Det uperfekte stævnemøde
De gik roligt ned ad gaden, der var oplyst af høje, slanke gadelygter med fine, svungne arme. Det gule skær fra lamperne kastede varme pletter på sneen og gjorde den kolde aften uventet hyggelig. Nytåret var for længst ovre, men foråret ventede forude, og København føltes forunderligt festlig. En sporvogn passerede, gnister sprang fra elledningerne, men straks fortærede februarnatten dem.
Ole holdt sin kone, Karen, under armen. Han var ikke den store samtalepartner, men de behøvede ikke mange ord. Efter tyve års samliv, to dejlige børn og et trygt hjem forstod de hinanden uden ord.
Aftenture som denne var sjældne, for hverdagen og arbejde stjal tiden, men i dag havde Ole ringet selv og inviteret hende på en rigtig date.
Hvad sagde du?” Karen lo, Inviterer du mig ud på date nu? Ole, jeg har ikke engang skiftet tøj eller været hjemme”
Karen,” brummede han ind i røret, med den hæse stemme hun altid var smeltet for, og som lød ekstra charmerende over telefonen. Det er helt fint, du er god nok, som du er. Vi mødes klokken seks på Nørreport.”
Hun svarede sagte, at hun elskede ham.
Elsker stadigvæk. Ikke med den opløftende, brændende passion fra de unge år, men med den samme intense styrke. Hun savnede ikke længere flimrende blikke, vilde løfter og tårer. Nu var der stedet for en rolig vished: Dette er MIT menneske. Simpelt og rigtigt.
Ved metroen underholdt sig nogle unge, klædt ud som gøglere, publikum. En pige, spinkel og livlig med tegnede fregner på næsen, samlede mønter ind.
Ole stod og betragtede menneskerne, slog først en afværgende bevægelse mod gøglerpigen, men stak så ti kroner i hendes hue.
Tak! smilede pigen.
Hun ligner Katrine, tænkte Ole. Ungdommen sætter alt i gang, selv i vores gamle hjerter!
Ole elskede datteren, Katrine, højt. Sønnike, Gustav, blev til tider jaloux, men Ole kunne ikke gøre for det.
Mor forkæler dig jo! drillede Katrine sin bror. Gustav, kom og spis, Gustav, skal du smage kakaoen, Gustav, må jeg give dig et kys! Hun efterlignede Karen, mens Gustav rullede med øjnene og forlod rummet.
Ole tjekkede sit armbåndsur. Endelig dukkede Karen op, trykkede huen på plads, trak sine grå strikkede vanter på hendes yndlings.
Hej! viftede Ole, mens han maste sig gennem mylderet, blev puffet til og puffede igen helt almindeligt midt på aftenen.
God aften, sagde Karen, gav ham et kys på den kolde kind. Beklager forsinkelsen, kaos på universitetet. De mistede alle papirer for en kursusprøve det viste sig, sekretæren havde væltet te ud over dem og skjult dem af frygt for skældud
Ole nikkede, indskød små lyde og bemærkninger, viftede med hånden.
Og dig, hvordan går det? spurgte hun endelig.
Som det plejer, Kamma! Ikke noget nyt. Må jeg tage din taske?
Karens store shopper var altid proppet med bøger, tidsskrifter og studerendes opgaver.
Du slæber mursten igen! mumlede Ole. Du må lære at lade arbejdet blive på arbejdet!
Det var alligevel aldrig noget, hun lærte. Karen sukkede blot og klemte sig tættere til sin mand.
De lod stilheden fylde mellem sig, kiggede på pyntede butiksvinduer, snemænd, lavede af kvarterets børn, og krager, der rode rundt i papirposer.
En kunstner havde udstillet små akrylbilleder på en bænk; især ét af en strand med muslingeskaller og solnedgang fangede Karen.
Halvtreds, hviskede kunstneren. Men kun for dig, femogtyve.
Karen så spørgende på Ole, som nikkede nu skulle der hygges, nu han ikke havde købt blomster.
Det lille billede blev pakket ned i hendes rummelige taske.
Skal vi gå ind? Ole pegede pludselig på et hyggeligt lille restaurant med kulørte lamper ved døren. Førstesalen i en gammel ejendom. Du sagde jo, at du godt ville ud. Og det er jo spisetid.
Karen trak på skuldrene. Ingen hast hjem i aften; Gustav havde meldt sent universitet, Katrine skulle i svømmehallen med en veninde og kom også først hjem senere
Lad os bare gøre det! Det er længe siden.
Ole tilbød armen, hjalp Karen op ad de glatte trin og holdt døren for hende.
I restaurantens mørke forgang blev de mødt af en nervøs ung mand, der bukkede, tog imod overtøjet og mumlede: Velkommen, mange tak for at vælge vores sted Det bedste i denne del af byen De vil blive overrasket
Drengen rystede på hænderne, stemmen dirrede. Han havde kun været her i to dage og prøvede at gøre indtryk på chefen, der sad sløvt i hjørnet og studerede, tørrede sveden af sin pande med et lommetørklæde. Det var ham, der bestemte, om drengen kunne blive hængende, eller ville blive fyret.
Anton? hviskede Karen overrasket, idet hun genkendte ham.
Anton var én af hendes studerende, ganske dygtig, måske lidt sær, men ofte var det netop de sære, der blev store forskere. Han var intens og nysgerrig, en evig gæst på hendes kontor. Nu arbejdede han her, på en restaurant, som duftede af gammeldags dansk mad.
Anton blev rød, så ned og rakte visitkort til gæsterne.
Har I reserveret? spurgte han højt, og hviskede: Karen Johansen, jeg arbejder fortsat hårdt! Vi mangler bare penge, min mor og jeg
Hun blinkede til ham, han blev bare endnu mere flov.
Vi har, sagde Ole og trak på skuldrene. Jeg ringede. På navnet Nielsen.
I hjørnet blev det hostet. Anton tabte menukortene, bøjede sig for at samle dem op.
Ja, selvfølgelig, jeg viser jer vej. Kun to?
Kun to, nikkede Ole, træt og sulten og en smule småirriteret over al ventetiden. Han savnede et hurtigt glas snaps og god mad. Så kunne hun ellers sige, hvad hun ville i restauranter gjaldt der andre regler.
De blev ført ind i et lokale med dæmpet lys, gedigne egetræsborde og vægge pyntet med rustninger og blankt middelalderligt våben.
Sjovt sted, nikkede Ole. Karen, hvad synes du?
Han trak en stol ud for hende. Hun satte sig, hængte trøjen over ryglænet, rettede på håret. Hun havde lige fået det klippet kortere i går, og nu tvivlede hun allerede, om hun havde gjort rigtigt. Katrine havde rost det, sønnen havde dårligt ænset forvandlingen, og Ole han havde bare sagt hmmm. Nu følte Karen sig usikker med sit nye pagehår, men hun var blevet træt af langt hår.
Hun smilte til Ole, der sad med næsen i menukortet.
Ole, sagde hun stille. Det er godt, vi er her, ikke?
Hmm? Jo Gad vide, hvor længe deres stegt flæsk tager at lave? Skulle vi ikke bare tage hjem og lave en omgang karbonader? Han så opgivende ud.
Ej nu bliver det hyggeligt, sagde Karen bestemt og tilkaldte tjeneren.
En snaps, bad Ole, men kom til at vælte saltbøssen.
Mig også! lo Karen, mens hun spejdede efter årsagen til hans uro. Han havde vist set nogen
Mens de ventede, begyndte Ole pludselig at prøve at snakke om Katrines skole, hvorfor Gustav kom så sent hjem, og brokkede sig over, at Karen forkælede børnene for meget.
Karen lyttede, forsvarede sig ikke, men lagde roligt hånden på hans og spurgte dæmpet:
Er der noget galt?
Han trak bare på skuldrene, men pludselig lød en skarp, nasal stemme bag hende:
Nå, hvem havde troet det! De pædagogiske stjerner gæster altså vores beskedne sted! Karen, jeg genkendte dig næsten ikke, du har da nærmest taget på? Eller er det bare overgangsalderen?
Foran dem satte sig en rank, solbrændt kvinde i korte kjole og høje skindstøvler. Kraftige smykker, store øreringe og fingerringe glimtede om kap med den kraftige make-up.
Dorthe? Er det dig, Dorthe Madsen? stammede Ole, rejste sig forlegen, satte sig igen.
Ja, selvfølgelig. Imponeret over, at I genkender mig! Jeg passer på mig selv. Sund kost, sport, alt det der men du, Karen, jeg giver dig gerne nummeret på min diætist. Omend, på jeres løn nå, nok om det.
Godt at se dig, Dorthe, sagde Karen roligt og hendes afslappede ansigt blev hårdt, øjnene iskolde. Er du alene?
Mig? Nej, ikke alene. Dorthe rystede de ildrøde krøller, snoede en tot om fingeren og lyste af selvsikkerhed. Mit sted, min restaurant og min mand forærede mig den. Jeg elsker at gå ud blandt gæsterne. Ole, du har slet ikke forandret dig! Bare de øjne lidt triste, ikke? Sådan går det med mænd Nå, skal vi ikke bestille noget? Hun vinkede en tjener til sig og hviskede noget hurtigt.
Så begyndte hun at snakke om gamle dage, hvordan de havde gået i gymnasiet sammen, hvor hun havde stukket ud blandt pigerne, fået alle fyrene undtagen Ole. Det havde hun aldrig tilgivet Karen.
Karen, regn ikke med, du slipper nemt. Hvis jeg vil have noget, så får jeg det! smilede Dorthe hadefuldt.
Dengang havde Karen været for blid til at svare igen, og nu måske stadig lidt for mild. Men Ole blev hos hende, og Dorthe rejste senere til udlandet.
Snakken gik frem og tilbage, og snapsen dukkede op. Dorthe pralede med sit liv, sine rejser, spiddede Karen på både udseende og job, latterliggjorde hende, men Karen tog det roligt.
Da Dorthe blev for nærgående, foreslog Karen: Ole, skal vi tage hjem? Jeg har lovet Katrine at sy hendes kjole færdig i aften
Arrh, bliv nu lidt endnu! insisterede Dorthe. Ingen kan lave mad som vores kok. Lad os skåle på det her uventede møde! Hun hældte snaps op og tvang Ole til at skåle med sig, lagde hånden om hans skulder og hviskede nærgående anekdoter om smørrebrød i Skagen, hvor de ifølge hende havde haft flirt under en konference.
Karen løftede øjenbrynene, og Ole rystede på hovedet. Dorthe fortsatte med at løbe Karen og hendes familie ned, pralede af, at hun aldrig ville have børn børn ødelagde kroppen. For hende var karrieren og pengene vigtigere.
Midt i det hele ringede Katrine: Far, jeg er på vej, kan I vente? Jeg er sulten!
De havde tænkt sig at tage hjem, men bøjede sig for datterens ønske.
Alt gik galt med den date! mumlede Ole. Hele planen alt for Belke!
For Dorthe, lo Karen. Men bare rolig, nu kommer Katrine, det skal nok blive hyggeligt.
Hun værdsatte Oles forsøg på romantik, hans indsats for at gøre aftenen særlig. Ole var ingen stor taler, men hun værdsatte hver blomst, han gav, og alle deres små udflugter sammen.
Ole undskyldte sig for et øjeblik; straks satte Dorthe sig over på hans stol.
Karen, du skal lige høre den der Skagen-historie Ole, han kan altså, når han vil og det oplevede du aldrig!
Karen trak bare på skuldrene. Han sagde meget præcist, hvad der skete dengang. Vi har ingen hemmeligheder. Men for resten, Dorthe, kan du stadig snorke som dengang? Ole siger, du kunne få hele pensionen til at ryste, ha ha.
Dorthe blev bleg, men Karen havde allerede vendt sig mod sine børn.
Katrine kom styrtende, faldt Karen om halsen, strålede af glæde over stemningen, restauranten og forældrenes gode humør. Kort efter ankom Gustav, og snart blev smørrebrød og frikadeller fortæret sammen med latter og leg.
Inden de gik, så Karen over på Ole, på børnene, på den familielykke de selv havde bygget sten for sten på godt og ondt. Ole havde været der i alle de svære stunder, støttet hende, stået op for hjemmet, lært børnene at cykle i Byparken, overrasket hende med jordbær på Skovturen og elsket hende, uanset hvad. Ja, han havde fejlet, ja, de havde knubs, men hvad tæller mest? Det er ikke perfekthed, men nærhed, ærlighed og at vælge hinanden igen og igen.
Da de tog overtøjet, ramte Oles blik hende; hun smilede varmt og vidste, at uanset fortidens fortielser, så var dette hendes familie og hendes kærlighed lige præcis, som hun havde brug for det.
Tror du, du kan tilgive mig? spurgte Ole forsigtigt, på vej ud i vinterkulden.
Hvad mener du? Karen trak på skuldrene. Det, der betyder noget, er ikke fortiden. Det er, hvem vi vælger at blive hos.
Ole smilede, løftede posen med billedet, kyssede hende kærligt.
Livets perfekte stunder er ofte de mest uperfekte; det handler ikke om fejlfrihed, men om at vælge hinanden igen og finde lykken i det liv, man har bygget sammen.
