Lev lidt endnu, morfar.
Den store, tomme lejlighed med de høje lofter, gardiner forsigtigt lagt op på vindueskarmen, fritliggende radiatorer og rør, duftede af støv.
Nøglerne havde jeg fået af naboerne. Jeg gik gennem rummene, kiggede ind i det enorme, forsømte badeværelse og ind i den rummelige stue, åbnede altandøren og satte mig i den brede lænestol.
Ja! Lejligheden var fantastisk. Endda bedre, end jeg havde forventet. Hvor mange værelser mon der egentlig var? Men det var så forsømt, at det virkede umuligt at bo der.
Jeg sad lidt, rejste mig derefter og gik hen til vinduet for at se ud i gården. Jeg blev i tvivl… Jeg vidste godt, at det ikke var let at finde parkeringsplads i København, og måske havde jeg taget nogen andens plads. Men der var stadig plads nok, og der stod ingen ved min Hyundai. Jeg måtte ned og hente min taske.
Her skulle jeg bo i lidt over en måned mens jeg havde ferie. Og ikke alene.
Tanken om at gøre det hele rent på et par dage blev med ét overvældet af lejlighedens generelle tilstand. De grå, høje vinduesbuer med visne planter i potterne, tunge gardiner med støvede folder, rustent badekar og rør.
Loftet med smuk stuk, men hele vejen sprækket, den slidte glaslysekrone med et klæde hængende ned over. Parketgulvet var mange steder slidt og gabte. En gammeldags komfur, en rund vaskemaskine Viking med manuelle ruller til at vride tøjet, et gammelt køleskab fra Gram, gulnet og snavset. Og støv, støv, støv blandet med sand overalt.
Jeg gik ind i det mørke arbejdsværelse, hvor det tunge skrivebord og bogreolerne rakte op til loftet. Det var mørkt, og møblerne næsten sorte. Jeg trak de mørkeblå velourgardiner fra. På bordet stod et pennalhus af sten, grønne kuglepenne, og en kalender. Jeg så på datoen 12. januar 1995.
Tiden var gået i stå her…
Der var heller ikke hyggeligt i soveværelset. Tøj væltede ud af skabet, som om hylden var knækket, gardinerne var løftet, radiatorerne rustne og bare… Jeg trak ud i kommoden, fandt en gammel smykkeskrin og åbnede den og trådte forskrækket et skridt tilbage.
Nå, for pokker! kom det spontant ud af mig.
Skrinet var fyldt med guldsmykker: ringe, armbånd, kæder, øreringe, brocher Masser af guld! Store, tunge ringe, ravøreringe og meget mere… Første tanke: at tage et enkelt stykke og smide det i lommen. Et par ringe mere eller mindre ville ingen opdage…
Men tanken forsvandt lige så hurtigt som den kom. Hvis selv naboerne ikke havde rørt det… Måske var der en optegnelse, eller et kamera… Jeg kiggede rundt. Film? Her var jo næsten ikke strøm.
Jeg lagde skrinet på plads, lukkede kommoden, trykkede på kontakten intet lys. Jeg fandt el-tavlen i entreen og strømmen kom tilbage.
Så kunne jeg da få opladet mobilen, gik ned efter tasken, og lidt efter sov jeg tungt på den høje, knirkende seng i soveværelset. Jeg havde siddet næsten et døgn bag rattet.
***
Goddag, er det Jesper Søndergaard? Har jeg ramt rigtigt? Stemmen var gammel.
Ja, det er mig, hvem taler jeg med?
Jesper, Jesper… Hvor er jeg glad for, at jeg fik fat i dig! Jeg hedder Gerda Madsen, jeg er plejer her, min barnebarn hjalp mig med at finde dig, ellers havde jeg aldrig… Nå, men det handler om din morfar Søndergaard, Erik. Jesper, min dreng… Må jeg kalde dig det? Jeg er jo gammel.
Ja, det må du gerne.
Du er jo hans eneste barnebarn, den eneste familie, han har tilbage. Han er meget stille, snakker ikke meget, er syg, men venter på dig. Virkelig venter… Måske…
Beklager… Hvad var det, du sagde, du hed?
Gerda Madsen.
Gerda, tak for din omsorg, men jeg kender ham slet ikke. Han er min fars far, men mine forældre blev skilt, da jeg var fire, så jeg…
Ja, jeg ved det godt… Din far døde jo for mange år siden. Og din mor døde for nylig Gud have hendes sjæl. Hun kom faktisk og besøgte os.
Hvad? Min mor? Det kan ikke passe. Du må tage fejl…
Nej, nej. Hun døde pludseligt, og nåede måske ikke at fortælle dig det. Eller måske ville hun ikke. Det ved jeg ikke… Men hun var her, Anne-Lise, en god kvinde. Det var trist.
Undskyld, du sagde… Min mor?
Ja, hun var her. Jesper…
Undskyld, du vil altså gerne have, jeg besøger ham? Men jeg har ikke mulighed jeg bor langt væk, mit arbejde…
Ja, naturligvis. Men her er sagen: Erik har en stor lejlighed i København. Nu prøver nogen at overtale ham til at overdrage lejligheden til plejehjemmet, i direktørens navn. Han er ikke til at have med at gøre, og jeg er bange for, at de vil presse din morfar… Han vil jo gerne give den til sit barnebarn. Han siger selv, at han ikke behøver den mere. Men jeg forstår ham. De tager den fra ham, Jesper. Og boliger er dyre nu Han drømmer bare om at komme hjem til lejligheden og bo der lidt den sidste tid. Drømmer sådan om det! Han sidder jo næsten i kørestol og kan ikke gå. Så jeg begyndte at lede efter dig og fandt dig, sagde hun.
Jeg tænker over det. Er det dette nummer, jeg kan ringe på?
Ja, ja, selvfølgelig…
Jeg ringer tilbage…
Det var jo næsten som i en film: pludselig falder en arv ned i hovedet på én. Men jeg troede ikke på det. Og jeg havde egentlig ikke tænkt mig at ringe op igen.
Min mor havde fortalt mig, at morfar var en svær mand. Da min far døde, havde forældrene for længst været skilt. Men selv da sagde hun: Erik, din morfar, har slidt folk op.
Så jeg troede heller ikke på, at min mor havde besøgt ham. Medmindre… det handlede om lejligheden. Måske håbede hun, jeg ville få den?
Du skulle tage til København, min dreng… huskede jeg hendes drømme.
Ja, det kunne godt passe. Min mor var parat til mange ofre for min skyld. Hun elskede mig højt.
En lejlighed i København! Ak ja…
Mor sagde altid, at morfar havde været en stor embedsmand, og at lejligheden lå centralt, stor og flot. Hun fortalte, at da min far engang tog hende med hjem til sine forældre, forvildede hun sig rundt i rummene. Resten af detaljerne kendte jeg ikke. Hun flyttede hjem til Jylland, og jeg voksede op der. Om min far tænkte jeg sjældent og endnu sjældnere på bedrende eller morfar på den side.
Jeg havde de bedste bedsteforældre min mors forældre.
Det var dem, der hjalp mig med en lejlighed i Aarhus. Desværre havde jeg skrevet den på både mig og min daværende kone. Efter ti år gik det galt, ægteskabet sluttede, datteren blev boende hos sine bedsteforældre, og min kone gad ikke rigtig beskæftige sig med barnet.
Lejligheden blev delt ved retten, og jeg endte med et lille hus et værelse på fjorten kvadratmeter og fem kvadratmeter køkken. Da jeg købte det, var jeg ligeglad, bare jeg havde tag over hovedet. Først senere gik det op for mig, at det ikke var til at være der. Så begyndte jeg at spare sammen til noget bedre, vendte hver eneste krone. Børnebidrag, husleje, mad, benzin…
Min eks ringede stadig og krævede flere penge til datteren… mente, jeg kun betalte pebernødder. Til gengæld var jeg en god far, hentede hende i ferierne og forkælede hende.
Far, du får da aldrig sparet op til en lejlighed. Så meget slik som du køber!
Det er sandt…
Men en lejlighed i København… Tankerne kørte i ring…
To timer senere, mens jeg lagde fliser på et ekstraarbejde, ringede jeg alligevel tilbage.
Gerda, det er Jesper. Hvad er det egentlig, morfar vil? Kan du ikke lige forklare det igen?
Gerda virkede ikke overrasket, bare glad. Hun fortalte, at Erik var syg, men at hans største ønske var at komme hjem og bo bare lidt, og måske hilse på sit barnebarn. Hun forstod så godt, hvad han drømte om…
***
Det var helt ærligt kun økonomiske interesser, der fik mig til København. Jeg lagde ikke skjul på det for mig selv engang.
Her i lejligheden så jeg for første gang min morfar og mormor på billederne på væggen. Morfar stor og vigtig, så ud til at have magt, og ikke videre venlig. Mormor derimod mindede lidt om min egen datter, Astrid.
Og nu skulle jeg hente denne fremmede, gamle mand fra plejehjemmet og tage ham med hjem… Til denne forsømte lejlighed.
Jeg gik ud i køkkenet, åbnede for gassen og en ubehagelig lugt spredte sig med det samme. Jeg måtte klart ringe til gasselskabet. Hvor længe havde lejligheden mon stået tom? Siden 95? Jeg havde ikke fået spurgt Gerda om det.
Der blev banket forsigtigt på døren. Det var naboen, samme ældre dame, jeg havde fået nøglerne af.
Jeg tænkte, der virker jo ikke noget her. Vil du have en kop te?
Vi sad i hendes hyggelige køkken.
Jeg var ikke selv den, der fik nøglerne af Erik. Det var min svigermor. Vi flyttede først senere ind. Nu er både min svigermor og mand væk. Jeg bor her med min datters familie.
Hvor længe har han været på plejehjem?
Uh, jeg ved det faktisk ikke helt… Mindst femten år, tror jeg. Vi har boet her i tolv. Min svigermor plejede at vande blomster og gøre lidt rent derovre. Men det stoppede vi. Vi vidste jo, han ikke kom tilbage. Jeg er selv syg, datteren har arbejde og børn, ja… Så skal vi bare nå alt derhjemme.
Så kender du ham slet ikke, min morfar?
Nej, kun hvad min svigermor fortalte. Hun havde respekt for ham, men var alligevel lidt bange. De var alle folk fra en anden tid… Han arbejdede jo i ministeriet, og vores familie er almindelige folk. Lejligheden fik de fra min svigermors far, kaptajn til søs eller sådan noget. Der var også en familietragedie dengang, men det er gået i glemmebogen.
Har du nummeret på gasselskabet? Jeg bør få tjekket det…
Ja, jeg finder det straks, hun gik efter det, men vendte sig i døren, Skal du virkelig hente ham? Hvor gammel er han egentlig?
Aner det ikke… For nylig hørt om ham første gang. Tænkte egentlig, at hele familien derinde var død for længst. Men ja, han vil gerne hjem, og jeg har ferie en måned, måske halvanden.
Naboens blik var tvivlende:
Ældre folk kan godt være svære. Bare han ikke er blevet for dement…
***
Samme dag kom gasservicen dog ikke. De ringede, at de var ude på opgave. Jeg besluttede at gå en tur, spise et varmt måltid på café, købe rengøringsmidler og lidt mad.
Næste dag ville jeg hente morfar på plejehjemmet. Jeg havde talt med Gerda, som insisterede på, jeg ikke skulle tage noget med. De skulle nok sørge for, at han fik det hele med til start.
Jeg forstod ikke hendes insisteren, men ok jeg tog bare morfar og hans sager med. Mad fandt vi ud af undervejs…
Endnu før solen stod op, kørte jeg mod plejehjemmet udenfor byen. Måske ville han alligevel ikke med så fik vi da hilst.
Det var stadig den mulige arv, der trak mig. Måske var ét møde nok til, at gamle følelser dukkede op. Gamle folk bliver let rørte. Måske ville han, når han så barnebarnet, sørge for at efterlade mig lejligheden. Men hvis de smarte fik fat i ham, som Gerda sagde, blev han snydt. Hvis barnebarnet mødte op, var der håb…
Jeg håbede på, det ikke blev forgæves sådan en lejlighed kunne jeg kun drømme om. Jeg følte intet for en ukendt mand, og hvis det hele var for spildt, kunne jeg jo tage en tur i Tivoli, kigge forbi et byggemarked, og køre hjem igen. Lidt spildte penge men ingen grund til at tro på mirakler.
Plejehjemmet var lille, i en to-etagers bygning. Haven var velholdt, med bed, bænke og bom til indkørsel. Det så godt ud.
Det glædede mig også, at de faktisk ventede på mig. En slank ældre kvinde, Gerda, kom mig i møde.
Goddag, Jesper. Jeg er så nervøs. Du skal lige til direktøren, men sig endelig ikke noget om mig. Sig bare, at din morfar ringede til dig og bad om at blive hentet. Han kan næppe tale. Bare sig, at det var hans eget ønske.
Gerda, bad han dig virkelig? jeg blev lidt mistroisk.
Selvfølgelig. Men det kan vi tage siden, hun vinkede afværgende. Har du fødselsattest med?
Direktøren tilkaldte en læge, de snakkede længe om Eriks tilstand, om at det blev hårdt og tungt arbejde både fysisk og psykisk. Men jeg kunne kun tænke på én ting de ville overtage lejligheden.
Nej, jeg tager ham med. Vi skal nok klare det, svarede jeg overbevisende.
Ja, det er jo dit valg, overlægen nikkede, med et blik, der virkede medfølende, Papirerne er klar om en time, du kan besøge ham imens.
Jeg nikkede og lod, som om jeg vidste, hvor jeg skulle. Gerda lavede korsets tegn og bad mig vente på gangen.
Jeg så på opslagene, planterne, da jeg pludselig hørte en lyd: En lille gammel mand i kørestol fór forbi mig med en fart, der fik mig til at springe til side. Jeg troede et øjeblik, nogen fjernstyrede kørestolen. Han bremsede hårdt overfor, vendte omkring og styrede direkte hen til mig.
Lokale sprinter! tænkte jeg. Er det ham?
Han holdt med højre hånd om kørehåndtaget. Stolen virkede for stor. Han var skæv i ryggen, klædt i sort træningsdragt, uldne striksokker, grå hue. Ansigtet var rynket som et bagt æble, kinderne skorpet, grå skægstubbe, næsen rød, blikket under de buskede bryn.
Jeg så mig omkring. En yngre kvinde med to store tasker kom gående.
Erik, jeg sagde du skulle vente! Hun var træt, spændte ham fast og lagde tæppe over knæene.
Nu sad han lidt mere rank, men han reagerede ikke på hende hans blik var rettet mod mig.
Og det gik op for mig, at denne skrøbelige mand var min morfar. På billedet i lejligheden var han stor, veletableret og værdig. Det havde jeg forventet men denne gamle mand… Jeg kiggede på hans hænder mørke, plettede, næsten udskårne i træ.
Goddag, nikkede jeg.
Morfar fortsatte med at stirre, uden reaktion.
Sofie har ordnet bleer og det mest nødvendige, men han nægter at bruge dem. Uanset hvad vi gør, forklarede sygeplejersken, som om han slet ikke var tilstede. Du må ikke give ham frit løb i stolen endnu du har ikke underskrevet, og vi har stadig ansvaret. Gå en tur, du må alligevel vente.
Hun gik, og jeg blev efterladt lidt rådvild. Morfar sad og kiggede i ét punkt. Jeg tog forsigtigt fat i stolen, vendte den om og skubbede mod udgangen.
Jeg vidste ikke, om han forstod eller hørte mig, så jeg kørte i tavshed et stykke tid, stoppede så og satte stolen ved en bænk.
Nå, morfar. Så kom jeg alligevel. Gerda fandt mig hun sørgede for det hele, sagde jeg mod ham, men han kiggede bare stift på håndtaget til stolen. Jeg syntes dog alligevel, han hørte mig måske…
Vil du virkelig væk herfra? Her ser nu pænt ud… Vil du?
Ingen reaktion.
Kan du høre mig? Hvad siger du? jeg hævede stemmen lidt, men han reagerede ikke. Jeg sukkede Døv også, altså…
Men mundvigen rørte sig en anelse, måske som en indestængt latter.
Aha… Jeg løftede øjenbrynene, så fik jeg en idé. Jeg gik bag om ham og råbte:
Bakgear!
Stolen rullede pludselig bagud og jeg måtte springe til side.
Stop! stolen bremsede. Kør over til gyngerne, pegede jeg.
Men han tøvede, drejede så stolen og kørte selv i den modsatte retning, hurtigt. Alléen slog en bugt, jeg måtte hoppe over blomsterbede og fik standset stolen efter ham.
Hold så! Der er fart på dig, jeg pustede. Ja, kede sig ville man ikke i selskab med den gamle.
Jeg trillede med ham rundt og tænkte. Først nu forstod jeg, hvilket ansvar jeg var ved at tage på mig. Hvad vidste jeg om at passe en dement ældre, næsten uden sprog? Ingenting… Nu ville jeg straks få papirer, skrive under, tage ansvar.
Skulle jeg gå tilbage og sige, at jeg havde forregnet mig? At jeg ikke havde vidst, han var så syg? At jeg bare måtte hjem igen?
Men lejligheden…? Den kunne jeg vinke farvel til nej, jeg måtte gøre forsøget. Gerda sagde, det eneste han ønskede var at få lidt tid i sin gamle lejlighed. En måned det kunne jeg klare for sådan et hjem. Men måske havde jeg allerede dummet mig. Var testamentet der? Hvor var papirer og nøgler?
Sygeplejersken tog over ved stolen.
Skal du have alle hans papirer med? Du tager ham jo ikke for evigt…
Ja, jeg tager det hele med.
Jeg kvitterede for hvert dokument: pas, sygesikring, hæfte, ejendomspapirer, kontobevis, mere endnu…
Og det her?
Det er papirer på garagen, huset, lejligheden. En hel mappe. Alt skal være i orden, når du afleverer ham igen. Husk, han har været umyndiggjort de sidste fem år så… Du forstår. Ingen dokumenter eller aftaler kan underskrives af ham selv. Socialforvaltningen vil komme forbi og tjekke, hvordan han har det. Det er vores pligt.
Intet testamente i dokumenterne. Fire tasker var der, stolen kunne kun lige være i bilen, og morfar sad på forsædet. Kroppen var livløs, jeg og personalet fik ham placeret hurtigt.
Jesper, giv ham endelig ikke ble på, han bliver rasende, rådede Gerda, Han hader havregrød, maden skal blendes, ikke for meget kød. Lægen har skrevet kostanvisning. Her kunne han selv gå på wc, men hvordan det går hos dig, aner jeg ikke. Hvis du hjælper, bliver han sur. Han hader sprøjter, men jeg har skrevet det hele ned, og lægen også. Om natten stak jeg ham tvangsmæssigt med beroligende Han bliver sur, slår ud, men jeg løb altid bare væk, hun tørrede øjnene.
Er der noget, han ikke bliver sur over? jeg begyndte at miste tålmodigheden.
Jeg synes, han er god nok. Han har bare været svær at omgås. Du kan ringe altid, Jesper, dag og nat Han er blevet som familie for mig…
Porten lukkede bag os, og grædende Gerda stod tilbage. Jeg pustede tungt ud.
Jeg kunne ikke slippe tanken: Hvad mente direktøren med umyndiggjort? Jeg mente ikke at være stærk i jura. Måtte spørge nogen. Lejligheden var mit fokus.
Den gamle… Helt syg og kørt ned. Hvad skulle han med det hele?
Jeg så over mod ham. Han sad lænet mod vinduet, blikket stift ud ad det. Vejen for gennem skov.
“Ingen grund til at spørge eksperter. Måske kan vi klare det uden. Vi må da kunne finde ud af det!” tænkte jeg og trykkede speederen ned.
Man lærer, at selv når interessen virker egoistisk, får man sat sit eget liv og værdier i perspektiv, når fortidens gamle mennesker pludselig bliver til virkelighed i ens nu.
