– Skidt med det hele! råbte Mathilde, mens hun lagde de færdigstegte frikadeller over på et fad. I frustration greb hun fat om håndtaget på den gamle støbejernspande, som hun havde arvet fra mormor, og i ren glemsomhed undlod hun at bruge grydelappen. Brændt sprang hun tilbage og udbrød højt over urimeligheden i sit flagrende, kaotiske liv.
Et par linjer fra hendes yndlingsband dukkede pludselig op i hendes hoved. Noget omkring en sølle krone i sandhedens sparegris og det evige spørgsmål. Tårerne piblede frem, og med Møller på hjernen indrømmede hun for sig selv, at denne geniale sangskriver endnu engang havde ret verdens centrum blev hun aldrig.
Som om de følte samme stemning, stemte først Hektor og så katten Sune ind. Hvor Sune, som altid, miavede sagte i sympati med Mathilde, så gav Hektor den for fuld kraft.
Det lød nærmest, som om en flok ulve prøvede kræfter i det lille køkken, både for at vække resten af familien og måske hele opgangen.
– Så er det nok, hjælpere! Mathilde tog sig sammen, indså at gråd ikke hjalp mod brandsår, åbnede for vandhanen og stak hånden ind under det kolde vand.
I samme sekund, stadig irriteret over sin egen dumhed, greb hun pandehåndtaget igen, da hun ville flytte den væk fra vasken for ikke at beskadige den. Nu skreg hun så højt, at Hektor straks begyndte at hoppe i køkkenet og gø, så dagen officielt var i gang om end lidt festligt. På dørtrinnet stod nu Nicolai, Mathildes mand, stadig halvvågen.
Hvad foregår der, Mathilde?!
Han fik straks overblik over situationen Nicolai havde, som tidligere bokser, reflekserne i orden.
Efter et minut var vandet slukket, Mathilde sat på en stol, og førstehjælpskassen fandt vej frem. Panden blev sat væk.
Lad mig lige se din hånd, sagde Nicolai stille og tog hendes albue, forsigtigt.
Nej, lad være! hvinede Mathilde og lukkede hånden til en knytnæve, kun for straks at pibe endnu engang.
Slap af! lød det bestemt fra Nicolai, nu i kommando-mode, og alle rettede straks ind: Mathilde, Hektor, Sune.
Sune, den kloge kat, søgte allerede trygt ind under bordet og prøvede at trøste med højlydt spinden og små slik på Mathildes hjemmesko. Nogen skulle jo have ondt af hende.
Men alle andre larmede jo bare! Hektor, den store fjollede hund, viftede med halen, som om Mathilde havde givet ham hele fadet med frikadeller. Forstod han da ingenting?! Burde han ikke!? Han havde trods alt stadig ar fra dengang, han flygtede fra en brand i tidligere ejers hus. Han havde siddet og hyllet på broen, forpjusket og skræmt, da Mathilde havde insisteret på, at Nicolai skulle stoppe bilen. Gennem snestormen gik hun over broen, sad i sneen i over en halv time for at tale Hektor med sig hjem, og passede ham uden at ænse knurren og forsøg på bid. Indtil Sune satte ham på plads, så han ikke skulle bide hende mere. For Mathilde var jo hans, ingen måtte gøre hende ondt!
Det var Mathilde, der fandt på hundens navn, da familien ikke kunne beslutte sig, heller ikke efter en lodtrækning med en gammel kasket.
Over broen med Hektor sagde Mathilde tænksomt, og så var den diskussion slut.
De tidligere ejere ville ikke tage ham tilbage. De afleverede halsbånd, snor og undskyldninger.
En heroisk hund! Han reddede os fra ilden med sit hyl, vækkede hele opgangen. Men nu har vi kun otte kvadratmeter hos familie, seks mennesker der er ikke plads til en hund.
Sune anede ildevarslende Mathildes vrede, satte sig straks til rette i hendes skød, og lykkedes med sin katte-beroligelse. Mathilde holdt sig i ro, sagde ikke et ord hun bad bare om en kvittering på, at Hektor nu var hendes, helt og aldeles.
De tidligere ejere skrev uden protest.
Mathilde satte sig siden på gulvet, kløede skiftevis Hektor og Sune bag øret og græd stille. Hun vidste, hvad det betød at blive svigtet.
Også hun var engang sendt væk hjemmefra. Uretfærdigt. Hendes første mand var sagt pænt ikke god. Glad for fester, fredagsøl og løssluppenhed, men ikke for forpligtelser. Hun gjorde, hvad hendes mor rådede hende til: holdt orden, lavede mad, fødte ham den datter, han havde ønsket sig.
Men snart blev det klart, at den nyfødte var mere forstyrrende end glædelig. Han kunne ikke tåle larmen, synes børn lugtede. Behandlingen af datteren kunne Mathilde ikke acceptere. Når man beder om et barn, må man passe på det.
Mænd kan skiftes ud børn er unikke.
Det kræver sit, at føde, at bekymre sig over små ting, at tørre snot og sidde oppe om natten, og finde diagnoser på nettet, mens lægen drøjer, og panikken raser At fange dem, når de tager de første skridt og mærke lykken over det første mor.
Valget var derfor nemt for Mathilde: hun forlod sin mand, tog sin datter Line under armen og gik.
Går du? Kom aldrig tilbage. Jeg vil ikke tage dig ind igen.
Intet var at forklare, hvor man ikke vil høres.
Efter den svære skilsmisse flyttede hun ind hos sine forældre, hvor hun fandt Sune, forkommen og næsten opgivet ved en regnfuld plet foran forældrenes opgang.
Herregud, Mathilde, hvad har du nu slæbt hjem?! moren, Karen, tog straks Sune fra hende. Vask nu hænder, vi vil ikke smitte Line!
Mor, rolig! Jeg har kontakt til dyrlægen, jeg hjalp med at få bygget hendes klinik. Hun vil nok hjælpe. Kan du passe Line imens?
Ja ja! Kom bare afsted den stakkel ser skrækkelig ud.
Bare vent, han bliver stor og stærk!
Og Mathilde fik ret. Sune, navngivet uden den store alvor, voksede op til en kæmpe, selvsikker dyr, der styrede kvindehuset med blød og skarp pote også over for Line, især når hun krævede for meget efter en lang dag. En dask med halen eller en lille bid, og Line forstod hurtigt, at kattens argumenter ikke kunne diskuteres og at mor ikke var en maskine.
Hver mand, der satte fod i hjemmet, var per definition Sunes fjende. Han ignorerede dem hårdnakket, og Mathilde købte til sidst en skoreol som forsvar hvilket Sune tog meget ilde op og i en lang periode nægtede at anerkende.
Hvorfor sidder du så afvisende dér? Du ved jo ikke engang, hvem der kommer! Handler det bare om, at det er mænd? Skal jeg gå alene resten af livet for din skyld?
Sune svarede ikke, for visse ting forstod kvinder ikke det var bedre bare at gøre, hvad man mente var rigtigt. Princippet var, at forsvarer man dem, man holder af, behøver man ikke undskylde sin strenghed.
Kun én gang lavede Sune om på rutinen. Den dag lod han skoreolen være, blev ved Mathildes side, og fulgte interesseret den fremmede mand, der sad og snakkede nervøst med hendes far, mens han klemte et glas han aldrig drak af. Da de begyndte at grine og fejre noget med Mathilde, vadede Sune ind i børneværelset og betragtede, hvordan manden gik på knæ foran toårige Line:
Vil du være min datter?
Navnet kendte Sune ikke, men duften var god, og Line gik straks med ham uden pyl.
Sådan blev Nicolai en del af familien. Efter lidt tid flyttede de sammen, og Sune, som naturligvis kom med, nøs og forskede i buketten af hvide roser, mens Asta grinede. Og når hun lo, vidste Sune, at alt var godt.
Årene gik næsten fredeligt.
Mathilde opdragede Sune og Line. Så Sune, Line og lille Jonas. Lidt senere kom Hektor til, og Karen, som efter skilsmissen flyttede ind. Familien voksede, og Mathilde blev mere presset.
Sune fattede ikke hvorfor. Han forsøgte at lindre hendes tungsind på sin egen katte-manér. Søgte hjælp hos Nicolai, men han forstod ham ikke. Måske var der for mange bekymringer udefra. Om aftenen kyssede han mekanisk Mathilde på kinden og spurgte efter sin elskede suppe. Maden især hendes frikadeller havde Mathilde gjort til sin signatur, selvom hun egentlig ikke brød sig om det.
Denne aften kunne Mathilde ikke længere holde tårerne tilbage: Alt blev for meget. Ingen lagde rigtig mærke til noget bortset fra Sune.
Mathilde, hvad sker der? Nicolai lagde bandage på hendes hånd og kiggede i de øjne, der havde gjort ham til lykkelig familiefar.
Ikke noget! fnyste Mathilde såret. Bare lidt for meget
Hold da op, det har jeg ikke bemærket Er jeg dum?
Også det!
Kan du ikke sige, hvad det handler om?
Jeg er bare træt, Nicolai. Virkelig træt
Sådan! Aftale! Du holder fri fra alt husarbejde!
Nicolai, det giver ikke mening! Jeg har masser af arbejde på kontoret, og sommeren er langt væk!
Jeg taler ikke om jobbet men om køkkenet! Fra i dag laver jeg mad!
Mathilde så overrasket på ham:
Du?
Ja, hvad så? Tror du, mænd ikke kan lave mad? Jeg lærte at skrælle kartofler i værnepligten, min stjerne! Resten lærer jeg. Sune hjælper mig!
Nicolai
Ja, skat?
Jeg elsker dig!
Jeg dig, du! Er to uger fri nok?
Det ved jeg ikke Du ved jo, hvor meget der er at tage sig til.
Du skal ikke stresse. Tag dig af dit jeg tager gryden!
Hvad siger min mor til det?
Ingen anelse. Hun synes nok, vi er for umodne, og prøver at jage mig ud af køkkenet. Men jeg giver mig ikke! sagde Nicolai kækt, hævede panden som et våben. Skal mit ord ikke betyde noget?
Mathilde lo, og Sune slappede endelig af. Hørte han latteren, var alt, som det skulle være.
Dagen ville fortsætte, familie skubbes rundt til hverdagens gøremål. Den gamle Bornholmer-ur, som Mathilde havde arvet fra moren, tikkede ufortrødent videre den grå kuk-uret, der altid kukkede på de forkerte tidspunkter.
Tid til sig selv, restriktion på støj. Mathilde smilede til Sune inden hun gik ud ad døren:
Lad nu være med at drille fuglen, din bandit!
Han trak fornærmet halen op foran næsen. Som om han nogensinde havde drillet det dumme ur!
Stille falder roen over hjemmet, Sune putter sig ind til Hektor.
Om aftenen kommer Karen hjem med børnene, som veloplagt fortæller om dagen. Karen griner, når Jonas opfører den nye svamperolle, han har fået i børnehaven, nu hvor han ikke skulle være prins denne gang. Alligevel har selv en fluesvamp kæmpesucces med publikum, så både Line og Karen klapper hænderne ømme.
Line slutter lektierne, smutter i køkkenet og puffer blidt til sin mormor:
Ba, nu skal du passe på hænderne.
Og Karen overlader næsten uden protest pladsen. Snart ryster hun på hovedet over klokken.
Din far er stadig afsted og moren har ikke engang ringet rene arbejdsheste!
Inden længe sover børnene, og Karen lukker døren til børneværelset blidt, så ikke deres stemmer forstyrrer den natlige ro i køkkenet.
Hvisker den ensomme frikadelle her, hvem tilhører den? spørger Mathilde.
Din!
Har allerede spist min. Og jeg er for tyk!
Du er den smukkeste i hele Danmark! Spis, nu! Smagte pastaen?
Mmm, ja!
Du sagde, jeg ikke kunne lave mad!
Det sagde jeg ikke!
Du tænkte det! Og det er det samme! Men Mathilde hvad med at tage en tur til Skagen i sommerferien?
Og byggeriet?
Byggeriet må vente! Du har brug for ferie. Huset løber ingen steder resten kan laves næste år. Hvad synes du?
Jeg tænker, at min mand både har ører og et stort hjerte. Jeg vælger dig altid, Nicolai.
Var der andre at vælge imellem måske?
Åh, Nicolai! Luk nu døren, børnene vågner!
Slet ikke de sover tungt nu! Ved du, hvor heldig jeg er
Sune, der skyggeagtigt lytter fra entreen, konkluderer, at nu er alt, som det skal være. Hvis der er fred og glæde i hjemmet, så kan han roligt putte hos Line, for hun sparker ikke i søvne som Jonas.
Hvem ved, hvad morgendagen bringer?
Måske nye sorger, måske nye glæder.
Men én ting er sikkert: Så længe kvinden, der passer på dette hjem, smiler, skal alt nok gå.
