Lille guldring
Lise stormede ind i den første og bedste butik, snoede sig mellem kunderne, undskyldende og smilende, og gemte sig bag en søjle, der støttede det høje loft, rigt dekoreret med stuk og små engle. Hun rettede på tasken over skulderen, strakte halsen og begyndte at iagttage.
Udenfor ruden gik to mænd forbi, de diskuterede heftigt, råbte og viftede med armene. Så dukkede en ældre dame op, hun trak en dramatisk tung shoppingvogn efter sig, fyldt til randen med varer. Vognen knirkede og hang faretruende til den ene side, poser med smør, æg, pølse pakket ind i papir, grillpølser og mel truede konstant med at falde ud på fortovet. Den gamle dame kneb læberne sammen og slæbte videre, ligeglad med, at hjulene var stoppet af sne, så hele vognen gled som en uformelig kælk hen over den glatte asfalt. En yngre kvinde styrtede hen og sagde noget hurtigt, tog fat i vognens håndtag og i damens albue, og trak dem begge mod etagebygningen på hjørnet.
Lise rystede lidt på hovedet, mens hun betragtede dem, som om alle de mennesker, der passerede foran hendes øjne som marionetter, ikke var de rigtige, ikke hørte til her, og hun, Lise, egentlig ventede på en helt anden.
Butikken var proppet med folk. Alle skubbede og maste sig frem mod hylderne der hang sådan en hjemlig, tryg duft i luften. Lise så sig omkring. Det var en boghandel. Bøger overalt i farverige omslag, store og små, tykke og tynde, pænt opdelt i sektioner og klemt sammen på hylderne. På det mest iøjnefaldende bord lå kæmpestore coffee table-udgaver med illustrationer af dyr, fugle, byer og mennesker. De bøger var næsten for fine til at røre ved. Ikke fordi de var skræmmende tværtimod, de var helt perfekte. Så perfekte, at hun næsten var bange for at efterlade et mærke på dem med sine “gadelige” hænder og dermed ødelægge noget af deres skønhed.
Lise kiggede op. På førstesalen kunne man se rækker af kuglepenne og blyanter i krus og holdere, mapper, notesbøger, tusser og postkort. Hun havde virkelig lyst til at kigge alt igennem, måske endda købe en nøglering eller en fin blyant, men hun havde ikke tid, hun holdt vagt.
Pludselig blev Lise skubbet i ryggen, hun tumlede og greb fat i søjlen for ikke at falde men alligevel fik hun revet sin finger.
“Undskyld,” mumlede nogen bag hende. Lise vendte sig om og ville egentlig sige noget, men der var så mange mennesker, at hun tabte tråden.
Det nippede i fingeren. Der var en uldent kant på marmorsøjlen, som havde skåret hende. Hun viklede et lommetørklæde om fingeren og stillede sig igen på sin post.
Så! Der kom han endelig! Lang og ranglet, mere end almindeligt rødmosset, iført mørkeblå vinterjakke og et par cowboybukser, der var blevet lidt for korte så man tydeligt kunne se hans skæve bananasokker. Ærmerne var for korte; hans lange, tynde arme stak ud, røde af kulden. Han havde høretelefoner i ørene, nikkede til musikken og gyngede lidt fra side til side som en langhalset giraf.
“Mathias…,” sukkede Lise tryllebundet, mens hun pressede den ømme finger mod brystet. “Mathias…”
Alt ved ham kunne hun lide de markerede kindben, de grinende øjne, de karakteristiske ører og den varme, ru stemme, som rigtige fyre nu har. Selv de tynde ben og høje sko var bare charmerende på ham…
“Står du der igen?!” skingrede en stemme lige ved hendes øre, og nogen dumpede en tung taske ned på Lises fødder. “Du er da noget af et tilfælde, Andersen! Det er jo kendt, at han har en pige fra parallelklassen! Hed hun ikke Mette eller måske Sigrid?” fortsatte stemmen, som tilhørte store, runde Mikkel Olesen fra klassen.
“Og hvad rager det dig, Olesen?!” skubbede Lise igen. “Jeg står bare her og kigger på bøger, intet andet!”
Hun nappede en tynd bog fra hylden og lod som om hun læste.
“Se her, studerer… hvad er det nu? Ah, Sådan binder du sømandsknob. Her Olesen, den kan du læse og forklare for mig senere! Jeg har alt for travlt nu, hej!”
Lise puffede tasken væk og luntede ud. Hun nåede kun lige at krydse gaden, før der blev rødt, og hvis hun havde ventet bare et øjeblik længere, havde hun mistet blikket på Mathias.
Hun vidste jo godt, hvor han boede hvilken etage og hvilken dør hun havde fulgt efter ham mere end én gang. Hun kendte navnene på hans forældre, vidste hvilken slags hund de havde derhjemme. Hun vidste det hele og fulgte ham hver dag, altid et par meter bagud, så han ikke skulle opdage hende. Det gav hende egentlig en særlig følelse; spændende og sød en lille uro, der mest af alt fik hende til både at ville grine og græde på samme tid.
Lise var lige flyttet til kvarteret. Forældrene havde fået en lejlighed her, alt deres habengut var kørt over, og nu gik Lise på en helt ny skole. Hun savnede sine gamle venner og følte sig fortabt men Mathias gjorde det hele meget nemmere. Nu havde Lise en grund til at stå tidligt op, skynde sig gennem morgenmaden, kysse sin mor på kinden og styrte hovedkulds mod ikke skolen, men Mathias opgang. Hun stod vagt udenfor, fulgte ham som en lille skygge til skoleporten. Hun led sig tappert igennem kedelige timer, bare for at kaste sig ud i gangen, så snart det ringede ud, og spæne op på tredje sal, hvor de store elever holdt til hvor Mathias og hans venner gik rundt, grinende, fjollede, altid lidt på kant og vældig voksne.
Hun strakte halsen, håbede, hun ikke missede ham, når han skulle i kantinen eller trække lidt frisk luft. Hun prøvede altid at gøre sig usynlig, glide ind i væggen, og så, ud af det blå, pile forbi ham, som om det var helt tilfældigt, og styrte ned til sin egen klasse uden at se sig tilbage.
Sådan ville det nok være fortsat, hvis ikke Olesen Mikkel hele tiden skulle blande sig! Han dukkede altid op, uanset hvor hun gik hen, altid efter hende. Hvis hun stod i kantinen, rakte han penge over disken før hende, købte ekstra boller og tilbød hende en, snakkede løs, så hun missede Mathias, der smuttede afsted med en eller anden pige, mens Olesen stod og plaprede.
Også i dag var Olesen tæt på at forstyrre hendes “jagt”…
Da Lise havde fulgt Mathias hjem, travede hun med slæbende skridt hjemad. Hun vidste, hvordan det nu ville gå: Hun ville træde ind i lejligheden; hendes mor hun havde lige haft nattevagt ville spørge: “Hvordan gik det?” uden rigtig at lytte, beordrede hende til bordet. Moren var så opslugt af sit eget, hun forstod ikke den ild, der buldrede inde i Lise, den forvirring, frygt og søde længsel til næste dag. Moren var praktisk, et rigtigt ordensmenneske, opdraget til at gøre alting rigtigt spise, sove, gå med det rigtige tøj, lade hovedet hænge præcis rigtigt over matematikbogen. Hun kendte kun de rigtige metoder og svor til systemet. Lise havde en yndlingskjole en Lene fra morens søster der sad lige som den skulle, med en kort lille nederdel, så hendes lange, slanke ben kunne ses. Hun drømte om at have den på, når Mathias måske så hende… Bare tanken gav hende sommerfugle i maven.
“Mener du det?!” havde moren udbrudt, da Lise en dag i skjul ville have den på. “I den der?! Den er kun til baghaven! Det er da pinligt, alt for meget at vise! Ta nu bukserne på dem valgte du jo selv!”
Og sådan hang kjolen stadig ubrugt i skabet…
Moren ved alt, men forstår intet. Hun elsker sikkert ikke engang far, de bor bare sammen af vane. Men Lise var sikker hendes liv skulle have romantik, blomster, store ord. Og ville det ikke være fantastisk, hvis det lige var Mathias…
“Hej, er du hjemme?” Mor stikker hovedet ud fra køkkenet, forklædet hun bar, mindede altid Lise om fangedragter fra gamle film. “Skynd dig at vaske hænder og kom og spis. Nu! Jeg har lavet suppe med hvidløg! Lise!”
“Jaja, jeg kommer!” Lise smed tasken med gymnastiktøj på gulvet og bed sig i læben. Hun var SÅ træt af det! Suppe, hvidløg, hyldebærsaft, frikadeller, gryderet, og så igen det samme. Skulle mor virkelig leve sådan bare lave mad og gøre rent? Hmm…
I køkkenet kiggede Lise ud ad vinduet. Nede i det tykke snelag rode Olesen rundt og smed sine ting.
“Åh, skal du nu også være her?!” mumlede Lise.
“Hva? Hvem der?” Mor skubbede sig forbi og kiggede selv. “Er det ikke din klassekammerat? Hvorfor står han der og fryser? Inviter ham op til frokost!”
“Jeg gider ikke! Det er bare Mikkel fra sjette opgang. Han er over det hele!”
“Tøv ikke jeg vil gerne hilse på ham!” sagde moren og smilede. “Kom nu bare!”
“Du har aldrig interesseret dig for mine venner før! På den gamle skole kendte du kun Mettes og Emmas mødre og det var bare fordi Emma var tandlæge, og Mette sad i forældrerådet. Skal jeg nu råbe til Mikkel fra femte sal? Han har nok sine egne ting! Lad ham nu bare rode rundt! Han ligner jo en hundehvalp i sneen…” skumlede Lise, satte sig og hældte sig sur ved bordet.
“Så gør jeg det!” grinede moren, flåede vinduet op og råbte ud i den frostkolde decemberluft: “Mikkel! Ja dig! Kom op i nr. 27! Du og Lise skal have frokost! Du kan også tørre dine støvler!”
Lises ansigt blev langt, hun smed skeen og rynkede brynene.
“Mooor! Hvorfor gør du sådan noget?! Det er vildt pinligt!”
“Rolig nu. Han skal da ikke blive syg. Jeg kan se han følger dig rundt hele tiden. Og nu, jeg åbner han kommer nydeligt op!”
På dørtærsklen stod Mikkel, huer og vanter dækket af sne, ildrød og frysende.
“Hej… Bor Lise her? Eller tog jeg fejl?”
“Det gør hun,” smilede moren. “Kom indenfor, lad mig lige hænge alt det våde på badeværelset.”
Mikkel blev i døråbningen et øjeblik, tænkte for sig selv, at Lises mor var så rar og folkelig ikke som hans egen mor, Marianne, som var meget korrekt, med alt for mange regler. Mikkel tænkte på, hvordan han plejede at spille guitar med sin far, synge gamle Kim Larsen-sange, men det var blevet droppet Mor ville have ro og orden.
Han tog skoene af, stillede dem pænt på måtten, hængte jakken på knagen.
“Beklager jeg søler det var ikke meningen,” mumlede han og fik øje på en pyt, han havde lavet.
“Det går nok!” lo moren og vinkede ham ind.
“Lise! Giv nu gæsten noget suppe og brød. Mikkel, tag bare plads i køkkenet.”
Han nikkede, satte sig forsigtigt, trak skuldrene sammen for ikke at fylde for meget.
Lise hamrede en tallerken ned foran ham efterfulgt af brødkurven.
“Hvorfor er du her?” spurgte hun mut.
“Din mor inviterede. Hvis du ikke gider, kan jeg gå,” mumlede han, men var alt for sulten, så han gik i gang med suppen. “Tak!”
“Hvidt? Rug?” sagde Lise.
“Hvad?” sagde Mikkel, forvirret.
“Brød, Olesen! Rugbrød eller almindeligt! Vi har groft rugbrød fra bageren.”
“Så tager jeg rug. Skal jeg hjælpe med at skære? Sid nu bare og spis, du skal jo til billedkunst senere…”
Lise gik lidt i stå han kendte hele hendes skema. Han havde droppet sine egne ting for at følge hende…
“Jeres kniv er blevet lidt sløv. Har I en slibesten?”
“Mmh, den ligger under vasken,” råbte moren. “Men det er nu ikke så vigtigt, spis nu i stedet!”
“Ej, brødet bliver bare mast, så. Det tager ikke lang tid!” Mikkel dukkede ned under vasken. “Så! Så er vi klar…”
Han gled lynhurtigt kniven over stenen, mor og Lise sad og fulgte hans bevægelser med hovederne.
“Sådan! Nu er den god igen! Hvor er brødet?”
Han tog fat i rugbrødet og skar det i skiver duften af kommen og rug bredte sig i køkkenet, og moren nikkede anerkendende.
“Spis nu bare jeg har ting at gøre,” sagde hun, og gik.
De spiste tavst. Mikkel sugede maden i sig og nikkede hele tiden.
“Jeg tager opvasken, stil du bare kæden over til te,” sagde han og fejede tallerkenerne sammen.
“Hvorfor gør du dig så umage? Du skal ikke lege chef! Gå hjem og drik te dér!”
Mikkel standsede ét sekund, vaskede så færdig, tørrede op med viskestykket og stillede alt på plads.
Lise stod bare og kiggede ud. Han gik ned ad vejen i sin skøre hue, åh, hvor var han dum! Hvem gider folk, der sliber knive? Pjat! Hendes far var meget sejere og Mathias, han var sikkert ekspert i alt!
Hun drømte sig straks væk: Mathias kom på besøg, sagde undskyld fordi han havde slæbt ind, hun lo og sagde “det går nok”. Han sad i køkkenet og spiste hendes mors hjemmelavede suppe, roste maden, de fik te og lagkage, måske den fra kælderen på hjørnet med marengs og nødder… Hun kunne hurtigt løbe ned… Mor kunne holde ham ved selskab, mens hun var væk…
“Hvor blev Mikkel af?” stak moren hovedet ind og spurgte.
“Han gik. Han har masser af andet at lave!” svarede Lise og satte sig med en kop te.
“Tag en småkage da… Din ven er nu sød halvtørret opgang, meget hjælpsom. Sådan nogle gutter hænger ikke på træerne,” sagde moren med et lille smil.
“Ha! En rigtig mand, hva? Han er da mindre end mig selv, har pølse-fingre. Glem det!”
“Man siger jo: ‘Lille men godt guld!'”
“Hvem siger det? Gamle damer på bænken? Ej, mor, drop det. Jeg klarer det selv! Der findes rigtige flotte drenge på min skole; de er ældre, de er sporty…”
“Ham den rødhårede, du glor på hele tiden?” smilede moren, og Lise blev rød, flygtede ind på værelset og råbte: “Lad nu være med at blande dig i mit liv, mor!!”
Men moren lod hende være. Hun vidste, hvordan det var, for hun havde også været ung engang, også haft hemmelige tanker og håb, men aldrig rigtigt fået sagt det højt til sin egen mor. Man troede altid, ens mor ikke ville forstå og derfor fortalte man ingenting.
En dag fandt moren et brev under Lises hovedpude om kærlighed, om at gå hånd i hånd under stjerner og lade sneen dække sine spor… Hun tænkte, man burde nok ikke læse sådan noget, men prøvede alligevel, for man skal jo følge med i, hvordan børnene har det, ikke?
Brevet lå dér stadig, og moren huskede selv, hvordan hun havde mødt Lises far de havde skændtes i en bus, han trådte hende over tæerne, men senere kom han med en kæmpe buket margueritter på deres første date. Og sådan blev de kærester…
Næste dag ignorerede Lise med vilje Mikkel i skolen, hun hilste ikke, drejede hovedet væk, når han var i nærheden.
“Hvorfor er du over det hele?” flippede hun ud under idræt, hvor han var havnet ved siden af hende.
“Det er ikke din skyld. Jeg står bare her. Flyt dig, hvis du har brug for mere plads,” sagde Olesen roligt.
Lise kiggede bare himmelvendt og flyttede sig men snublede over en bænk næsten med det samme. Og der, midt i hallen, kom Mathias ind hendes høje, smukke, rødhårede Mathias.
Lise rankede sig, strammede hestehalen, glattede blusen. Hvorfor havde hun sådan en dum mave? Og gamle sneakers han ville sikkert se det hele!
De andre piger fniste, da idrætslæreren fortalte, at dagens gymnastik skulle ledes af Mathias. Drengene protesterede.
Lise gemte sig bag Olesen, ordnede håret, spændt på at være i nærheden af sit idol i 40 minutter det var næsten som at flyve!
“Nu begynder det…” sukkede Mikkel han syntes ikke om idræt.
Mathias smilede skævt, så rundt på dem og fløjtede. De skulle løbe. “Aarh, kom nu!” sagde nogen.
Mathias stirrede ondt på vedkommende. “50 armbøjninger! Nu!” råbte han. Lise fik kuldegysninger.
Fyren lagde sig på gulvet og gik i gang. Andre begyndte at løbe.
Lise gav den alt hvad hun havde, løb forrest, prøvede at se yndefuld ud.
Men så snublede hun eller måske fik hun en fod på, og dem bag hende væltede også. Pludselig rodede hele flokken rundt på det brunlakerede gulv, mens Mathias fløjtede arrigt.
“Op på række igen! Hvem gjorde det? Hvem var skyld i det?” råbte han.
Lise troede, han ville hjælpe hende, men i stedet: “Hvem løb forrest og væltede hele rækken som en hest? To skridt frem!” Det var jo hende! En hest??? Aj…
Alle så ned. Og Mathias gik igen én for én og kritiserede, nev i deres særheder ben, ører, øjne gjorde grin. Ingen sagde fra.
Lise stirrede med vidåbne øjne på Mathias, hendes idol var det virkelig ham?
Der stod Andreas foran Mathias han havde skelende øjne, og Mathias drev gæk, sagde noget ondt. Andreas blev rød og bed sig i læben. Så var det Emma, den kønne pige med udslæt det var Mathias også efter.
Lise var lige ved at græde. Hun havde aldrig prøvet noget så hårdt før og fra Mathias!
Og så gik det op for hende: hele 7.B led lige nu, og det var hendes skyld. Hun havde snublet…
Lise var på nippet til at træde frem, men Mikkel hviskede: “Lad være, Lise. Det nytter ikke noget.”
“Det var mig. Jeg ødelagde løbet og du, Mathias, tror du er noget specielt, fordi du leger lærer og har fået fløjte? Gud forbyde du bliver lærer! Du er bare en fløjte, ikke en underviser.”
Lise lukkede øjnene. Hun kunne næsten ikke holde ud at se, hvordan Mikkel måtte lave armgang, hoppe over buk, hvordan Mathias venner grinede…
Og hun havde ovenikøbet skrevet et digt til Mathias, planlagt at liste det ned i hans jakke! Sikke en klovn hun var…
Hun rasede indvendigt, imens Mikkel kæmpede sig gennem straf-opgaver, fik hænderne ødelagt på tov, men Mathias blev ved.
Resten af klassen adlød bange og tavse.
Lise var også bange. Hun vidste, hun ville huske den dag resten af livet skamme sig, undskylde, ønske hun havde sagt noget. Men fortiden kan ikke ændres. Den sætter sig i én…
De gik hjem. Mikkel forrest, Lise bagefter. Hun ville så gerne trøste ham, men han så ikke trist ud gik bare, kastede snebolde efter lygtepæle og træer. Missede prøvede igen.
“Nu, se mig!” sagde Lise og kastede. Hun ramte heller ikke, men det fik dem begge til at grine. Mikkel tog hendes taske, hun bar hans. De spadserede sammen, han fortalte historier, Lise lo.
Mathias gik forbi, himlede med øjnene han havde ikke tid til småfolk. Han skulle på date med en pige fra 9.B det var han stolt af. Hun elskede at gøre nar af ham, det var sjovt. Han ville gøre alt for hende…
“Hvorfor løber du ikke efter ham, Lise?” stoppede Mikkel pludselig og så på hende.
“Kom hellere med hjem vi har ikke flere rester, men der er kold sylte. Hader det, men du elsker det jo sikkert! Kom!”
De spænede om kap, faldt begge og slog en latter op. Menneskerne de passerede, smilte pludselig til dem.
“Her er sylten. Men den er jo iskold du skal have noget varmt! Hm…”
Hun rodede rundt i køleskabet. Lise kunne absolut ikke lave mad!
“Lad os bage pandekager!” foreslog Mikkel, smøgede ærmerne op, hev det hele ud. “Bare rolig, jeg køber ind bagefter jeg har penge, ingen problem!”
Han spændte morens stribede forklæde, bad om en piskeris…
Senere kom mor og far Tim og Annette hjem fra arbejde. De stod udenfor køkkenet og lyttede til latteren.
“Kom nu ind Mikkel laver mirakler!” råbte Lises mor.
Efter maden og teenagehygge med te, viste han hende, hvordan man binder alle mulige slags knob. Han havde læst den lille bog udenad hun havde jo bedt ham! Hun stirrede på ham, bange for at han skulle lave fejl, blive genert dén situation kunne hun ikke bære!
Han blev hendes “lille guldring” den mindste, men dyreste ven, lidt forelsket i hende, og altid tålmodig. Senere, da hun blev gift med Thomas en sjov it-mand kom Mikkel ofte forbi. Først alene, senere med sin lillebitte kone, Violetta. Han medbragte friske klementiner fra Spanien om efteråret, holdt Lise med selskab, når hun var småskidt, og blev elsket af Thomas for sit rare sind.
Han legede med Lises børn, hjalp dem med arbejde i haven, og han lavede altid sine helt særlige pandekager til alle og opskriften blev aldrig helt rigtig, hvis Lise selv prøvede. Sådan var han, Mikkel, hendes lille guldring venskabet strammet til med et sømandsknob, båndet, der holdt hele livet…
