Onkel fra torvet
Viggo var den sidste, der forlod kaffebaren. Efter et glas klar snaps ude i kulden rystede han ikke engang på skuldrene, men trak bare sin gamle, sorte frakke tættere på kroppen og gik fra torvet hjemad.
Han gik ikke så meget i kaffebaren for at drikke, mest for at komme lidt ud blandt folk. Det blev for kedeligt at være alene derhjemme, så hver lørdag tog han afsted. Først købte han lidt grøntsager, så en tur ind i kaffebaren som faktisk også var et værtshus men i dag var der ingen at falde i snak med.
Han havde mistet sin kone for tre år siden, og datteren var flyttet langt væk, ringede kun sjældent. Viggo boede alene.
Det lille landbrug solgte han billigt til naboerne lige efter konen døde. Hvad skulle en gammel mand bruge det til, når torvet lå lige ved siden af? Men han gik stadig og snittede lidt træ ude i skuret. Om vinteren sad han derhjemme, for ledene kunne ikke så godt lide kulden længere alderen trykkede.
Sine træsager forærede han væk. Solgte næsten aldrig noget han syntes ikke selv, det var noget særligt, bare noget for at holde hænderne i gang.
Sådan var det også i dag, hvor han på vej hjem så en god, solid kasse af nyt træ ved buskadset. Ingen andre i nærheden sikkert bare smidt ud, sådan noget lå der tit efter torvedagene. Han tog kassen og traskede videre.
Hey, din bandit, læg den fra dig!
Den stemme stak ham lige i hjertet. Han vendte sig om og så en midaldrende kvinde i slidt gråt forklæde, dynejakke, og uldne støvler med gummigaloscher stå foran sin blikbod lidt længere nede. Hendes navn kendte han ikke, men alle på torvet kaldte hende bare Bente.
Du hører, Viggo! Kom så med kassen, du gamle gris!
Normalt svarede Viggo aldrig igen på den slags, men snapsen gav ham lidt mere mod. Han tog et par skridt baglæns, kastede kassen foran Bente og mumlede:
Så behold den dog!
Kassen ramte med et bump, og hun samlede den op under forbavsede eder og brok.
Viggo hørte ikke mere den slags torvekoner irriterede ham. Skrappe kvinder, der troede, de ejede hele torvet. Sidste år havde han haft sådan et naboskab. Først kom hun bare forbi med en flaske, og det var hyggeligt. Senere begyndte hun at komme oftere og blande sig i hans liv.
Hvad vil du egentlig, Annemette? spurgte han en dag.
Hvad jeg vil? Vil du virkelig ikke forstå? Vi er da endnu ikke for gamle. Hvorfor skal vi være alene hver for sig?
Jo jo, jeg forstår da. Men …
Du flytter til mig. Det er kun rimeligt huset mit er meget bedre, og du skal ikke mangle noget. Jeg kan lide at lave mad, og så sælger vi bare din lejlighed, så vi har penge at begynde med. Kom nu!
Sælge den?
Ja, hvad skal du med den? Hos mig får du både varme og hjemmebagte snegle.
Og hvad med mig har jeg slet ikke noget at skulle have sagt?
Det er jo det, vi gør nu. Hvad er der at diskutere? Min kælder er støbt i beton, mens din …
Hun talte ivrigt om fremtiden, mens Viggo mærkede ubehaget brede sig. Til sidst sagde han nej, og siden talte Annemette ikke til ham.
Han havde vænnet sig til at være alene. Savnede sin kone hun var stille og mild, aldrig en, der råbte op. Hun døde roligt på hospitalet, og Viggo holdt hende i hånden indtil det sidste. Han vågnede op, og hendes hånd var allerede blevet kold.
Alt dette fløj igennem hans hoved på vej hjem.
Han havde kun lige taget nogle skridt, da han hørte et splitrende træ og et kvindeskrig bag sig. Han vendte sig om og så Bente ligge på ryggen i sneen, armene viftede, og kassen var gået i stykker under hende. Hun havde sat sig på den, og så … knæk. Bente sprællede, men den tunge vinterpåklædning og sneen gjorde det svært at komme op.
Viggo skyndte sig tilbage og rakte hende hånden. Hun så vred og småfornærmet ud, men tog alligevel imod hjælpen og kom op med møje.
Da hun stod på benene igen, skiftede hendes ansigt straks karakter nu var hun bare gal.
Du er fandeme for meget! Skiderik! Du har ødelagt min kasse. Din drukkenbolt! Satans …!
Hun skældte ud, gned den ømme hofte, mumlede noget om, at kassen ellers havde holdt i årevis, og haltede tilbage til sin blikbod med de brækkede brædder slæbende efter sig. Viggo så på hendes brede ryg irriteret men også, uden at vide hvorfor, lidt ærgerlig på hendes vegne.
Næste morgen kom Viggo ud og kiggede ud over vejen, som han altid gjorde, når han ville fornemme dagen. Han mente selv, han kunne spå vejret bedre end TV-avisen.
Efter en times tid sad han i skuret i sin varme uldsweater og høvlede en flot, tyk planke glat og blank, nød den lette duft af gran. Benene snittede han ud dobbelt fra samme, solide stykke træ.
Efter et par dage bar han en spritny, let og meget solid bænk med to gange lak hen på torvet.
Bentes blikbod var lille hun solgte både lune pølsehorn, vand, cigaretter, frø, og hvad der ellers lige kunne sælges. Over vinduet hang et skilt: Alt fås!
Han lagde to tiere på disken.
En af de der chokoladebarer, tak.
Hun greb pengene, så op, stivnede og rakte dem tilbage.
Den sælger jeg ikke!
Hvordan det? Den ligger jo fremme.
Jeg sælger ikke til gamle narhatte, sagde hun uden at se ham i øjnene.
Han blev stukket i hjertet af de ord han havde alligevel de sidste par dage glædet sig til at glæde hende med den bænk, lige glemt hvordan hun snakkede. Nu kom det hele tilbage:
Tja, narhatte spiser jo ikke chokolade. Måske ville jeg endda have overladt den til dig.
Ha! Sådan lyder det. Du kunne bare have ladet min kasse stå. Idiot! Alle jer mænd …!
Alle? Jeg er da kun én.
Der er nok af jer! Hele dagen bøvler man med sure banditter. Vil bare sidde i fred et øjeblik men I skal altid rode med noget. Kunne dræbe for lidt ro!
Han strakte hals ind i boden, prøvede at se, hvad hun sad på nu. Inde i det snævre rum stod en billig plastikskammel med et hul i sædet. Ikke imponerende.
Hvad glor du på? Smut nu jeg sælger ikke til dig!
Nå, fred være med det! Han hævede stemmen, Her få min bænk i stedet!
Hva?
Bænk! Til dig! Han gik om til døren, men den var låst.
Lad være! Jeg kalder på betjenten! sagde hun men lød ikke helt så gal.
Han gik tilbage mod vinduet og viste hende bænken.
Hvis du ikke tager den, smadrer jeg den! næsten råbte han overrasket over sin egen vrede.
Nej! Seriøst? Til mig?
Ja til dig!
Hun forsvandt og kom ud bagfra. Så på bænken, rystede på hovedet, trak forsigtigt håret ind under tørklædet pludselig genert som en skolepige.
Hvorfor mig? Den er jo fin. Du kunne selv bruge den …
Hvis jeg får brug for en, snitter jeg bare en til, vrissede han, satte bænken foran hende og gik.
Er det virkelig dig, der har … Vent lidt! kaldte hun, Skal jeg så sælge dig den chokolade? spurgte hun med blød stemme.
Spis den selv! svarede han over skulderen og gik videre.
Han skældte ud over både sig selv og hende. Kvinder kunne satme være stædige! Men det sidste smil, hendes forlegne hånd på håret, det blev ved at dukke op i tankerne. Hun var jo ikke gammel bare stor og tung.
Alligevel, han gik hjem og fik lyst til at rydde lidt op. Det blev ikke til det store, men han bar alt træaffald ud, bankede tæpper, tømte ud i køleskabet.
Den aften lå han træt på sofaen og tænkte på Bente. Gad vide om hun var gift? Han var næsten sikker på, hun ikke var. Den blanding af råhed og sorg var nok tegn på at være alene. Hvilken gift kvinde gad arbejde på torvet hele vinteren? Hun havde næppe nogen derhjemme.
Næste dag begyndte han at lave en særlig stol. Et rigtigt mesterprojekt sædet kunne justeres i højden. Det krævede specielle beslag, så han gik på jagt efter dem på torvet.
Denne gang gik han forbi boden ad en omvej. Han kunne ikke forklare sig selv hvorfor måske fordi stolen ikke var færdig, måske fordi han glædede sig til at arbejde videre.
Han tog sig selv i at spise ringe disse dage, glemte maden, og sprang endda lørdagskaffen over.
Engang gik han dog forbi boden og hørte Bente skændes højlydt med en kunde. Stemmerne rungede, nogen gik fornærmet bort.
***
Det tog Viggo næsten to uger at gøre stolen færdig det var mere arbejde, end han havde tænkt sig. Han gik af sted med stolen, lidt beklemt hvad ville hun sige til endnu en gave? Måske smed hun ham ud, måske syntes hun, han var fjollet.
Han øvede forklaringer på vejen: Stolen stod bare i skuret, var til besvær, måske en kunde havde fortrudt han drejede tingene i hovedet.
Mens han lavede den, tænkte han meget hvorfor var han midt i det her? For Bentes skyld? Store, råbende Bente? Var det overhovedet vigtigt? Men han bildte sig ind, at hun havde virket så fortabt, da hun faldt, så blød, da hun tog imod bænken. Måske længe siden, hun sidst havde fået noget sådan.
Ved boden var der en anden kvinde rund, mørk, utydelig alder.
Hvad skal det være? Pølsehorn er friske! sagde hun.
Eh … giv mig to, sagde Viggo forvirret, selvom han aldrig kunne tåle sådan noget.
Tag bare flere, de er nybagte …
Nej, det er rigeligt. Der plejede at stå en kvinde her en lidt ældre?
Nå, Bente. Hun kommer igen næste mandag, vi skiftes nemlig. Skal jeg give hende noget?
Næh … Viggo blev stående og vidste ikke, hvad han skulle gøre. Han havde lyst til at give det til netop hende.
Hvornår siger du, hun er her?
Mandag efter næste jeg kan sige det til hende, hvis du vil.
Det behøver du ikke. Viggo gik.
Han blev bare stående lidt, overrasket over sin ærgrelse. Han havde haft sådan travlt og nu, spildt.
En bagerdame stak hovedet ind.
Sig mig, hvornår er Bente her igen?
Den 22., hvorfor?
Skulle lige give hende penge. Hun hjalp mig, da min Shura skulle på hospitalet. Jeg stod helt på bar bund men Bente hjalp. Altid rar hende.
Ja, hun har også hjulpet mig. Hun er god inderst inde.
Det er hun. Hun har bare haft det hårdt.
Efter den snak fandt Viggo sig til at ordne lidt mere hjemme. At vaske gulv og lidt tøj gik han gerne til, men at vaske ruder det var for meget. Hjemmeboende blomster var for længst visnet og rådnede i potterne. Han smed dem i skuret og tørrede af.
Han havde altid boet med kvinder enten svigermor, kone eller datter. Så det meste af husholdningen fik han aldrig lært. Nu var han pludselig blevet alene. Datteren havde sit, og svigermor og konen døde med halvandet års mellemrum.
Han og konen arbejdede på tekstilfabrikken han som smed, hun som syerske. Selv gardinerne syede hun. De klarede sig altid ikke bedre end andre, men heller ikke værre. Han havde aldrig forestillet sig at ende alene.
Når han nu lå om natten, føltes hele livet pludselig ubetydeligt bare en lang arbejdsdag, hvor man fiskede i grå hverdag og stod op med tanken: Så skal vi i gang igen …
Han rodede sig i det tyndende hår og kunne dårligt genkalde fortiden. Alt virkede så fjernt, som om det var sket i et andet liv.
Var det virkelig slut nu? Ville han bare forsvinde sådan i stillhed? Var det derfor, torvets kradsbørstige kvinde tiltrak ham så voldsomt en form for eventyr, eller …? Nej, det var ikke derfor. Men hvorfor så? Han vidste det ikke.
Han ville så gerne have, at denne kvinde kom på besøg. Men kunne ikke svare sig selv på hvorfor andre kvinder var der nok af. Men det var hende, han tænkte på.
***
Mandag stod han tidligt op, barberede sig, pudsede skoene og gik til torvet med stolen. Der var Bente hun så ham ikke, var optaget af at tælle varer.
Bare et øjeblik, sagde hun uden at kigge. Så så hun op, Du ønsker noget?
Godmorgen! Han smilede overraskende varmt. Må jeg vise dig noget?
Du må gerne. Hvad drejer det sig om? Jeg har travlt.
Han løftede lidt på stolen, der stadig var i dele.
Hvad er det for noget?
En stol. Til dig. Så kan du slippe for skamlen derinde, sagde han og pegede ind men så opdagede han, at hun nu sad på en let, pæn Wienerstol med blød pude.
Hov! Hvor er skamlen?
Hun så, hvor han kiggede.
Hvad vil du med den?
Ingenting! Jeg troede bare … Nå …
Skal du købe noget?
Nej, sukkede han. Han havde fået mavepine af de pølsehorn sidst, men måske mere af alle de rugbrødsmadder på det seneste.
Hun vendte sig bort og fortsatte med at tælle varer, han eksisterede ikke for hende længere.
Viggo indså, det hele var spildt. Tåbeligt, det hele. Her troede han, han kunne være til gavn. Han stod lidt og kiggede besluttede sig for at gå i kaffebaren og give stolen væk, måske til en af de unge piger.
Ingen af vennerne var der denne morgen, og han havde ikke lyst til at give stolen til de unge grinende piger. Han blev længe, men det var ikke rart. Gik til sidst hjemad, irriteret over stolen. Han så ned i den smattede snesjap, da en stemme råbte:
Hey!
Han så op der sad Bente bag buskadset, netop der hvor kassen var på hans bænk.
Han gik over.
Kom du med stolen? Lavede du den virkelig selv? spurgte hun træt og roligt.
Ja. Han samlede den hurtigt, Se, højden kan reguleres. Han satte sig ved siden af henne på stolen.
Hold da op! Gid man havde dine hænder. Du har vel lavet alt i dit eget hus.
Nej, køkkenskabene dem har jeg aldrig fået lavet. Der er ikke rigtigt nogen grund; konen er væk, datteren kommer ikke, og for min egen skyld …
Bor du helt alene?
Ja, helt alene, sukkede Viggo.
Han sad og ventede ikke på noget mere gaver eller ej, nu var han bare træt.
Det er nu også derfor, jeg arbejder her. Alt for stille derhjemme, sagde hun pludselig. Mit liv gik opad først, så gik det ned ad bakke. Min mand døde ung, jeg blev alene med min søn. Folk mente, jeg forkælede ham. Men jeg ville bare have, han ikke skulle mangle noget. Vi havde et stort hus. Men der var altid noget uroligt i ham.
Hun fortalte uden at se ham.
Sønnen brændte som 12-årig naboens kat af, begyndte med hash, småtyverier politiet kom ofte. Som voksen stjal han biler, blev dømt, sad i fængsel. Efter fængselsopholdet gled han ind i torveverdenen afpressede andre, banditmiljøet. Der begyndte alt at gå galt.
Så fik jeg et hjerneblødning, havnede på hospitalet. Tænkte: Hvad fanden laver jeg? Jeg skulle aldrig have givet efter. Jeg lærte at råbe op. Smed drukkenbolte ud blev rå og grov. Blev nødt til det, ellers havde de smidt mig ud.
Hun fortalte videre om sønnen, der endte med at dø af lungebetændelse i fængsel for ti år siden. Hun solgte huset, købte en lille lejlighed, gav resten af pengene til sønnen.
Nå, det var mine 15 minutter pausen, sagde hun, tog imod hans hånd, rejste sig besværet. Den stol hvad med den?
Den er til dig, lagde jeg mærke til, at du havde svært ved skamlen.
Forstod det godt. Må jeg tage imod?
Tag den, jeg lavede den til dig.
Hun blev underligt flov.
Hvornår lukker du ned?
Klokken seks.
Jeg bor lige om hjørnet måske vi kunne drikke en kop te bagefter?
Hun så forbavset på ham.
Måske hvis jeg gider …
Klokken halv seks stod Viggo skjult ved boden, men så hende pakke sammen. Han gik over for at tage hendes tunge taske, men hun afslog.
Ved du hvad jeg tager hjem. Orker det ikke. Hvis du vil, så tag din stol igen. Jeg føler mig forkert på den.
Så gik hun i sine slidte støvler, sorte frakke, tørklæde, med den tunge gang.
Viggo blev stående, så længe hun kunne ses.
Hun så ikke tilbage.
