Man skal holde ud
Marie! Nå, hvad venter du på? Gå efter ham! Se dog, det regner jo! Han bliver stivfrossen og ender på hospitalet! Tanta Gerd farede nervøst rundt og kiggede ud ad vinduet, ledte efter sin bror, Nikolaj.
Hvis han bliver kold, kommer han selv hjem, Marie lagde stædigt armene over brystet. Jeg er træt, lige kommet med toget, og så skal jeg rende rundt i hele Aarhus for at finde min far? Han er vel voksen, må han ikke selv klare ærterne?
Åh Gud, hvor Marie hadede sin far! Det skar hende helt ind i knoglerne, fik hænderne til at blive til knytnæver. Så mange år var gået, men hun kunne stadig ikke tilgive ham, selv om Tanta Gerd altid sagde, man altså ikke kunne bære nag så længe. Hvis Marie kunne, så ville hun kaste sig over ham og banke løs, indtil hun slet ikke havde kræfter mere. Og Nikolaj, hendes far, ville tage imod uden at mukke, for sådan havde man nu engang lært at finde sig.
Gerd og Nikolaj, søster og bror, voksede op hver for sig. Deres forældre gik fra hinanden, da Gerd var syv, og Nikolaj kun fire.
Gerd blev taget med af moderen, de flyttede til en anden landsby, og moren giftede sig igen. Stedfaren var hverken varm eller kold, han plejede aldrig at sige noget, der viste, hun ikke var hans. Ros, når hun fortjente det, skældud, hvis hun lavede ulykker. I starten forstod hun ikke helt, om han elskede hende eller bare fandt sig i hende. Han sagde aldrig noget blødt, lavede ikke legetøj til hende, blinkede ikke så nok var hun ham bare ligegyldig…
Men en dag, da Gerd var ti, gik hun hjem fra skole sammen med de andre børn og endte nede ved søen. Vinteren var på sit sidste, solen skinnede, men kulden bed i næsen, og hænderne i vanterne var stive som træpinde, men ungerne løb grinende rundt. Til sidst blev de enige om at prøve isen. Gerd faldt igennem. Ingen fattede, hvordan det skete, eller hvorfor isen var så knækket netop der. Da hun sank helt, nåede hun ikke engang at råbe, og de andre børn stod bare og gloede.
Det iskolde vand brændte i ansigtet, øjnene sved som ild, og hun ville råbe, men vidste, at hun skulle holde vejret. Hun kæmpede, støvlerne tunge som bly, hun prøvede at få dem af, men de sad fast. Det susede i ørene, der var bobler af luft, der kærtegnede hendes hud på vejen mod overfladen.
Hun vred hagen op og så solen lige over sig, dens stråler som uldtråde, spredt ud fra den gloende, gule skive.
“Tænk hvis jeg bare kunne komme derop og få varmen, lige nu…” tænkte Gerd sløvt. Hun huskede sin lillebror, sommeren hvor de løb på marken, mens moren flettede blomsterkranse under birketræet. Nikolaj var så lille, hun kunne knapt finde ham i græsset. Engang troede hun, han var væk, gispede af rædsel, men så sprang han op på hendes ryg og lo med de der små, varme hænder, der hang om hendes hals.
“Hvordan skal han nu klare sig uden mig!?” tænkte Gerd panisk og sparkede endnu mere, fik sparket støvlerne af, ville op, men blev ramt af smerte i ryggen; noget stødte imod, og alt blev sort
Aksel, stadig i undertøj da han havde sovet efter nattevagt, kom løbende, ungerne næbbet efter. De havde styrtet ind i stuen råbende om, at Gerd var faldet gennem isen, og Aksel røg op med et brøl.
Den pige nede i søen, hylede en af de mindste, Erik, onkel Aksel, red hende nu, red hende!
Aksel trak støvlerne på, fløj ud over gården og brølede:
Bare jeg kan nå det! Jeg skal nå det! Han løb, selvom benet smertede fra en gammel krigsskade.
Han tvang sig selv frem, faldt næsten, men så isen med den sorte, vuggende åbning og nedenunder, sammenkrøllet, lå Gerd.
Aksel dykkede, fik fat, skubbede hende op, selvom han næsten ikke kunne føle sine arme. Til sidst fik han sig møvet op, fik trukket pigen ind på land.
Gerd var tung, fåreskindet havde suget vand.
Knapperne ville ikke op, Aksels fingre blev flænsede, men han sagde ikke en lyd, blot blodspor i sneen. Han fik fåreskindet af og rystede hende som en vild bjørn, mens han brølede:
Kom nu! Gerd! Lille mæh! Kom nu, din satans unge!
Pludselig hostede og kastede Gerd op. Aksel lagde hendes hoved på sin skulder, strøg ryggen. Så løb han hjem, ungerne i hælene. Erik løb i forvejen til sundhedshuset for at sige, hun lever igen!
Senere, da Gerd lå tuttet ind i dyner og græd, forstod hun at stedfaren elskede hende. Elskede hende dybt, om end stille, med hele sit store, arrede hjerte
Nikolaj blev hos faren. Faren fik hurtigt en ny kone Karen, streng med sorte bryn. De boede i et kælderværelse, der tidligere havde tilhørt nonner ved et gammelt kloster. Murene var lave, det lugtede af røgelse eller måske var det bare Nikolajs fantasi om alt det hellige, han var ræd for natten, forstod ikke hvorfor mor valgte Gerd, og hvorfor denne nye mor, Karen, hverken kyssede ham godnat eller blæste på hans sår.
Karen krydsede sig, faren Andreas skældte tit, slog af og til, og Karen trykkede sig bare, ydmyg, sammen på gulvet.
Når de var alene, gik det ud over Nikolaj, og snart lærte han at smutte ud af vinduet og gemme sig i de høje buske i forhaven de, nonnerne havde plantet. Der voksede vilde jordbær, og hvis han var heldig, spiste han dem, gemte sig og nød det søde. Men Karen blev gal, hvis hun så rød saft på hans mund.
Hvad har jeg gjort, tante? jamrede Nikolaj, mager, bleg og sulten.
Du er grådig! Man skal holde ud! sagde hun.
Faren lod som ingenting, arbejdede på et værksted, stank af olie og snaps, råbte om natten, når han troede han endnu var ved fronten. Nikolaj ville løbe væk, hen til Gerd, at hun ville holde om ham, mumle historier om duer og krummer, man ikke må tage fra små Koller Han græd, men Karen tyssede bare og sagde han skulle holde ud.
Det var, som om hele Nikolajs liv blev en evig øvelse i at holde ud. I for små sko arvet fra naboen, i afsavn, for Karen forbød sukker og slik, honning blev gemt til senere.
Når hun var ude, sneg han sig ind til skabet og spiste honning med finger og fik senere tæsk for tyveri.
Jeg ville bare så gerne, peb Nikolaj, fanget på taburetten.
Faren smækkede skabet i, stakken tallerkner klirrede. Nikolaj faldt, det gjorde ondt. Men han holdt ud. Hvad ellers kunne han? Holde ud og vente på, at Gerd måske en dag ville redde ham
Koller så kun sin søster et par gange.
Gerd, tag mig med dig! bad han, mens hun lagde chokolade frem. Jeg vil hjem til dig og mor! han så på moren, men hun så væk.
Det kan jeg ikke, Koller. Mor får snart en baby mere, og huset er småt, og så Gerd tøvede, der er også bedstefar og bedstemor fra fars side, du må holde ud lidt endnu, så kan du rejse, lover du, Koller?
Gerd, far slår mig! han hviskede næsten uhørligt. Det gør ondt Tag mig med! Din far er god, ikke?
Gerd nikkede. Hendes far var verdens bedste, gav hende kælenavn, købte bånd og bøger, og hun måtte læse for ham
Vent, jeg spørger mor! sukkede hun, men moderen rystede blot på hovedet.
Vi har besluttet det, Gerd. Det er bedst sådan.
Nikolaj forstod aldrig, hvorfor han var ringere end sin søster, hvorfor mor ikke ville tage ham med og kramme ham.
Men Gerd sagde, han skulle holde ud, så han holdt ud
Nogle år senere havde Andreas klatret op ad de politiske rækker og skaffet dem et værelse på Vesterbro. Kommunekøkken og fremmede mennesker, ja, men det var trods alt ikke mere kælder og klosterstemning. Nikolaj fik afskærmet en krog med en gul blomstret gardin hele hans verden bag en tot stof.
Han gik på ny skole, men gjorde ikke meget væsen af sig, bortset fra at læse godt.
Du har hovedet skruet ordentligt på, Koller! klappede far ham. Du skal nok komme langt!
Koller gik hele vejen. Gik gymnasiet, kom på universitetet. Han burde flytte på kollegium, trække gardinet ned og stoppe med at holde ud, styrketræne, blive stærk, men Karen blev syg, kunne han da svigte hende? Hun havde trods alt opfostret ham. Andreas var altid væk, nu chauffør hos en chef, kunne af og til tilbyde Koller rabatkuponer, én gang på garderobeskabe til værelset, og nu gik naboerne næsten i trance over deres nye møbler. Men Karen var ligeglad. Alt gjorde ondt inde i hende. Nikolaj passede hende. Han skyldte hende.
Du burde på sygehuset! Maven er altså ikke for sjov! sagde naboen og kom med suppe.
Nej nej, kroppen vil ikke ha’ mere, så jeg holder ud, vendte Karen sig væk. Suppen stank af død. Alt stank sådan nu, syntes hun
Nikolaj holdt også ud, holdt ud hendes klager og krampagtige klem om hans hånd, hendes tærskende tænder.
Før hun døde, skældte hun ham pludselig ud, hvæste at alt var hans skyld.
Nikolaj sprang tilbage, bange.
Ja! Din skyld! Hvorfor slæbte Andreas dig med?! Du stjal alt! Hvad med mig? Satans unge! Skrid! Hvor længe skal jeg holde ud endnu?!
Nikolaj var 22 da hun døde. I 18 år var han satans unge og snylter.
Efter begravelsen sagde far:
Værelset er dit nu, pas godt på dig selv! stak hovedet ind, Men du bestemmer!
Og så forsvandt han. Nikolaj tænkte længe over, om faren elskede ham. Hvis ikke, hvorfor beholdt han ham? Hvis ja, hvorfor sagde han det aldrig? Det er jo ikke svært at sige Søn, jeg elsker dig. Ikke perfekt, men så godt jeg kan. Undskyld, jeg rejser, du er en god fyr, Koller. Lev lykkeligt!
Det sagde han aldrig. Sagde ikke engang farvel til naboerne.
Senere i livet begyndte Nikolaj at forstå, at der var knækket noget i faren for længe siden. Han havde jagtet og søgt, i stedet for bare at standse op og se sin søn. Koller sagde det til sin far på kirkegården. Han havde hele livet ventet, at far skulle kalde ham en god dreng og stoppe med at slå. Han ventede, og han holdt ud
Da faren døde, kom Gerd til begravelsen. Voksen og snart gift.
Det er givetvis ikke tidspunktet, men Koller, kommer du til mit bryllup? Jeg vil gerne have du møder min kæreste, Otto! Han er altså fantastisk!
Nikolaj nikkede. Han ved det, og jo, han kommer.
Gerd lignede mor, samme øjne, skarpe kæbelinjer, mørkt fletværk på hovedet, store, stærke hænder, fødselsmærke på højre håndled.
Da hun tog af sted, krammede hun broren, pustede ham i øret som i barndommen, smilede, men de vidste begge de var fremmede for hinanden nu.
Koller tog ikke til brylluppet, måske turde han ikke, måske havde han travlt. Han sendte et lykønskningskort.
Senere gik han ind i et nyt kapitel af livet. Han opdagede, hvad kvinder var til.
Ulla dumpede ind, egentlig for at låne notater, men blev beundrende stående. Værelset var lyst, med højt til loftet og stort skrivebord. Koller fulgte hende hele tiden og undskyldte sig:
Ja, det blev lige sådan, stort værelse og alting
Koller, må jeg bo lidt her? Det er trængt hjemme, og bruseren er iskold jeg bliver jo forkølet! Og jeg fylder ingenting, jeg lover! snakkede Ulla hurtigt. Da hun så åndsfraværet i hans øjne, begyndte hun at græde:
Jeg er så træt af at skulle makke ret! Jeg er et børnehjemsbarn, Koller! Altid fremmed service, aldrig min egen kop, aldrig mit eget sted. Jeg vil bare ha et rigtigt liv!
Hun græd og trykkede sig ind til Nikolaj, aede ham, søde ord der fik ham til at rødme og næsten miste vejret. Ulla elskede ham altså måtte det jo være ægte!
De giftede sig hurtigt. Uofficiel vielse, direkte fra rådhuset på arbejde. Koller fik job i vognparken takket være en af fars kammerater, Ulla videre på universitetet.
Koller skiftede til aftenstudier, arbejdede om dagen i autoværkstedet. Han sørgede for, at de ikke manglede noget. Han havde nu en familie. Ulla elskede ham, men om han selv elskede hende, vidste han egentlig ikke. Hun var den første. Meget at holde ud, men det skulle vel gå.
Ulla havde ben i næsen, satte naboerne på plads, de slap hende først til bad og røg aldrig på køkkenet, for Ulla var gravid og skulle skånes.
Vil I have jeg føder et monster?! skubbede hun til en nabo med sin runde mave. Hvis du tænder smøger herinde igen, ryger du ud! Det gælder for jer alle! smækkede døren i. Og bagefter blinkede hun: Men nu vi er samlet, kan jeg få lidt kartofler? De dufter så lækkert!
Den stakkels nabo serverede og vaskede tallerken for hende bagefter.
Koller! Gå væk, du lugter! vrissede Ulla om natten.
Hvad lugter jeg af? Jeg har lige været i bad og lagt alt i gangen, som du sagde! tryglede Nikolaj, prøvede kysse.
Fisk! Du stinker af fisk! Gå væk, jeg får kvalme! Ulla sparkede ham væk.
Men hvor skal jeg gå hen? spurgte han forvirret.
Hvor du vil! Sofaen i køkkenet.
Såsnart hun sov, listede han ud, tog plads på taburetten og faldt i søvn op ad væggen. Det skal nok gå, hun føder snart, så bliver alt normalt, prøvede han at overbevise sig selv.
Ulla fødte en datter, Grethe, lidt for tidligt, klagede over den lille pjevs bedende gumler bryst og lavede ballade på barsel, røg på toilettet og vaskede hende med væmmelse.
Hold dog hovedet på barnet! Nakken knækker jo! udbrydede den rædselsslagne jordemoder.
Det er MIT barn! Ta hende bare! Sæt hende hvor som helst, på spædbarnsafdelingen
Andre mødre så på rødnæsede, uldne Grethe og sukkede.
Hvorfor får sådanne mødre børn? Satan Måske har faren mere forstand
Nikolaj blev bange, da han fik datteren hjem, hun knirkede og vred sig, ansigtet knortet.
Ulla hvad gør jeg? Hun skal jo fodres og passes
Ja, det klarer du. Jeg har siddet her ni måneder som en elefant, nu må du tage over! viftede Ulla og gik, smart og rød om læberne.
Nikolaj holdt Grethe som en vase af glas, vuggede hende, gik rundt og tænkte, at han måtte holde ud. Ulla skulle jo også have lidt sjov det var vel rimeligt!
Vi holder ud, lille Grethe, vi skal nok klare det! nikkede han til hende.
Men som far… Nej, det blev han aldrig god til. Naboen, fru Ingrid, svøbte barnet, fodrede hende med flaske. Hvad lavede Ulla? Hun bandt brysterne ind ville ikke ligne et malkekvæg. Da hun fik brystbetændelse, endte hun på hospitalet, hvor hun mødte en flot og lovende ung læge med egen lejlighed, guitarspil og charme.
De havde et hemmeligt forhold i to år. Ulla afsluttede studiet, fik abort, lavede skænderier og beskyldte Nikolaj for at være en vatpik og at deres manglende lejlighed skyldtes ham.
Hvordan skulle jeg få det, Ulla? Jeg har ikke bevist noget endnu. Hold ud lidt endnu. Grethe kan komme i vuggestue, lægen siger det er ok. Så bliver det lettere for dig
Ulla vendte sig lynhurtigt, snirklede munden.
Nej, Nikolaj! Det bliver lettere for DIG! Jeg skrider! sparkede datteren væk.
Hvorhen, spurgte Koller fortabt. Skal du bare ud i byen? Hvad med Grethe, jeg skal jo på universitetet
Du er bare ynkelig, Koller! En dum, patetisk vatpik! grinte Ulla. Dig kan man lave snore af, men sjov er du ikke. Hvis du var lidt mere mand, havde vi haft lejlighed for længst! Men nej, du holder bare ud. Bliv du bare ved, jeg går for altid!
Jamen, hvor hen? spurgte Nikolaj stadig.
Til én, der elsker mig, en rigtig mand. Hvor er min kuffert?
Du havde ingen kuffert, Ulla, trak han på skuldrene. Tag min
Nikolaj var utilstrækkelig som far. Han kunne ikke trøste, lege, fortælle eventyr eller være sjov. Han kunne bare holde ud og øve Grethe i samme disciplin.
Hun græd, fordi hendes mave gjorde ondt, og han sagde hun bare skulle holde ud, i stedet for at ringe til vagtlægen. Datteren ville ikke blive i børnehaven i fem dage, holdt fast i hans ben som en lille abe, men han puffede hende væk og bad hende holde ud.
Alle havde ondt af Nikolaj, den stakkels far, forladt, alene med barnet, han gjør sit bedste og nikker bare: Bare rolig, vi skal nok holde ud, det går nok!
Grethe var mest hjemme i weekenden, sad på tæppet ved sengen, legede, ignorerede faren. Mandag trampede hun tilbage i børnehave. Om sommeren tog de på ferie, Nikolaj pakkede hendes taske og sendte hende afsted, bad hende holde ud han skulle nok besøge hende snart.
Han kom, havde slik, pølsehorn, legetøj, men Grethe var ligeglad, takkede venligt og forsvandt til de andre børn.
Grethe, Grethe! råbte han efter den lille krumryggede pige, men hun vendte sig aldrig. Hvorfor skulle hun?
Sådan gik det. Da Grethe skulle i skole, blev han næsten glad. Nu var hun stor nok, kunne selv alt det vigtige.
Hun klarede sig ikke så godt, håndskriften var elendig, matematikken gik, men koncentrationen manglede. Hun ville hellere lege og springe rundt i frikvarteret, så måtte undervisningen vente.
Lærerne skældte, kaldte faren til samtale, truede endda med at indkalde bestyrelsen, men nænnede ikke rigtig alene far med opgaven svært!
Nikolaj holdt ud, bed tænderne sammen. Håbede stadig på, at Gerd skulle komme og redde ham. Ringede ikke selv. Hvorfor forstyrre?
Grethe var ni, kom tidligt hjem fra skole, smed sig på sengen med knæene trukket op og begyndte at klynke.
Hvad er det? spurgte fru Ingrid. Er du syg?
Nej, bare lidt dårlig. Jeg holder ud! Grethe vendte sig mod væggen.
Okay! Hvis det bliver værre, må I få fat i lægen! Jeg har nattevagt, så lad far klare det!
Ingrid gik, Grethe krøb endnu mere sammen, frøs og begyndte at klapre tænder
Nikolaj kom først hjem sent, han var blevet sent på arbejde: nu var han jo ingeniør, folk spurgte til råds. Efter mødet fulgte han også Ulla hjem, nu hans ekskone, men de arbejdede samme sted hun begyndte igen at køre charmen på ham. Enlig, med to aborter bag sig, forladt af den lovende læge, klynkede hun og hang i hans arm. Hans hjerte galopperede, alt rystede indvendigt. Ulla elsker ham igen! Tænk!
Han kom hjem klokken elleve, forvirret og rystende, lagde sig direkte. Grethe lå og søgte kontakt, nævnte mavepine, feber
Hold ud, måske har du bare spist noget mærkeligt! sagde han. Hvem bliver syg nu, når Ulla lover at komme med kage weekenden?
Far, jeg har ondt! Riiing efter en læge!
Ej skat, ingen læger midt om natten! Sov, hold bare ud, det går over. Nikolaj faldt i søvn. Drømte om Ulla, nøgen som første gang, hviskende forbudte ord
Han vågnede, fordi et par lussinger ramte ham sådan som Karen plejede at gøre.
Stå op! Koller, op nu! Grethe dør! hylede fru Ingrid. Hun har holdt ud længe nok! Hvad er du for en far?!
Gerd kom hver dag. Skyllede, madede Gav sig selv skylden for ikke at have grebet ind tidligere, men Nikolaj fortalte aldrig mere end Det går nok, vi skal bare holde lidt ud
Grethe, du skal hjem i morgen. Far har afleveret tøj, sagde sygeplejersken. Du har savnet ham?
Grethe begyndte at græde. Hun ville ikke hjem, havde ikke savnet nogen. Hun ville aldrig tilgive faren for bare at sige, hun skulle holde ud
Skat Jamen, hvad nu, Grethe! Nikolaj trådte nervøst ind på stuen.
Gå nu! Væk! Tant Gerd, få ham til at gå! skreg Grethe. Jeg havde så ondt, det gør stadig ondt! Gå!
Hun flyttede hjem til Gerd. Nikolaj protesterede ikke. Han havde fået nok: Grethe og hendes sprængte blindtarm, Ulla der gik og kom som det passede hende. Gerd skældte ud, men hvor var hun selv? Forlod lille Koller, kaldte sig stadig søster… Han måtte samle sig, finde ro.
Nikolaj boede alene, giftede sig ikke igen. Hvorfor? Nok er nok. Til gengæld eget værelse, kun sit arbejde at tænke på, fik endelig afleveret sin afhandling holdt ud så længe, men hey! Nu var det overstået.
Om efteråret fik Gerd Grethe til at tage ud til faren for at fortælle nyt personligt vigtigt.
Tag ham med, Grethe. Han sidder dernede på bænken. Skal du blive sur på ham hele livet? Han er din far, for pokker, sagde Gerd (igen). Grethe skulede bare stift og greb sit overtøj og fór ud.
Gerd så hende gå ud i regnen, tørre ansigtet og rynke panden.
Der er du! trampede hun hen til Nikolaj. Kom hjem, det er spisetid.
Nikolaj løftede hovedet, brød ud i smil, næsten som havde han set en engel.
Grethe… Skat… Du skal ikke stå i regnen, du fryser. Kom nu ind…
Jeg kom efter dig! Kom, far, du ved snart ikke hvad du laver! Grethe tog ham i hånden og trak ham med.
Hvorfor er du kommet, skat? Hvis det er for min skyld, så er det ikke nødvendigt, jeg har styr på det. Jeg lider ikke jeg lever bare. Plag ikke dig selv, lille pige, sagde han og tog jakken af i entreen.
Jeg er her ikke for dig, far. Jeg Jeg ville bare sige, at jeg skal giftes. Du skulle vide det.
Nikolaj stivnede, slugte en klump. Grethe voksen, skal giftes Betyder det at han er svigerfar nu? Hvad er det for en gut? Og hvordan holder man ud, når følelserne bobler over?!
Men det måtte blive fremtidens bekymringer. Nu sad de tre: Gerd, Grethe og Nikolaj, ved bordet med te og tier.
Grethe så rundt i stuen. Ikke meget forandret siden sidst end ikke tapetet i hjørnet var rettet. Faren havde bare holdt ud.
I dag havde hun ikke besøgt ham for hans skyld, men for sin egen. For at gøre sig fri af fortiden, måske tilgive ham, prøve at føle kærlighed igen.
Se, Grethe, din far, Nikolaj, han er ikke selv skyld i, at han aldrig var ønsket af nogen mor, stedmor, far. Han blev offer for sig selv og fortiden. Måske har jeg også skylden, hvem ved Han er stadig den lille dreng på taburetten, der lister honning i sig, fordi han har ventet og ventet Han levede som han kunne. Jeg beder dig ikke elske ham, men bare ikke at glemme hinanden, som jeg engang glemte ham… Gerd lagde hånden på Grethes skulder. Sådan er det med fortiden
Grethe nikkede. Det er svært at tilgive, men hvis bare man har en chance, så må man prøve. For fremtidens skyld. Og for Gerd.
