Jeg havde altid lagt lidt penge til side til dårlige tider, men sandheden var nok, at de dårlige tider for længst var kommet
Grethe, hvorfor har du taget tre tusinde kroner fra kuverten? spyttede jeg ud, og min stemme lød skarpere, end jeg havde regnet med.
Grethe, min kone gennem næsten fyrre år, blev forskrækket og lagde straks sit strikketøj fra sig.
Søren, jeg ville bare købe en gave til Mathias til hans fødselsdag. Det byggesæt, han har ønsket sig. Jeg har jo nævnt det før.
Jo, du har nævnt det Men hvem skal så betale regningerne? Hvem betaler for strøm og varme? Tror du, jeg trykker penge i kælderen?
Jeg så, hvordan hun kneb læberne sammen. Der var en blanding af skuffelse og træthed i hendes blik den slags træthed, der bliver mere og mere synlig med årene.
Vi plejer da at beslutte det sammen, hvad vi bruger penge på. Det er jo vores barnebarn.
Ja, ja, tidligere havde jeg også en anden løn! råbte jeg næsten, og jeg kunne mærke, hvordan det snurrede op langs ryggen. Nu får man bare lidt folkepension, og der er ikke engang råd til min medicin!
Jeg gik resolut ind i soveværelset. Mine hænder rystede, og jeg bøjede mig ind over sengen for at tjekke under madrassen, hvor jeg havde min lille opsparing: fem tusinde kroner. Mine krisemidler. De penge skulle bruges, hvis mit hjerte en dag sagde stop, og jeg skulle bruge de dyre dråber, der ikke blev givet gratis. Jeg hadede mig selv for at være så anspændt, men kunne alligevel ikke slippe sedlerne.
Jeg satte mig tungt på sengekanten og mærkede, hvordan hjertet hamrede. Måske var det nu en blodprop? Nej, sikkert bare nerver. Men hvad nu hvis det sker rigtigt næste gang? Hvem skal redde mig? Og hvad skal jeg blive reddet med, hvis alle pengene ryger på børnebørns legetøj og Karolines ‘lån til næste lønningsdag’?
Det var kun tre måneder siden, jeg gik på pension, men jeg føler mig allerede ubrugelig. I 36 år arbejdede jeg i Byggefirmaet Niels Pedersen. Startede som simpelt håndværker, blev senere formand. Mit ord talte på byggepladsen, kollegerne lyttede, ledelsen respekterede mig. Men så kom den nye direktør en knægt, der kunne være min søn og sagde: “Søren Jensen, nu har du gjort dit. Nyd nu din velfortjente pension.”
Velfortjent pension. Det lyder så pænt. Men hvor blev indholdet af? Nu vågner jeg om morgenen uden at ane, hvad jeg skal stille op med mig selv. Grethe tager på arbejde som sygeplejerske på Frederiksberg Klinik klokken syv. Hun har et par år tilbage, før hun kan trække sig tilbage. Jeg bliver hjemme. Sidder med kaffe og lader blikket falde ud på gaden. Før sad jeg netop på den tid og fordelte folk på pladserne, tjekkede status for dagens opgaver.
Nu føler jeg mig unyttig. Det er det værste at vide, du ikke gør gavn for nogen. At det føles, som om du allerede er skrabet ud af dagligdagen. Sammen med den erkendelse følger frygten: Klæg, altopslugende frygt for hvad alderdom og sygdom kunne bringe.
Jeg mærker ethvert lille symptom. Et stik i brystet? Hjertet. Selv svimmelhed? Blodtrykket. Glemmer jeg nøglerne, tænker jeg straks på demens. Jeg ligger om natten og lytter efter mit hjerte, hvert bump og bulder føles som et varsel om undergang. Og finder jeg på at google “brystsmerter,” møder jeg straks de værste diagnoser blodprop, hjertesvigt, aneurisme. Læser priserne for medicin og bliver kold indeni. Hvordan skal man kunne behandle sin nervøsitet, når piller mod forhøjet blodtryk koster halvdelen af pensionen?
Grethe siger, jeg er ramt af depresssion efter at være stoppet med at arbejde. Hun foreslår, jeg går til en psykolog. En psykolog! Aldrig om jeg vil sidde og fortælle fremmede om mine bekymringer og bruge penge på det. Nej tak, jeg må klare det selv.
Men gør jeg nu også det? Jeg genkender ikke mig selv længere. Hvor jeg før var fattet, kan jeg nu fare op over småting. Hvis Grethe lade lyset brænde på badeværelset, råber jeg. Hvis vandhanen drypper, bliver jeg irriteret. Ringer Karoline, min datter, spænder jeg op vil hun låne penge igen?
Det er det værste, det her: Jeg ser tydeligt, hvordan jeg har forandret mig. Ser hvordan Grethe undgår mig. Datteren ringer sjældnere. Barnebarnet Mathias kigger ængsteligt på mig. Jeg kan ikke stoppe det frygten er for stærk. Frygten for fattigdom og hjælpeløshed spiser mig op indefra.
Det er derfor, jeg begyndte at gemme penge væk. Først lidt tusinde, to tusinde. Så mere. Nu har jeg femten tusinde under madrassen. Min sikkerhedsline. Min sidste bastion. Hvis der sker noget, er der i det mindste penge til medicinen. Til at ringe efter en ambulance, så jeg ikke skal stå med hatten i hånden hos Karoline, der knap selv kan få det hele til at løbe rundt.
Grethe aner intet om pengene. Hun tror, vi kun har folkepensionen, som går ind på kortet. Jeg hæver et par tusinde hver måned og siger, de går til småting. Men i virkeligheden ryger pengene under madrassen. Krone for krone for sikkerhedens skyld. Det kalder de vel økonomisk angst, os pensionister imellem. Det lyder pænt, men føles bare som ren og skær rædsel for fremtiden.
Søren, kommer du og får noget te? Den er ved at blive kold, lød det fra køkkenet.
Kommer, mumlede jeg, mens jeg rettede på madrassen.
Vi sad tavse omkring bordet. Hun strikkede, jeg bladrede i Politiken uden at læse. Jeg havde lyst til at undskylde, forklare jeg ikke havde villet råbe. Men ordene kom ikke over mine læber. Så jeg sagde bare:
Lyset på badeværelset brænder igen.
Grethe så ikke op:
Undskyld.
Sådan taler vi nu. Korte, stikkende sætninger. Vi plejede at snakke i timevis. Hun fortalte om patienter, jeg om byggerier. Vi lagde planer for pensionen slå have op, tage sydpå, bruge tid med børnebørnene. Nu sidder der en mur imellem os. Og jeg bygger selv på den mursten for mursten, med hver vred bemærkning.
Næste dag ringede Karoline.
Hej far. Hvordan går det?
Fint. Hvad vil du?
Far, hvorfor siger du det sådan? Jeg vil bare snakke.
Så snak.
Der blev stille. Jeg vidste, hvad der kom. Hun tøver altid sådan, når hun vil låne penge.
Far, min bil er gået i stykker. Værkstedet vil have tolv tusinde kroner. Kan du
Nej, afbrød jeg. Jeg har knapt selv nok.
Far, jeg betaler hurtigt tilbage, så snart jeg har fået løn.
Det siger du hver gang, men du betaler aldrig. Sidst lånte du tre tusinde hvor blev de af?
Jeg har givet dem til mor!
Mor har ikke givet mig noget.
Det var løgn. Jeg vidste godt, at Grethe havde givet dem, men at indrømme det, ville være et svaghedstegn. Og jeg havde brug for at have styr på pengene. Mine penge. Min sidste tryghed.
Far, måske husker du ikke rigtigt. Mor, vil du sige noget?
Grethe tog telefonen:
Søren, Karoline gav faktisk pengene tilbage. Jeg sagde det også til dig. Måske har du glemt det.
Jeg har ikke glemt noget! brølede jeg. I tror, jeg er blevet bims! Karoline, jeg har ikke penge. Lev efter evne.
Jeg smed telefonen på sofaen. Mine hænder rystede, hjertet bukkede løs i brystet. Grethes blik var anderledes denne gang. Ikke blot træt noget mere. Var det skuffelse? Frygt?
Søren, hvad sker der? Du er blevet helt anderledes. Vi har altid hjulpet børnene.
Det var dengang vi havde noget at hjælpe med! Nu forsvinder pengene i medicin og stigende priser. Hvordan skal jeg kunne hjælpe?
Men vi har to pensioner, søren. Vi klarer os jo. Vi mangler ikke noget.
Mangler ikke noget! Efteraber jeg. Hvad hvis jeg pludselig skal opereres? Hvor skal pengene komme fra?
Søren, du skal ikke gøre dig selv syg. Lægen sagde jo, du var rask.
Jeg huskede mit besøg på Bispebjerg for en måned siden. Jeg havde ikke sagt noget til Grethe hun ville bare spørge og bekymre sig. Jeg sagde til lægen, jeg havde brystsmerter og svimmelhed. Hun lyttede, tog blodtryk. Alt inden for normalen. Gav mig nogle vitaminer og foreslog, jeg gik flere ture og stressede mindre.
Stress mindre! Det er let at sige. Hvordan gør man det, når pensionskrisen føles som et tag over hovedet? At vågne hver morgen og føle sig overflødig? At din brugbarhed er forbi og der kun er forfald forude?
I Matas kiggede jeg diskret på medicinpriser. En pakke piller mod blodtryk: 250 kr. Gode smertestillende: 120 kr. Noget stærkere fuldkommen uopnåeligt. Jeg stod der, forstenet, og indså: Bliver jeg for alvor syg, river medicinudgifterne os fra hinanden. Og hvem kan hjælpe? Karoline slås selv. Grethe arbejder stadig for små pennige på klinikken. Ingen at stole på.
Det var der, jeg for alvor begyndte at tælle hver krone. Køber kun billig spegepølse, ost på tilbud. Irriterer mig over strømforbruget, sparer på det varme vand. Grethe spurgte, men jeg sagde bare, at vi skulle spare op. Men sandheden var, jeg var bange for at ende på bunden.
Vi blev fremmede for hinanden. Pengene under madrassen voksede. Først 20.000, så 25.000. Jeg tjekkede dem aften efter aften, mens Grethe var i bad. Ordentlig bunke, glattede og talt. Det gav mig ro, en illusion af kontrol.
Men enhver gang jeg så mig selv i spejlet, så jeg en fremmed: sur, bøjet, mistroisk. Hvor blev ham Søren af, som folk havde respekt for? Familien kunne læne sig mod?
Et par måneder gik. Konfrontationerne blev hverdag. Karoline ringede nu kun til Grethe. Mathias kom sjældnere. Jeg længtes efter mit barnebarn han så på mig uden at være fyldt af samme skuffelse. Men selv over for ham kunne jeg ikke slippe frygten.
Husker tydeligt den dag, Mathias bad mig om en 50er til is.
Morfar, må jeg få lidt til en is?
Bed din mor.
Hun siger, hun ikke har småpenge. Du plejer da altid at give
Jeg stak hånden i lommen en 50er. Mathias rakte ud, men jeg strammede grebet:
Hvorfor skal du have is, når det er så koldt udenfor? Du bliver bare syg.
Morfar, pliiis
Nej. Ikke noget med det.
Han blev fornærmet og gik. Jeg sad med pengesedlen i hånden bitter og vred over mig selv. Hvad var der ved mig, at jeg ikke kunne unde mit barnebarn en 50er?
Om aftenen sagde Grethe stille, men bestemt:
Søren, jeg bliver flov. Et barn beder om lidt til is, og du nægter. Hvad foregår der?
Vi skal ikke opdrage ham til at være forvænt. Det er ikke nødvendigt med is.
50 kroner, Søren. Det er ikke nogen stor ting. Hør lige dig selv.
Skal jeg partout give alle penge ud? Karoline har jo løn. Hun kan købe selv.
Det er ikke Karoline, det handler om! Det er dig. Du tæller hver krone nu. Jeg kan ikke holde det ud. Forstår du? Ikke mere.
Hun gik ud. Jeg hørte, hun græd i badeværelset. Jeg kunne ikke tage mig sammen til at følge hende sad bare der, lammet og med seddelen i hånden.
Hele natten lå jeg vågen. Hvor gik det galt? Da jeg blev pensioneret? Eller længe før, den dag jeg mærkede, kløerne af alder sætte ind?
Frygten for alderdom. Det var det, det hele handlede om. Jeg forsøgte at holde fast i kontrollen gennem penge under madrassen. Men realiteten var, at jeg mistede min familie.
Da Grethe gik på arbejde næste morgen, sagde hun ikke farvel. Jeg blev siddende hjemme, kiggede på de 30.000 skjult under sengen. Tjekkede dem igen, men blev ikke roligere.
En uge senere kom det tæt på, at frygten blev virkelig. Jeg vågnede om natten med skarpe smerter i brystet. Kunne ikke få vejret og kaldte på Grethe.
Grethe Jeg har det dårligt
Hun fløj ud af sengen, bleg som et lagen.
Søren! Hvad sker der?
Hjertet Ring 112
Hun ringede, og jeg tænkte kun på én ting: mon pengene ville række til behandlingen? Ambulancen kom hurtigt. Lægen lyttede, tog EKG. Det er en panikangst, sagde han. Dit hjerte har det fint. Men hvis du ikke ændrer vaner, kan du ende med rigtige problemer.
Da de var gået, talte vi. Grethe sagde stille:
Søren, det her fører ingen steder. Du ødelægger dig selv og os for pengenes skyld.
Det er ikke pengene hviskede jeg. Det er frygten.
For hvad?
For at blive en byrde. For at blive syg og ruinere os.
Hun tog min hånd:
Du gamle tosse. Vi er en familie. Vi har stået sammen om alt også svære tider. Jeg har ikke forladt dig før, og du har heller ikke forladt mig. Det klarer vi også.
Vidste du det med pengene?
Selvfølgelig. Jeg har set, hvordan du sniger dig til madrassen. Hvorfor har du ikke sagt noget?
Jeg ventede på, at du selv ville åbne op. Jeg er ikke din fjende, jeg er din kone. Vi har været sammen i fyrre år. Jeg går ingen steder.
Jeg begyndte at græde. Hvornår havde jeg sidst gjort det? Jeg ved det ikke.
Undskyld, mumlede jeg. Jeg har været så bange
Hun lagde armene om mig. Jeg græd for første gang i mange år. Af skam, af lettelse og af træthed over at skulle være så stærk hele tiden.
Men næste morgen, da Grethe gik, gik jeg alligevel til madrassen og tjekkede sedlerne. For vanens skyld. Frygten var ikke væk. Den sad stadig i mig som en splint.
En uge senere prøvede jeg at ændre lidt. Lyttede, ventede mig. Gav Mathias 100 kroner, da han kom på besøg. Så glad han blev, og da han krammede mig, følte jeg et snert af varme, som jeg havde savnet længe.
Men så ringede Karoline igen. Hun skulle bruge 800 kr. til skolen. Og jeg eksploderede.
Skal du hver måned have penge bil, skole, hvad er det næste?
Far, jeg beder ikke om noget for min skyld.
Grethe overtog røret: Jeg sender penge i morgen. Med min pension. Nok!
Jeg blev rasende for første gang i vores ægteskab over mine og dine penge. Det gjorde ondt.
Om aftenen sad jeg alene i køkkenet. Grethe gik ind i soveværelset og begyndte at pakke. Ville hun forlade mig? Panikken bredte sig. Uden hende ville det hele ramle.
Jeg satte mig ved siden af. Hun så på mig øjne slidte af gråd.
Jeg tager til Karoline nogle dage. Jeg kan ikke mere, Søren. Det her det er for hårdt. Du er en anden. Jeg er bange for dig.
Jeg tav, men hun havde ret. Jeg ødelagde alt, vi havde bygget op. For hvad? Nogle sedler under madrassen?
Jeg ville ikke Det er bare jeg er så bange, Grethe. Bange for sygdom. Bange for at trække jer med ned. At tabe kontrollen.
Tror du penge under madrassen beskytter dig? Du graver dig kun ned i ensomhed.
Hvad skal jeg gøre? Jeg vågner hver morgen og frygter, at det hele slutter. At ingen har brug for mig.
Du er ikke alene. Familie betyder ikke kun penge. Du må begynde at snakke med mig.
Jeg så på hende. Hendes gråt ved tindingerne, de dybe smilerynker. Hun blev også gammel. Også bange. Men hun løb ikke væk hun forsøgte at gå frem sammen med mig. Hvorfor afviste jeg hende?
Hvad skal vi tale om? Om hvor fattige vi bliver? Om sygdom og død?
Hun sukkede.
Igen kun om penge og død. Vi lever stadig, Søren. Vi kan vælge at være sammen i kærlighed, ikke frygt.
Jeg ved ikke hvordan
Prøv. Lige så stille. Fortæl mig, når frygten tager over. Lov mig det.
Jeg mærkede de krøllede sedler i min lomme. Skulle jeg overhovedet kunne give slip?
Grethe begyndte jeg.
Men sandheden er, at én samtale ikke forandrer alt. Frygten forsvinder ikke fra dag til dag. Men den aften forstod jeg, at jeg var ved at miste langt mere min kone, mit barn, mit barnebarn. Alt imens jeg holdt fast i nogle krøllede sedler.
Grethe jeg har brug for hjælp. Jeg klarer det ikke alene.
Hun smilede svagt måske med håb?
Søren, det er et skridt. Vi kan gå til lægen sammen. Eller tal med en at snakke med, hvis det kan hjælpe.
Det koster penge, sukkede jeg.
Det er vores liv, Søren! Noget er værd mere end penge under madrassen!
Jeg opgav modstanden. Jeg skal prøve. Jeg lover.
Hun pakkede tasken væk. Jeg forlader dig ikke. Vi klare det sammen.
Den nat faldt jeg i søvn med hendes hånd på mit bryst. Seddelen blev i lommen, og de andre under madrassen. Men en flig af håb voksede i mig. Ikke glæde, ikke frihed men et håb, lille og skrøbeligt, at jeg ikke var helt alene, og at det ikke hele er tabt.
Moralen jeg lærte? At frygten for at miste kan få én til at miste alt det levende længe før, noget egentlig tabes. Men tør man åbne sig bare lidt begynder muren at falde. Ikke alt på én gang, men lidt, dag for dag. Jeg skal nok lære det. Vi skal nok lære det. Sammen.
