Mor, hun gik alligevel Min lille fugl, min mejse, fløj væk
Andreas rakte forsigtigt sin søvnige søn til sin mor og satte sig tungt på gulvet i entreen. Han havde lyst til at råbe alle frustrationer ud i verden, hælde alle sine sorger ud over det forgangne år, og dernæst grave ansigtet ned i en pude, mærke mors broderede betræk mod næsen og sove i håbet om, at alt ville ordne sig næste morgen.
Alt i barndomshjemmet var, som det plejede. Varmt, roligt, trygt Der duftede lidt af kardemommeboller og te. Kattene nussede nysgerrigt rundt om benene og forstod ikke, hvorfor deres madmor græd, mens det gamle Bornholmerur slog tiden. Andreas havde forsøgt at stjæle den lille kukkefugl som barn, men moren satte den altid tilbage og forklarede:
Den hører til i uret, dreng. Hjemme har alle bedst af at være. Det, der tages væk fra hjemmet, bliver aldrig helt rigtigt.
Andreas sad som forstenet og lyttede til mors rolige stemme, mens hun klædte lille Anton af og lagde ham i sengen. Faren mumlede venligt og hjalp til, og Andreas greb en af kattene, trykkede næsen mod den bløde pels og mærkede for første gang på længe trætheden overmande sig.
Nu sidder du der, som en forladt lille sild, sagde faren, mens han lagde hånden på Andreas skulder. Gå ind og sov, dreng! Mor har gjort sengen klar til dig. Vi snakker videre i morgen.
Far
Ikke nu, Andy. Ikke nu! farens hånd hjalp ham op. Der er intet som morgener, der klarer tankerne. Kom så, i seng!
Det mindede ham om barndommen. En bold igennem naboens rude, og skælderiet, der fulgte og farens: Sådan, søn! En mand står ved det, han gør.
Og kvinder?
De også. Men pas nu på dig selv. Mænd bærer deres egne fejl. Er folk samvittige, retter de selv op på tingene. Og ellers du kan ikke påtvinge dem din fornuft. Pas hellere dig selv. Fatter du?
Ja, far
Hans værelse, stadig Andys, havde ikke ændret sig siden sidst. Den smalle seng, det slidte gulvtæppe, hylderne med hans elskede bøger, som mor passede på, så ikke byens unger fik fat i dem, og den gamle, énøjede tøjkanin som Andreas aldrig havde skammet sig over at slæbe med sig, hverken på kasernen, på arbejdet i Nordsøen eller på ferie. Forældrene gav ham den, da han var lille, og den var hans følgesvend længe, men da han flyttede sammen med sin kone, fik den ikke lov at komme med.
Hvad skal du med det gamle skrammel? Lad det blive her. Du er vel ikke et barn mere? Voksen mænd slæber da ikke bamser med rundt!
Andreas lod et lille grin slippe, da han nu kunne tage tøjkaninen med i armene ingen til at se, ingen til at dømme. Det var svært at være en rigtig mand sammen med Line.
Katrine og hendes mand skal til Thailand, men vi kommer aldrig længere end til Lolland! Havde du nu haft lidt mere succes, kunne vi også tage på en ordentlig ferie!
Line, du ville have et hus. Jeg bygger huset. Når det er færdigt, tager vi på ferie. Nu kan det ikke være anderledes.
Undskyldninger! Du er håbløs. Skal jeg gå på kompromis med alt, når barnet kommer? Du er slet ikke mand nok, Andy!
Han svarede hende ikke. Han forstod hende godt hendes opvækst havde været barsk. Faren, hvis eneste glæde var dagens første øl. Moren, der sled for at forsørge tre piger, Line og hendes søstre, uden megen hjælp eller støtte. Det prægede hende.
Med svigermor gik det bedre.
Bliv ikke sur på Line, Andy. Hun drømmer om et bedre liv end vi kunne give hende. Kan du bebrejde hende det?
Nej, jeg forstår hende.
Hun har bare ikke fattet sit held endnu Men det skal nok komme. Hun har aldrig haft gode eksempler at se op til. Jeg elskede hendes far, jo. Men først nu ser jeg, hvor galt det var at lade pigerne vokse op som de gjorde
Andreas havde ondt af både svigermor og Line.
Han huskede stadig første gang, han mødte Line udenfor ungdomsklubben, grinende og nervøs på én gang. Et hurtigt blik, lidt frygt og usikkerhed, skjult bag modige ord.
Hvem er du?
Husker du mig ikke?
Sorensen? Andy?
Ja.
Nå, men hvad laver du her? Var du ikke flyttet til København?
Var. Nu bor jeg hjemme igen. Der er det bedst.
Kig forbi, når du kan slippe mors skørter igen. Vi danser.
Hvad var det, han faldt for den dag? Måske hendes blik, hendes sårbarhed under de rapkæftede kommentarer?
Han havde selv oplevet, hvad det vil sige at blive elsket. Han var enebarn, forældrene havde bedt til at få ham i næsten femten år. Efter Andreas fødsel kunne moren ikke få flere børn, så han blev deres øjesten.
Et mirakel! sagde jordemoderen. Forstår du det, barn? Hele graviditeten var barsk, men se din dreng!
Faren fejrede ikke med snaps og brændevin som andre han gjorde klar til sønnens ankomst. Vaskede tøj, gjorde rent og glædede sig. Folk i byen snakkede, men Andreas far tog sig ikke af det.
Forældrene elskede ham, men gav ham ikke mere end rimeligt; strenghed var nødvendigt, mente de.
Andreas var en vildbasse, men lærte, at alt har konsekvenser. Deraf kom måske hans ansvarsfølelse, da Line første gang kyssede ham. Man svigter ikke den, man holder under sine vinger især ikke én, der aldrig har troet på kærligheden.
Andy, alt det kærlighedssnak er noget vrøvl! Folk bor sammen, fordi det er praktisk. Kærlighed det er for dem, der får alt serveret. Jeg har set nok til at vide, at det ikke findes!
Men din mor hjælper dig da?
Tjo, hun skulle bare have smidt far ud, så vi havde fået ro! Men hun lod ham blive og fik flere børn. Snakker om kærlighed? Hun tænkte kun på sig selv! Hører du efter, Andy? Folk er egoistiske fra naturens side. Det handler om at få mest muligt ud af det! Hvis det kommer, kommer familien også. Gør det ikke, så pyt! Du vil have mig så lov, at jeg aldrig skal bo hos dine forældre, at vi flytter til byen og bygger et hus, som alle vil misunde mig. Jeg vil have det lige så godt som dem, jeg ser op til!
Andreas forstod, hvor meget smerte der lå bag Lines rustning. Han ønskede at vise hende, at der fandtes et andet liv, hvor man kunne stole på hinanden. Men for Line var det hele tidsspilde.
Din mor irriterer mig. Hele tiden ind med hjemmelavet mad! Jeg gider ikke! Sig, hun skal holde op!
Andreas undlod at viderebringe sådan noget til sin mor, men hun forstod god nok, at der ikke var helt fred mellem de unge.
Vil Line ikke have, jeg besøger hende? moren klemte hans skuldre, mens han næppe havde rørt sin svampesuppe. Svar ikke, dreng! Jeg laver suppe alligevel. Du siger bare, at du selv har lavet det, når du kører hen til Line. Hun skal spise godt, især for barnets skyld. Hun er blevet så tynd!
Jeg har ondt af hende, mor Jeg elsker hende stadig, jo
Men efter at Anton blev født, gik det skævt. Line var eksplosiv.
Du kan ingenting, Andy! Huset står halvfærdigt! Jeg er alene om alt, mens du arbejder væk hjemmefra! Dine forældre løfter ikke en finger!
Line, råb nu ikke, du vækker Anton. Du afviste min mors hjælp selv, sagde, du kunne klare det. Er det ikke sandt?
Skal du nu bebrejde mig?! Er alt min skyld måske?!
Line græd, Anton græd med hende, og Andreas overvejede, om han kunne gøre mere. Men Line var fuld af modsætninger og ville ikke tage imod hjælp.
En dag, da Anton var halvandet, vågnede Andreas og undrede sig over stilheden. Anton hoppede i sengen, men lejligheden var tom.
Line! kaldte han, men vidste godt, at han var alene.
Han tog Anton op, trak ham ind til sig: Vi er mænd, min dreng. Lad os lave grød og tage ud til mormor og morfar. De har savnet dig.
Mens han lavede mad og forsøgte at få fat i Lines veninder for at høre, hvor hun var, ringede Line endelig. Kort og koldt: Han var ude af hendes liv, hun havde et nyt et nu. Da han endelig kom hjem til forældrene, var han udmattet og havde ikke flere ord tilbage.
Men ingen krævede forklaring. Mærkede, hvordan moren blidt sang godnatsang for Anton, den samme, hun sang for Andreas som barn, og midt i sorgen gled han ind i søvnen, glemte for en stund, at mænd ikke må græde.
Morgenen var dog ikke mild.
Line ringede, hviskede moren, da han vågnede. Hun ville have Anton.
Hvorfor nu? Hun sagde selv, hun havde travlt.
Jeg ved det ikke, søn. Det er jeres sag. Men Anton græd i søvne i nat. Han har det ikke godt. I skal tænke på ham, ikke kun jer selv. Han er kun et barn. Han har brug for sin mor.
Hvordan skal jeg overlade ham til hende, mor? Hun ved jo ikke engang selv, hvad hun vil. Hun bad mig efterlade nøglerne hos naboen, hvis jeg tog til jer.
Så er hun ikke sikker på noget. Hvad vil du gøre?
Jeg kører til byen, prøver at snakke fornuftigt med hende. Mor tror du, det var min skyld, at hun gik?
Andy, ingen bliver gift og uvenner alene. Der er altid to. Men nu må I tage ansvar for Anton. Han har brug for både sin far og mor. Uanset hvad der sker mellem jer, ændrer det ikke på, at I er hans forældre. Og Line elsker Anton ellers havde hun overladt ham til os for længst. Mor-jalousi, Andy. Det kan nogle gange hjælpe jer til at finde sammen forstået?
Jeg tror det.
Tag ham med til hende, hvis hun vil se ham. Og hvis I går fra hinanden vid, at vi aldrig opgiver retten til at se vores barnebarn.
Andreas nikkede, og da moren nappede tøjkaninen fra ham, sagde hun:
På køkkenet! Først kaffe og morgenmad, så kærestesorger, mine små dununger
Mødet med Line var anspændt.
Jeg går i retten! Du skal give mig min søn!
Line, hvorfor være så dramatisk? Bare sig, hvor du bor, så bringer jeg Anton. Vil du hellere have vores lejlighed? Jeg betaler. Jeg rejser alligevel på arbejde igen. Du er ikke alene om noget. Hvad siger du til det?
Line havde nok ventet et skænderi, men blev pludselig stille, tårerne løb.
Hvordan kan du være så rolig, Andy?! Andre mænd ville hidse sig op, men du bare smiler Er det lige meget for dig?
Nej, Line. Men jeg er ikke ligeglad. Og jeg vil heller aldrig glemme, hvad du har gjort.
Hvad har jeg gjort?!
Du gik din vej og lod din søn blive. Det er slemt nok. Men tro ikke, jeg vil leve efter de samme regler, du voksede op med. Hvis din forståelse af kærlighed er skænderier og lussinger, er det trist at du ikke har set andet.
Hvilken kærlighed, for pokker?! Hvilket vrøvl!
Jeg elsker dig, Line. Lige som du er skrøbelig, forvirret, skør nogle gange. Jeg vil have den familie, mine forældre altid havde. Kærlighed findes. Det ser jeg hver dag hos dem.
Og du fik den ikke hos os?
Endnu ikke. Men vi har Anton, og du er hans mor. Vores uenighed er usund for ham. Lad os finde ud af det, så han ikke skal ligge søvnløs og græde.
Græd han? for første gang så Line ham i øjnene. Åh, jeg er så dum Lad os køre!
Hvorhen?
Hjem. Til Anton! Din mor
Forældrene ved ingenting, hviskede Andreas. Vi sagde, vi bare ville besøge dem i et par dage.
Hvorfor? spurgte Line, nu lavmælt.
Fordi det var bedst sådan. Han trak hende ind til sig, mens hun snøftede. Min lille mejse
Tre år senere er der rejsegilde i det store, nye hus. Andreas forældre hjælper med maden, og moren hvisker:
Har I det godt, søn?
Ja, mor, vi klager ikke! smiler Andreas og lægger armen om hende. Men Line er blevet så stille Skal vi være bekymrede?
Åh, Andy, hvor er du tungnem! moren vinker Line over til sig. Line, har du fortalt nyheden til Andreas, eller har du kun betroet dig til mig?
Ej, svigermor, jeg ville sige det i dag! Overraskelse! smiler Line. Andy vi skal have et barn til
Moren trækker sig væk, blinker til sin mand.
Tror du, vores lille mejse har fundet ro nu?
Hvor skulle hun ellers tage hen, kone? Reden er jo her. Og nu ved hun det!
