Bliv nu ikke væk igen!
Sådan gør vi her! sagde Egon Andresen med et klask på bordet, brikkerne hoppede på skakbrættet, og én, den hvide, faldt ned på det gamle træbord, der var fuld af hak og ridser fra lommeknive. Og hvad siger I så, venner?!
Han lo tilfreds. Med det snedige træk havde Egon vundet over Zackarias, naboen fra lejlighed 5. Zackarias snøftede, skubbede kasketten længere ned i panden og gned sin isse.
Jamen, hvordan det? Hvordan?! gestikulerede han forvirret over brættet, som om han troede, Egon Andresen ville afsløre sine mestrehemmeligheder, men Egon var allerede på vej ud, nynnende og strækkende sig i langsomt tempo. Han havde ikke tænkt sig at afsløre sine tricks. Hvordan, hvordan? Tja, sådan.
Han slentrede hjemad, kiggede ud over gården. På den tid af dagen var alle de yngre på arbejde, kun pensionister og børn fremme på fortovet kedeligt! Egon kunne ellers godt lide at småsludre med de unge, stikke en bemærkning eller to, udspørge dem grundigt, hvorefter han som regel endte med at sige: I min tid. Alle vidste efterhånden, at i Egons tid var vandet vådere, træerne tættere, og mælken hvidere. Og alle gik rundt og var sunde og stærke, mens det nu var helt galt svage, sygelige unge, og i butikkerne var der kun bras.
Halløj, Annemette Viktorsted! fik han standset nabokonen, der kom spankulerende i rask trav i farverig kjole og bredskygget hat, hæftet til en knold med en strikkepind. Hvor har du været? Hvad bærer du på?
Uden at vente på svar tog Egon Andresen poserne fra hende og gik sammen videre.
Jeg skulle bare lige et smut forbi, købe lidt brød og pølser, men du ved, man ender altid med at fylde indkøbsnettet op, som om det var til soldater, sagde Annemette undskyldende. Børnebørnene kommer i weekenden, så må jeg hellere have lidt ekstra, de må jo snart være trætte af suppe og frikadeller.
Børnebørn er godt, sagde Egon distret. Det lød ikke som om, han lyttede; han gik blot skridt i skridt med hende, tankerne et helt andet sted.
Så, nu er vi hjemme, tak for hjælpen! Annemette gjorde antræk til at tage poserne, Egon gav slip og mumlede noget undskyldende. Hun sagde farvel og forsvandt bag den grønne gadedør. Den smækkede med et ekko, der rungede som om nogen havde slået på metal.
Egon skumlede. Han havde længe tænkt, han burde fikse dørlukkeren, det var jo ikke svært, men det blev aldrig til noget dovenskab, eller han nåede det bare ikke. Og der manglede altid lige et eller andet, man skulle købe
Nu beslutter han sig! Op til sig selv, hente sit rejsekort, nogle flere kroner, finde den pæne skjorte frem, de velourbukser så tager han af sted! Ikke noget med at spilde tiden i dag.
I elevatoren mødte han igen sin unge nabo, Nicolai Galtholm, der havde købt en andelslejlighed tre etager over Egons. Egon forhørte sig som alltid: hvordan gik det, hvad laver ungdommen i dag? Nicolai svarede for tyvende gang, at han ikke vidste det han havde travlt på jobbet med budgetter, og det gik da fint.
Jamen, så er det jo godt, det er rigtigt, nikkede Egon og steg ud på sin etage. Hav det godt.
Nicolai nikkede, døren lukkede. Senere, når han kom hjem til sin kone Rita, ville han brokke sig over den snakkesalige gamle Egon: Han udspørger mig hele tiden! Jeg orker ikke mere! Rita ville nikke tavst og hente ham et glas kold mælk, mens hun så drømmende på ham han var jo perfekt i hendes øjne, selv når han bare sad og drak mælk eller børstede tænder. Det var irriterende, at Egon var så nysgerrig og uroligt gjorde hendes perfekte Nicolai nervøs.
Han spurgte igen ind til arbejde! Startede fra en anden vinkel, spurgte først hvordan det gik! Men jeg kan mærke, at han vil snage i økonomien! Sådan gør folk nu: holder øje med, hvad man tjener. Er det ikke sådan, Rita?
Jeg ved det ikke, svarede Rita usikkert og så hjælpeløst på ham. Nicolai kunne godt lide den hjælpeløshed og kyssede hende, før han satte sig ved computeren og gik i gang med tallene igen.
Imens var Egon allerede ankommet til byggemarkedet. Han nægtede at handle i isenkræmmeren om hjørnet. De snyder folk! Priserne er tre gange så høje! sagde Egon altid. Han elskede at ose rundt, mærke på ting, klikke forundret med tungen: Hvor dygtige de er blevet!, eller ryste på hovedet, og indsnuse duften af frisktræ, tapet og maling. På disse udflugter var Egon altid alene, det var ren nydelse.
Men ikke i dag. Foran hylden med dørlukkere blev Egon igen trist. Ragnhild kom ingen vegne Hun vendte ikke tilbage, ringede ikke engang! Alt virkede meningsløst uden hende, også den forbandede dørlukker
Han stod lidt, sukkede og gik igen. Først i sporvognen gik det op for ham, han slet ikke havde fået købt noget men det var, hvad det var. Døren må klare sig, det går nok alligevel
Hjemme i gården sad stadig de samme gamle damer i solhatte på bænken og småsnakkede. De må også savne Ragnhild Men hun kom ikke
Nå, damer! råbte Egon med kunstig munterhed. God helse til jer! Ikke så meget gang i snakken uden min, hva? Bare vent, når hun vender hjem fra søsteren, så skal der nok ske noget! Synes I ikke, det hele er lidt halvt uden min Ragnhild?
Han var på vej videre, men den ældste på bænken, Dagmar Pahl, tidligere vicevært, gryntede efter ham:
Hvad med os? Nyheder og serier er der nu alligevel, med eller uden Ragnhild. Men du, Egon, du hænger du er fortabt uden hende!
Hvad? Jeg? sagde Egon og trak brynene sammen. Jeg har skam været i byggemarkedet, forstår du!
Hvad købte du så? spurgte Dagmar køligt, mens hun skubbede en stregflue væk.
Det jeg havde brug for! svarede Egon surt.
Du købte ikke noget, du gik bare rundt for at slå tiden ihjel! sagde Dagmar med et skævt smil. Engang, da de var unge, havde hun altid drillet Egon. Og det var som om, han var hendes yndlingsskål selv nu efter så mange år, hvor de boede side om side, havde fået børn og børnebørn, kunne hun ikke lade være. Vi har i øvrigt snakket, ved du. Vi tror ikke, Ragnhild kommer tilbage. Hun har fundet sig en yngre én nede ved havet, er du klar over det? Sådan gør folk nu. De finder nye. Hvorfor tror du hun ikke vender tilbage? Hun har kærlighed i luften der! Prøvede på det hele nu lever hun livet!
Sikke noget sludder! blev Egon for alvor vred. Dagmar kendte hans svageste steder.
Alle de år sammen med Ragnhild havde Egon tit frygtet, hun ville gå sin vej. Hun var ti år yngre; hvorfor skulle hun blive hos en gammel mand som ham?! Omkring Ragnhild havde der altid sværmet unge fyre på arbejdet, som virkede mere spændende end ham Egon, den kedelige, der elskede ro og rutine. Hvad så hun i ham?
Ragnhild derimod elskede selskab, musik, dans, grine, lege og synge. Og han
Han byggede modeller af tændstikker. Uanset hvad, så builder han stadig tændstikmodeller. Han har både modeller af Christiansborg, Rundetårn, Eiffeltårnet, broer, landsbykirker og små bindingsværkshuse. Alt er med små døre og vinduer der kan åbnes og lukkes, nogle knirker endda. Flere af Egons modeller står på lokale biblioteker og museer det havde Ragnhild sørget for, for samlingen kunne ikke være i lejligheden længere. Hele gader med detaljer: møbler, bogreoler alt lavet af tændstikker. Et vidunder, sagde folk.
Men hvad skulle Ragnhild dog med det? Stadig troede han ikke helt på sit held, at hun havde valgt ham.
Nu var hun taget til sin søster, skulle hjælpe med noget havearbejde. Kom hjem om et par uger, havde hun sagt, og bad Egon om ikke at bekymre sig eller ringe, for der var jo ingen mobildækning.
Send bare et livstegn én gang om ugen, sagde han, mens han anbragte en tændstik til den model af landsbyen, han ville gøre færdig til hende, fordi hun var vild med sådan noget. Hun svarede vist, men Egon hørte det ikke tændstikken ville ikke ligge rigtigt, den faldt ud, og han måtte koncentrere sig
Hvad svarede hun egentlig? tænkte Egon Andresen nu, irriteret på Dagmar og hendes tomme snak. Ringede hun, eller ville hun slet ikke? Han huskede det overhovedet ikke.
Og modellen af landsbyen blev aldrig færdig, selv om han havde lovet det. Det ville sig ikke. Humøret var ikke til det.
Nå, mænd, hvorfor så stille? spurgte Egon, da han kom forbi garagen, hvor Zackarias og de andre fumlede med en bilmotor. Ingen svarede, alle gloede ned i motorrummet på den blå Nissan, nogen havde stillet til reparation.
Skal jeg prøve? hviskede Egon og satte sig ind. Han drejede nøglen om. Noget lugtede brændt, og de vinkede hurtigt afværgende. Ud! Kom ud af bilen!
Hvad render du rundt for, Egon? spurgte Zackarias træt og tørrede olie af hænderne. Du hænger fast ved alle, skal hjælpe med alting børnene på cykel, du pumper dæk, sætter ringeklokker på. Pigerne leger hinke, du hopper med. De griner. Det er ikke værdigt, Egon! Gå nu hjem!
Egon trak på skuldrene og gik tilbage.
Måske har Dagmar ret? sagde Zackarias og sendte endnu et stik i siden på Egon. Måske er Ragnhild ikke din længere? Det tager godt nok tid med hende!
Du taler for meget! skubbede Egon til den tomme spand ved døren. Dagmars tunge går som et piskeris! Hun har altid været forelsket i mig! Misundelig er hun bare!
Jaja grinede mændene og gik i gang igen.
Egon gik hjem. Alt, hvad Ragnhild havde efterladt, havde han allerede spist, nu var det tid til dåsemad, kartofler og sild fra dåse. Han lagde en sild på brødet, lod brødet suge lidt op og mosede kartoflerne med en gaffel, spiste det sammen. Lækkert! Bedre end nogen fin suppe. Men uden Ragnhild smagte det ikke rigtigt Engang havde han måske taget en øl, men det havde han ikke lyst til.
Hvorfor ringede hun ikke? Hun kunne vel komme op på en bakke, så der var signal, bare ringe et lille sekund!
Egon havde selv forsøgt at ringe, men hun var uden for dækning. Ragnhilds søster, Elvira, var heller ikke til at få forbindelse med.
Han kom ikke så godt ud af det med Elvira. Hun syntes, det var spild af fyrretræ at bygge tændstikmodeller og hun hånede altid Egons hobby. Alle de træer, du har ødelagt, Egon! Og så til små legetøjsfigurer! plejede hun at grine.
Ragnhild sagde altid, Egon havde hårdt arbejde og skulle slappe af hjemme hvad gjorde det, hvordan man brugte sin fritid?
Det går ikke, Ragnhild! svarede Elvira. Han skulle lave noget nyttigt i huset ikke gå rundt og lege med lim!
Det var nu heller ikke sandt. Hjemme hos Egon fejlede intet han havde styr på alt: dryppende vandhaner, tapet, hylder, alt hang snorlige, intet manglede. Alt for Ragnhilds skyld. Ellers gik hun jo, hvis ikke han var den bedste for hende!
Den aften orkede han ikke gå ud i gården igen, så folk skulle se, han var alene. Han satte sig for at bygge videre på landsbymodellen, men hænderne ville ikke. Til sidst besluttede han at tage et karbad. Der duftede stadig af Ragnhilds sæbe det gjorde ham trist.
Mens han barberede sig, opdagede han, at hanen dryppede i badekarret. Ikke voldsomt, men dog støt. Det kunne ikke gå an!
Han overvejede at hente svensknøglen og gå i gang men så gik han i stå. Ikke i dag. Måske i morgen. Uden Ragnhild var det alligevel ligegyldigt.
Hun var lokomotivet, han var bare vognen, der blev trukket af hende. Hun satte alt i gang, traf de store beslutninger, og da børnene flyttede hjemmefra, blev hun endnu vigtigere i hans liv. Efter pensionen, da de begge gik hjemme, lavede de alt sammen marmelade og syltede agurker om sommeren, ristede græskar og tørrede æbler om efteråret, Ragnhild strikkede børnebørnene trøjer, og Egon blev sendt af sted for at finde den helt rigtige nuance garn. Han lærte alt om garn og skulle også prøve at strikke, men gik altid tilbage til sine tændstikker. Og det syntes Ragnhild var så fint.
Eller gjorde hun? Eller kedede hun sig sammen med ham?
Egon ombestemte sig og gik ikke i bad, orkede ikke fikse hanen og lagde sig på sofaen.
TVet snakkede om vejret, nogen spillede guitar, unge mennesker sang, pigerne grinede. Nicolai sad hjemme hos Rita og ærgrede sig over Egon, Dagmar lod telefonen ringe ud for femte dag i træk sikkert bare svindlere, tænkte hun og overvejede at tage nervemedicin. Zackarias spiste kogt fisk, rosede Ninas kage og tænkte, hvor var Ragnhild blevet af…?
Mon ikke man skulle ringe til hospitalet? foreslog han. Nina stirrede så hun tabte kagetallerkenen. Han elskede hendes kager, hun bagte dem næsten hver dag.
Hvorfor dog det? udbrød hun, klar til at græde. Grådlabil som hun var blevet med årene.
Måske er der sket noget med Ragnhild, og ingen ved det! sagde han.
Ej, stop, Villy! sagde Nina og trak vejret hurtigt. Hun har jo papirerne med sig, var der sket noget, havde de sagt til! Hun slapper bare af. Ved havet går tingene langsomt. Egon skulle måske selv tage over til hende.
Men hun kan ikke fordrage søsteren, de skændes altid. Så han bliver bare hjemme. Jeg synes alligevel, det er synd for ham Jeg har selv kvajet mig med kommentar om Ragnhild
Igen?! Det skal du holde op med! I gør bare manden ked af det, Ragnhild elsker ham over alt! Hvorfor finder I på sådan noget sludder? Nu gør jeg noget!
Nina gik ind i stuen for at ringe, og Villy blev siddende ved bordet, halvt om halvt skamfuld og eftertænksom.
… Klokken fem om morgenen vågnede Egon af dramatisk banken på døren. Ikke almindelig banken, mere som et vildt dyr.
Har jeg oversvømmet Uttes? tænkte han døsig. Nej, det dryppede kun lidt før.
Der blev råbt igen, som om en flok køer var på vej ind.
Jeg kommer, jeg kommer! sagde Egon og slentrede gennem gangen.
Udenfor stod Nina, rød i kinderne og næsten grædende. Hun kastede sig om hans hals:
Det er klaret! Jeg har fundet hende! Hun kommer hjem i dag til Kastrup! Og din telefon virker ikke. Må jeg få lidt vand, jeg besvimer snart!
Egon løb i køkkenet efter vand, naboen satte sig i entréen.
Forstår du, Egon Andrésen! begyndte hun. Hun sagde altid naboernes navne så korrekt. Ragnhild har mistet sin taske, både mobil og adressebog. Hun ringede til dit hjemnummer, men det virker ikke, sagde Nina og pegede på apparatet. Egon løftede røret ganske rigtigt, ingen lyd, sikkert et brud på ledningen Hun kunne ikke flere nabonumre, de er jo alle nye folk nu. Hun fandt heldigvis et gammelt nummer i en jakke, ringede til Dagmar, men hun tog ikke telefonen. Ragnhild ringede derfor med sin søsters nummer. Hun har været så bange for, at du skulle være bekymret, hun sagde, at du skal hente hende i dag og hun har mængder af clementiner med hjem! Så skal du bare hente hende. Nu går jeg i seng.
Nina var allerede et trin under, da Egon endelig vågnede op og råbte efter hende:
Nina! Hvordan vidste du det hele?
Jeg kender nogen i Aarhus. Og Ragnhild sagde, hun var deromkring. Jeg kunne huske hendes søsters navn, og så fandt vi hende. Hun siger, hun sendte dig en e-mail, har du læst den?
Nej, det har jeg glemt Sidst jeg hørte fra hende, sagde hun bare, at hun var landet og havde det godt. Og så, stille Hvorfor ringede hun ikke til børnene? De kunne jo have kontaktet mig?
Nåh ja, de render rundt i udlandet, aldrig til at få fat på. Hvor dum har jeg ikke været! Tak, Nina! Jeg har været bekymret hele ugen, intet nyt fra min Ragnhild. Tusind tak!
Først nu opdagede Egon, at han stod i undertøj og hjemmesko på trappen, skyndte sig forlegent ind igen, mens Nina gik hjem.
Han fik hurtigt ordnet hanen. Han tog ind til lufthavnen han vidste hverken flynummer eller tid. Nina havde sagt noget, men han huskede intet. Pyt! Han kunne bare vente på hende. Det var ikke så svært!
Han stod i mængden ved ankomstudgangen og kiggede ivrigt efter Ragnhild, vred sig lidt rundt, passede på sin buket, han havde købt, og pludselig så han hende solbrun, frisk, smuk! Han blev næsten forlegen over at nærme sig, følte sig gammel.
Egon! Hvor er jeg lettet! Var det godt, at Nina fandt mig! Det har været frygteligt, min mobil i væk, og du tog ikke telefonen! Jeg var bange for, om du havde det godt, om jeg overhovedet betød noget
Ragnhild tog imod blomsterne, kærtegnede hans kind og kyssede ham.
Jeg kan ikke undvære dig, Ragnhild! Forsvind aldrig sådan igen, ikke? Egon omfavnede hende.
Jeg fik ikke lavet din landsbymodel færdig sagde han inde i taxaen. Det gik bare ikke uden dig.
Pyt nu med det! smilede hun. Vi gør det færdigt sammen. Jeg har savnet dig sådan. Nu går jeg ikke fra dig et sekund. Er vi blevet skøre, Egon? Er det bare alderdommen? sagde hun nervøst.
Og hvad så? lo Egon, kyssede hende, holdt om hende. Vi er som rødvin, kun bedre med årene! Og jeg slipper dig aldrig mere! Forstået?
Hun nikkede, gemte ansigtet ved hans skulder…
Taxachaufføren smilede i bakspejlet til de to. Tænk, hvis han også skulle opleve at nå at blive gammel sammen med sin kone, få sølvhår, rynker og rystende hænder, men stadig have unge, glade øjne fulde af kærlighed Ja, tænk hvisDa de trådte ud af taxaen med clementiner og blomster, var gården badet i gyldent morgenlys. Dagmar, Zackarias, Nina og selv Nicolai, på vej ned med skraldet stod allesammen og gloede nysgerrigt. Egon rankede sig og hev Ragnhild tættere ind til sig.
Se nu der, sagde jeg det ikke! råbte Nina med et grin, mens Zackarias viftede triumferende med kasketten.
Egon kneb øjnene i mod solen og råbte tilbage:
Hun fandt hjem! Til nogen, der bygger huse af tændstikker og risikerer det hele for kærlighedens skyld.
Ragnhild lo, kyssede ham på kinden og vinkede til nysgerrige naboer. Måske var der stadig lidt knasende grus i dagligdagen, måske dryppede hanen igen i morgen, men det var ligemeget. De to gik op ad trappen, hånd i hånd, clementinerne gyngede i posen og i køkkenet ventede både kaffe, landsbymodel, uåbnede breve og resten af et liv sammen.
Du, Egon sagde hun indenfor døren, mens hun tog hatten af, lad os gøre den landsby færdig nu. Sammen.
Og nede i gården begyndte nogen at synge, mens morgensolen steg, og alle kunne høre det: Ragnhild var vendt hjem, og hele opgangen rettede lidt ryggen, som om alting var faldet på plads igen.
