Naboskab
Kirsten satte spanden på jorden og tørrede hænderne af i sin lange, blomstrede nederdel. Hun havde nerverne uden på tøjet.
Hvor pokker bliver den dovne Birgitte af? Samvittighedsløs, hjælpeløs og doven er hun, min nabo, mumlede Kirsten for sig selv. I går sagde jeg, at kvikgræsset kravler ind i min have og hun gør ikke noget ved det! Det vælter bare ind over, som var det hendes ligegyldighed skyld!
Kirsten gik uroligt og holdt løbende øje gennem hækkens hul spionerede som en glubsk hund på den sløve nabo. Surt blev hun af det! Grisen peb oppe i stalden, huset bugnede af gøremål, og Kirstens tanker og argumenter lå lige for at flyve gennem luften. Alt sammen på grund af hende hun kom ikke, nej! Hun ville tilsyneladende bare ligge og sove til middag.
Endelig fik Kirsten øje på Birgitte, der slentrede ud på trappen høj og knaglet, iført den samme evigt plettede slåbrok. Kristensen havde samlet en ordentlig portion vrede op, siden fjenden sidst viste sig.
Hun satte straks sin kampstemte tale i gang med høj og skælvende stemme, så hele villakvarteret kunne høre det.
Altså, Birgitte, hvis du er så doven, må du da hyre en til at luge bedene! Jeg sagde det tydeligt i går: Kvikgræsset smutter ind på min grund!
Birgitte svarede uden at stoppe op, uden at se over mod hende, men alligevel højt nok.
Hvis det generer dig så meget, så hyr du da bare selv en. Eller kom og riv det op lågen er åben, hun nikkede mod havelågen, hvorefter hun forsvandt og man kunne høre hende tømme spanden med madrester på komposten.
Kirsten spærrede munden op over den frækhed. Hun rystede over hele kroppen. Men skulle vente til slangen igen kom tilbage. Hun kiggede over plankeværket til den anden side, for hun forestillede sig, at gamle Grethe stod der og lyttede. Hun ville garanteret snart fortælle hele nabolaget:
Se, hvordan Birgitte fik sat den Kristensen på plads!
Noget måtte gøres hurtigt Birgitte havde forputtet sig i haven.
At skændes og råbe, dét havde kvinderne i landsbyen Skovlund styr på. Byen havde ikke uden grund fået dét ry. Jovist, der var altid stilfærdige sjæle også sådan en som Anna Davidsen, der aldrig havde skændtes med nogen. Om hende blev der ikke snakket for kedeligt. Hvad var der at sige? Og helt ærligt, var man egentlig en kvinde, hvis man ikke kunne stå på sit? De kunne støde og vende hende, og hun bare bøjede hovedet. Hverken en pryd for Vorherre eller et redskab for folk.
Om nogen som Kirsten sagde man til gengæld: Hun var en ilter dame! Hun lod aldrig sine egne i stikken og var konstant oppe at toppes med nogen. Ikke én dag uden ballade eller små nålestik.
Skænderierne flammede op som tørt halm i Brugsen, foran forsamlingshuset, midt på vejen, til kartoffeloptagningen, eller hvor der bare var folk samlet. Især hos købmanden var det fast dagligt indslag.
Ikke engang hårdt slid eller travlhed kunne hive Kirsten væk fra en god diskussion hun kunne stå timevis og kæmpe med ord, og trak næsten altid det længste strå. Hjemme på køkkenerne i Skovlund fortalte man om dagens skænderi med grin, scene for scene, i ordrette citater og med skuespillertalentet i topform: Og så sagde hun, hvortil den anden så.
Engang på torvet kom Kirsten endda i slagsmål med en kone fra nabobyen Hellebæk dét husker alle! Torvet summede som en svirrende bikube. Det blev et show, hvor beboerne stimlede sammen, og de to kvinder overgik hinanden i fornærmelser, trusler, henvisninger til familie og gamle elskerinder, og under bæltestedet slyngede de om sig med sarkasme og bagtalelse. Skænderiet udviklede sig efterhånden til ren forestilling et show, ikke enhver tunger kunne følge med til. Hurtige replikker krævede nemlig både kløgt og snarrådighed.
Skænderier store og små døde ud som fjerne tordenskrald efter et uvejr.
Satans kælling, svinede hun, Dør du, er der da ingen der græder.
Tro bare, jeg når at spytte på din grav, din slange dét får jeg i hvert fald gjort! lød det roligt og konstaterende, som om det slet ikke var slemt.
Sådan havde Kirsten og naboen Birgitte raget uklar længe. Kristensen talte da også vidt og bredt om Birgitte, og Birgitte gav igen og bagtalte Kristensen.
Hun er dum, så dum lad jer bare rive med af hendes vrede!
Endelig kom Birgitte ud fra skuret, og Kirsten stod klar.
Du må sørme være magelig, siden det er så besværligt at hive lidt ukrudt op! Hvad bruger du tiden på? Har du pudset stalden? Eller er du druknet i børnebørn?
Jeg har opdraget min datter ordentligt hun lader ikke børnene dumpe hos sin gamle mor.
Der faldt en bemærkning lige tilbage i Kirstens baghave hendes egne børnebørn var jo tit på besøg.
Netop fordi Stine ved, at de ville være beskidte og halv-sultne hos dig! Jeg ville ikke engang overlade en hund til dig, og børn, det tør jeg slet ikke!
Jeg skåner dem ikke. De skal lære at binde egne snørebånd…
For nylig kastede Kirsten sig decideret ned for at binde sit barnebarns snørebånd drengen tyggede roligt sin æble.
Jeg klarer det, farmor, men han rakte alligevel benet frem.
Det noterede Birgitte sig også straks.
Her hos mig bor de som i Paradis, ikke som i tugthuset. Derfor kommer de i modsætning til hos nogle andre!
De har bare ikke andre steder at tage hen, sagde Birgitte og satte spanden fra sig. Se hellere til dine høns, de går hele tiden over til os. Det gør jeg ikke mere næste gang steger jeg dem!
Gør det bare. Kog dig en suppe, måske du får lidt på sidebenene! Så kan du rense bedre op herhjemme, og din mand får måske et rigtigt måltid. Se, dét kunne du have godt af.
Jeg har sagt det ser jeg dine høns i mine bede igen, vrider jeg halsen om på dem!
De piller jo bare lidt græs Måske bliver der flere æg til mig og da kan jeg forære dig et par stykker…
Skulle da brække mig over dine æg? De sidder jo som en klump i halsen
Hen ad vejen kom mændene ud fra deres huse, satte sig uden aftale på fællesbænken og begyndte at snakke.
Hold da op, hvor de brager derude! lød det fra Birgittes mand, Mikkel.
Gud skabte tre onder: kvinder, fanden selv og bukke, sagde Kirstens mand, Peter, og tændte en smøg.
De røg tavse, lyttede til konernes mundhuggeri, talte om arbejdet i skoven, om den nye skovfoged. Og så lyttede de igen.
Kvindesnak, det får du ikke engang en so til at æde. Det er fordi vi har for mange fridage de aner ikke hvad de skal stille op, grinede Mikkel.
Skulle vi ikke prøve at gå ind og hente dem? foreslog Peter.
Er du fra forstanden? Det er lettere at tøjle en arrig hund end en gal kone!
Sandt! Kvinder er skrappe på tungen…
De tændte endnu en smøg. De skulle bare vente. Begge følte, hvornår det var på tide at gribe ind når kvindernes kræfter slap op.
Nå, så var der skænderi så var dagen i gang. Kvinderne var på underlig vis altid mere flittige bagefter. Kirsten skulle selv overgå alle i at være flittig, mens hun brokkede sig højlydt over Birgitte.
Birgitte blev tavs, lukkede sig om sin forurettethed og viste manden at Kirstens snak var usand.
Tag det ikke ind, Birgitte.
Nej, det gør jeg skam heller ikke. Lad hende selv passe sig selv.
Men Mikkel mærkede, at hun var blevet ramt, trods alt. Hvorfor kunne de ikke bare leve i fred?
Birgitte var jo heller ikke indfødt hun kom fra Viborg, som Mikkel havde hentet hende fra. Man sagde, han havde giftet sig med en svagelig kvinde, der skulle bruge oceaner af tid på enhver opgave.
Kirsten havde engang selv haft et godt øje til Mikkel. Hun var selv en halvskøn kvinde tykt fletværk af hår. Men Mikkel havde altså taget Birgitte hverken køn eller ferm.
Efter et par år giftede Kirsten sig med Peter familierne var i starten gode venner, børnene legede sammen, familiefesterne blev holdt fælles. Birgitte fik kun én datter, de øvrige børn døde tidligt. Kirsten havde to: datter og søn.
Kirsten var arbejdsom, oppe om natten, hun syede, vaskede og strøg. Birgitte levede roligere. Hun vævede ikke sløjfer på sin datters kjoler, købte de billigste støvler ligesom så mange andre. Hun brugte tiden på at læse bøger for barnet om aftenen i stedet for at slæbe tøj i baljer.
Men i skolen gik det trægt for Kirstens børn, og skænderierne mellem kvinderne begyndte. Børnene var stadig venner, mændene tog det roligt, men kvinderne var som kat og hund. Hvad var der egentlig at strides om? De havde lige store huse, næsten samme økonomi, de samme problemer og glæder.
Børnene blev voksne. Birgittes datter tog studentereksamen, blev gift, flyttede til Odense. Hun kom sjældent hjem ferie, studier eller andet holdt hende væk.
Kirstens børn blev i området. Datteren boede med mand og svigerfamilie i nabobyen, barnebørnene var ofte hos hende. Sønnen var stadig ugift og arbejdede i Aalborg.
Tiden gik og skænderierne tog til, jo mere tid damerne havde.
Snart vidste hele byen, at større fjender end Kirsten og Birgitte fandtes ikke. De skændtes om alt: havegrænser, træer der skygger, dyr der gik over plankeværket, og bænken mellem husene havde været tæt på at lide døden. Mændene måtte gribe ind for at stoppe galskaben.
Selv gamle Buster, gårdhunden, der plejede at deles mellem børnene, flyttede væk til en eneboer.
***
Men så, en forårsmorgen, kom Birgitte ikke ud i haven som hun plejede. Kirsten kiggede forgæves over hæk og plankeværk mærkeligt! Snart passede Mikkel også hønsene. Kirsten gik og brokkede sig om den dovne nabo.
Snart blev det rygtedes: Birgitte var indlagt. Datteren kom hjem, så bedrøvet ud, svarede kort på spørgsmål.
Kirsten spurgte ikke meget alt blev alligevel kendt i Skovlund, før dagens ende.
Sig mig, har du hørt? siger de, Birgitte er rigtig dårlig. De har opereret det er vist kræft.
Et par uger senere blev Birgitte bragt hjem. Datteren, Stine, var nødt til at rejse hjem børn, arbejde og mand kaldte i Odense. Før hun kørte, aftalte hun med den lidt enfoldige Ludmilla, at hun skulle passe Birgitte mod betaling mens Mikkel var på arbejde.
Mikkel blev tavs. Han færdedes mut rundt, talte knapt med andre. Kun med Peter lod han sig lokke ud på bænken for at ryge.
Hvordan går det? spurgte Peter.
Det går dårligt, svarede Mikkel.
Hold ud, kammerat. Sig til, hvis du har brug for noget så hjælper jeg.
Sådan er det. Hvis Kirsten mangler jordbær, kan hun bare tage i vores have. Der går de til at rådne, suk.
Hun tager dem ikke, du kender hende
Så må Ludmilla plukke dem synd at lade dem gå til spilde.
Peter nævnte jordbærrene for Kirsten, mens hun syltede. Han trak hovedet til sig nu vanker der ballade, tænkte han.
Men Kirsten sagde ingenting, stod bare. Peter skiftede emne.
Et par dage efter bad hun ham bringe en stor taske over til naboen.
Hvad har du gang i?
I tasken var der to syltetøjsglas og et mindre pakket ind i avispapir.
Har du plukket deres bær?
Det har jeg og jeg har luget hele stykket. To dages slid, alt var groet til. Se mine hænder!
Ja men altså…, begyndte han, men tog bare tasken og gik.
Mikkel åbnede, Ludmilla svarede snakkende, beklagede sig over medicin og livet generelt. Peter kiggede ind i stuen og så Birgitte ligge på sofaen, bleg, håret bredt på puden, men øjnene vinkede ham indenfor.
Hej, Birgitte. Hvordan går det? Kirsten har lavet syltetøj af jeres bær og luget hele stykket.
Mange tak. Kirstens syltetøj er altid godt, sagde Birgitte og du må gerne sidde lidt.
Har du brug for noget?
Ikke rigtig, Mikkel skaffer hvad vi behøver Men Peter, hvis Kirsten alligevel har luget, så må jeres høns gå der. Min have er ligeglade nu, svarede hun sagte.
Nej, når du snart står op igen, så
Birgitte vendte hovedet bort.
Du er ikke sur på mig, vel Peter?
Jeg? Aldrig. Det har kun været jer koner. Mikkel og jeg har aldrig
Det ved jeg
Ludmilla kom ind med kartofler, beklagede sig, Birgitte himlede med øjnene. Peter gik med tungt hjerte hjem og fortalte Kirsten alt.
Hun sagde, dit syltetøj altid smager godt, sagde han tørt.
Hendes skuldre frøs et øjeblik, men så fortsatte hun bare husholdningen.
Nå! Kold kvinde, tænkte Peter om sin kone.
Næste morgen, da hun havde klaret morgenmaden og sendt Peter af sted, hældte Kirsten resterne af gårsdagens suppe i en gryde, pakkede et par boller og en flaske saft, lagde det hele i en mulepose. Så satte hun sig på bænken, sukkede, rejste sig og gik målrettet ind til Birgitte. Låste gjorde man sjældent i Skovlund.
Ludmilla? Ludmilla? sagde Kirsten, idet hun kom ind.
Hvem er der? lød Birgittes svage stemme inde fra stuen.
Det er mig. Jeg havde noget suppe og saft til dig, sagde Kirsten, så upersonligt som muligt.
Birgitte sad ved sengekanten, benene så tynde og trætte, skjorten gled halvvejs ned, huden blålig. Kirsten blev chokeret over synet. Stuen var tung og usund at være i.
Ludmilla skulle hente mælk hos Line. Hun er tilbage snart, sagde Birgitte træt.
Nå Jeg stiller det bare her. Spis noget, så du kommer dig.
Kirsten så at syltetøjet stadig stod uåbnet på gulvet.
Hvorfor har du ikke sat syltetøjet i kælderen? spurgte hun irriteret og slog straks sig selv i panden. Birgitte kunne jo ikke stå op! Jeg tager det ned, ikke?
Uden at vente fortsatte Kirsten ud i køkkenet, løftede tæppet, åbnede lemmen og så det sandede gulv. Ludmilla gjorde ikke rent! Kirsten blev nu vred på hende.
Kirsten kan jeg få lidt saft? spurgte Birgitte.
Ja da. straks! sagde Kirsten.
Jo mere Kirsten så, jo mere forstod hun det kørte ikke for Ludmilla. Birgitte var udmattet, men huset burde luftes og rengøres!
Tag nu den sjal på, jeg åbner vinduet. Kan du egentlig gå?
Kun til toilettet. Ellers ikke.
Hvad siger lægerne?
Birgitte trak opgivende på skuldrene. Kirsten hjalp hende til at ligge og satte sig på kanten.
Nu skal du høre, Birgitte du kan kalde mig, hvad pokker du vil, men jeg bliver her nu. Jeg holder dig i gang og hvis Ludmilla ikke dur, så er hun ude!
Birgitte nikkede svagt.
Et par dage efter røg Ludmilla ud af huset med en skideballe fra Kirsten, der straks tog over: vaskede, luftede ud, kogte mad, skældte, hvis Birgitte ikke ville tage medicin eller spise. Fuld husmorstyring fra første dag! Maden lavede hun ofte hos sig selv, men til fire personer. Mikkel skulle jo også have noget.
Kvinderne i byen fik besked.
Vi fik sgu da kålsuppe i dag Birgitte spiser nu, og lægen siger, hun må få svinekød! Hun skal nok komme på benene igen.
Birgitte havde kun lige kræfter til at spise og sove, talte ikke meget, nikkede bare til Kirsten for hvem kunne modsige hende? Kun tårerne piblede, når hun blev for hård. Så blødte Kirsten op, slaskede til og gav sig lidt.
Åh nu for søren, lad nu være med at tude det er bare suppe!
Mikkel mærkede livet vende tilbage i huset, sammen med håbet. Kirsten, trods ballistic temperament, bragte energi og mod tilbage. Hun satte ham i gang han fik ryddet op og revet ukrudt op. Kirsten kunne finde på at skælde ham ud, men hun fik gjort noget.
Hvordan lever du med hende? spurgte han Peter.
Tja, hvor fanden fejler fanden der sender han bare min Oline, fnyste Peter.
Birgitte blev gladere. Benene var stadig skrøbelige, men hun kunne nu tale og selv tage tøj på. Doktoren sagde, hun faktisk havde det lidt bedre håbet voksede.
En aften erklærede Kirsten:
Nu går vi ud og får lidt luft!
Nej, du gør det bare for at vise folk, fniste Birgitte jeg bliver her.
Men Kirsten beordrede mændene til at gelejde Birgitte ud på deres fælles bænk ved lågen hun var stolt. Se bare Birgitte lever, tager på i kinderne. Nu skal folk ikke tro, jeg har slået hende ihjel med min mad!
Luften og synet af byen gjorde hende godt. De sad på bænken, Kirsten lagde en pude og sjal omkring Birgitte.
Jeg har tænkt meget i de her dage, sagde Kirsten, Vi har da kun hinanden børnene er spredt for alle vinde. Vi vokser gamle side om side det er kun os to på denne bænk.
Det er ikke for ingenting bænken står lige her svigermor satte den præcis midt mellem husene, sagde Birgitte og klappede sjalet tættere til kroppen.
Ja ja, min far byggede den håndværk du!
Pjat, vores bænk var det oprindeligt. Svigermor gav penge til jeres far, og så blev bænken her. Vores bænk!
Glem det, Birgitte! Min far byggede den selv. Det er løgn, det andet!
Nej da, vores bænk! Gå så ind og fjern dig, Kirsten, råbte Birgitte, ovenpå igen, den skulle stå klart her!
Sikke noget sludder, skreg Kirsten, vores hus ligger tættest på!
Og dermed lød skænderiet over Skovlund igen.
For hvad er en landsby uden skænderier?
På den anden side af plankeværket sad mændene, Peter og Mikkel, på bænken, røg og lyttede tøvende.
Peter grinede og tørrede en tåre væk.
Jeg har savnet det Hvad siger du, Mikkel?
Hun bliver sgu rask igen. Tak Gud for kvindfolkene
Skænderiet flammede op, men døde hurtigt ud igen. Gårdhunden Buster sneg sig forbi, lagde sig ved bænken, hovedet på poterne, som han plejede.
Aftenvinden ruskede i træerne, skyerne trak sammen, og solens lave stråler malede to kvindelige skikkelser på bænken bænken der havde forenet deres liv.
*
Jeg lukker dagbogen med taknemmelighed. Måske har vi gjort livet svært for os selv med vores uendelige fnidder, men når det virkelig gælder, så er naboskabet og fællesskabet stærkere end alle småligheder. Nogle gange skal man gennem storm for at huske, hvor meget vi faktisk har hinanden. Det har jeg lært.
