til at forstå, at det ikke var hendes skyld, at moren gik, er der ingen, der ved. Men Lone, der i årevis troede alt var hendes egen skyld, blev rolig og besluttede, at sådan ville hun aldrig selv gøre mod sine børn. Man må ikke forlade dem, der ikke kan klare sig selv for man kan ikke vide, om netop ens barn får en skytsengel som fru Olsen. Der er ikke nok af den slags mennesker i verden.
– Først fik I fru Hansen til at tude, og nu øver I på mig? fru Olsen smalner øjnene, og kostene suser, så gangen bliver endnu renere end før. Skal vi tage en klassesamtale eller?
– Nej!
Hele 9.b råber i kor, så noget smadres i kemilokalet, og Sofie Larsen, som Mads i timevis har kigget forelsket på, vender sig væk fra volleybanen og misser mod skolens vinduer.
A-klassen sukker, da de ser nederlaget komme, mens Sofie forvirret kigger rundt, ude af stand til at forstå, hvordan hun kunne ramme ved siden af bolden.
Mads hopper ned fra vinduet, modtager et slag i nakken fra en fornærmet Jesper og smiler undskyldende til ham, mens han gnider baghovedet.
– Undskyld! Det var ikke med vilje!
– Jaja, ikke med vilje! Men du rammer mig med en kost foran pigerne!
– Det var bare et uheld! protesterer Mads, men Jesper har allerede tilgivet ham.
– Okay, du er tilgivet. Det er jo Sofie, du gloede på, ikke? Jeg ville også have saboteret nogen for hendes skyld.
Mads sænker blikket.
– Jeg
Det er svært at sige det, der har rumsteret i hans tanker og holdt ham vågen om natten. Men hvis ikke til Jesper til hvem så?
– Jeg har skrevet en sang – indrømmer Mads modvilligt. Men hun får det jo aldrig at vide
– Hvorfor ikke? Jesper springer op i vindueskarmen og kigger mod lærerværelsets dør.
– Fordi jeg hverken kan synge eller spille guitar. Selv hvis jeg kunne, ville jeg ikke turde synge den.
– Pjat! Jeg lærer dig det! Jesper prikker ham drillende i siden, vel vidende at Mads ikke kan tåle at blive kildet.
– Hey!
– Og har du selv skrevet teksten? Eller bare kopieret et eller andet sted fra?
– Selv, selvfølgelig! Mads hiver en krøllet lap papir op fra lommen. Her!
Teksten er måske ikke det bedste, han har skrevet, men den er helt igennem ærlig. Alt er med Sofies lette gang, hendes smittende smil, som ingen anden i klassen har, og alt det, han føler for pigen, der slet ikke ser ham og nok end ikke ved, han eksisterer.
Bare en fyr fra parallelklassen. Hvem bekymrer sig om det?
Før Mads når at protestere, snupper Jesper papiret.
– Lad os se! Er det H.C. Andersen eller måske Johannes V. Jensen?
– Din spade! Jensen skrev heller ikke digte! Mads prøver at få papiret igen, men Jesper holder det stædigt fast.
– Som om jeg ikke ved det! Vores egen Birgit ville slå mig ihjel, hvis jeg forvekslede Blixen og Blicher!
Her kan Mads ikke lade være at smile. Birgit Madsen, dansklæreren, er 9.bs idol. Hun skælder aldrig ud hendes timer er præget af ro, og ingen ønsker at gå glip af dem; hun inddrager selv de gamle pensumemner, og man kan bare ikke slippe udenom. Men hun taler om litteratur, så alle lytter intenst. Hun kunne nok få selv en kogebog til at lyde som et drama.
Hos hende er der ingen kedelige lektioner. Hun tager alle spørgsmål, ofte som anonyme sedler og svarer ærligt. Det giver indimellem diskussioner, men Birgit står fast det er bedre, at unge får ærlige svar, end at de selv skal gætte sig frem og måske reagere for sent.
Det var også til Birgit, Mads gik, da han endelig vovede at sige sine følelser højt.
Og hun forstod ham.
– Forelskelse, Mads, er en vidunderlig ting!
– Mener du det?
– Det er jeg helt sikker på.
– Men hvordan fortæller jeg hende det?
– Lige ud. Ligesom når du drikker vand, når du er tørstig. Men kun, hvis du er klar.
– Jeg er ikke sikker
– Så vent. Plej det, vent til det føles ubærligt at holde det tilbage.
– Jeg er bange
– Det er også godt!
– Hvorfor?!
– Fordi det betyder, at du ikke er dum, Mads! Den dumme kaster sig bare ud, konsekvenserne ligeglade. Din frygt er et sundt tegn. Hvis du er bange, er det nok ikke kærlighed endnu. Følelsen ligner, men det er ikke den ægte vare. Ikke endnu.
– Hvorfor?
– Fordi kærligheden ikke frygter noget. Den gør bare, handler. Den lever, forstår du?
– Nej.
– Den vokser og ånder. Og hvis du lige nu ikke ved, hvad du skal gøre, så vent lidt. Find ud af, hvad du føler. Lad det vokse, hvis det nu skulle vise sig at være kærlighed.
– Måske
– Lyt, Mads. Hvis du ikke længere kan være stille, så sig det! Der er mange måder at gøre det på.
– Som hvad?
– Skriv et brev, et digt. Eller en sang!
– Jeg kan ikke.
– Du lærer det. Imens får du tid til at finde ud af, hvad du føler. Skriv ned papiret kan bære det.
– Jeg vil tænke over det
Mads har arbejdet på sin sang i næsten et år! Det tager tid at finde de rigtige ord. De kommer ikke, når man skal bruge dem, og nægter at hjælpe én med at sige det, man føler. Han kæmper med dem og med sig selv men han giver ikke op.
Langsomt falder ordene på plads, stormen i hans sind lægger sig. Nu svinger Jesper resultatet foran ham, og Mads mærker en pludselig frygt.
Han nikker til Jesper og lader ham læse, hvad hjertet sang.
Allerede efter første vers stopper Jesper med at grine. Ved omkvædet er han blevet alvorlig. Da han læser til ende, rækker han sedlen tilbage og siger:
– Giv hende den!
– Er du tosset?!
– Kom det var jo meningen, du skrev det!
Mads ved ikke, hvad han skal sige. Han griber bare papirarket og går hen til Sofie, som er på vej til næste time efter sport. Forklaringen halter, men Sofie tager imod arket og smiler endda, før hun skynder sig ind til fysiktimen med ringeklokken i baggrunden.
Det føles, som om Mads har fået vinger. Han hopper ned ad trappen, samler sin jakke og går ud kun med ét ønske: at hans telefon vil summe, så han kan mærke, at hans følelser måske ikke er så ensidige alligevel.
Og telefonen synger for Mads. Men i stedet for kærlighedens melodi, lyder det som en slags dyster march.
Folkens! Vidste I, at Mads er digter? Han skriver sange! Se her!
Et billede af hans krøllede ark dukker op i klassens chat, likes og latter smileys vælter ind.
Nogle griner, nogle lader bare mærke sig uden at deltage, og den, Mads mindst havde regnet med ville udstille eller drille ham, tager teten med sarkastiske kommentarer.
– Jesper
Mads er ved at kaste sin mobil på asfalten. Svigtet sårer ham så dybt, at det tager tid, før han opdager, at Jespers korte video kommet fra skolen lige ved lærerværelset, hvor de jokede med kostene.
Det tager fem minutter at løbe tilbage, men Jesper venter stadig, siddende i vinduet med benene dinglende, mens han griner af kommentarerne på sit opslag.
– Hvorfor? er det eneste, Mads kan spørge.
– Tag det roligt, det var bare for sjov! Jesper hopper ned og stikker telefonen op i hovedet på ham. Nu er du populær! Nu lægger hun mærke til dig! Er det ikke rigtigt, Sofie?
Spørgsmålet er rettet til personen bag Mads, men han vender sig ikke. Han forstår alt allerede.
Han skubber Jesper væk og skynder sig ned ad trappen, lige i tide til at se Sofie vende sig uden et eneste blik og bare forsvinde væk.
På gulvet ligger det krøllede papir og det siger mere end tusind ord.
Hvor længe han går, stirrende ned, ved Mads ikke. Han vågner først, da han står nede ved fjorden, uden for byen.
Han ved ikke, hvordan han er kommet derhen. Da han endelig trækker mobilen op af lommen, gyser han. Hans mor, der havde taget fri fra arbejde for at tage Mads til tandlægen, har ringet hvert femte minut den sidste time.
– Mor – siger Mads lavt i røret.
– Åh Gud! Mads! Er du okay?!
Mors stemme er så bange, at han slet ikke får svaret, men straks skynder sig hjemad, uden tanke for hvor han træder.
Det er ikke engang et år siden, at Mads og hans mor blev alene. Hans far besluttede, at sønnen nu var stor nok, og den gamle kone kunne skiftes ud til en ny.
Hvordan de skændtes, ved Mads ikke. De sagde bare, at han ikke skulle blande sig og at hverken far eller mor ville forlade ham.
Det var kun delvist sandt. Faren ville se ham, og moren forhindrede det ikke. Men Mads så selv, hvor hårdt det ramte hans mor, og han prøvede altid at skåne hende.
Selvfølgelig nåede de ikke til tandlægetid den dag. Men mor skældte ham ikke ud hun mærker straks, at der er noget.
– Vil du fortælle? spørger hun, uden forventning.
Men Mads har ikke lyst til at være den typiske teenager den aften. Noget brast i ham, da han så sin udkårnes smil og sit knuste papir.
– Mor Hvordan kunne du komme igennem fars svigt?
Mors øjne bliver mørke, så Mads næsten bider sig i tungen, men hun tier ikke.
– Det var svært, søn. Når én, man elsker og stoler på, svigter, gør det ondt. Virkelig ondt.
– Næsten ubegrænset tillid?
– Nej, ikke helt, Mads. Jeg tror ikke, folk helt kan stole på sig selv, langt mindre på andre. Det var års hårdt arbejde. Men jeg har dig. Og vi havde gode år det er det vigtigste.
– Og nu? Er dit liv ikke lykkeligt?
– Hvorfor skulle det ikke være det? siger hun med et smil. Det er der. Du er her. Jeg lever, er rask, og det, der er gået tabt, skal nok blive erstattet. Sådan fungerer livet.
– Kommer der noget nyt, mor?
– Selvfølgelig naturens lov. Hvis noget forsvinder, vender nyt tilbage. Sådan har det altid været. Nå nok store tanker. Skal vi ikke høre, hvad der skete? Hvis du har lyst
Der er så meget varme i hendes stemme, at Mads beslutter sig.
Der er ingen, som elsker ham, som hun gør. Det ved han. Han betror hende sin sorg, og det er det rigtige.
Moren lytter mere intenst end nogensinde. De har altid haft travlt, men nu sidder de bare sammen som de ikke har gjort længe.
Nu kan de lytte til hinanden. De deler smerten og skal finde en vej ud.
– Hun gik bare væk, du forstår, mor?! Hun sagde ikke ét ord!
– Måske forstår jeg hende godt. Blev hun ramt på stoltheden, kunne hun ikke gøre andet.
– Men hun smed min sang væk!
– Det var måske af vrede. Eller ligegyldighed. Hvis det var det første, har du en chance. Hvis det andet, ingen chance overhovedet.
– Hvordan ved jeg, hvilken det er?
– Spørg selv.
– Bare sådan?
– Hvorfor gøre det svært? Folk komplicerer altid alt unødvendigt.
– Men hvorfor?!
– Det er menneskeligt. Folk bygger barrierer for sig selv for at undgå livets kedsommelighed. Direkte vej er for let.
– Jeg spørger
– Så skal du love mig en ting.
– Hvad?
– Ligegyldigt, hvad du får af svar vent altid lidt, før du handler.
– Det lover jeg.
– Godt. Sov nu. I morgen er det lørdag, og vi har vigtige planer.
– Hvilke?
– Vi skal ud at købe en guitar.
– Hvorfor det?!
– Det får du at vide. Men du får brug for den og jeg finder en god lærer til dig. Spørg ikke mere, nu.
Planen skulle vise sig at være både enkel og genial. Efter samtalen med Sofie der intet gav, for hun nægtede at svare på, hvorfor hun smed papiret væk foreslog mor, at han skulle synge sin sang.
– Mor, er du tosset?! Efter alle de grinede?
– Ja, søn. Ellers vil du altid tro, at du blev ydmyget, og at dit første forsøg på kærlighed blev trampet på. Men faktisk det hele gled over. Jesper lavede ballade, men alle glemte hurtigt din sang, da der kom et nyt emne. Sådan er det er det ikke?
Mads må give hende ret. Allerede næste dag var digtet glemt, da nogen delte en video af deres kat, som sad fast i et træ og skulle hentes ned af brandvæsenet. Det blev dagens store sjov. Selv hvis nogen stadig fniste, lod Mads det passere han vidste, det hele startede med Jesper.
Det viste sig, at Jesper også var forelsket i Sofie, men ikke kunne finde på andet end at gøre Mads til grin for at skubbe ham af banen. Det lykkedes ham næsten, men ikke helt. For Mads havde kræfter til at stå op for sig selv om ikke for kærligheden, så for sin ret til at tale om den.
Og da Mads står på scenen til afslutningsfesten med guitaren, frygter han intet. Mor havde ret: Hvis man først har ladet sig slå ud, er det svært at genvinde mod.
Han kan ikke spille mere end tre akkorder. Melodien er enkel, stemningen dirrer, stemmen ryster. Men i salen sænker stilheden sig.
De lytter.
Birgit Madsen tørrer sine øjne diskret. Fru Olsen græder åbent og krammer Lone. Mads mor stråler med stolthed, mimende med på hans ord. Sofie sidder bistert, og Jesper ser væk.
Det opdager Mads ikke.
Han synger.
