Astrid, De er simpelthen bedårende! Fuldstændig bedårende! sagde Mads P. Kristensen, og bøjede sig galant for at kysse Astrids hånd i den fine blondehandske.
Nej, det er jo Dem! Jeg glemte endda teksten i anden akt og snublede på scenen, De så det da! Astrid rødmede næsten gennem sminken. Hvis ikke De havde improviseret Jeg ville også kunne spille sådan. At lide for alvor, at grine så det føles som mit eget liv og aldrig farer vild, aldrig tvivle. De er et sandt talent, Mads P.!
Slap nu af, Trissepige. Han tørrede en lille støvfnug af bordet, gned sin nakke lidt. Det hele er bare lidt gøgl og fjollerier. Med tiden vokser du ind i den frihed og selvfølgelighed, så følger også selve gnisten improvisationen. Ja ja, alt skal selvfølgelig følge manuskriptet, ellers ryger vi ud herfra, ha ha, fniste Onkel Mads, men man skal tørre at leve også på scenen, ikke bare gå rundt som en død fisk.
Nej, den slags er givet til de ganske få, Mads P.! svarede Astrid beundrende og kiggede på skuespilleren. Ikke længere ung, men stadig umådeligt flot, med levende øjne. Måske var hun allerede forelsket i ham, men nægtede for sig selv at indse det. Mads P. var en rigtig herre han kunne altid komme med en elegant joke, betro en kompliment og smile på en måde, ingen mand hun kendte formåede. Ikke som Astrids egen far han gik og vrissede dag ud og dag ind, syntes det var en skændsel at blive skuespiller. Nærmest som at vælge et job som natklubsangerinde.
Hvorfor, far?! tænkte hun tit, når han igen fik hende til at græde. “Det er jo et helt almindeligt og hæderligt fag! Hvor mange kendte skuespillere har vi ikke herhjemme og de får endda priser.”
“Haha! Jeg ved udmærket, hvad I laver i det sminkerum!” slyngede Leif Frederiksen ud. Han havde knoklet hårdt for Astrid, lagt sit eget liv i ruiner efter konens død, og nu løb hans datter rundt på scenen og lavede grin. Nogle gange havde han nærmest lyst til at smide hende ud men hvad ville folk dog sige? Nu blev han jo beundret lidt: én mand, alene med sin pige. Og så bryder hun sig om teater Han kaldte det at løfte på skørterne foran et helt publikum, sådan beskrev Leif det på værtshuset. En skam, syntes han men en skam han bar alene.
Mads P. Kristensen havde opdaget Astrid til en lokal revy på et gymnasium; hun var med veninderne til fysikernes sommerfest hans egen søn, Andreas, læste netop der, en charmetrold. Rektor indkaldte jævnligt Mads P. til alvorlige samtaler, men endte altid med at smile saligt, når Mads kendt fra scenen foldede sine galanterier ud. Han tog aldrig hjem fra det universitet uden at have efterladt en svag duft af dyr parfume og en invitation til en forestilling. Og det kunne jo aldrig ske på universitetet, men gerne på en hyggelig restaurant eller noget andet civiliseret.
Netop dér på den lille scene blev han betaget af Astrid. Ikke bare talent, men en naturlig lethed og ja, sjæl. “Hun har sjæl,” sagde han farverigt og dramatisk.
Og han inviterede hende straks op på Det Lille Teater. Veninderne blev også inviteret man manglede altid unge piger til optrædener, og erfaring skulle de jo have.
Teatret var ikke Det Kongelige, men rygtet var godt blandt dem, der satte pris på klassisk teater. Astrid elskede det. Hun havde engang været i København til en moderne forestilling, hvor scenen var tom, skuespillerne i besynderlige dragter, og det hele meget mørkt hun vendte hjem både frustreret og chokeret.
Mads P., sig mig, er dét virkelig fremtiden for teatret? udbrød hun opgivende.
Hold nu op, Trisse. Fremtiden er mange ting. Du får også det, du ikke kan lide, og noget du elsker. Hvis du er rigtig skuespiller, så vær med og vent på dit eget gennembrud. Når du er stor nok, og dit navn står på alle plakater, kan du vælge, vrage og brokke dig til præcis det, du vil.
Det er de færreste, det kan! Astrid skulede og roterede de små cremeglas på sminkebordet, der lugtede af teater, chokolade, voks og sminke. Skal vi andre så bare spille alt det forfærdelige?
Åh, søde barn. Al dårlig mad skal serveres med en god vin, smilede Mads P. snedigt. Så skal du blive den vin! Gør dig eksklusiv. Sørg for, at selv de mærkeligste stykker bliver til kunst i dine hænder. Den dag det ikke lykkes, så stop.
Jeg kan ikke! Astrid lavede en grimasse i spejlet.
Han blev oprigtigt vred, slog hånden hårdt i bordet, kæberne spændtes, og panden blev dybt furet.
Så har du intet her at gøre! Så kan du bare gå i biblioteket, som din far sagde!
Astrid blev forskrækket, pressede hænderne mod brystet og mumlede undskyldninger.
Mads kaldte det at give dem et lille puf. Her skulle ikke være favorisering eller særbehandling bare fordi en pige var yndig og havde charme. Teater var arbejde. Punktum.
Hun løb ud af sminkerummet i tårer, lukkede sig inde i et hjørne blandt kulisserne, skjulte sig i mørket og tænkte: Dårlig mad, men med den fineste vin… Hun ville være den vin!
Hun huskede stadig den dag, hun havde taget afgang fra Det Danske Teaterskole. Hun fik job på teatret, blev lykønsket, og så blev hun nærmest bedt om at forsvinde “ingen tid til snak her.
Men Mads P. stod ventende ved trappen med en buket lysegrønne forårsroser og inviterede hende straks på en hyggelig frokost.
Nej nej, De godeste, Mads P.! Tænk hvis fru Mille ser! forsøgte hun at undvige.
Mille vil også ønske dig tillykke, hun er ikke jaloux! lo han. For pokker, Astrid, det ville være det dummeste! Mille jaloux på dig Han lo så meget, at tårerne trillede.
Hans kone, Mille kort for Emilie havde selv været talentfuld skuespiller, til stemmen røg. Nu talte hun altid hæst, altid pakket ind i et sjal. Men hun fandt straks Astrid charmerende og drog hende ind i sit hjem, delte stemmeklager og pigeråd.
Pas på stemmen, Astrid! Uden den og dit udseende har du ikke meget men stemmen kan ændre verden, sagde hun med hæs tale. Jeg passede ikke på, men det kan du!
Astrid blev hurtigt en del af hjemmet. Mille elskede at have hende på besøg hendes egen søn, Andreas, lavede kun sjov ellers. Astrid var derimod altid fuld af entusiasme og god energi.
Du er som en lille ild, Astrid. Sluk ikke, vel? bad Mille engang.
Faktisk var det kun Mille og Mads, der havde sagt til Astrid, at hun var god ikke kun som skuespillerinde, men som menneske. Leif Frederiksen var nærig med kærligheden, for sentimentale ord havde ingen plads.
Resten af familien boede langt væk og mente, at teatret var tåbeligt.
Hvorfor vrikke rundt på en scene i kjole, når man kan få et ordentlig arbejde? havde Astrid ofte hørt til julefrokosterne.
Ofte efterlod hun familien i stuen med sild og snaps, og gik selv ud i København. Sad på en bænk, betragtede folk, grublede: “Det her skal jeg spille en dag Eller nej, det går ikke! Ofte førte benene hende hjem til Kristensens lejlighed med stuk og søjler.
Kom nu ind, Astrid. Jeg ser, du trænger til te og lidt ro, smilede Mille, åbnede døren.
Her duftede der altid af vanilje og friskbagt kage. Mille regerede, og Mads sagde selv, at han var tjener på hendes kompagni.
De tre sad omkring et rundt bord, snakkede, drak te, Mads spillede guitar, kvinderne sang, til Mille fik hosteanfald og måtte give op.
Han råber replikker i søvne! Jeg får ikke lukket et øje, han vækker mig hele tiden, klagede Mille forleden. Er alt okay i teatret?
Det går strålende! Astrid trak på skuldrene. Mads P. er fremragende, salen er fyldt, stykket er både intelligent og moderne.
Og så alle de fanbreve, blomster og beundrerinder! udbrød Mille med store fagter.
Nej nej! lo Astrid, selvom begge godt vidste at Mads aldrig havde bedraget sin hustru.
Mit mesterværk fandt jeg på banegården! plejede han at sige, når han fortalte om sit livsmøde med Mille. En dag stod hun og græd på Hovedbanegården, fordi hendes kuffert gik op og alt faldt ud på perronen. Han hjalp, trøstede, købte ny kuffert og friede fem måneder senere. “Mit mesterværk. Kopier interesserer mig ikke.
Omkring ham var der altid fans, breve under døren, blomster fra ukendte, folk der ringede og tav.
Mille lo af det hendes mand var populær, så hun havde valgt rigtigt!
Men sommetider blev det for meget.
Hvorfor skal du være sådan en, Mads? Så mange tårer over én mand på så lille et sted…
Han kyssede hende på håret, så hun var både lav og stor på én gang i hans øjne og han ville altid gøre præcis, hvad hun bad om.
Astrid var nu rigtigt ansat, havde debuteret, modtaget bifald og blomster i mængder på scenen. Men buketterne gik altid til Mads P., som charmerende delte dem ud, kyssede hænder, sendte blikke og nød rollen som både Gud og Djævel for truppen. Han syntes at bære det hele, selv om nogen både misundte og beundrede ham. Hans fortjenstmedalje ventede, snart sagde de.
Astrid, skal du med? råbte en pige udenfor sminkerummet. Vi venter!
Astrid blev forlegen.
Det er pigerne. Vi ville fejre lidt begyndte hun.
Mads trak på skuldrene, vendte sig, begyndte at fjerne sminken.
Selvfølgelig! Gå bare, Trisse. Og husk at være modig. Forventer du glemmer, snubler så pyt! Sæt dig selv fri! Lev og spil af hjertet! han blinkede ind i spejlet til hende.
Hun nikkede og gik. Så vendte hun sig: På gensyn, Mads P.!
Farvel, min ven! sagde han dramatisk og vinkede hende væk.
Da døren lukkede, forsvandt smil på hans ansigt. Han hev parykken af, rodede sig i håret og sukkede tungt. Karaflen var tom han tog sig sammen, fjernede sminke og tænkte: “Hjemme venter der kylling der er alt, hvad jeg behøver.”
Astrid glemte, at der var lukket den næste dag hun lagde ikke mærke til det sære i hans farvel.
Næste gang hilste hun som almindelig på portøren, på kostumieren, men noget lå i luften. Noget uroligt, sørgmodigt.
HAR DU HØRT DET, Trisse?! udbrød Pauline i buffeten.
Om hvad dog? Astrid drak sin kaffe.
Jamen for pokker: Du sidder der og guffer kage, og Kristensen Paulines øjne blev store.
Hvad? Hvad er der sket? Astrid stod i chok.
Han gik. Sagde op! Midt i sæsonen! Det er vel ikke dig og ham?
Pauline elskede sladder, det gjorde alle på teatret.
Gået? Hvorfor? Han sagde ikke et ord! Hvad bilder du dig ind, Pauline! Astrid stormede ud, greb sin jakke.
Astrid, hvad med prøven? råbte Pauline. Måske kunne hun overtage rollen!
Astrid løb gennem byens gader; tankerne hamrede. Mads kunne ikke forlade teatret han bar det hele! Hvorfor?
Hun bankede på døren hjemme hos Mille indtil knoerne gjorde ondt. En ældre dame med spidset knold og en kat dukkede frem:
Endnu en beundrer, åh hvor er I udmattende! De er rejst, Kristensens, forstår De nu?!
Rejst? Hvorhen? hviskede Astrid, og følte hjertet var ved at rulle ud på trappeopgangen.
Han tog Mille med til et kursted. Andreas også, tror jeg. Hva, stick med næsen for Dem selv! Døren smækkede, kat med.
Det var Astrids hjerte, der faldt til jorden.
Hvornår kommer de hjem?! råbte hun mod døren. Intet svar.
Hun følte sig forladt, smidt væk for en butik sagt, at nogen snart kom, men ingen dukkede op.
Leif Frederiksen forstod ikke, hvorfor hans datter pludselig var så ked af det.
Har du forvokset maven, hva? Har du fået barn med en skuespiller? vrissede han. Det med kvinder og babyer irriterede ham, især når det blev blandet med teater.
Hun løb ind på sit værelse og begyndte at pakke, da han kom ind.
Hvor vil du hen?
Væk, far, væk fra din kulde og fordi du ikke elsker mig! mumlede hun. Flytter ind på kollegiet, har fået et værelse.
Og hvad med mig?! Leif fik glas i øjnene.
Hvad har du med det at gøre? Hvorfor tror du altid det værste om mig? Jeg er jo din datter! Ingen baby, du må leve som du lyster jeg også!
Han greb hende, men Astrid rev sig fri og gik.
Det var dumt at gå hjemmefra og fryse med ørerne i frakkekraven men det gjorde hun.
Trisse, er det dig? lød en stemme.
Over gaden kom Andreas løbende på sine lange, magre ben.
Hvad laver du? Hvorfor traske rundt sådan? Kom nu, store pige tag din kuffert! sagde han drillende.
Han trak hende ind, fandt nøglerne og rakte hende tøfler.
Slap nu af. Du får noget tørt tøj af min mor, alt andet tørrer vi. Han forsvandt, mens Astrid sad i Millys pyjamas og drak varm mælk.
Og hvad nu? Hvorfor sukker du sådan? Hvad er der egentlig sket? spurgte Andreas brysk.
Jeg forstår ikke følelserne i det her svarede Astrid stille.
Du, det skal ikke være så følsomt! Han rakte hende en kæmpe ostemad.
Men hvorfor gik din far fra teatret!?
Hvorfor går folk på pension? Du skal tro, han vil ikke dø på scenen. Lægerne var på besøg flere gange, hjertet nej, nu stopper det. Han er færdig. Han vil leve. Og vi får flere blomster end på en gartneriskole Jeg ville bare have en helt almindelig far måske vi kunne bytte?
Min far er altid sur, skælder ud, drikker snaps og ser TV du må få ham hvis du vil! Bare ikke den omsorg han giver den kun til sig selv.
De tav lidt.
Ja forældre vælger man ikke. Du bliver her i stuen, så får vi se. Far kommer hjem så må I finde en løsning.
Kommer han så hurtigt?
Ja, så nu styr dig. Jeg må læse.
Andreas forsvandt. Astrid sad og tænkte. Var det sandt, at ægte skuespillere altid blev dårlige fædre? Og kunne man bare sige stop?
Ved frokosttid kom Mads ind, syngende. Han brød ud i grin da han så Astrid.
Trisse! Sådan! Det er Andreas værk? råbte han.
Jeg flyttede hjemmefra, din søn forbarmede sig. Men jeg går snart, skal på kollegium. Hvorfor stoppede du, Mads P.?
Jamen, lige på og hårdt! Ja, Trisse, jeg stoppede. Nu skal jeg have hund, akvarium, spille skak med Andreas og gå på fodboldstadion. Du aner ikke, hvor rart det er ikke at have pligt! Og sulten hvor dufter det af gryderet! Du kan da fylde fadet, Astrid?
Hun nikkede, serverede.
Du er ikke gammel!
Gammel? Jo, og lyt nu: Man må gå, mens publikum stadig jubler. Det er ikke så flot det romantiske show om at dø på scenen min tid var nu. Ellers begynder folk at hviske, at man er gammel. Jeg vil hellere huskes som stærk end som latterlig. Jeg vil dyrke orkideer med Mille. Sådan er det.
Han lød som om, han talte mere til sig selv end til Astrid, men beslutningen var urokkelig.
Kan man ikke gøre det højtideligt? Hele truppen skal da sige farvel!
Aldrig i livet! Aldrig! Han lød næsten sur, smækkede en skuffe.
Hvordan går det nu på teatret? spurgte han senere over maden.
Astrid trak på skuldrene. Det gik, som det går. Publikum klappede for de nye, forestillingerne fortsatte.
Se, sagde han. Verden falder ikke sammen. Men min den er lysere nu.
Astrid nikkede, men sørgede dybt over, at en så talentfuld mand bare gik sådan som fra et helt almindeligt job.
Mads P. købte faktisk en stor, klog blandingshund, han fik akvarium, spillede brætspil og læste avis i solen på altanen. Mille jagede ham ind, han sagde han ikke længere var offentlig, så alt var tilladt.
Han satte aldrig sine ben i teatret igen sagde, han ikke orker. Sandheden var en anden. Men han ville ikke risikere at blive draget tilbage
Folk huskede ham som den lækre, høje skuespiller, kvindernes idol. Hvad ingen så var alderens mærker: de matte øjne, den slatne hud, de rystende hænder. Kun Mille delte hans ensomhed, og senere også Astrid ja, hende og Andreas endte sammen, selvfølgelig. Hun var som en datter, og så hele forfaldets drama.
Gå, så længe lyset skinner på dig, Trisse. Ikke når du styrter ned, sagde han blidt og varmede hendes hånd. Gå smukt, mens du endnu kan.
Astrid svor, hun aldrig ville glemme. Hendes vej ville blive lang, med tårer og triumf, for sådan er det at være kvinde og kunstner. Men han stod der bag hende: Mads Kristensen, altid.
Improviser, Astrid! Bare lev!
Og hun smilede, lyttede, mærkede sorgen over at han gik for tidligt eller at hun selv kom for sent.
