**Dagbogsnotat**
“Jeg flytter ind hos jer!” sagde min svigermor muntert. “Jeg kan da ikke bo under en bro…”
“Mor, Mette og jeg har besluttet at leje en lejlighed,” sagde jeg og så på hende med et anstrengt blik, “en lille etværelses, noget beskedent. Vi har ikke brug for meget.”
Birthe Hansen, som lige havde lagt vasketøj i skabet, vendte sig skarpt om med et håndklæde presset mod brystet.
“Hvad er det for noget sløseri?” udbrød hun. “At smide penge ud af vinduet? Er I blevet tossede, Jens? Brug nu hovedet! Vi har en ledig værelse her!”
Jeg sukkede dybt. Jeg havde forventet noget i den retning, men håbede alligevel, at min mor ville forstå. Jeg var jo voksen, på vej til at blive gift… en familie på egen hånd et eget hjem. Selvom det bare var en lejet lejlighed, var det alligevel vores eget.
“Mor,” begyndte jeg tålmodigt, “Mette og jeg har brug for vores eget sted. Vi er unge, vi skal lære at leve sammen. Men her er det dig, der bestemmer… med dine regler…”
“Hvad så?” svarede Birthe fornærmet. “Skal jeg blande mig? Jeg holder mig for mig selv! I får jeres værelse, og jeg har mit eget! Det er da praktisk.”
Jeg gned mig over panden og ledte efter de rigtige ord. At diskutere med min mor var en håbløs opgave. Hun var overbevist om, at hun altid havde ret, og at modsige hende var som at sparke mod en torve.
“Mor, jeg arbejder skiftehold, det ved du godt. Jeg er hjemme et par uger, så er jeg væk igen. Og Mette bliver alene her…”
“Det er da endnu bedre!” afbrød Birthe med triumf i øjnene. “Hun bliver da ensom alene. Men jeg er her. Jeg passer på hende, hjælper hende, giver gode råd. Er du ikke glad for, at jeg tager mig af din kone?”
Jeg indså, at diskussionen var meningsløs. Alt var allerede besluttet for mig. Og som for at bekræfte mine tanker, hørte jeg:
“Så er det afgjort. Efter brylluppet flytter I ind her. Og når I har sparet lidt op, kan I tænke på jeres eget sted.”
Mette tog det hele med en ro, der overraskede mig for en på toogtyve. Hun protesterede ikke, blev ikke sur. Hun nikkede bare, smilede og prøvede at holde sig neutral. Først var Birthe endda tilfreds: “Se, pigen er velopdragen, en god match til min søn.” Men det gik hurtigt op for hende, at tavshed ikke var det samme som accept det var bare en måde at undgå konflikter på.
Efter brylluppet flyttede de nygifte ind på det lille værelse. Det var lyst, med en altan der var endda noget hyggeligt over det, hvis man ignorerede, at hver eneste forsøg på at leve deres eget liv blev overskygget af Birthes nærvær.
Nogle gange følte Mette sig som en lejer i huset. Hver handling udløste en storm af reaktioner, og hver tavshed blev mødt med mistanke. Alt sammen under en tvungen, høflig facade. Birthe diskuterede sjældent åbent. Hun foretrak skarpe bemærkninger “i forbifarten,” lange sukkende lyde og listigt smedede sætninger.
Da Mette hængte nye, lysere gardiner op i stedet for de gamle tunge, lagde Birthe straks mærke til det:
“Hvide? Det kan man se støv på! Så skal du vaske dem hver uge, hvis du vil følge moden!”
Mette smilede:
“Det gør jeg gerne.”
Reglen i deres liv var klar: hold ud, mens jeg arbejdede skiftehold, og de sparede op. Alt sammen for deres eget hjørne.
Men for hver dag der gik, voksede en usynlig, men mærkbar spænding mellem de to kvinder. Og en dag måtte det gå galt…
Da Mette fandt ud af, at hun var gravid, blomstrede foråret i hendes hjerte. Hun smilede til fremmede på gaden, til træerne, til hele verden. Vi havde længe drømt om et barn, og nu føltes det, som om alt faldt på plads: måske ikke i deres eget hjem, måske ikke uden udfordringer, men sammen, som en familie.
Jeg var på arbejde på det tidspunkt en lang arbejdsperiode på to måneder, så hun fortalte mig det over telefonen.
“Hold ud,” sagde jeg med en stemme, der rystede af glæde. “Jeg prøver at komme hjem tidligt, så finder vi ud af det.”
Da Birthe hørte om graviditeten, blev hun endnu mere kritisk. Hun kom med sure bemærkninger om, at Mette “ikke var klar til at blive mor” og brokkede sig over, at hun “bare lå på sofaen,” selvom hun selv engang havde fortalt, hvor hård hendes egen graviditet havde været.
Men det virkelige slag kom uventet.
En varm majaften, efter en fødselsundersøgelse, hvor alt var i orden, kom Mette hjem og fandt en fremmed mand i lejligheden en mand i treserne. Han sad ved køkkenbordet, lænede sig tilbage i stolen og drak te af deres kop, som om han hørte til. Birthe præsenterede ham som “en kær ven.”
“Jeg er også en kvinde, skal du huske!” erklærede hun stolt. “Jeg har også ret til mit eget liv.”
Mette sagde ingenting. Hun tænkte bare på, hvor svært det ville være at bo fire mennesker i den lille lejlighed, hvor der knap nok var plads til tre. Og dagen efter gik Birthe fra ord til handling.
“Mette, du må rømme værelset,” sagde hun roligt men bestemt og satte en tekop hårdt i bordet. “Erik flytter ind hos mig. Vi er voksne mennesker, vi vil også være lykkelige.”
Mette sad med sammenfaldne skuldre, næsten uden at trække vejret.
“Hvor skal jeg så hen?” spurgte hun stille, bange for at begynde at græde.
“Tænk dig nu om!” svarede Birthe og slog ud med hænderne. “Du er ung og rask. Du kan leje noget, du er ikke en prinsesse! Jens tjener godt, I klarer den nok.”
Mette åbnede munden for at sige noget, men Birthe havde allerede taget telefonen frem.
“Jeg ringer til Jens, så kan han forklare det. Det lader til, at du ikke forstår alvoren.”
Jeg tog telefonen med det samme. Min stemme var spændt, træt. Det lød som om, jeg lige var kommet hjem fra arbejde.
“Mor, hvad sker der? Er alt okay?”
Birthe brugte den søde tone, hun altid havde til mig, da hun begyndte at fortælle hendes version af historien.
“Jens, sig til din kone, at hun skal flytte! Jeg er ikke alene mere, Erik skal bo her, og Mette gør alt for at være vanskelig.”
Jeg tav længe. Så sagde jeg stille:
“
