I tide
Agnete, De er vidunderlig! Helt igennem vidunderlig! sagde Mads Poulsen galant, mens han kyssede Agnetes hånd beklædt af blondehandsken.
Nej! Det er Dem, alt sammen! I anden akt glemte jeg både replikker og trådte forkert De så det jo selv! Agnete rødmede under sminken. Hvis ikke det var for Deres improvisationer Jeg ville også kunne spille sådan leve sig ind, lide rigtigt, more mig som om det var mit virkelige liv, ikke blive forvirret, ikke tabe tråden. De, Mads Poulsen, er født med talent!
Åh, stop nu, Nete! Manden børstede lidt støv væk fra bordet, gned sig i nakken. Det er bare at fjolle rundt, ikke mere end det. Med tiden lærer man at være fri på scenen, når det føles naturligt først da kan improvisationen komme. Selvfølgelig skal alt helst følge manuskriptet ellers bliver Hr. Schack rasende og fyrer os alle sammen, fnisede onkel Mads men alligevel bør man lære at leve på scenen, ikke bare vandre rundt efter en snor.
Nej, det er talent! Ikke alle har det, Mads Poulsen! Agnete så beundrende på skuespilleren foran hende. Ikke længere helt ung, men stadig flot, øjnene gløder. Måske er Agnete allerede blevet lidt forelsket, selvom hun ikke tør indrømme det for sig selv. Mads Poulsen er en sand gentleman: Han mestrer vittigheder, komplimenterer, smiler altid ikke som Agnetes far, der kun brokker og surmuler dagen lang, og hvis datterens valg om at blive skuespiller kaldte han lige så anstødeligt som at blive natklubsangerinde.
Hvorfor, far?! bringer han ofte sin datter til tårer. Det er da et værdigt arbejde! Hvor mange kendte skuespillere har vi ikke? De får endda priser!
Jo jo, vi ved godt hvad I laver i jeres sminkerum hugger Leif Frederiksen. Han mener, han har været igennem livet, krummet ryggen for Netes skyld, og hun? Hun har valgt at gå egne veje, nu render hun rundt på scenen og gør sig til grin foran hele byen sådan beskriver Leif det for vennerne. Skam, kalder han det. Og Leif er medlidenhed værd
Mads Poulsen havde lagt mærke til Agnete til et arrangement ude på Kemisk Institut, hvor hun og hendes veninder optrådte for studenterne. Mads egen søn, Anders, gik der en rigtig spillefugl. Faderen blev ofte kaldt til samtale på studiet, men det endte altid med at fakultetslederen, Ragna Thiemann, blev blød om hjertet over Mads charme og koketterede og den kendte skuespiller gik derfra med flotte billetter til teatret, så alt blev tilgivet for Anders eksamensklatter.
Her i instituttets sal bemærkede Mads det unge talent. Hun spillede godt, havde lethed, noget særligt
Hun har sjæl! forstod Poulsen. Man kan høre hendes sjæl klirrer!
Sådan beskrev han det, billedligt og velformuleret. Han inviterede hende straks med i teatret. Veninderne fik småroller erfaring er altid godt.
Teatret var ikke Det Kongelige, ej heller Betty Nansen, men det var kendt, fyldt med publikum, der satte pris på klassisk teaterkunst. Det kunne Agnete lide! Hun havde engang været i København på et moderne stykke; nøgne scener, sære kostumer, dæmpet lys Hun kom hjem temmelig skuffet og gik straks hen til Poulsen.
Er det virkelig teatrets fremtid, Mads Poulsen? sukkede hun fortvivlet. Jeg ønsker ikke det, det kan jeg ikke!
Slap nu af, Nete! Fremtiden er bred der er plads til alt. Noget vil du kunne lide, noget ikke. Som skuespiller skal du kunne tilpasse dig, så du en dag kan vælge selv når dit navn hænger på alle plakaterne.
Det er kun for de udvalgte, der opnår det surmulede Agnete, flyttede rundt på et par cremekrukker ved spejlet, åbnede en, snuste, nøs.
Årh min kære! Alt bliver bedre serveret med godt vin, ikke sandt? Mads øjne glimtede. Du skal være den gode vin. Hvis du får serveret noget mærkeligt, så gør det til et mesterværk.
Det kan jeg ikke! sagde Agnete og lavede en grimasse ved spejlet.
Pludselig blev Poulsen vred, slog næven i bordet, hans ansigt blev skarpt, panden fik dybe furer.
Så har du ikke noget at gøre her! Så kan du blive bibliotekar, ligesom din far ønskede!
Agnete gispede forskrækket, hænderne mod brystet og undskyldte febrilsk.
Sådan kaldte Poulsen det: at vække. Hvorfor ikke? De smukke tror jo aldrig, nogen taler hårdt til dem! Nå, nu fik hun den straks.
Agnete fór ud, styrtede ned ad trappen, næsten væltede garderobieren, fandt et mørkt hjørne og sad der, krøllet sammen og tænkte.
Man skal servere særheder med en god vin Agnete skal blive det gode vin så kan ethvert stykke blive til et mesterværk. Ellers hører hun ikke hjemme på scenen.
Hun husker tydeligt den dag hun fik jobbet hun mødte som fuld uddannet skuespiller på teaterdirektørens kontor.
Hun fik fast ansættelse, blev lykønsket og blev derefter bedt om at gå, for tiden er for knap.
Men onkel Mads ventede hende ved trappen med blomster solgule, forårsfriske roser og trak hende med på restaurant.
Ej, Mads! Ikke nødvendigt, hvad siger fru Mie! protesterede Agnete.
Mie vil også fejre dig! Du ved da, hun ikke er jaloux på dig! lo Poulsen hjerteligt. Gud Nete, det er utænkeligt!
Hans kone, Millichka ikke Mille, nej, Millichka havde selv været skuespillerinde; smuk, dygtig, men måtte opgive pga. stemmeproblemer.
Pas på stemmen, Nete! Det er dit vigtigste våben. Med stemmen kan du både knuse og løfte mennesker.
Mie talte altid lidt hæst, småhostede og bar en ulden sjal. Nu var hun bare den kendte Poulsens hustru; engang havde hun været respekteret og elsket, folk standsede hende på gaden.
Hun tog straks godt imod Agnete. Med hende kunne man tale om alt, ikke som med lømlen Anders, der lavede sjov i livet og ikke på scenen.
Agnete var anderledes fyldestgørende, nærværende, kunne tale begejstret om småting, blev ked af regn, eller jublede og opførte pludselig en scene fra Mies yndlingsstykke sammen med Mads.
Du er en lille ild, Agnete. Lad ikke flammen gå ud, ikke? bad Mie stille. Du gør det varmt i nærheden af dig.
Mie og onkel Poulsen var måske de eneste, der fortalte Agnete, hun var god. Ikke som skuespiller, men som menneske.
Leif Frederiksen var nærig med varme, og resten af familien boede langt væk og fandt hendes beslutning om at læse til skuespillerinde tåbelig.
Hvorfor rokke med skørterne få et rigtigt job! Ikke alle er født Bergstrøm! blev der sagt til familiesammenkomster.
Dem undveg Agnete som regel, lod sin far og tanterne synge og drikke uden hende. Hun gik til veninderne eller vandrede planløst i byen og sugede indtryk, noterede sig scener i sindet: Det her må spilles! Og det her Nej, det går ikke! siger hun til sig selv, og før hun ved af det, står hun udenfor Poulsens gamle herskabslejlighed.
Te, Agnete? Jeg kan se De trænger til te og en hyggesnak, kaldte Mie og lod den unge gæst passere først.
I Poulsens hjem duftede det altid af vanilje og frisk bagværk. Mie herskede; Mads var ved hende, som han spøgende sagde.
De tre frue, mand og Nete satte sig omkring bordet, nød te og samtale. Bagefter greb Mads guitaren, spillede, damerne sang. Mie holdt hurtigt op, begyndte at hoste så var Agnete solisten
Åh, Nete! Du forestiller dig ikke! Han råber i søvne! Vores Mads, altid replikker! Jeg kan ikke sove, jeg vandrer rundt hele natten! jamrede Mie over sin mand for nylig. Er alt godt på teatret?
Så vidt jeg ved! trak Agnete på skuldrene. Mads Poulsen er uovertruffen. Fyldte sale hver aften, ny moderne forestilling, men meget raffineret.
Og flere beundrerinder, blomster og disse små sedler! Jeg tror, han flirtede for nyligt! udbrød Mie.
Nej dog! pjattede Agnete med, selvom begge kendte Mads troskab.
Jeg fandt mit mesterværk der på Hovedbanegården! sagde Mads altid, når han fortalte mødet med Mie der stod hun og græd over sin kuffert, hvor alting væltede ud på perronen. Folk skyndte sig forbi hendes tøj, mens hun græd og samlede det op. Mads hjalp, trøstede, købte en ny kuffert efter fem måneders kur skete det: de giftede sig.
Rundt om ham var altid beundrerinder, briefede breve, blomster selv indtrængere i sminkerummet engang imellem.
På høflig vis sendte han dem væk, foreslog de fandt nogen mere egnet. Det morede Mie. “Har jeg valgt klogt!” sagde hun. Men med årene blev det trættende.
Hvorfor skulle du fødes sådan, Mads?! kritiserede hun kærligt. Så meget lidelse forårsaget af dig
Mads nikkede, kyssede Mie blidt på håret. For ham var hun en gudinde, han var blot tjener ved hendes fødder.
Og Agnete var nu rigtig skuespillerinde, lige færdiguddannet. De havde netop spillet aftenens opførelse, der var ovationer, blomster. Alle kvinderne ville give til Poulsen, der delte rundhåndet ud til kollegerne, kyssede hænder, trillede øjnene på scenen. Alt syntes at hvile på hans skuldre. Nogle misundte, nogle beundrede, men alle var enige om hans styrke. “Fortjenstfuld” havde han ikke fået endnu, men det snakkedes om, at det kom snart
Nete, er du klar? blev der banket på døren til Poulsens loge. Vi venter!
Nete blev rød.
Det er pigerne Vi ville fejre det lidt hun undskyldte sig.
Mads trak på skuldrene, vendte sig om, fjernede den tunge sminke.
Gå bare! Du må ikke lade dem vente. Og tro på dig selv hver gang, hører du?! Glem det, hvis det sker! Lad konventionerne sejle! Spil fra hjertet! blinkede han til hendes spejlbillede.
Agnete nikkede, lige på nippet til at gå ud, vendte sig om.
På gensyn, Mads Poulsen, hviskede hun.
Farvel, min ven! gestikulerede Poulsen højtideligt i luften, som om han bad hende gå.
Da døren var lukket, falmede smilet, ansigtet blev trukket sammen af smerte. Han hev parykken af, trak håret igennem fingrene, sukkede dybt. Han ville drikke, men kanden var tom.
Intet problem Det bliver hjemme, Mads! Alt godt, hjemme! mumlede han og blev stående en stund, hænderne over ansigtet. Så tog han sig sammen, vaskede sig febrilsk, kom til ro
Nete havde glemt, at der var lukket på teatret næste dag de skulle renovere, ingen prøver. Hun tænkte ikke over Mads’ “farvel.”
Da hun kom til teatret igen, hilste på portneren, kostumieren og koreografen, mærkede hun, at noget var forandret.
Om det var uro, sorg, eller håbløshed vidste hun ikke. Men intet ville langtfra blive som før.
Nete, har du hørt det?! fløj Pauline, Agnetes veninde, ind i kantinen.
Hørt hvad? Agnete drak kaffe.
Hvad du? Du sidder her og feder dig, mens vores Poulsen Pauline holdt pause, løftede øjenbrynene.
Hvad? Hvad?! Agnete sprang op.
Vores Mads Poulsen Pauline sukkede tungt. Har sagt op. Gået! Midt i sæsonen! Har I haft noget kørende?
Pauline elskede sladder, men sådan var det at være i teatret.
Han er gået?! Hvorfor? Han sagde intet! Og hvilke affærer, Pauline? Skal du ikke skamme dig?! Agnete fór ud, greb sin frakke, smækkede med døren.
Nete, hvad så med prøven? råbte Pauline hånligt. Hvis chefen blev sur, kunne hun nuppe rollen.
Agnete løb ud på gaden, tankerne kørte: Det kunne ikke passe! Poulsen måtte ikke forlade teatret! Hvordan uden ham? Hvorfor sådan?! For to dage siden var han glad nu
Hun ringede på hos Mie gentagne gange, bankede med næverne.
Hvad banker De for, frue?! ældre dame fra nabolejligheden stak hovedet ud med katten i armene. Katten gloede ned på Agnete ligesom damen. Endnu en beundrerinde? De er træls alle sammen! De Poulsens er taget af sted, forstår De!
Hvordan? Hvorhen? stammede Agnete. Hun syntes hjertet ville springe ud og ramme fliserne, rulle ned ad trappen, splintres og flyde ud i blodrød pøl. Og Anders?
Hvad kommer det Dem ved? Mads tog konen på kur, Anders tog med. I trænger jer på, allesammen! Folk vil bare leve, riv næsen til dig, frøken! klappede nabodamen døren i. Katten jamrede, noget gik itu.
Det var Agnetes hjerte.
Hvornår kommer de hjem? råbte hun til den lukkede dør. Ingen svarede. Hun skulle ikke snage i andres sager.
Nete følte sig forladt. Forladt foran en butik, fortalt hun snart ville blive hentet men ikke blev det. Hvad nu? Hvad sker der med teatret? Eller med hende selv?
Leif Frederiksen forstod ikke, hvorfor Agnete pludselig var så trist, græd så tit.
Er du gravid? Har en af dine skuespillervenner gjort dig det? Han talte bevidst grimt om kvinders anliggender; børn, problemer og især når det involverede teatret, var han forarget. Familiens frygt var gået i opfyldelse Nete havde taget noget med hjem fra en eller anden løsagtig statist. Nu måtte der findes en læge Så sig dog noget!
Han slog hænderne i bordet, så Agnete fór sammen, rejste sig, tørrede tårerne væk og gik ind på sit værelse.
Og hvad nu? spurgte faderen og så hende pakke kuffert.
Væk fra dig, far. Væk fra din hårdhed, kolde kærlighed, for du elsker mig ikke! hviskede hun. Jeg flytter på kollegium, får mit eget værelse.
Og mig? Efterlader du mig, levende? Hvad vil folk sige, når du danser gravide rundt på scenen?! Leif blev urolig, blinkede hurtigt.
Hvad har det med dig at gøre? Og gravid? Hvorfor tror du altid det værste om mig? Jeg er din datter! Din og mors men du snakker om mig som om jeg er irriterende gadekryds! Jeg skal nok klare mig. Du gør som du vil nu og jeg som jeg vil. Lad mig gå!
Han greb hende i ærmet, men Agnete rev sig løs, tog jakke på og gik.
Det var dumt at stikke af sådan, at fryse om ørerne. Dumt at prøve at forklare faderen, men Agnete gjorde, hvad hun kunne.
Nete, er det dig? råbte en stemme.
Anders kom løbende over boulevardren; hans lange, ranglet ben i kæmpe skridt, hovedet vippede som om det ville falde af.
Hvorfor går du og hænger? Indlevelse? Giv mig kufferten, tøs! Han tog tasken. Kom nu ind, så får du varmen. Føj, du tramper i pytter med sko. Hvorfor ikke bare barfodet? I piger, altså!
Tyve minutter senere sad Agnete i Millichkas pyjamas, drak varm mælk i Poulsens køkken og sukkede.
Hvad nu? Hvad laver du på gaden? Jeg forstår altså ikke alt det der Anders var blevet sur.
Hvad for noget? hviskede hun.
Følelser, suk, blikke. Det trætter! Det må du snakke med far om, men han er rejst
Jeg forlod ham. Min far tror jeg er gravid med en skuespiller han tænker altid det værste. Jeg forstår ikke hvorfor din far sagde op, forlod teatret han elskede jo scenen, havde et hav af tilhængere
Og tilhængERSKER! blinkede Anders.
Det er ikke som du tror! Han er min helt og lærer! Nu tror alle det værste også du! blev Agnete vred. Men hvorfor forlod Mads Poulsen teatret?
Hvorfor gør folk i hans alder det? Vil du ha en mad? Anders trykkede et kæmpe pålægsmad i hendes hånd.
Hun nikkede.
Han gik på pension! Ville ikke dø på scenen, det er alt. For tre uger siden måtte der igen tilkaldes ambulance om natten hjertet. Hvor meget kan han holde til? Han er færdig efter hver forestilling. Det var hans eget valg.
Ham selv? Ambulance? Han så ellers sund ud sagde Agnete forvirret. Poulsen dansede, lavede sjov, sprudlede. Og dog alt var også skuespil
Hvad så nu? Hvordan uden scenen? spurgte hun ængsteligt.
I er tossede med den scene! Åh, jeg fatter det ikke! Jeg foretrækker at læse bøger. Læser du? Tag en mad mere! Anders rakte hende endnu et stykke brød med rullepølse. Jeres arbejde er ikke så specielt det er ligesom alle andres. I lever jer bare mere ind, det er det.
Han skubbede tallerkenen væk og vendte sig.
Er du sur på din far? spurgte hun. Hun var selv det på sin, men hendes var ikke skuespiller.
Mig? Sur? Farens kontakter gør livet lettere! Hjemmet ligner en blomsterbutik, smukke kvinder på fortovet! Jeg ville hellere have haft en almindelig far, der spillede fodbold med mig, sled i weekenden, bandede det gør jeg aldrig med ham. Kun fine ord.
Min far er almindelig du kan få ham. Han brokker altid, drikker, glor på TV i weekenden. Meget tillokkende, Anders! Men han har aldrig elsket mig, kun brokket sig.
De sad tavse et øjeblik.
Ja sagde Anders til sidst. Man vælger ikke sin far Du kan sove i stuen. Jeg lukker døren. Far kommer hjem i morgen, så kan I tale sammen.
Kommer han? Så hurtigt? sagde Agnete lettet. Nu bliver hun fundet! Hun var blevet væk, men de leder allerede!
Først hvor blev han af, så så hurtigt Nå, jeg må læse til eksamen. Klar dig selv.
Anders gik, Agnete blev. Hun tænkte på hans ord: Er geniale skuespillere dårlige fædre? Kan man bare forlade teatret fordi man er gammel? Det er ikke bare som at stoppe på fabrikken
Mads Poulsen kom nærmere frokost, trallede et Shubidua-nummer, standsede med ét i døråbningen fordi Agnete stod der.
Goddag, Nete! Ærlig talt, ikke ventet Anders! Er det dig, der står bag?! råbte Poulsen.
Jeg forlod min far, din søn gav mig noget varme. Jeg flytter straks, får værelse på kollegiet. Mads Poulsen! Hvorfor Gik De? sukkede hun.
Sikke en modtagelse! Ja, jeg gik, Nete! Nu får jeg mig en hund og et akvarium, spiller skak med sønnen, går til fodbold! Du fatter ikke hvor lækkert det er at lade være med at gå på arbejde! Dufter af gryderet forresten jeg er sulten! Bliv og spis med, ikke?
Hun nikkede, dækkede bord.
De er ikke gammel! kunne hun ikke lade være med at sige.
Gammel, Nete! Og lyt: Man skal gå, når man skinner. Alt det med at dø på scenen, ingen liv uden teater, er romantisk sludder. Så længe jeg stadig bliver beundret og ikke har forfaldet så går jeg selv, med værdighed. Ellers begynder de at hviske han er blevet gammel, hænderne ryster, sidder bare på posten. Sådan skal det ikke ende! Jeg sidder ofte, udmattet, efter sidste akt. Før hjalp lidt cognac men ikke længere. Det er alderdommen. Men livet skal leves! Jeg har Mie og vil dyrke orkidéer!
Om han overbeviste hende eller sig selv, vidste han ikke, men hans beslutning stod fast.
Blev det så ikke fejret ordentligt? Hele ensemblet? Sådan gør man jo ofte rødmede Agnete.
Er du tosset?! Jeg vil ikke fejres med orkesterpragt og vielsesmarch! Det foregår andetsteds, en anden dag.
Hvordan går det i teatret? spurgte han senere over maden.
Agnete trak på skuldrene. Ingen ting. De har fået ny skuespiller, alt går som før, publikum klapper, unge talenter kommer, nye stjerner tændes.
Kan du se det! sagde Mads Poulsen, som om han kunne læse hendes tanker. Jeres verden gik ikke under. Min har fået nye farver!
Nete nikkede og indrømmede for sig selv, at hun savnede uhyrligt denne fantastiske skuespiller. Han havde bare skrevet en opsigelse og forladt scenen som på en fabrik
Mads Poulsen fik hund en blanding, selvfølgelig, klog, fik akvarium, puslede med planter.
Han spillede skak med Anders, læste aviser, nød solen på altanen, selvom Mie skældte ud over hans undertrøje. Jeg er ikke længere offentligt kendt! lo han.
Han gik aldrig mere i teatret sagde det trak ikke, men løj. Det trak voldsomt, men han ville ikke fristes, nedsvært hele sit exit.
Alle huskede ham som stærk, smuk, elsket af alle kvinder eller rettere, af det billede han havde skabt. Ingen, undtagen Mie, så hans forfald rynker, pletter, matte øjne, tung vejrtrækning, skælvende hænder, stivnet krop. Det hele forblev privat.
Kun Agnete, der senere blev gift med Anders (hvem havde ventet andet?), var stadig ofte i hjemmet. Hun var én af familien. Hun oplevede skuespillerens vej fra debut til omsorgsbehov.
Og du, gå også, mens du stadig stråler, Nete ikke når du styrter med næsen forrest! sagde Poulsen, lagde sin ru, varme hånd over hendes. Forlad scenen med stolthed, ikke som en tragikomisk figur. Forstået?
Agnete nikkede. Hun ville lære hans ord udenad. Forude ventede en lang, ujævn vej med tårer, skuffelser og genfødsel. Men i ryggen havde hun altid Mads Poulsen.
Improviser, Agnete! Lev! ville hun høre ham hviske og smilede gennem tårer. Hun havde haft en god lærer; synd bare, han gik for tidligt, eller hun blev født for sent.
