Naboskab.
Olga Madsen satte spanden fra sig og tørrede hænderne af i den lange blomstrede nederdel. Nerverne sitrede.
Og hvor bliver den dovne Gitte dog af? Samvittighedsløs, uduelig og doven nabo. I går sagde jeg, at ukrudtet var ved at brede sig fra hendes have, og hun reagerer ikke det fjerneste det vokser bare videre ind til mig.
Olga spejdede hen over hækken, gik utålmodigt frem og tilbage i gården og holdt øje med nabodøren. Hun var så vred, at det næsten boblede i hende. Grisen skrålede ude i stalden, huset trængte til at blive ordnet, og hun havde tusind ting om ørerne. Men alt var Gittes skyld hun rørte ikke en finger! Bare hun dog kunne sove til langt over middag!
Endelig fik Olga øje på Gitte, der stod på trappen. Lang som et kosteskaft, i sin evigt plettede badekåbe. Olga havde haft ord klar længe, da hun så sin fjende.
Hun gik straks i gang, højlydt og bestemt det kunne alle såmænd høre.
Hvis du, Gitte, ikke gider selv, må du da finde nogen til at luge dit ukrudt! Jeg sagde det jo i går kvikgræsset vokser lige over til mig!
Gitte svarede prompte, uden at vende sig, men højt nok til at Olga hørte det.
Hvis det generer dig, må du jo selv gøre noget ved det. Ellers må du ansætte én. Porten er åben, hendes hage pegede mod hækken, Gå bare i gang, og så forsvandt hun, man kunne høre hende hælde madrester ud bag huset.
Olga stod målløs. Hendes hænder rystede af raseri. Men hun måtte vente på, at Gitte kom tilbage i gården. Hun kiggede over plankeværket på den anden side ingen at se, men hun vidste, at gamle Karen nok sad og lyttede med og bagefter ville sladre til hele landsbyen:
Du skulle bare høre, hvordan Gitte satte Olga på plads!
Hun var nødt til at tage sig sammen, men Gitte blev bare væk i haven.
Kvinder i landsbyen Storkebæk havde nærmest gjort det til en sport at skændes. Det var nu engang en del af den danske landsbykultur. Jo, stille folk fandtes der selvfølgelig også som Birthe, der aldrig havde hævet stemmen til nogen. Men om hende blev der heller aldrig talt det var for kedeligt. Hvad var der at sige? Og var man overhovedet rigtigt kvindfolk, hvis man ikke kunne sige fra? De andre trådte på hende, og hun så bare ned i jorden. Hverken gud eller mennesker havde respekt for sådan én.
Men om Olga blev der talt med respekt: hun var dame med ben i næsen! Hun tålte ikke uret og hun havde altid nogen at mundhugges med. Ikke en dag gik, uden hun havde haft en ordkrig med nogen.
Skænderierne brød ud som uvejr, både i Brugsen, på gaden, ude på marken, til byfesterne, og naturligvis ved varebilen, når den kom.
Hverken travlhed eller tunge byrder kunne få hende til at tie stille. Hun kunne stå og diskutere i timevis og hun gik sjældent derfra som taber. Derhjemme grinede folk af dagens skænderier: i roller, med levende gestik, hele saftige dialoger blev gengivet: Og så sagde hun, og hun svarede
En gang var det faktisk nær gået galt nede på Torvet, hvor Olga næsten kom op at slås med en fiskerkone fra Kerteminde. Alle kunne huske det. Hele torvepladsen summede, folk stimlede sammen for at overvære dramaet. Skældsordene blev grovere, familier blev inddraget, gamle forsmåede kærester røg med i ordstrømmen, og selv skjulte hentydninger blev kastet ind.
Men det voldsomme blev til sidst til et slags teater. At kunne skændes på den måde krævede talent. Ikke alle kunne levere den slags ordspil og hurtige replikker.
Og til sidst døde banden ud som et tordenvejr, der forsvinder i det fjerne.
Din møgkælling! Når du dør, er der ingen, der savner dig!
Jeg skal nok nå at spytte på din grav, dumme slange! blev der sagt mere roligt og konstaterende man havde jo hørt værre.
Olga og hendes nabo, Gitte, havde holdt deres nabofejde i årevis. Hun havde fortæret hele landsbyens nysgerrighed med historier om Gitte. Men Gitte lod sig ikke mærke, hun bed tilbage og løj mindst lige så meget om Olga.
Hun er simpelthen dum, sagde hun, lad vær at høre på hende.
Endelig kom Gitte ud bag stalden, Olga var klar.
Hvor dog lad kan man være, når selv lidt havearbejde er et problem? Hvad render du rundt og laver, nabo? Eller er du blevet overladt til børnebørnene?
Jeg har lært min datter bedre hun læsser ikke sine unger af hos mormor.
Åh, hvor de kunne stikke hinanden. Olgas børnebørn var netop hele tiden på besøg, datterens børn.
For hun ved da godt, at de ville være snavsede og sultne hos dig. Selv en hund ville jeg ikke overlade til dig, og slet ikke børn!
Jeg puster dem ikke under fødderne, binder ikke snørebånd for dem
For ikke længe siden havde Olga nærmest kastet sig på knæ for at binde snørebåndet på sit niårige barnebarn.
Jeg kan godt selv, mormor, men han rakte alligevel foden frem, mens han gnavede i et æble.
Gitte havde bemærket det og huskede det.
Hjemme hos os oplever de frihed, ikke slavearbejde. Derfor kommer de gerne det kan du ikke sige
Ja, de kommer jo bare, fordi der ikke er andre steder, mumlede Gitte, stillede spanden og vendte sig. Du burde nok holde lidt mere øje med dine høns; de løber ind til os igen. Næste gang slår jeg dem ihjel og steger dem til aftensmad.
Gør du bare det. Du har sikkert brug for den kylling måske bliver du endelig mæt, så din mand får noget at spise for en gangs skyld!
Jeg sagde jeg klipper hovedet af, hvis jeg ser dem i min have!
Hvad er der nu i din have at nippe? Hvis min høne kradser lidt græs, lægger hun flere æg, og jeg giver dig gerne et!
Så bliver jeg nok dårlig af dine æg! De skulle bare sætte sig fast i halsen på mig!
I mens havde både Olga og Gittes mænd, Peter og Michael, listet ud på den fælles bænk.
Nu er de i gang igen, de stridbare kællinger, sagde Michael med et skævt grin.
Gud har skabt tre onder: kvinder, djævle og bukke, Peter tændte en cigaret for dem begge.
De røg og lyttede til skænderiet. Imens talte de om arbejdet, om det nye lederskab på savværket, hvor de begge var ansat.
Kvindfolk og deres brok det kan selv svinene ikke holde ud, sagde Peter. Vi burde måske hente dem ind?
Aldrig! Det var bedre at irritere en bidsk hund end sin kone.
De satte endnu en cigaret i gang og vidste, at man skulle vente til energien i kvindefejden var brændt ud.
Sådan var det: Når en skænderi var overstået, føltes det, som om dagen først rigtigt var begyndt. Kvinderne blev ekstra flittige efter et godt mundhuggeri.
Olga tav aldrig, men ordnede hus og have med langt større omhu bagefter som for at bevise, at hun kunne det hele bedst.
Gitte blev mut og stille, holdt det hele i sig, men ville selvfølgelig også gerne vise sin mand, at Olga tog fejl.
Lad nu være, Gitte, sagde Michael.
Hør nu her, jeg gider ikke spilde min tid på hende. Hun kunne passe sig selv, svarede Gitte, men Michael mærkede hun var ked af det. Sådan var det altid hvorfor kunne de to ikke bare finde fred?
Gitte var kommet udefra, gift med Michael, der havde hentet hende i nabobyen Tårnborg. Man sagde, hun var uduelig hun kunne ikke tænde op, før brændet var brændt op.
Olga havde i sin tid haft et godt øje til Michael; en flot fyr. Men han giftede sig med Gitte, der ikke havde meget at byde på.
Senere giftede Olga sig så med Peter. Familien havde også engang været gode venner, fejret sammen, børnene legede. Gitte fik kun én datter siden kun uheld; Olga fik begge dreng og pige.
Olga var ekstremt grundig, syede, vaskede, strøg og knoklede natten lang. Gitte tog det roligere hendes datter var aldrig snavset, men heller ingen store sløjfer i håret eller luksussko det vigtigste var tingene fungerede, mente hun. Hun tænkte ikke på at jage rundt i byen som Olga, men læste hellere bøger for datteren om aftenen.
Men i skolen gik Onsgaards børn ikke så godt. Datteren klarede sig akkurat, og sønnen havde nær røget ud. Godt, han fik sin eksamen.
Der begyndte fejderne mellem kvinderne for alvor. Børnene var venner, mændene arbejdede godt sammen, men kvinderne kunne på ingen måde enes. Hvad var der egentlig at skændes om? Pengene, husene, problemer alt var i det store og hele ens.
Børnene blev voksne. Gittes datter tog en uddannelse, blev gift og flyttede til byen, kom kun hjem sjældent. Olgas børn havde slået sig ned i nabobyer, tit på besøg, barnebørnene var ofte på gården, sønnen arbejdede i en nærliggende by.
Man skulle tro, de kunne være venner, men jo mere fritid, jo flere skænderier.
Hele landsbyen vidste, at ingen var større fjender end Olga Madsen og Gitte Pedersen. Hvad var årsagen? Nok bare, at hverdagen med tiden fyldtes af tomrum og gamle skænderier blev let gentaget. Selv den gamle fælles bænk mellem deres huse var ved at bukke under i deres ordkrige mændene måtte holde kvinderne tilbage fra at save den midt over.
Selv deres gamle hund, Trofast, der før løb mellem gårdene, tog til sidst sit gode tøj og flyttede over til gamle Hans.
***
Men så blev det galt hjemme hos Gitte. Først om foråret begyndte hun at trække sig tilbage, kom ikke ud i gården. Olga ventede, men Gitte kom aldrig. Selv hønsene passede Michael nu. Olga bandede og fortalte til hele landsbyen om den dovne Gitte.
Så var det tid til at gå i haven, men naboen kom aldrig i gang. Så får hun bare endnu mere ukrudt ind til os! raslede Olga selv om der knap var groet noget endnu.
Men så kom nyheden: de havde hentet Gitte hjem fra sygehuset. Hun havde været opereret, svag og afkræftet. Datteren, som kom hjem fra byen, gik omkring og så trist ud ville ikke sige så meget til nogen.
Når man bor på landet, spreder nyheder sig hurtigt.
De siger, det ser skidt ud for Gitte. Noget med kræft.
Snart var Gitte hjemme. Datteren måtte tilbage til sit arbejde, men fandt en af byens ensomme sjæle, Marie, til at komme og hjælpe mod betaling. Michael gik tavs og nedslået rundt. Selv Peter og Olga talte nu mere dæmpet om det.
Hvordan går det? spurgte Peter, da han stødte Michael på gårdspladsen.
Tja, Michael trak bare på skuldrene. Sig til, hvis I mangler noget. Og for resten jeres jordbær i haven er ved at gå til, tag dem bare.
Olga tager ikke noget fra jer, du ved jo, hvordan kvinderne er, svarede Peter.
Men om aftenen nævnte han det for Olga, som stod og kogte syltetøj. Han frygtede hendes vrede, men hun sagde ikke et ord.
To dage senere sagde hun:
Tag lige en stor taske over til Gitte.
Hvad er der i?
Der var to store glas jordbærsyltetøj og lidt til.
Har du plukket deres jordbær?
Ja, og jeg har luget det hele. Jeg brugte to dage på at kæmpe mig igennem ukrudtet.
Peter begyndte at indvende noget, men holdt så inde, løftede tasken og gik.
Michael var ikke hjemme. Marie lukkede op og beklagede sig over sygdommen og livet i det hele taget.
Peter stak hovedet ind, Gitte lå på sofaen, bleg og udkørt, men hun smilede svagt.
Hej Gitte, jeg har syltetøj med fra Olga. Hun har også luget jeres jordbærbed.
Tak. Det er nu altid godt, hendes syltetøj, sagde Gitte sagte. Sæt dig lidt.
Skal jeg hente noget eller hjælpe?
Det hele er vel på plads. Michael ordner ting, svarede hun, Men Peter, hvis Olga har luget, så åben for jeres høns. Min have er alligevel vokset til.
Det bliver godt igen, du skal nok komme i haven selv snart.
Gitte sukkede og vendte sig bort.
Bær ikke nag, Peter. Okay?
Nej da, selvfølgelig ikke! Jeg har aldrig været sur på dig det er kun jer to, der kan det, svarede Peter mens han næsten fik tårer i øjnene.
Marie kom ind med stegte kartofler og beklagede sig over alting. Gitte drejede øjne tydeligt udmattet.
Peter gik hjem, mærket. Det er den værste ulykke for en familie, når konen bliver syg.
Hjemme fortalte han Olga alt. Olga ville vide alt, blev pirrelig over for hjælpen, Marie duede ikke. I det mindste kunne hun vise lidt medfølelse men nej, Olga var som altid utilfreds.
Syltetøjet sagde hun, at du altid laver godt, sagde Peter stille.
Hun stod stille i et øjeblik, så gik hun i gang med at ordne.
Kold kvinde tænkte Peter.
Næste dag, efter at have gjort rent og sendt manden afsted, lavede Olga en lille gryde varm suppe, pakkede tærter og saftevand, samlede det hele i et net. Så sad hun lidt på bænken udenfor, tog sig sammen og gik ind til Gitte.
Hun så ikke til siden, gik straks ind.
Marie? kaldte hun.
Hvem er det? svag stemme fra stuen.
Det er Olga. Jeg har mad med, sagde hun neutralt.
Gitte sad op, barfodet, spinkel, blusen gledet ned over det ene skulderben, håret mørkt og løst, næsten blå i skæret. Olga syntes ikke om det, der var stuvet og mærkeligt varmt i rummet.
Marie er ude for at hente mælk. Hun kommer snart, næsten hviskede Gitte.
Så stiller jeg det her. Spis noget. Og du må altså se at blive rask.
Olga ville til at gå, men så, at glassene med syltetøj stod urørte på gulvet.
Gitte, skal jeg ikke sætte syltetøjet i kælderen for dig?
Hun gik selv ud, fandt lemmen til kælderen og undrede sig over, hvor skidt alting var blevet.
Olga
Hvad nu?
Giv mig noget saftevand, jeg er tørstig.
Selvfølgelig, ven, sagde Olga og fandt en kop frem.
Jo mere hun gik rundt, des tydeligere blev det, at Marie slet ikke klarede det. Gitte var helt afkræftet. Men man skulle da lufte ud, gøre rent!
Tag nu det sjal på, jeg åbner vinduet, du har brug for lidt luft. Kan du komme op?
Kun til potten. Ellers ikke.
Hvad siger lægerne?
Hun trak bare på skuldrene og drak saftevanden, lagde sig igen.
Ved du hvad! Olga satte sig på sengekanten. Du kan gøre, hvad du vil, men nu bliver jeg altså her. Jeg siger op for Marie, hvis hun ikke kan klare det. Så hjælper jeg dig selv!
Gitte nikkede svagt.
To dage senere røg Marie ud til lyden af Olgas vrede. Olga satte stemningen i huset vaskede, lavede mad, satte mændene i gang, fik Gitte til at spise og tage sin medicin.
Hun gjorde rent fra kælder til kvist, lavede mad hos sig selv, men til fire. Michael var jo sulten, når han kom hjem.
Til kvinderne i byen fortalte hun:
Gitte og jeg har spist god gammeldags suppe i dag hun fik næsten begge skefulde. Nu skal hun nok komme på benene.
Gitte havde ikke kræfter til meget andet end at spise og sove. Hun nikkede bare til Olga, sagde sjældent imod. Kun hvis Olga blev for streng, trillede tårerne, og så slappede Olga af.
Jah, nu må du stoppe det tudehalløj du kan sagtens klare det, du skal bare spise.
Michael mærkede, at noget skiftede. Der var ikke længere så tungt i huset, Olga skabte energi og håb og hun holdt ham til ilden. Han fik ordnet haven og slået gården i stand.
Hvordan holder du hende ud? spurgte han Peter.
Hvor fanden ikke slår til, sender han min Olga, grinede Peter.
Gitte blev også gladere. Hun var stadig svag, men begyndte at snakke, kunne selv tage tøj på. Lægerne sagde, der var fremskridt operationen var lykkedes.
Nu skal du ud og have lidt frisk luft, sagde Olga en aften.
Nej! Folk vil grine. Jeg er træt lader mig bare sove.
Men Olga beordrede mændene til at føre hende ud til deres fælles bænk ved lågen. Hun var stolt nu kunne landsbyen se, at Gitte var i live, havde fået farve i kinderne og måske snart blev rask.
De sad på bænken sammen, skuttede sig under tæppet.
Ved du hvad, Gitte? Olga begyndte. Jeg har tænkt meget over det her. Vi har brugt årevis på at være uvenner. Men det er mærkeligt: Vi bor side om side, børnene voksede op sammen, vores mænd er venner. Nu har vi kun hinanden børnene har deres liv. Det er jo os to, der bliver gamle sammen, side om side her på denne bænk.
Ja, godt min svigerfar satte bænken netop mellem husene, Gitte kiggede på Olga.
Åh nej, det var min far, der byggede bænken.
Nej Michael siger, at det var fra vores side, bænken kom. Min svigerfar lagde endda penge til, så din far kunne bygge den.
Vrøvl pengene er det rene pjat! Min far lavede den, aldrig tog han imod penge.
Vores bænk!
Gå din vej, Gitte! Jeg så selv min far lave den du digter!
Selv gå væk! Bænken var til vores hus, se selv hvor den står.
Ja, men huset vores står her, jeres er dér!
Igen lød larmen af kvindeligt mundhuggeri i landsbyen.
Hvad er en landsby uden skænderier?
Bag ved stalden sad Peter og Michael, røg og lyttede.
Nå, mon ikke hun er ved at komme sig nu? spurgte Peter.
Det håber jeg sandelig, Michael sugede dybt på cigaretten, Gud ske lov, alt er som det altid har været. Kvinder er nu engang kvinder.
Og endnu et skænderi begyndte og døde hen.
Den gamle hund, Trofast, luskede forbi, lagde sig tyst foran bænken med hovedet på poterne.
Solen gik ned bag tunge danske skyer. Skråtlysende stråler ramte de to kvinder på bænken, mens de mundhuggedes.
Bænken, der havde forenet deres liv.
For jo, selv om forskellene mellem naboer kan føles store, er vi fælles om meget mere, end vi tror og nogle gange skal livet selv lede os til at række hånden ud. For til slut har vi jo kun hinanden, når alt det vigtige tælles op.
