Påskelykke
Tamara trak forsigtigt sine skuldre op. Hun havde taget fejl ved at tage den lette trenchcoat på sollyset, som strømmede ind gennem soveværelsesvinduet fra tidlig morgen, havde narret hende. Det havde sat gang i Tamars undulat, Alf, der begyndte at pibe, skælde ud og kræve, at man fjernede mørklægningsklædet fra hans bur. Udendørs stemte spurvene i deres kvidren og skræppen fik Alf til at blive mere og mere urolig.
“Åh, din lille ven, kan du slet ikke sove? Gud i himlen, klokken er kun seks, og jeg er allerede oppe…” sukkede Tamara, satte sig op i sengen, strakte sine slanke, lysearme med fingrene rankede mod loftet, kastede hovedet tilbage og rystede sine mørke lokker. “Nå, nå, ikke vær så fornærmet!”
Hun svøbte sin badekåbe omkring sig, strammede bæltet om sin tynde talje, klappede sig let på kinderne og løftede tæppet af Alf’s bur. Alf hvinede, som om han allerede stod med én fod ude af buret.
“Nej, du bliver der i dag du har altid sådan lyst til at flyve væk! Sid stille. Jeg skal ud at gå, men efter frokost får du lov at flyve,” sagde hun og sendte ham et drillende smil, strejfede tremmerne med en lang rød negl som for at nusse fuglens nakke. Men Alf stak sig væk i den fjerneste ende. “Du vænner dig aldrig til det, vel? Ligesom min eksmand… Ham var der heller ingen, der kunne holde på. Han tog benene på nakken og løb…”
Hendes mand, Michael, forlod hende for et år siden med den simple besked: “Vores forhold er udtjent.” Han pakkede hurtigt sammen og gik selvfølgelig ikke uden at tage gulvlampe, et par stager, som Mariannes mor havde foræret dem til bryllup, og det elskede billede af ham selv i søofficersuniform.
Han gik gennem gården med lampen slæbende efter sig, ledningen daskede mod brostenene. Tamara så ham gå med en mærkelig blanding af sorg og forundring.
Dengang var det også påske. Hun havde bagt påskebrød og tilmed lavet sukkerstegt påskekage, bragt rig og lækker hytteost hjem fra en gård på Fyn. Hun maste rundt i køkkenet, glædede sig og da alt var klar, lagde hun det hele i en stor fletkurv og kaldte på Michael, der halvt sov på sofaen, halvt sad med sudoku. Nu skulle de i kirke for at få maden velsignet.
“Tamara! Jeg har sagt det før Gud findes ikke. Det er eventyr for folk som dig! Hele dette æggeindkøb, løgskaller der lugter, når du farver æggeskaller, de her kager påskebrød? Det er bare forretning. Hvorfor skulle vi ænse præsten noget? Nej, jeg gider ikke mere. Er træt af det.”
“Men det har aldrig generet dig før, Michael!” protesterede hun og rynkede brynene. “Vi plejede da at gå sammen, og du kunne jo godt lide det indrøm.”
“Åh, jeg gjorde det KUN for din skyld!” sagde han og viftede afværgende med hånden. “Gå du bare, jeg venter på et vigtigt opkald.”
“Den anden” ringede, netop som Tamara trådte ud ad døren med sin kurv. Michael greb telefonen i soveværelset. Tamara var lige ved at snuppe den i gangen, hendes hånd rørte den varme plast, men hun lod være.
Hvis hun nu blev ked af det, og det vidste hun, hun ville, så ville alt ved påsken, alle minderne, barndommens glæde, smuldre. Og det måtte for alt i verden ikke ske.
Hendes forældre havde altid været videnskabsfolk, skeptikere, folk der mente, alt kunne forklares og regnes ud. De troede ikke på noget overnaturligt, men lod hende allernådigst beholde troen på julemanden hun er jo stadig et barn!
Troen på kirkens billeder, duften af røgelse og de forgyldte spir i byens gamle kirker kom fra hendes mormor, Lene. Lene var ikke almindelig: hun elskede fine kjoler og mode, men hun troede på Gud. Hun døbte Tamara i hemmelighed, mens forældrene var på konference for det fik hun godt nok en skideballe for senere, men hun stod fast.
“Hvorfor indprenter du hende den slags? Hun lever i en anden verden, mor! Folk har været på månen, sagt at alt derude er materie ingen engle. Du er som en gammel kone fra landet!” råbte hendes mor, Julie, mens Tamara tudbrølende tog korset af halsen.
Lene tav først, hendes hænder knugede de fine handsker fra Illums Bolighus nogle steder allerede stoppet. Men så sagde hun roligt: “Alle har brug for at tro, at der er noget derude noget større og bedre end os selv. Det giver styrke og trøst. Og det er der intet i vejen med.”
Julie sagde bare ikke mere og smed Tamaras kors i kommoden.
Senere fiskede Tamara det op, gemte det i sit lille smykkeskrin og sagde aldrig noget om, at mormor Lene tog hende med i kirke til jul og påske.
Tamara elskede kirken: den kølige luft, mørket i hjørnerne, lyset fra stearinlysene, stilheden. Hun kunne stå længe og betragte ikonerne, deres farver, ansigternes udtryk. Hver ikon havde sit eget humør.
Det var Lene, der lærte Tamara at bage påskebrød og lave sød påskekage, at bære kurven til og fra kirken. De gode minder fra barndommen var badet i et særligt lys: smukke påskeduge, farvestrålende æg i kurve, glade mennesker, og påskens optog. Hun elskede det hele, selv om hendes mor mente, det var pjat og lukkede vinduerne for at slippe for klokkeklangen.
Tamara voksede op, blev uddannet, mødte Michael, og der blev dannet en familie. Hun holdt fast i mormors traditioner men havde også en far, der endelig ‘levede for sig selv’, og en mor, der konstant følte sig overset.
“Mor, hold nu op! Der er bare så travlt, men vi kommer i weekenden!” lovede Tamara.
Alligevel ringede Julie altid og sagde, de ikke var hjemme, så Tamara kunne lade være med at køre.
Michael var altid lettet Tamara blev skuffet, ringede til mormor Lene og tog ud til hende i stedet. Julie blev jaloux, cirklen gentog sig gang på gang.
De fik aldrig børn og det plagede Michael. Han ville have en søn.
“Kan du se, Tamara, det er din mormors skyld! Hun tog dig i kirke og døbte dig, og nu” Julies stemme var hånlig. “Hvor er din Gud nu? Hvor er miraklet?”
Tamara vendte sig væk, bed sig i læben. Ingen havde gjort noget forkert, lægerne sagde, det var hormonelt og kunne rettes op det tog bare tid. Hvis hun mødte de rigtige læger, så var det jo hjælp ovenfra!
Michael forlod hende på påskemorgen. Tamara sad på sengen, knugede knæene, som for at holde fast i de usynlige bånd mellem dem.
Men de var væk.
“Skal du til nogen, eller går du bare?” spurgte hun sagte. “Måske kunne vi i det mindste gå en sidste tur? Det er påske og vejret fint…”
Michael rystede blot på hovedet. “Jeg har travlt, Tamara. Lad nu være. Jeg orker ikke mere. Og hvad rager det dig, hvor jeg går hen? Vi er voksne vi klarer det civiliseret!”
Det gjorde de. Michael overførte pænt nogle penge til Tamara danske kroner selvfølgelig, hun ville ikke gøre krav på bilen, hvad skulle hun med den, hun kunne ikke køre
Han tog også et par stole, en keramik-kande med roser, nogle champagneglas og boremaskinen. Kaffemaskinen lod han stå, som en flot gestus.
Det blev en stille afsked. Naboerne kiggede ud af vinduerne, så torche og Michael forsvinde, gabte, og gik så ud for at spise morgenmad.
Nu var det igen påske et år efter. Datoen var ligegyldig, det var minderne, der betød alt.
Da Michael gik, havde Tamara siddet alene i køkkenet med stærk, bitter te og et stykke påskebrød hun var slet ikke gået i kirke, skønt hun elskede klokkernes glædesringning og de blomstrede dragter. Luften i den lille kirke i København blev særlig, duftende af vanilje og smør. Veninderne sagde hun nej til hun sagde, hun var syg, sad bare alene.
Af den bitre te fik hun ikke sovet. Hun stod længe på altanen, prøvede Michaels efterladte cigaretter, men brækkede sig, hostede bare
Sidste år havde påskemorgenen været skærende klar, nu var den grå, regnen truede.
Alf så nysgerrigt på, hvordan hun nøjsomt gjorde sig klar, satte håret og lagde øjenskygge. Tamara nægtede at sidde fast ikke kun fordi Michael var skredet for et år siden. Hun tvang sig selv, trak frakken tættere, svøbte tørklædet om håret og nikkede til naboerne, da hun gik over gårdspladsen.
“Glædelig påske, Tamara!” smilede fru Irène nede fra 2. sal. “Skal du i kirke? Jeg skal senere, barnebarnet kommer, vi går sammen!” sagde hun stolt.
Tamara nikkede. At have børnebørn på besøg det var godt. Hun indsnusede duften af vådt, gammelt løv, benzin, og lidt shampoo. Skumstriber af spulet vand løb ned ad fortovet. Tamara trådte varsomt over vandpytterne med sine ruskindssko, men fik alligevel lidt vand på foden.
En stor gul traktor dyttede, føreren vinkede grinende. Tamara nikkede distræt og gik videre.
Gaden var næsten tom caféen overfor var fyldt med forelskede par ved ruden, en herre med en gravhund i snor kæmpede for at holde den tilbage. “Den bider ikke! Bare rolig!” råbte han til forbipasserende.
Tamara var hunderæd og gik resolut over på modsatte fortov. Gravhunden blev skuffet, logrede svagt, men fulgte sin ejer.
Hun drejede om hjørnet, fulgte det høje smedejernshegn op til den åbne kirkedør, satte tørklædet om håret og slog korsets tegn.
Det var mormor Lene, der havde lært hende det:
“Gør det langsomt, skat, med sjælen med. Ikke bare mekanisk! Måske har Gud ikke brug for det men vi har, for at stoppe op og tænke”
Tamara løftede blikket mod kirkens spir. I dag brændte de ikke som forgyldte luer, men strålende på deres egen måde. Så begyndte klokkernes musik solen brød gennem skyen, dryssede guldstøv over kuplen. Tamara måtte knibe øjnene sammen, så smukt var det, som stjernekastere.
Men blæsten jagede skyerne sammen igen, solen forsvandt, regndråber dryssede.
Tamara gik op ad trapperne, ind i kulden og halvmørket. Stearinlys knitrede, blød voks flød, og lyset fra små vinduer dannede snore under hvælvingerne.
Hun følte sig ikke opløftet hun var her kun af vane. Ikonerne så barske ud, måske ligefrem milde fornærmede.
Jeg står lidt, så går jeg. Der er ingen feststemning i år tænkte hun.
Pludselig stødte nogen hende let på skulderen. Tamara vendte sig.
“Undskyld!” sagde en dyb, mørk mandsstemme bag hende. “Undskyld. Glædelig påske”
Han så forlegent ned.
“Også til dig. Men brødet bliver nok ikke velsignet mere i dag,” nikkede hun mod posen i hans hånd. “Mormor sagde altid, til påske kan man altid komme med det, det går nok.”
“Er det rigtigt? Jeg ved intet om det voksede op i en kaserneby, mine forældre ja, de kom aldrig i kirken. Jeg hedder Henrik,” sagde han.
“Tamara,” nikkede hun. “Mine forældre tror heller ikke, det var mormor, der holdt fast. Hun lærte mig det.”
“Min mormor passede mig kun én gang hun tog mig også med i kirke til påske. Jeg var fem, kan intet huske. Nu er hun væk for en måned siden. Jeg gik forbi i dag, hun havde lejlighed lige her, hun elskede påskebrød, jeg købte et uden at vide hvorfor Så gik jeg ind.”
Tamara lyttede og betragtede ikonerne, mens Henrik kastede et blik på hendes profil, hendes klare, barnligt fyldige læber, det blå tørklæde.
Tamara blev genert.
“Det er blevet så smukt efter restaureringen for fire år siden freskoerne er spændende, ikonerne virker levende,” smilede hun. “Måske synes du, jeg er fjollet?”
“Nej. Jeg forstår ikke meget om kunst slet ikke kirkekunst, men…” Henrik rystede på hovedet.
De ældre kvinder foran dem tyssede irriteret på hans dybe stemme.
“Undskyld!” ville han hviske, men det kom stadig dybt og højt. “Min stemme jeg blev altid skældt ud for den i skolen.”
Tamara smilede igen.
“Skal jeg guide dig lidt rundt her?” spurgte hun.
De gik langsomt gennem kirken, Tamara fortalte om ikonerne, bad Henrik se dem fra siden, fra skrå og så tæt på.
“Deres udtryk skifter i dag er de triste,” trak Tamara på skuldrene. “Selvom det er fest.”
“Ikke triste alvorlige. Men, dig har der mon hændt dig noget?” Henrik forsøgte at tale lavt, men fik igen et surt blik.
“Nej. Alt er fint. Du tager fejl.” Tamara blev rød i kinderne. Ingen fremmed skulle høre om, at hendes mand gik på påskemorgen.
“Vi siger det er min fejl. Men så hvis du har tid, vil du da drikke en kop kaffe med mig bagefter? Undskyld hvis jeg presser, men jeg tror, jeg bliver smidt ud, hvis ikke.” Henrik så over mod konerne, der nu smilede og blinkede til ham.
“Nej, kaffe har jeg ikke lyst til. Men vi kan gå en tur. Bag kirken er en lille have der er bare ikke meget, der blomstrer endnu.”
De gik ud Henrik rakte Tamara en hånd, hun tog imod. Pludselig skvattede nogen over dørtrinnet bag dem den lyd kendte Tamara, det var sådan mormor altid snublede med stokken. Hun drejede sig rundt, men der var ingen. Kun en fornemmelse.
I haven begyndte kirsebærrene så småt at blomstre, gul, blå og lilla forårsbebudere spirede, og en enkelt rød tulipan stak frem.
Pludselig fortalte Tamara om Lene, om bænken hvor hun hvilede. “Vil du have lidt påskebrød?” foreslog Henrik. “Hvis du ikke vil have kaffe?” Han pakkede et lille brød ud. “Jeg henter te der bliver solbærte solgt i boden.”
Imens Tamara forlegent stod med brødet, løb han efter to krus te, lagde servietter ud på bænken. Regnen var standset, solen trængte igennem og forvandlede haven til et gult smil. Skyerne forsvandt, det duftede pludselig anderledes frisk og lyst.
De brækkede brødet i stykker, Tamara fik glasur og chokoladekrummer på skørtet, men hun lo. Solbærte smagte som sommer.
Michael havde aldrig siddet sådan med hende. Han tog hende med på restaurant, brokkede sig over regningen, og sagde, det var billigere hjemme.
Men med Henrik var det let han fortalte om, hvordan hans farmor lærte ham, som femårig, at malke køer på landet; om hanen Poul, som jagtede ham i gården; og den store gamle hund, Max, der lagde sine våde poter på drengens skuldre og slikker ham.
“Jeg er bange for hunde,” indrømmede Tamara.
“Ikke Max! Han var verdens sødeste. Vil du ikke vaske hænder? Jeg henter vand!”
Henrik styrtede væk, og Tamara havde pludselig følelsen af, at nogen satte sig på bænken ved siden af hende.
“Glædelig påske, mormor,” hviskede hun stille, lukkede øjnene mærkede næsten et favntag.
Henrik kom løbende, tørrede hendes hænder som et barn, grinede ad hendes glasur på fingrene. Tamara mærkede en boblende glæde stige op, som en glimt fra barndommen.
Senere viste det sig, at Henrik og Tamaras mormødre havde kendt hinanden; veninder, der badede sammen i Sollerød Sø. Tamara havde set Henrik før de stod begge ved bageren efter frisk brød. Han havde rakt tunge, hun havde truet ham med en finger og glemt ham.
“Men hvordan kan man ikke tro på mirakler!” sagde Henrik stolt, da han præsenterede sin forlovede for vennerne. Han fortalte, hvordan han tilfældigt var gået i kirke, mødte Tamara, og blev forelsket.
Og siden den påske var Tamara aldrig mere trist. Det kunne hun ikke nå hun og Henrik havde nu to drenge og en stor hund, Max. Aldrig mere ensomhed!
Alf forstod endnu ikke, hvor denne superbe, dybt-lydende mand kom fra, hvorfor de nu boede sammen, og hvor børnene dukkede op fra. Alf kiggede længselsfuldt ud af vinduet hvor kom al den lykke dog fra? Spurvene lo derude, men Alf lod som ingenting. Han var en dannet undulat han havde jo fået familie, fuld pension. Det var værdigt!
Glædelig påske, kære venner! Kristus er opstanden! Må Gud bringe mod, styrke og lykke til os alle!
