Forsvundne skygger
Kom, Amalie! Det er vigtigt! Jeg venter på dig! Du skal kende sandheden.
Det korte og lidt mærkelige brev fra min tante skræmte mig.
Tante Ragna, som jeg altid bare har kaldt mor Ragna, plejede at skrive lange, grundige breve. På papir. Og hun sendte dem med posten, ligesom dengang før jeg overhovedet var født.
Jeg er sgu en gammeldags rad, Amaliekat! sagde tante Ragna, mens hun pegede på tastaturet på den bærbare computer, jeg havde givet hende. Jeg gider ikke lære det der nymodens. Hvorfor skulle jeg? Det føles alt for dødt. Nej, jeg tager en kuglepen, sætter mig ned og skriver dig et rigtigt brev! Sådan nogle, som min mor skrev til mig, mens jeg boede her i København og studerede. Brevene kunne fylde en hel kladdehæfte, og der var altid en pakke med. Gu, hvor vi glædede os! Jeg delte indholdet med alle mine veninder så var der fest. Det var jo ikke noget særligt: lidt bolsjer, småkager eller hjemmelavet sylte, men det smagte bare af barndom. Og hendes hjemmelavede gele! Og syltetøjet! Hele kollegiet stod nærmest i kø for at smage. Alle misundte mig. Ikke fordi jeg fik pakker, det var nærmest almindeligt dengang, for forældre besøgte jo også deres børn. Men ingen fik sådan nogle breve, at det var som at læse en roman. Der var aldrig tid undtagen min mor. I de hæfter gemte jeg hele vores families historie, min mors tanker, al hendes sorg og glæde og jeg, hendes eneste barn, der overlevede.
Hvorfor hendes eneste?
Hun havde fire faktisk, Amalie. Tre piger og en dreng.
Hvad skete der med dem?
Det er en lang historie. Min bror døde efter ulykken i Tjernobyl Det var frygteligt. Han var ung og så naiv, vidste ikke, hvad han kom ud i. Onklen fik ham i arbejde i den by, og sagde, han ville hjælpe ham. Det var svært for mor, da far døde, så hun tog imod hjælpen. Om hun fortrød? Det spurgte jeg aldrig om. Jeg ved bare, hun aldrig bebrejdede ham. Og da hans datter, min kusine Gitte, havde brug for et hjem, tog hun hende ind uden tøven. Vi voksede op sammen, jeg og Gitte. Hun var nærmest som en søster.
Hvorfor?
Jeg var efternøler, Amalie. Mine søstre var voksne med egne familier, da jeg blev født. Mor skammede sig næsten, når hun gik med mig, men hun var alligevel lykkelig. Sagde, at jeg var det sidste hun havde fra far. Han døde, før jeg blev født. Han vidste, hun ventede et barn, men ikke hvad.
Mor Ragna, hvad blev der af dine søstre?
Brand, skat. En voldsom brand Mine søstre boede i samme hus arvet fra farmor opdelt i to. Deres mænd byggede lidt om, så de kunne bo sammen. Det var nemmere med børnene, og så havde de hinanden til selskab. Men el-installatøren lavede kludder i ledningerne. Lokale elektriker enten var han fuld eller bare sjusket. Det brød ud midt om natten. Kun Gitte og den yngste niece overlevede. De sov sammen. Gitte blev inviteret på besøg af en af mine søstre. Hun vågnede ved lugten, greb barnet og hoppede ud af vinduet. Hun vækkede naboerne og prøvede at løbe ind igen. De holdt hende tilbage. Indenfor var alt alligevel allerede forfærdeligt
Frygteligt
Ja, Amalie. Min mor tog først Gitte til sig, men senere kom den anden farmor hende der havde mistet sin eneste søn og tryglede om at få pigen. Hun havde kun det barn tilbage. Mor gav hende lov, men satte som betingelse, at de skulle flytte tættere på. Så sådan gik det til. Bedstemor Anna og lille Nanna, dem kender du. Vi mistede aldrig kontakten.
Mor Ragna, hvad med Gitte? Hvorfor ved jeg næsten ikke noget om hende?
Åh, Amalie, det er ikke tid nu. Senere! Nu må du hente syltetøj i kælderen jeg har lavet til jer, så du og pigerne kan få til jeres aftentee.
Mange gange prøvede jeg at få tante Ragna til at fortælle, hvad der skete med hendes elskede søster Gitte, men hun ville ikke. Hun fortalte om alle andre i familien, selvom jeg så hvor svært det var for hende at tale om sin bror og sine søstre, men omkring Gitte lukkede hun altid af.
Ingen billeder af Gitte fandtes i huset kun et par gamle, hvor to frække, bredøjede piger står forbundet som limet sammen.
Da jeg var teenager, læste jeg mange spændingsromaner. En dag spurgte jeg direkte, om det var muligt, at Gitte var min rigtige mor for jeg vidste godt, jeg var Ragnas niece, men mine forældre anede jeg intet om. Først efter Ragnas lange familiehistorie gik det op for mig. Der var kun Gitte som mulighed.
Alligevel nægtede tanten at sige noget.
Alt til sin tid, barn. Det er ikke min hemmelighed at røbe. Du ved det, når du skal. Jeg håber, du ved, at du altid har været min datter! Jeg har opdraget dig som min egen!
Det gjorde mig flov, og jeg bad altid om undskyldning, hvorefter samtalen gled væk. Hverdagsudfordringer fyldte, og fortiden kunne vente, for tante Ragna havde ret jeg havde jo haft en mor, og en bedre kunne jeg aldrig ønske mig.
Tante Ragna lejede et værelse til mig i København, så jeg ikke blev fordærvet i kollegiet, og hun besøgte mig næsten hver uge med hjemmelavet mælk, fløde og alskens lækkerier, som vi studerende ellers aldrig havde råd til.
Jeg kan ikke glæde dig med penge, men mad skal du have, lo tante Ragna, mens hun pakkede ud af sit net.
Hun blev arrig, da jeg første gang på tredje år på universitetet prøvede at give hende min første løn.
Køb noget til dig selv! Mig mangler intet! Det vigtigste er, at du har det godt og trives. Pengene pakker du væk, og aldrig mere gør du sådan!
Jeg endte med at købe hende en flot dug, og brugte måneder på at hækle kant og sætte kvaster på, så jeg kunne lægge den på bordet til jul.
Da tante Ragna så det, lavede hun sådan et udbrud, at katten Cornelius faldt ned fra kakkelovnen:
Jamen dog, hvilken pragt! Har du virkelig selv lavet det?! Du har hænder af guld, min pige!
Jeg ville forklare, at det var hende, der havde lært mig at sy og hækle, men hun afbrød altid med sine yndlingsord:
Det skal nok lykkes, bare du giver det tid!
Det sagde hun, både da jeg søgte ind på universitetet, og da jeg senere overvejede at åbne mit første lille systue. Hun slog næven i bordet og sagde:
Hvad er du bange for? Hvis du ikke prøver, lærer du jo aldrig noget. Kast dig ud i det!
Og jeg blev selvstændig, med systuer rundt om i byen, og til sidst et lille modehus, hvor vi syede tøj på bestilling for dem, der havde råd.
Det var svært i starten. Jeg græd af glæde, da tante Ragna en dag solgte et stykke arvejord og kom med pengene:
Køb gode maskiner, spørg nogen til råds. Det er måske ikke nok, men jeg hjælper mere, hvis det er. Du siger bare til! Og du skal finde et sted med mennesker omkring ved en busholdeplads måske. Det er den bedste reklame og så din samvittighed! Behandl folk ordentligt, så skal det nok gå. Gør du det dårligt, får du ingen kunder! Husk på det!
Tantes råd fulgte mig altid. Jeg ansatte selv mit folk og lod aldrig nogen komme ind via forbindelser.
Bring dem, så ser vi, hvad de kan.
Det var min regel jeg nægtede altid, hvis nogen bad mig tage en slægtning ind.
Så kom Andreas ind i mit liv. Vi blev forelskede, fik familie, og Andreas blev forretningsfører så kunne jeg hellige mig det kreative, og forretningen blomstrede.
Vi havde nu to skønne døtre, blomstrende firma, men tante Ragna sagde stadig nej til at flytte ind hos os. Hun påstod, huset på Lolland betød for meget selv om det nu stod tomt, efter jeg var flyttet.
Min tid kommer, Amalie. Men så længe jeg kan selv, vil jeg blive her. Her er alt mit. Og de andre er her, ved du. Kun som skygger, men dog sammen. Du har dit eget liv nu det glæder mig!
Jeg pressede hende ikke. Mindede hende kun om, at hendes værelse altid stod klar i vores store hus. Jeg vidste, det ikke nyttede at overtale hende.
Så kom brevet.
Og jeg blev urolig. Jeg var sikker på, at sandheden, hun ville fortælle, havde med Gitte at gøre. Men hvorfor netop nu? Hvad var det, jeg skulle forstå?
Huset tog imod mig dystert. Det stod gråt og solidt midt i efterårshaven, som hvis det ventede på en alvorlig samtale øjnene halvsløret under de blåmalede skodder.
Jeg skubbede lågen op, klappede Cornelius, der spandt og gned sig op ad mit ben.
En, to, tre
Tante Ragna stod i døren og tørrede sine hænder i forklædet:
Så kom du Jeg er ved at bage.
Mor Ragna
Ikke nu. Gå ud og vask hænder. Jeg dækker bord.
Hun gik rastløs rundt, mens hun betragtede mig lidt fra siden.
Din frisure er ny. Den klæder dig
Jeg orkede ikke det lange hår mere. Tiden slog ikke til
Jeg trillede lidt af dejen henover bordet og ventede. Jeg vidste, hun ikke sagde noget, før hun selv var klar.
Se her! hun satte en skål med syltede agurker på bordet. Du har da lyst?
Jeg tabte kæben. Selv Andreas vidste endnu ikke, at vi ventede barn nummer tre.
Hvordan vidste du
Jeg ved det! afbrød hun. Eller er jeg ikke din mor?
Hendes øjne blev mørke, og jeg fik kuldegysninger.
Der var det. Grunden til, jeg var kommet. Netop det, hun havde skrevet om i brevet.
Mit tidspunkt er kommet, mor Ragna? spurgte jeg lavt.
Ja, sagde hun og satte en gammel udskåret æske på bordet. Åbn!
Den æske havde jeg set før altid låst. Den var af mørkt egetræ med messingdetaljer og et snu lille lås. Den var tantes arvestykke fra mormor.
Hvad der var i æsken, anede jeg ikke. Som barn havde jeg kun én gang set hende lægge noget papir ned i den og mistede straks interessen ingen guld, kun papirer!
Men de papirer rummede nu den hemmelighed, jeg længe havde ønsket svar på.
Så det er Gitte, der er min mor? Jeg bladrede forsigtigt gennem de gulnede breve med den sirlige, ukendte skrift.
Ja. Du er klog. Jeg vidste, du for længst havde gættet det.
Men hvorfor jeg forsøgte, men stemmen svigtede.
Hvorfor hun gav dig fra sig? Der var grunde, min pige. Jeg skal nok fortælle det hele, bare lad mig snakke færdig. Det er ikke nemt for mig.
Vent, mor Ragna! Er hun lever hun? Jeg knugede brevet så meget, at papiret revnede.
Nej, min pige Gitte er her ikke mere Længe nu
Ragna græd uafbrudt, og jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle trøste hende.
Skumringen faldt på. Skyggerne nærmede sig bordet, kun lampens varme lys holdt dem lidt væk, dæmpet af den snorhæklede skærm, som jeg selv havde lavet som barn. De trykkede sig sammen, som om de ville høre hver eneste sætning, mor Ragna udtalte, halvt dækket af sit gamle tørklæde, mens hun talte uafbrudt, så ingen kunne afbryde.
Din mor, Amalie, var frygtløs. Hun var som drengene klatrede op på tage og sprang, men tænkte altid over livets værdi. Hun mistede forældre, bror og søster alt for tidligt. Hun var væk, da ulykken ramte Tjernobyl. Gitte var syg, så faren sendte hende på landet til mormor, for at blive rask. Men der var ingen at komme hjem til. Familien blev revet væk, og mormor Anine kunne ikke klare at tage sig af hende, så min mor tog hende til sig som egen datter. Gitte og jeg var som ærtehalm altid sammen, og vi fortalte hinanden alt. Indtil kærligheden kom
Og hvad var der galt med det?
Åh, alt, Amalie! Vi faldt for den samme fyr. Og det opdagede vi først, da vi græd om natten over det.
Sikke noget
Ja, sikke noget Vi trådte begge tilbage, så snart vi opdagede det. Men han havde allerede set noget i Gitte
Og?
Han var ikke god. Slet ikke. Men vi vidste det ikke. Kærlighed gør blind Han udnyttede din mor. Snigede sig ned til åen, hvor hun plejede at bade, og gjorde hende ondt. Bagefter truede han med at gøre hende til grin i landsbyen, hvis hun sagde noget.
Ville nogen tro ham?
Måske ikke men Gitte turde ikke tage chancen. Hun tænkte ikke på sig selv, men på mig. Hun ville ikke ruinere mit ry. Ondt rygte hænger ved.
Hvad skete der så?
Gitte fortalte det til min mor, men bad hende tie stille. Hun flyttede til Odense, begyndte på fabrik. Der fik hun at vide, hun ventede dig. Lægerne sagde, hun ikke kunne tåle abort. Hvis hun fjernede barnet, kunne hun aldrig få børn senere. Så hun besluttede dig skal leve, men hun kunne ikke selv opdrage dig. Hun kunne ikke tilgive, hvad der var sket. Hun havde en sjæl, der var blevet smadret, hun kunne ikke samle stumperne op.
Og ham? Jeg kunne slet ikke kalde ham far.
Men Gud ser alt, Amalie. Ikke længe efter druknede han ved den samme å. Skulle ud at bade i fuldskab faldt i den dybe strøm, børnene altid blev advaret imod. Ingen ved, om det var ulykke eller skæbne. Hans mor skreg i gaderne og forbandede Gitte hun sagde, det var hendes skyld. Men ingen hørte hende. Folk ville bare glemme det hele. Da jeg kom hjem med dig fra Odense, var der ingen der bebrejdede mig de hjalp faktisk.
Hvad med mor?
Din mor rejste nordpå. Giftede sig, men var ikke længe med sin nye mand hun blev syg, en slem sygdom. Hun kæmpede, men måtte give op. Da det nærmede sig enden, kaldte hun mig til sig. Bad mig tage dig med, vise dig frem. Du kan ikke huske det du var kun en lille pige. Men du kravlede op på hendes skød med det samme, selvom du ellers frygtede fremmede. Vi var der en god måned, så bad Gitte mig tage dig hjem. Hun ville ikke, at du skulle se hende lide.
Jeg bladrede de gamle konvolutter igennem, pænt ordnet efter dato.
Hver dag hun skrev næsten hver dag
Hun ville vide alt om dig.
Tårene kom frem, da jeg så billedet, mor Ragna lagde foran mig.
Det var et billede, jeg aldrig havde set. En utrolig spinkel, ung kvinde holder et lille barn. Mig. Amalie.
Det er det eneste, jeg har, hvor du og din mor er sammen, Amalie. Men vid, hun elskede dig. Uanset alt! Hun fortrød det aldrig! Og jeg ved, havde hun haft tiden og kræfterne, var hun kommet og hentet dig. Men skæbnen ville det anderledes
Hvorfor nu, mor Ragna? spurgte jeg, for det nagedes mig, siden brevet kom.
Jeg drømte om din mor. Så hende som du sidder der, og hun smilede til mig. Hun sagde: Nu får jeg et barnebarn, Ragna! Det er på tide! Jeg vågnede kunne næsten ikke trække vejret. Men drømmen stod knivskarp. Så måtte jeg skrive til dig, Amalie! Jeg ledte efter det gamle foto i æsken. Og se, hvem du ligner ser du intet?
Jeg betragtede billedet. Og blev slået over, hvor meget jeg lignede min mor.
I to er som to dråber vand! Skæbnen må have forsvaret dig du har ikke arvet noget fra din far. Det lover godt for lykken for dig og dine børn!
Det handler ikke om skæbnen! sagde jeg og så væk fra billedet.
Hvad mener du?
Det handler om mennesker, mor Ragna! Hvad skulle der være blevet af mig, hvis ikke du havde taget mig til dig? Hvis jeg var sendt væk? Hvordan skulle jeg lære at elske mine egne børn, hvis ikke du havde lært mig det? Du har vist mig, hvordan man passer på dem, man har kær. Det har du lært mig. Kan du huske, du sagde: Hvis to elsker hinanden, er de som nål og tråd, der sammen syr skønheden i livet. Det har jeg altid husket. Og Gitte jeg takker hende for livet. Men jeg har kun én mor. Dig, mor Ragna!
Mine tynde fingre tørrede tårerne væk fra tantes kind, og i det samme forsvandt skyggerne fra hjørnerne. De havde ikke længere plads i vores hjem.
Skal vi have te? hikstede Ragna, mens hun kyssede min hånd.
Og spise kager! Vi er sultne, mor Ragna! Jeg samlede forsigtigt brevene sammen, lagde dem i æsken og lukkede låget klar til at give plads til fadet med nybagte boller. Sådan.
Jeg strøg fingrene over træmønstret og fjernede æsken, så Ragna forstod, at fortiden havde mistet sit greb.
Nu ventede fremtiden!
