Forsvundne skygger
Kom, Kirstine! Med det samme! Jeg venter på dig! Du skal kende sandheden.
Det korte og temmelig underlige brev fra min tante forskrækkede mig.
Tante Rikke, som jeg altid kun kaldte Mor Rikke, plejede at skrive lange, grundige breve på papir. Rigtige breve, sendt med posten sådan, som hun havde gjort allerede længe før jeg blev født.
Jeg er jo en gammel kaffekande, Kirstine! sagde hun altid, mens hun pegede på tastaturet på den bærbare computer, jeg havde foræret hende til jul. Mig laver man ikke om på. Og hvorfor skulle man? Der er ikke noget hjerte i det der! Jeg tager hellere en kuglepen og ridser et ordentligt brev ned til dig! Sådan nogle, som min mor sendte mig, da jeg læste i København. Hun kunne fylde en hel notesbog, og hun sendte pakker fyldt med lækkerier. Vi piger løb i samlet flok på posthuset, for vi vidste, at der altid var nok til alle. Det var næsten altid fest, for vi kunne jo aldrig gætte, hvad hun havde fundet på at sende. Én dag var det karameller, en anden dag småkager eller hjemmelavet leverpostej. Men alt smagte så fantastisk, at man næsten kunne miste forstanden! Og hvor hun kunne lave syltetøj og æblemarmelade! Hele kollegiets piger stod i kø for at smage. Alle misundte mig. Ikke for gaverne, det var vi jo vant til. Men sådan nogle breve ingen havde tid. Jeg rendte rundt med dem som en høne med et guldæg. Det var vores families historie, alle mors tanker og smerter og glæder og jeg var hendes eneste overlevende barn.
Men hvorfor… Eneste barn?
Hun havde fire, Kirstine. Tre piger og én dreng.
Hvad blev der af de andre?
Det er en længere historie. Min bror forsvandt efter ulykken i Tjernobyl. Han blev sendt af en onkel til byen for at arbejde, og så kom han ud i noget, han slet ikke kunne overskue. Han døde kort tid efter han var ung og naiv. Men mor bebrejdede ham aldrig, og hun tog hans datter til sig, da hun blev spurgt. Vi voksede op sammen, min kusine og jeg. Jeg havde ingen nærmere.
Hvorfor det?
Jeg var efternøler, Kirstine. Mine søstre var meget ældre. Da jeg blev født, havde de allerede hver deres familie. Mor kunne næsten ikke gå på gaden med mig; hun skjulte sig bag tørklædet, men hun var lykkelig Hun sagde, jeg var et sidste minde om far. Han døde, før jeg blev født. Han vidste, mor ventede barn, men aldrig om det var en pige eller dreng
Mor Rikke, hvad skete der med dine søstre?
Der var brand, min pige. En frygtelig én. Søstrene boede i to halvdele af det gamle hus, som mormor havde efterladt. Deres mænd byggede det lidt om, så alle kunne bo sammen nemmere og mere hyggeligt. For så kunne de træde til, hvis det brændte på, og de kunne holde alle højtider sammen. Men elektrikeren, som de fik til at hjælpe, lavede noget frygteligt rod. Og så gik det løs midt om natten, da alle sov. Kun min kusine og den yngste niece overlevede de sov sammen og blev vækket af røglugt. Hun greb barnet og sprang ud ad vinduet, vækkede naboerne, forsøgte at kæmpe sig ind igen, men blev holdt tilbage. Inde i huset var det helvede
Helt forfærdeligt
Ja, Kirstine. Først tog min mor min kusine til sig, men senere kom hendes farmor hendes eneste tilbageværende slægtning og bad på sine knæ om at måtte få hende hjem. Min mor gav hende slip, mod at de flyttede tættere på, så hun kunne se hende ofte. Sådan blev det. Du kender jo gamle Anna og lille Stine. Vi mistede aldrig kontakten til hinanden.
Mor Rikke, hvor blev Gitte af? Jeg hører næsten aldrig noget om hende?
Åh, Kirstine, det er ikke tid nu. Det fortæller jeg en anden gang. Nu må du lige hente syltetøjet jeg lavede til dig det står nede i kælderen. Det skal nok glæde dig og pigerne til en kop te i morgen aften.
Mange gange prøvede jeg at spørge til Gitte, men min tante nægtede hårdnakket at svare. Om alle andre kunne hun fortælle, selvom jeg så, hvor svært det var for hende, men om Gitte tavshed. Ingen billeder af hende i huset, kun nogle gamle fotos, hvor to små piger med store øjne står klistret sammen, som om ingen kunne skille dem ad.
Allerede som teenager slugte jeg krimier, og én dag turde jeg spørge min tante ligeud, om det kunne være Gitte, der var min mor. For jeg vidste jo, at jeg var hendes niece, men aner intet om mine biologiske forældre. Først da hende havde fortalt mig familiens historie, begyndte jeg at forstå. Der var kun Gitte tilbage som mulighed.
Men min tante nægtede stadig.
Alt til sin tid, min pige. Og det er ikke min hemmelighed. Spørg mig aldrig igen! Du får det at vide, når tiden er inde. Og vil du gøre mig ondt? Du er min datter! Jeg har elsket dig hele dit liv! Du er mit hjertebarn!
Jeg blev altid så skamfuld, bad hende straks om tilgivelse, og emnet gled igen væk. Der var altid vigtigere ting i hverdagen, og Mor Rikke havde ret jeg havde altid en mor og kunne ikke ønske mig en bedre.
Hun lejede et værelse i Odense til mig, så jeg ikke skulle ødelægges i kollegiet, men kunne koncentrere mig om studiet. Hver uge kiggede hun forbi, kom med mælk, hjemmelavet smør og lækkerier, som ingen studerende havde råd til for deres SU.
Jeg har ingen penge at give dig, så lad mig forkæle dig lidt, smilede hun og pakkede op af sin store taske.
Hun blev rasende, da jeg, som nyansat på tredje år, forsøgte at give hende min første løn.
Behold den! Køb dig noget godt! Det gør mig lykkeligst at se dig glad og sund, Kirstine! Og gem dine penge, og skam dig aldrig sådan mere!
Den gang købte jeg en smuk dug som gave og brugte to måneder på at hækle kant og sy kvaster, før jeg lagde gaven på bordet i huset nytårsaften.
Da hun så det, udstødte hun sådan et Næh!, at katten for af komfuret.
Har du SELV lavet det? Dine hænder er guld værd, mit barn!
Jeg ville fortælle hende, at det faktisk var hendes fortjeneste, fordi hun havde lært mig at sy og strikke og hun grinede, når jeg forpustet kæmpede med hæklenålen.
Det kommer alt sammen! Du må bare give det tid!
Det sagde hun også, da jeg var ved at søge ind på universitetet. Hun gentog det, mens jeg læste og senere, da jeg var bange for at åbne min egen systue.
Hvorfor frygte? Hvis du ikke prøver, finder du aldrig ud af det! Klø på!
Sådan gik det. Nu havde jeg et udvalg af skræddere i byen, mit eget lille modehus for dem, der ville betale for bestilling.
Tanten solgte arvejorden og kom med en stor del af pengene.
Køb nu ordentlige maskiner. Brug forstand og tag en fagmands gode råd. Måske rækker pengene ikke til alt, men sig til. Stil ikke tavs! Og du skal have lokaler der, hvor mange folk færdes ved stoppestedet, for eksempel. Levende reklame er den bedste, du får. Husk din samvittighed, Kirstine! Godt håndværk giver glade kunder sjusker du, ender du med ingenting!
Jeg huskede hvert råd. Ansatte selv, prøvede på egen hånd alle ansøgere.
Vis, hvad du kan, så får du svar.
Så mødte jeg Jon og blev forelsket. Vi fik familie, og forretningen gik strygende; han var ferm organisator, jeg kunne koncentrere mig om det kreative.
Vi blomstrede. Jeg blev mor til to pragtfulde piger, men Mor Rikke nægtede stadig at flytte fra sit eget hjem, selvom vi havde et værelse klar til hende.
Mit hjørne er her, Kirstine. Det er mit hjem. Her er mine minder, alle jeg har elsket. Uanset om de nu kun er skygger. For dig er der plads til en ny begyndelse, og det gør mig glad.
Jeg pressede aldrig på. Mindede hende kun hendes værelse står klar i vores store hus. Men jeg vidste, det var forgæves.
Så kom brevet
Noget sagde mig, sandheden ville handle om Gitte. Hvorfor nu, forstod jeg ikke.
Rikkes hus tog ikke venligt imod. Efterårsmørket dækkede haven, huset grå og næsten fornærmet i stilheden.
Jeg skubbede haveporten op, hilste på vores gamle hund Buster, som peb af glæde, og talte trinene op til hoveddøren:
En, to, tre
Rikke stod i døren og tørrede hænderne af i sit flotte forklæde.
Så er du her Jeg har bagt boller.
Mor Rikke
Senere, Kirstine. Alt til sin tid. Gå ud og vask hænder, jeg dækker bord imens.
Hun drønede rundt i køkkenet og skævede til mig.
Ny frisure? Det klæder dig
Vist. For lidt tid til langt hår
Jeg rullede en lille klump dej mellem fingrene og ventede. At presse hende var nyttesløst. Hun begyndte først, når hun selv ville.
Her sylteagurker! Dem har du vel lyst til?
Jeg gispede. At jeg var gravid, vidste ikke engang Jon endnu.
Hvor ved du
Jeg ved det! Eller, er jeg ikke din mor?
Hun så på mig, øjnene mørke.
Nu kom det. Det, brevet havde varslet.
Så er tiden kommet, Mor Rikke? spurgte jeg stille.
Ja. Hun satte en udskåret trækasse på bordet. Åbn.
Den kasse havde jeg tit set mørk eg med små metalhjørner. Rikke havde arvet den fra mormor. Hvad gemte hun i den? Noter fra barndommen, kedelige papirer, havde jeg altid tænkt.
Men nu de papirer indeholdt den hemmelighed, jeg længtes efter at kende.
Så Gitte er min mor? Jeg bladrede forsigtigt i de gule ark skrevet med ukendt, tæt håndskrift.
Ja. Du er klog, du har vidst det længe.
Men hvorfor Jeg forsøgte at spørge, men stemmen svigtede.
Hvorfor efterlod hun dig? Hun havde sine grunde. Jeg forklarer dig det hele. Men lyt afbryd mig ikke. Det er svært for mig.
Er hun levende? De tynde breve knitrede, da jeg greb dem.
Nej, min pige. Min Gitte er for længst borte
Rikke græd, og jeg vidste ikke, hvordan jeg kunne trøste.
Tusmørket faldt over stuen, skyggerne snoede sig om lampen med den hæklede skærm, jeg havde lavet som barn. De listede tæt ind, som om de lyttede med til Rikkes fortælling, der hvislende blev ved.
Din mor, Kirstine, var frygtløs. Kravlede på hustage, svømmede i fjorden med drengene, men var aldrig dumdristig. Hun mistede sine forældre, bror og søster alt for tidligt. Hun var ikke hjemme, da ulykken ramte. Gitte var meget syg som barn, så faren sendte hende til deres bedstemors sommerhus ved Vesterhavet for at blive rask. Da ulykken ramte, var det hele væk. Hun blev placeret hos min mor, fordi hendes mormor var for gammel. Sådan blev hun min søster på linje med mig. Uadskillelige. Vi delte alt. Indtil kærlighed kom.
Hvad gik galt?
Alt, Kirstine! Vi blev begge forelskede i samme fyr. Det opdagede vi først sent. Da gik vi begge straks væk fra ham men han havde allerede set Gittes blik.
Hvad så?
Han var et dårligt menneske, men det vidste vi jo ikke. Han ventede på hende ved søen, tvang sig på hende og truede bagefter med sladder i hele sognet.
Ville nogen have troet ham?!
Hvem ved? Gitte sagde ikke noget, tænkte mere på mig end på sig selv. Hun frygtede, at jeg ikke kunne blive gift, hvis hendes rygte blev ødelagt. Dårligt rygte hænger ved.
Hvad skete der så?
Gitte fortalte det kun til min mor og bad hende tie. Så rejste hun til Aarhus, fik arbejde på fabrik. Og dér fandt hun ud af, hun ventede dig. Lægerne forbød abort der var komplikationer, og de sagde, det var nu eller aldrig, hvis hun ville have et barn. Hun besluttede at føde dig, men ikke selv opdrage. Hun kunne ikke tilgive hverken sig selv eller manden. En fin sjæl, der blev knust.
Hvad med ham?
Hævnens timer kommer, Kirstine. Han druknede ude i søen en halv sommer senere. Alle vidste, det var en farlig vig, og han gik ud fuld og kom aldrig op igen. Hans mor skreg landsbyen op, bebrejdede Gitte, men ingen ville høre på det. Folk havde gættet og valgte at glemme. Da jeg kom hjem fra byen med dig på armen, sagde ingen et ondt ord. De hjalp os kun.
Og min rigtige mor?
Gitte drog til Nordjylland, giftede sig, men blev hurtigt alvorlig syg. Hun kæmpede, men tabte. Kort før døden kaldte hun på mig, bad mig komme op med dig, så hun kunne se dig én gang. Du husker det ikke du var lille. Men du gik lige i hendes arme. Vi blev dér i over en måned. Så bad hun os tage hjem igen. Hun var for dårlig til at lade dig se hende sådan.
Jeg bladrede tavst i brevene, lagde dem i stakke.
Hun skrev hver dag Spurgte efter dig hele tiden
Tårerne løb. Jeg hulkede, da Rikke rakte mig et foto, jeg aldrig havde set før: En spinkel, ung kvinde holder et lille barn på armen. Mig.
Der er ingen flere billeder af jer sammen, Kirstine. Men du skal vide, hun elskede dig. Hun fortrød kun, at hun ikke kunne beholde dig. Hvis hun havde haft lidt mere tid, havde hun taget dig hjem og været en god mor. Men sådan skulle det ikke være
Men hvorfor nu, Mor Rikke? spurgte jeg. Det havde pint mig fra første linje i brevet.
Jeg drømte, Kirstine. Så hende på selvsamme plads, hvor du sidder nu. Hun var ikke vred bare sørgmodig. Og sagde pludselig: Jeg får et barnebarn, Rikke. Det er tid nu. Da jeg vågnede, følte jeg, at jeg havde siddet ved hende i timevis. Jeg skrev straks til dig, ledte efter billedet. Og da jeg så dig, mistede jeg helt mælet. Se ser du det ikke?
Jeg så forundret på billedet. Vi lignede hinanden så meget.
Præcis, Kirstine! Ingen spor fra ham. Heldet er med dig måske for at du skal være lykkelig, dig og dine børn!
Det er ikke held! Jeg lagde billedet fra mig. Det er folk som dig!
Hvordan det?
Fordi du elskede mig nok til at tage mig til dig. Hvis du havde sendt mig væk? Hvordan havde jeg så lært at holde af mine børn? At passe på det, jeg har? At værne om familien? Det lærte jeg af dig. Du sagde altid, at hvor folk elsker hinanden, går man sammen som nål og tråd og skaber skønhed hele livet igennem. Det glemmer jeg aldrig. Tak Gitte, for at føde mig men mor, det er du, Mor Rikke!
Mine hænder tørrede hendes tårer væk, og skyggerne forsvandt under loftsbjælkerne der var ikke længere plads til dem her i huset.
Skal vi ikke ha te? snøftede hun, kyssede min hånd.
Og boller! Vi er så sultne, Mor Rikke! Jeg lagde brevene pænt tilbage i kassen og skubbede den væk så var der plads til fadet med boller. Sådan!
Jeg strøg over den indgraverede kasse, satte den til side, og lod fortiden hvile.
Nu gælder det fremtiden.
