Bliv lidt endnu, morfar.
Den store, tomme lejlighed med de høje, hvælvede lofter, gardiner trukket op på vindueskarmen, nøgne radiatorer og synlige rør, lugtede af støv og glemt liv.
Nøglerne havde han fået af naboen. Han gik igennem rummene, stod længe i det forsømte badeværelse overrasket over både dets størrelse og den næsten dystopiske tilstand fortsatte ind i den lyse stue, åbnede balkondøren ud mod gården og sank ned i et slidt, bredt lænestol.
Ja, tænkte han, denne lejlighed er vidunderlig. Endnu bedre end han havde forestillet sig. Hvor mange værelser er her? Den var dog i sådan en stand, at det virkede umuligt at leve i.
Han sad lidt, gik derefter hen til vinduet, kiggede ud over den københavnske baggård. Han var bekymret… Han vidste, hvor svært det var at få parkeringsplads i hovedstaden, og måske havde han stjålet en andens faste plads. Men indtil videre stod hans Skoda alene, og der var nok pladser. Han skulle ned og hente tasken.
Her, i denne lejlighed, skulle han bo mere end en måned ferien var lang. Og han skulle ikke bo alene.
Forestillingen om at gøre rent på to dage blegnede, da han så den fulde omfang af den forsømmelse, her herskede. De grå, enorme vinduesbuer med visne planter, tunge, støvede gardiner, det rustne, brunrøde badekar og gamle rør.
Det smukke stukloft var revnet alle steder, den krystalklare, runde lysekrone var indhyllet i et klæde, der engang skulle have beskyttet den mod støv. Parketten var gået op i fugerne, det gamle gaskomfur kunne næppe mere, vaskemaskinen sådan en gammel Volta-type med manuelle valser lignede en museumsgenstand, og det gule køleskab var aldrig rigtigt blevet gjort rent. Støv og sand var overalt.
Han gik ind i det usympatiske arbejdsværelse med det massive, mørke skrivebord og bogreoler helt til loftet. Alt var mørkt herinde, næsten sort. Han trak de mørkeblå velourgardiner fra. På bordet stod en blyantsholder i marmor, grønne kuglepenne af malakit og en kalender. Emil kastede et blik på datoen 12. januar 1995.
Tiden stod stille her…
I soveværelset var der heller ikke rart. Tøj lå væltet ud af skabet, som om en hylde var kollapset. Gardinerne var trukket op, de nøgne radiatorer var blevet brune. Han trak skuffen i kommoden ud, fandt en smuk filigranæske åbnede den og trak sig forskrækket tilbage.
Nå, for søren! udbrød han
Æsken var proppet med smykker: guldringe, armbånd, kæder, ørestikker, brocher… Så meget guld! Tunge, brede ringe, ørestikker med rav og andre sten Første tanke tage lidt, bare et par ringe, sådan ingen ville savne…
Men tanken kom og gik. Naboerne havde ikke rørt noget… Hvad nu hvis der var en optegnelse, eller skjult kamera? Han så sig omkring. Kamera? Her var knap nok strøm.
Han lagde smykkeæsken på plads, lukkede kommoden, klikkede på kontakten ingen lys. Han fandt elmåleren ude i gangen og slog kontakten til.
Endelig strøm… Han satte telefonen til opladning, hentede tasken, og kort efter sov han stendødt i den høje, knirkende dobbeltseng i soveværelset. Han havde været bag rattet i over et døgn.
***
Goddag, er det Emil Christensen, jeg har fat på? spurgte en ældre stemme.
Ja. Det er det
Emil, hvor er jeg dog glad for, jeg nåede dig. Jeg hedder Sigrid Mikkelsen, jeg er hjælper her, min barnebarn hjalp mig med at finde dig. Ser du, din morfar Henrik Christensen. Må jeg kalde dig Emil, det gør jeg med de unge…
Bare gør det…
Emil, du er jo den eneste barnebarn, han har. Han er blevet så tavs, taler ikke meget, er syg, men han venter på dig, håber så meget du kommer
Undskyld, hvad hed?
Sigrid Mikkelsen.
Tak for din omsorg, Sigrid, men jeg har faktisk aldrig kendt ham. Jeg tror du taler om min fars far. Men mine forældre blev skilt, da jeg var fire, og jeg
Det ved jeg, det hele Din far døde for længe siden. Din mor døde jo for nyligt, Gud have hendes sjæl. Hun kom faktisk og besøgte os.
Hvad? Min mor? Det må være en fejl Du må tage fejl.
Nej hun døde så pludseligt Det nåede hun nok ikke at fortælle dig. Men hun var her, din kære mor Kirstine, en god kvinde, omsorgsfuld. Vi savner hende
Undskyld Min mor?
Ja, hun kom her. Emil
Beklager, du vil gerne have jeg kommer? Men jeg kan ikke. Jeg bor langt væk, og har mit arbejde
Ja, forstås, selvfølgelig. Men sagen er den: Henrik har en stor lejlighed i København. Nu forsøger nogen i ledelsen faktisk at få ham til at skrive den over på plejehjemmet. Fy føj, de er ikke til at stole på. Jeg frygter for ham
Lad dem bare. For mig er han en fremmed. Hans valg
Sigrid talte videre, som om hun ikke havde hørt ham.
Men Henrik taler dårligt. De må ikke tvinge ham, men de finder nok en vej. Han vil jo så gerne bo i sin lejlighed, og han har kun sagt, det skulle gå til barnebarnet, hvis bare det betød noget. Men ellers tager de det fra ham, Emil. Og bolig i København er dyrt. Han drømmer bare om at leve lidt endnu i sin lejlighed. Det blev for meget for benene, nu kan han slet ikke gå Åh, jeg begyndte at lede efter dig, og nu fandt jeg dig alligevel
Okay, jeg tænker over det. Det her nummer?
Ja, mit eget
Jeg ringer tilbage…
Ligesom i en film: Arv falder ned fra himlen. Men Emil troede ikke for alvor på det. Og han havde bestemt ikke tænkt sig at ringe tilbage.
Han havde hørt fra sin mor, at morfaren var streng. Da faren døde, var forældrene skilt for længst. Men dengang sagde moderen: “Henrik Christensen ødelagde selv sin søn.”
Emil havde derfor aldrig troet på, at moderen skulle have besøgt sin eks-svigerfar. Medmindre det gjaldt boligen.
Tænk hvis du boede i København, min dreng, huskede han hendes drømme.
Ja, for det kunne sagtens være, moderen ville gøre alt for hans skyld.
En lejlighed i København! Suk…
Mor havde fortalt, at morfar havde været en stor embedsmand, og at lejligheden lå midt i byen, kæmpestor. Da far engang førte hende med hjem til forældrene, blev hun væk i rummene. Men hun sagde aldrig mere, ægteskabet var jo kort, og moderen rejste hjem til Odense, hvor Emil voksede op. Han tænkte aldrig på sin far, og slet ikke på slægtninge fra hans side.
Han havde jo sine bedsteforældre sin mors forældre. De bedste! De hjalp ham købe en lejlighed i Odense. Men han havde skrevet hustruen ind på skødet, og efter turbulent skilsmisse, boede datteren hos svigermoren, mens ekskonen knap interesserede sig.
Lejligheden blev delt i retten. Emil købte så en lillebitte stuelejlighed på fjorten kvadratmeter med et bitte køkken. Dengang var han ligeglad bare et sted at bo. Først senere gik det op for ham, hvor presset han var, og han begyndte at lægge hver en krone til side. Underholdsbidrag, regninger, indkøb, benzin…
Ekskonen ringede konstant og forlangte penge til pigen Synes ikke underholdet var tilstrækkeligt. Emil havde god kontakt til datteren, tog hende af og til med hjem i skoleferien.
Far, på den måde får du aldrig sparet op til din egen bolig! Alt det slik!
Ja, du har ret…
En lejlighed i København… Tanken blev ved med at køre rundt…
Efter timer blandt mursten, mens han lagde fliser på næste sortbørs-opgave, ringede han alligevel tilbage.
Sigrid, det er Emil. Hvad er det min morfar vil? Forklar igen.
Sigrid blev glad, hun havde næsten ventet opkaldet. Forklarede, at Henrik var syg, men drømte om at bo hjemme, bare lidt endnu, eller at se sit barnebarn. Hun forstod det jo, for han sagde det ikke direkte, men hun kunne se længslen…
***
Og det var da også noget så lavpraktisk som udsigten til en bolig, der trak Emil til København. Han lagde ikke skjul på det over for sig selv.
Først her i lejligheden, på de gamle billeder på væggen, så han morfar og mormor for første gang. Morfar tyk, myndig og ikke videre imødekommende. Men mormoren så nu venlig ud Emil syntes datteren mindede lidt om hende.
Og så skulle han altså i morgen hente denne fremmede, aldrende mand på plejehjemmet til denne forfaldne bolig.
Emil gik ud i køkkenet og åbnede for gassen. Der blev hurtigt en underlig, ubehagelig lugt. Hang her gas længe? Der måtte vist hentes fagfolk. Hvor længe havde lejligheden stået tom siden 95? Han havde glemt at spørge Sigrid, hvor længe Henrik havde været væk.
Der blev banket stille på døren. Udenfor stod naboen, den samme ældre kvinde der havde givet ham nøglerne.
Jeg tænkte, her virker jo ikke noget. Vil du have en kop te, måske?
De sad i hendes hyggelige, lyse køkken.
Det var jo ikke mig, der overtog nøglerne fra din morfar, det var min svigermor. Hun er væk nu, ja, min mand og svigermor også Nu bor jeg her med min datter og børnebørn.
Hvor længe har han været væk på plejehjem?
Uh, det ved jeg knap måske femten år eller mere. Vi har boet her i tolv, og det var kun min svigermor der gik over og vandede blomster. Vi tog os ikke af det undskyld. Vi regnede egentlig med, ejeren aldrig kom tilbage. Vi havde nok at gøre her.
Så du kendte ikke min morfar?
Nej, kun af omtale fra svigermor. Hun respekterede ham, men jeg tror hun var lidt bange for ham. Han havde arbejdet i ministeriet, os andre var bare folk af folket. Lejligheden fik hendes far, som var sømand kaptajn, ja, der er også en historie der, men jeg har glemt det.
Har du nummeret til gasfolkene?
Ja, jeg skal finde det, hun gik ind i stuen, men vendte sig i døren, Henter du ham virkelig? Hvor gammel er han egentlig?
Ved det ikke Jeg har først lige hørt om ham. Tænkte alle var døde. Ja, jeg henter ham men kun for en måneds tid. Mens jeg har ferie.
Hun så tvivlende ud:
Ældre folk det kan blive svært, hvis hovedet ikke er helt med
***
Den dag kom gasfolkene aldrig. Havde udrykning. Emil besluttede at gå en tur, spise på café, købe rengøringsmidler og noget mad.
I morgen ville han køre ud til plejehjemmet, havde talt med Sigrid. Hun insisterede på, at han ikke skulle købe noget de pakkede det nødvendige til Henrik.
Emil regnede heller ikke med sådan at købe noget. Han ville jo bare hente ham og lidt af hans personlige ting hvad behøvede en gammel mand? Maden kunne de finde ud af.
Tidligt næste morgen kørte Emil ud til plejehjemmet i udkanten af Helsingør. Et lille sted på to etager, pænt, blomsterbede, bænke og elektronisk port. Emil syntes om stedet.
Han blev mødt i døren. En smal ældre kvinde med gråt, uglet hår Sigrid.
Goddag, Emil. Jeg er så nervøs. Nu skal du lige til direktøren, sig ikke noget om mig, bare sig morfar selv ringede. Han kan ikke sige så meget, men sig han bad dig hente ham.
Sigrid, bad han dig virkelig om det? der var noget her, Emil ikke kunne lide.
Jaja, selvfølgelig! Men vi taler senere! Gå nu, du bliver ventet. Har du dit dåbsattest med?
Inde hos direktøren blev en læge hentet de talte længe om Henriks helbred, advarede om, at det ville blive svært både fysisk og psykisk, at han intet kunne selv. Men Emil havde kun én tanke: De var ude efter lejligheden.
Nej, jeg tager ham med. Det skal nok gå, lød Emil fast. Som om han ikke var alene om beslutningen, lod han som om han virkelig mente det.
Nå, det er dit ansvar, sagde overlægen, som om han syntes synd for ham, Papirerne er klar om en time, du kan gå hen til ham så længe.
Emil nikkede, lod som om han vidste vej. Sigrid blev stående, smilede og sagde: “Vent bare her!”
På gangen hørte han pludselig en støj: En lille, krumbøjet mand fløj forbi i elektrisk kørestol. Emil blev forskrækket. Nogen må have trykket på speederen stolen jog af sted, men standsede pludselig ved den modsatte væg, vendte om og rullede hen mod Emil.
“Lokal sprinter,” tænkte Emil. Virkelig? Også hér?
Den ældre mand holdt fast i stolen med højre hånd stolen var alt for stor til ham, han hang til den ene side i sort træningstøj, hjemmestrikkede sokker og grå sixpence. Ansigtet var skrumpet som et bagt æble, huden med skorper, næsen rød, blikket under de stride bryn.
Emil så sig omkring. En ung kvinde gik forbi med store tasker.
Henrik, jeg sagde jo, du skulle vente! vrissede hun, spændte ham fast i stolen og lagde et tæppe over hans knæ.
Han sad lidt oppe, men uden at se på hende kun på Emil.
Først dér gik det op for Emil det var hans morfar. På billederne i lejligheden solid, myndig, midaldrende. Men denne spinkle figur? Han mærkede pludselig, hvordan både væmmelse og skyld samledes.
Goddag, sagde han stille.
Morfar svarede ikke.
Sigrid pakker lige det sidste, vi har lagt bleer i tasken, men han nægter. Han vil ingenting, sygeplejersken talte som om Henrik slet ikke var der, Lad ham ikke ræse rundt! I er jo ikke skrevet ud endnu. Gå lidt rundt, vent her.
Hun gik, Emil blev stående, rådvild midt på gangen. Morfar havde hovedet bøjet, stirrede på armlænet, reagerede ikke på noget. Emil trak stolen rundt og rullede mod udgangen.
Han vidste ikke, om morfar forstod noget eller kunne høre. De første hundrede meter sagde han intet, så stoppede han ved en bænk og satte sig foran ham.
Nå, morfar. Så fandt jeg dig. Sigrid spurgte mig…, Emil kiggede på morfar. Han så kun på sin egen hånd på stolen, sagde intet. Men Emil syntes pludselig, at han lyttede, Morfar, vil du virkelig hjem? Her er nu pænt. Vil du?
Ingen reaktion.
Kan du overhovedet høre mig? spurgte han højere. Intet svar. Emil så væk. Døv altså…
Morfars øjne forblev sænkede, men hans mundvige rykkede en anelse. Som om han slet ikke var så borte!
Ah Emil hævede brynene, og så fik han en ide. Han gik om bag stolen, så han ikke kunne ses og råbte:
Bakgear!
Stolen for tilbage, så Emil måtte springe væk.
Stop! og stolen standsede. Hen til gyngen, han pegede.
Men morfar ventede, og så drejede stolen i stedet den anden vej, hurtigt. Emil sprang gennem blomsterbedet, greb fat i stolen.
Hov, stop så! Du er skør, sveden løb ned af ryggen. Nej, der blev ikke kedeligt med den gamle!
Han gik rundt med morfar, mens tankerne kværnede. Nu så han endelig, hvad han egentlig sagde ja til. Hvad vidste han om at tage sig af en, der både var syg og ude af sig selv? Ingenting … Om lidt ville de smide papirerne i hovedet på ham og han ville skrive under.
Han kunne jo bare gå tilbage og sige, at han havde taget fejl. Han vidste ikke, at morfaren var så syg, og tage hjem igen? Nu begyndte han virkelig at tvivle.
Men hvad med lejligheden? Skulle den bare glide ham af hænde? Nej, han måtte tage sig sammen. Sigrid havde jo sagt, Henrik bare ville leve lidt endnu i sin lejlighed. Det kunne han vel klare, en måned. Selvom måske var det for sent. Var der et testamente? Papirer på lejligheden? Hos hvem?
Sygeplejersken overtog rullen af ham.
Du tager vel alle dokumenterne? Du skal jo ikke have ham for evigt…
Ja, det gør jeg.
Han skrev under på alt: pas, sygesikring, ejendomspapirer på lejlighed, garage, hus… det hele. Alt skulle leveres tilbage, alt i orden. “Og vær opmærksom, han blev dømt umyndig for fem år siden. Så du forstår. Socialrådgiveren kommer og tjekker forholdene hjemme. Vi skal”
Der var intet testamente blandt papirerne. Taskerne var fire, stolen knap kunne være i bilen, morfar blev sat fortil kroppen slap helt. Emil og portøren løftede uden besvær.
Emil, forsøg ikke at give ham ble på, han bliver rasende sagde Sigrid, Havregrød hader han, alt skal blendes, ikke for meget kød. Det hele står skrevet. Han kravlede selv på toilettet her, men hjemme Åh, begynder du at hjælpe, bliver han sur, han slår næsten fra sig. Jeg stak ham beroligende i nat, ellers gik det ikke Han bander, og jeg render væk, så er alt godt hun tørrede tårerne væk.
Er der intet, han ikke bliver gal over? Emil blev træt af alt virvaret.
Jeg har ondt af ham, han har drillet alle her, bare jeg lærte ham. Gør hvad du vil! Ring hvis alt går galt dag eller nat For mig er han som familie.
Porten smækkede bag dem. Sigrid blev ude, græd ved vejen. Emil åndede tungt ud.
Alt Emil tænkte på, var dét med umyndigheden, da direktøren havde nævnt det. Han kendte ikke til jura, men det var nu lejligheden der fyldte.
Og så denne gamle mand helt færdig og udslidt. Hvorfor overhovedet det hele?
Han så på ham. Henrik sad lænet mod vinduet, så frem. Vejen gled grå og lang gennem skoven.
“Det skal nok gå. Uden så mange formanere De klarer det!” tænkte Emil, og trykkede sømmet i bund.
