Glæde i påsken
Tine trak skuldrene op og rystede sig. Hun fortrød virkelig, at hun havde taget den tynde frakke på. Morgenens sol havde narret hende den strømmede ind af soveværelsesvinduet og havde vækket Tines papegøje, Knud. Han begyndte straks at skratte og brokke sig fra sit bur, ville have det sorte dækken væk og de spurve, der kvidrede og snakkede udenfor, gjorde kun Knud endnu mere urolig.
Nå, Knud, kan du ikke sove, lille ven? Jesus, klokken er kun seks, og jeg er allerede oppe! sukkede Tine, satte sig op, strakte sine spinkle arme op i luften og rystede sine lyse krøller. Okay, okay, rolig nu!
Hun tog den gamle slåbrok om sig, bandt bæltet om den smalle talje, klappede sig i kinderne, og trak dækkenet af buret. Papegøjen hvinede og ville ud men Tine rystede på hovedet.
Niks, ikke igen i dag! Sid nu bare her jeg skal ud at gå en tur, og efter frokost kan du få lov at flyve rundt, lo hun og stak sin finger med den lange røde negl gennem tremmerne ville nusse ham lidt. Men Knud veg tilbage. Stadig bange Ja ja, ligesom min eksmand Ham kunne man heller ikke holde fast, han smuttede bare.
Det var nu et år siden, hendes mand Rasmus forlod hende. Han havde sagt, at vores forhold er udtjent, havde pakket hurtigt, og gik selvfølgelig ikke uden at tage gulvlampen, et par lysestager de havde fået af Tines mor i bryllupsgave, og et billede af sig selv i sømandsuniform.
Han gik tværs gennem gården den dag, slæbende på lampen, mens ledningen svuppede mod brostenene. Tine stod i vinduet, trist og forundret
Det havde også været påske den dag. Tine havde bagt boller og lavet påskekage hun havde endda været på landet for at hente den fedeste, friskeste ost til det hele, rendt rundt i køkkenet og hygget sig. Da alt var pakket pænt ned i kurven, spurgte hun Rasmus som bare dasede i sofaen eller sad med et krydsord om han ville med op til kirken med kagerne.
Tine! Jeg har sagt det tit: Gud findes ikke og har aldrig eksisteret. Det er bare et eventyr for sådan nogle som dig! rullede Rasmus med øjnene. Alt det der med at købe æg, og hele det der løgsnask når du farver dem og de boller Det hele er forretning. Hvorfor skal vi slæbe afsted til præsten og alt det pjat? Nej. Nu er det nok.
Men tidligere syntes du slet ikke, det var spild af tid, Rasmus! blev Tine gal. Vi gik jo sammen, du kunne faktisk godt lide det indrøm!
Jeg gjorde det for din skyld! sagde han bare. Gå du bare alene. Jeg venter et vigtigt opkald.
Hun ringede, lige da Tine var på vej ud af døren med kurven. Rasmus tog telefonen i stuen, og Tine havde lyst til at gribe den anden røret ude i gangen hun havde allerede hånden på det varme plast, men ventede.
Hvis hun blev ked af det nu, og det ville hun uden tvivl, så ville hele påsken være ødelagt. Det kunne hun ikke tillade.
For Tines forældre var ateister, begge forskere, logiske, og de troede ikke på mirakler. Men julemanden måtte hun da få lov til at tro på du er jo et barn. Det der med at tænde stearinlys, duften af røgelse og guldet på kirkernes spir, havde hendes mormor Karen givet hende smag for. Karen var ikke en nem kvinde, men hun troede på Gud og hun var engang gået så langt som til at få barnebarnet stjåldøbt, mens forældrene var på konference. Hun fik en skideballe, men gav ikke op.
Hvorfor fylder du mit barns hoved med det pjat? rasede Tines mor, Ina, mens Tine, grædende, tog snoren med korset af halsen. Hun skal leve i en anden verden, mor! Folk har jo været i rummet og set, at det hele bare er materielt. Du er lige som en gammel bondekone!
Karen sagde først ikke noget, sad og vred sine blondehandsker, men svarede så, blidt: Ina, mennesker har brug for at mærke, at der findes noget større end dem selv. At hvis ingen andre kan hjælpe, så er der en, der kan. Ellers bliver livet tungt at bære.
Ina svarede ikke, kastede bare korset i kommoden. Tine hentede det ind om aftenen og gemte det i smykkeskrinet. Alt det med mormors udflugter til kirken fortalte hun ikke til nogen. Hemmeligheder kunne Tine holde på.
Hun kunne lide at komme i kirken der var køligt, mørkt i hjørnerne, og tæt ved alteret tændtes stearinlys, og alt duftede vidunderligt. Det mest forfriskende var nok: Ingen hast og jag. Tine stod længe foran ikonerne og gloede på de små detaljer mormor Karen blev helt imponeret. For hende havde hver ikon sin egen følelse, sin egen indre stemning.
Det var mormor, der lærte hende at bage bollerne og lave «påskekage», der sagde, hun skulle bære kurven til og fra kirken. Tine mindedes det hele som noget lyst og let glade folk, smukke duge, farvede æg i de små kurve, bånd om træerne ude foran, altergang Hun elskede det hele, men hendes mor bar nag til det, kaldte det overtro og lukkede vinduet ekstra tæt, når kirkeklokkerne lød.
Tine voksede op, fik en uddannelse, mødte Rasmus og fik sit eget hjem. De holdt mormors traditioner i hævd, hun troede, han var med på det. Hendes far, nu pensionist, var ligeglad, mens mor stadig mente, Tine havde glemt hende.
Mor, kom nu! Vi har det bare travlt men vi kommer til weekenden, hører du?
Lige før de skulle afsted, ringede Ina og sagde, at de ikke var hjemme alligevel, så Tine kunne bare droppe det.
Rasmus blev glad ingen besøg, tak. Tine blev trist ringede så til mormor og tog derud i stedet. Ina blev jaloux, og sådan fortsatte det igen og igen.
De havde aldrig fået børn, Rasmus og Tine. Og han ville ellers virkelig have en søn.
Se, Tine, det er mormors skyld,” råbte Tines mor en dag, næsten tilfreds. “Det var den dåb sikkert derfor du nu ikke kan få børn! Hvor er din Gud nu?
Tine bed sig i læben og vendte sig bort. Det var ikke det, der var problemet lægerne sagde, det kunne fikses med tiden. Og hvis hun fandt de rigtige læger nu, var det måske Guds hjælp?
Rasmus forlod hende i påsken. Tine sad alene ved sengen, knugede benene til sig. Hun forsøgte at holde fast i de usynlige tråde mellem dem. Men der var intet tilbage.
Har du travlt, eller skal du bare ud og gå? spurgte hun blidt. Skal vi ikke tage en sidste tur sammen det er jo påske, og vejret er så pænt
“Nej, gider ikke. Nu må du heller ikke begynde på det der igen. Jeg har fået nok, forstår du! Det er bare sådan, og vi er voksne lad os tage det ordentligt.
Og det gjorde de. Rasmus satte stille sine penge ind til hende på kontoen ingen diskussion om bilen, hun havde ikke brug for den.
Udover gulvlampen tog han også et par stole, en porcelænste-potte med roser og champagneglas, og boremaskinen. Kaffemaskinen lod han dog stå den må du få. Sådan gik det for sig stille og uden ballade.
Naboerne så lampen og Rasmus forsvinde gennem vinduet, gabte og satte sig til deres morgenmad.
…Et år gik, og nu var det påske igen men det var ikke datoen, det handlede om. Bare minderne.
Efter Rasmus forlod hende, sad Tine alene i køkkenet, lavede sig stærk te og spiste et stykke påskekage. Kirken var hun ikke engang i selvom hun elskede det, den festlige stemning, klokkerne og præsternes farvestrålende kjortler. Hun løj og sagde til veninderne, hun var småsyg, og blev bare hjemme.
Senere kunne hun ikke sove for teen, stod længe på altanen og prøvede at ryge en af Rasmus glemt cigaretter, hostede bare.
Påskesøndag året før havde været lys, solrig og sprød. Nu var det overskyet og regn på vej.
Papegøjen i buret så til, mens Tine langsomt tog tøj på, satte sig foran spejlet, lagde lidt makeup og satte sit hår pænt op.
Hun skulle ud. Man kan jo ikke bare sidde hjemme som en sur kartoffel, fordi manden gik fra en for et år siden. Så hun tog den lette frakke på, bandt et tørklæde om håret, nikkede til naboerne og gik ud i gården.
Glædelig påske, lille Tine! smilede fru Nielsen henne fra nr. 13. Skal du i kirke? Jeg tager afsted senere, børnebørnene kommer, så skal vi følges allesammen!
Tine nikkede. Det var dejligt med børnebørn godt, de havde nogen at besøge, og at de kunne glæde sig selv på en grå dag. Det duftede ude af våde blade, benzin og shampoo. Hele fortovet flød af sæbevand fra fejemaskinens slange.
Hun trippede udenom en stor vandpyt i sine bløde sko, men fik alligevel sokkerne fugtige. Traktorføreren vinkede venligt og Tine smilede tilbage, før hun gik ud gennem porten.
Der var ikke mange folk endnu. På caféen overfor sad par og holdt i hånden, en mand gik tur med sin gravhund, som gik fra side til side, men blev holdt tilbage.
Han bider altså ikke, bare rolig! sagde ejeren til forbipasserende.
Tine var ikke god til hunde, så hun gik hellere over på den anden side. Gravhunden så skuffet ud, men fulgte så efter sin herre
Hun gik om hjørnet, forbi det smedejernshegn og ind gennem den åbne kirkedør. Tørklædet rettede hun på, og gjorde korsets tegn. Det havde mormor Karen lært hende.
Gør det roligt, skat, med sjæl og mening! Måske behøver Gud det ikke, men det gør vi mennesker stop op og mærk livet.
Hun standsede, kiggede op på spirene i dag var de ikke guldglinsende, bare stille og højtidelige. Men så ringede klokkerne, solen brød frem og legede på kuplen det var smukt, ligesom stjernekastere!
Men vinden rev skyerne sammen, solen skjulte sig, og regndråber begyndte at falde. Tine gik op til det store kirketrin, steg op og trådte ind i halvskyggen.
Lyset sivede ind fra de små vinduer højt oppe, og stearinlys bragede forsigtigt. Tine følte ingen glæde hun var bare kommet, af vane. Ikonerne så alvorligt på hende, næsten misbilligende.
Jeg bliver bare lidt kan ikke rigtig finde festen i dag, tænkte Tine.
Så puffede nogen til hendes skulder. Hun vendte sig.
Undskyld!” lød en dyb stemme bag hende. “Glædelig påske.
Han stod i sort jakkesæt, så lettere forvirret ud.
I lige måde. Det er nu lidt sent at få bollerne velsignet i dag, smilte hun og nikkede mod posen i hans hånd. Men min mormor sagde altid, at påskebrød kan man altid tage med.
Er det rigtigt? Jeg ved ikke noget om det. Jeg er Ove, for resten, sagde han.
Tine, nikkede hun. Mine forældre er også ligeglade, men mormor troede, og lærte mig det.
“Jeg var kun en gang hos bedstemor til påske i kirke, begyndte Ove, men jeg kan ikke huske noget fra dengang. Tænkte aldrig, det var noget for mig. Men nu er hun gået bort for en måned siden Jeg gik forbi kirken i dag, hun boede lige om hjørnet, elskede påske, jeg købte bare de boller for at ja, jeg ved ikke
Tine lyttede, mens hun så på ikonerne. Ove betragtede Tines profil, hendes sarte, smukke ansigt bag det lyseblå tørklæde, de tætte vipper, de barnlige læber.
Hun blev genert.
Der er virkelig flot her indeed. For fire år siden blev der restaureret. Malerierne levende, nærmest, sagde Tine, med et lille smil. “Synes du det er lidt skørt?
Overhovedet ikke. Jeg ved intet om kirkekunst, men begyndte han, og blev tysset på af en flok gamle damer.
“Undskyld! ville han sige, men selv hviskningen rungede. Sådan er min stemme bare. Blev også skældt ud for det i skolen.
Tine grinede. “Kom, jeg kan vise dig malerierne.
De gik rundt i kirken, hvor Tine forklarede om de enkelte motiver hun fik Ove til både at gå tæt på og se på afstand.
Se, i dag er de lidt sørgmodige, sagde hun. Selvom det jo er påske.
“Nej, de er ikke triste, bare alvorlige. Det er mere dig Er der noget galt?” brummede Ove, og damerne kiggede surt tilbage.
“Nej nej. Det må du have misforstået. sagde Tine, rødmede. Hun havde ikke lyst til at forklare alt om Rasmus for en fremmed.
Vi siger, jeg tog fejl så. Men altså Hvis du har lyst, kan vi gå udenfor og drikke en kop kaffe? Ellers bliver jeg smidt ud af de gamle fruer, kan jeg mærke. Ove kiggede forskrækket på de små smil bag ham.
Jeg er ikke til kaffe lige nu men vi kan da gå en tur i præstegårdshaven bagved. Der er ikke blomster endnu, men den er fin alligevel.
Ove tilbød hende armen; og hun lagde sin lille hånd i hans. Lige da hun gik ned ad trappen, kunne hun høre en let banken bag sig. Præcis som mormor altid snublede i trinnene med sin stok. Mærkeligt
I haven var kirsebærtræerne ved at springe ud, jorden var dækket af små blå og gule blomster, og en enkelt rød tulipan stod stolt. Tine fortalte Ove om mormor, om hvor meget hun elskede den have, den bænk ovre ved busken, hvor hun altid satte sig, når hun trængte til et hvil.
Vil du have en bolle? Hvis du ikke vil have kaffe, har jeg boller. Jeg henter lige lidt te jeg så, de solgte det, sagde Ove og løb hen til boden.
Han kom tilbage med krus, lagde servietter ud og satte sig igen. Regnen stoppede, og solen brød endelig igennem. Det blev straks lunere, og skyerne drev væk.
De brækkede bollen over og spiste med fingrene, glasuret dryssede ned over Tines kjole, men hun grinede bare. Hindbærteen smagte af sommer, sød og varm.
Rasmus havde aldrig gjort sådan med hende han ville på restaurant, sad altid og hånede tjeneren over priserne, og bagefter brokkede han sig over regningen.
Med Ove var det let, ja næsten barnligt. Han fortalte om dengang bedstemor Ninna lærte ham, da han var fem år, at malke en ko. Om han blev jagtet af hanen og om den store hund, Bølle, der altid ville hoppe op og slikke ham i ansigtet.
“Jeg er ellers ret bange for hunde”, indrømmede Tine.
Sådan en som Bølle ville du have elsket. Du skal da have vasket hænder vent, jeg henter lidt vand!
Ove løb, og Tine mærkede, hvordan nogen slog sig ned på bænken ved siden af hende.
Glædelig påske, mormor, hviskede hun glad, lukkede øjnene et øjeblik. Ingen svarede men det blev varmt og trygt, som om hun blev omfavnet.
Ove kom tilbage og tørrede leende Tines hænder, mens han hyggede og sagde, hun havde fået glasur over det hele. Tine grinede det føltes som dengang, hun var lille; et minde piblede frem men forsvandt lynhurtigt igen…
Senere fandt de ud af, at Oves og Tines mormødre kendte hinanden fra barndommen, ja, de havde endda stået sammen i kø til bageren efter frisk brød. Tine havde løbet rundt, Ove stod og gemte sig en gang havde han rakt tunge, Tine truede med pegefingeren, glemte ham så i årevis Indtil nu.
Hvordan kan man så lade være med at tro på små mirakler? plejede Ove stolt at sige, når han præsenterede sin Tine for vennerne. Og fortalte, hvordan han tilfældigt gik ind i kirken og mødte Tine, og så blev han forelsket.
Og nu græd Tine aldrig mere til påske hun havde slet ikke tid til det. Hun og Ove havde to drenge og en stor, kærlig hund, Bølle. Hvem kan savne noget der?
Papegøjen Knud fatter stadig ikke, hvor den store, brummende mand pludselig dukkede op fra, og hvorfor der nu også er børn i lejligheden. Knud kan bedst lide at glo ud ad vinduet og spejde efter lykkelige folk, mens spurvene driller ham. Men Knud tager det med ophøjet ro. Han lever jo i et ordentligt hjem, alt hvad han kan spise og et rigtigt familieliv. Så er der da stil over det!
Kære venner glædelig påske! Må Gud beskytte os, give os styrke og glæde i livet!
