Lad det hele bare gå ad helvede til! sagde Katrine, mens hun lagde de færdige frikadeller over på et fad. Hun greb vredt fat om skaftet på sin gamle, arvede støbejernspande, glemte alt om grydelapperne, brændte sig, og udbrød i et hyl over den evige uretfærdighed, som syntes at følge hendes kaotiske tilværelse.
I hovedet begyndte en strofe fra hendes yndlingsband, Folkeklubben, at køre rundt. Noget med en mønt i fakta-krukken og det store spørgsmål. Grædende, mens hun tørrede sine tårer væk, forbannede hun i tankerne Kjartan Arngrim han havde jo forbandet ret. Katrine var, endnu engang, blevet mindet om, at hun næppe nogensinde blev omdrejningspunktet for verdens gang.
Som et slags ekko af hendes råb stemte først hunden Holger og så katten Viggo i. Mens Viggo diskret støttede Katrine som loyal makker, gav Holger den som altid fuld gas.
Det lille uldtrold af ubestemmelig race kunne hyle så gennemtrængende, at man skulle tro, en hel ulveflok sad på Katrines lille køkken og sendte dramatiske operascener ud i opgangen, truende med at vække hele ejendommen.
Nå, så holder I altså op, hjælpere! Katrine fattede sig endelig, indså at gråd ikke hjalp en forbrændt hånd, og stak den under den kolde hane.
I sin forvirring røg hun dog straks ud i det kamikaze-stunt at røre ved panden endnu en gang denne gang for at hindre skader på sin gamle arvestykke. Smerten fik hende til at ule, så Holger begyndte at danse jubel-dansen på køkkengulvet, bjæffende op til en ny dag, som var startet så festligt. Og netop da trådte Søren, hendes søvnige mand, ind i døråbningen.
Hvad foregår der dog her, mutter?
Han havde lynhurtigt styr på situationen. Hvis han kunne noget, så var det at handle hurtigt boksningens arv, måske, selvom det var mange år siden, han havde stået i ringen.
Efter et øjeblik var vandet lukket, Katrine sat på en stol, førstehjælpskassen var tydeligt fremfusket på bordet, og panden flyttet fra gulvet.
Lad mig lige se på det der! sagde Søren, og rakte forsigtigt ud efter hendes albue.
Nej! gispede Katrine og klemte hånden hårdt sammen, hvilket udløste et nyt skingert hyl.
Aah! Søren slog over i kommandør på kasernen-tilstand, og straks trak både Katrine, Holger og Viggo sig sammen i respekt.
Af husets beboere var det nu altid Viggo, der var den klogeste. Da Katrine havde danset rundt i køkkenet med panden, havde han for længst søgt ly under bordet, hvorfra han nu trøstede sin ejer ved at slikke hendes hjemmesko grundigt og purre så højt, at man skulle tro, han forsøgte at mane lykken frem. Hvem ellers skulle trøste hende?
Og Holger stikker bare halen op og griner, som om Katrine havde givet ham en hel tallerken frikadeller. Men forstår han overhovedet noget? Han burde! Hans egne ribben var endnu mærkede af fortiden, præget af ar fra dengang han stak af fra et hus, der brændte. Da hylede han, vild og forkommen, på Århus Å-broen, og Katrine havde fået sønnen til at stanse bilen, så hun selv kunne gå over broen gennem sneen, og på knæ i snedriverne i evigheder, overbeviste hun ham endelig om at gå med. Det var Katrine, der plejede hans sår, uden at bekymre sig om bid og gøen og der blev bidt! Først da Viggo satte ham på plads én gang for alle, blev der ro. Katrine skældte ud, men katten vidste udmærket, han gjorde det rigtige for ingen skulle bide hans menneske!
Hun havde også fundet navnet til Holger. Familien havde skændtes længe, ingen forslag faldt i god jord, og engang kastede de lod med en gammel sixpence, men det førte ikke til noget.
Der var en krokodille ved åen sagde Katrine pludselig, og dermed var navnet fundet. Holger blev det, og diskussionen var forbi.
De gamle ejere ville ikke have Holger tilbage. De bød på en ny halsbånd og snor samt undskyld, men vi har ikke plads, vi bor midlertidigt hos familie seks mennesker på otte kvadratmeter og ingen plads til hund….
Viggo forstod straks Annes vrede under overdragelsesceremonien. Han sprang op på hendes skød og stak straks halen op under hendes næse. Med kløerne plantet i knæene, fik han sparket de opflammende følelser til jorden.
Ikke et ord sagde Katrine. Hun pegede blot på et eksemplar af familiens gammeldags papir, og insisterede:
Skriv et overdragelsesbrev.
Hvorfor? Vi vil ikke have ham tilbage.
Solgte du én gang din sjæl, er du ikke betroet mere! Sagde hun surt og lagde kuglepennen på bordet. Skriv!
De gamle ejere skrev under, og familien indtog Holger for evigt. Katrine sad efterfølgende længe på gulvet og kløede skiftevis Viggo og Holger bag øret og græd.
Hun kendte værdien af svigt, for det havde hun også prøvet. Hendes første mand havde mildest talt været ligegyldig. Elskede fest og øl, og mente fredag var en selvskreven undskyldning for at drikke. Katrine gjorde alt for at have orden på hjemmet, ligesom hendes mor havde lært hende, og hun fødte den datter, hendes mand havde bedt så meget om.
Men faderens glæde ved barnet uddøde, da hverdagen ramte. Datteren skreg for højt, lugtede forkert, krævede opmærksomhed. Katrine, selvom hun elskede ham, kunne ikke acceptere hans ligegyldighed. Hun forlod ham med datteren.
Du skrider? Så kom ikke rendende senere, jeg tager dig ikke tilbage! Han rullede med skuldrene, og Katrine smækkede bare døren.
Efter en svær skilsmisse flyttede hun hjem til sine forældre, uden bolig af egen. Og netop dér, ved en stor vandpyt, fandt hun Viggo afkræftet og håbløs.
For søren, Katrine, hvad er det for et uhyre, du slæber hjem?! udbrød hendes mor, Mette, og rev straks killingen fra hendes arme. Skynd dig at vaske hænder, ung dame! Børnene kan blive smittet!
Mor, ro på! Jeg har en veninde, der er dyrlæge. Jeg ringer, kan du holde øje med Signe?
Hvad skal jeg ellers? Kør så, den kat er døden nær…
Timer senere blev Viggo pumpet fuld af omsorg, og voksede sig til en kæmpestor og yderst selvbevidst kat, husets eneste mand. Han holdt styr på både familie og gæster og var ikke bleg for at tage lidt hårdhændet fat, når Signe, hvis mor var kørt træt, blev for krævende. Et nap i hælen, og Signe fattede hurtigt besked.
Hver ny mandlig gæst i hjemmet var Viggos personlige fjende. Han sørgede for at lave narrestreger og var flintrende ligeglad, når Katrine skældte ud over de små overraskelser i gæsternes sko.
Viggo! Har du ingen samvittighed?
Kat demonstrerede uanfægtet, at det havde han naturligvis ikke, og Katrine sukkede.
Åh jer mænd. I tænker kun på jer selv!
Viggo rystede det af sig hans opgave var at beskytte Katrine. Skoskab blev indkøbt, selvom det kostede ham status i lang tid.
Hvad glor du på? Er det mine venner eller fars gamle kollegaer, du straffer? Det kan jeg ikke finde mig i mere, Viggo! Så ender jeg jo som gammel jomfru!
Viggo svarede aldrig. Kvinder forstod ingenting. Bedst at tie, gøre sit, og undskylde hvis det overhovedet var nødvendigt.
Men én gang vaklede han fra sin linje. Da Søren ny i huset sad klodset til middag og forsøgte at falde ind i familien, forholdt katten sig i ro, sågar nysgerrigt. Da Søren listede ind til Signe på hendes værelse, gik Viggo med og snuste af ham, da han satte sig på hug og spurgte den toårige:
Signe, har du lyst til, at jeg bliver din far?
Kattens instinkt havde godkendt ham, og i huset flyttede Søren ind. Først boede de under Mettes tag, senere flyttede de, da familien fandt sig til rette med forøgelsen. Viggo, som Katrine naturligvis tog med, nød at dufte til hvide roser, grinende af Katrines latter, der for en gangs skyld lød sorgløs.
Årene gik, stille og fredeligt.
Næsten.
Først opdragede Katrine Viggo og Signe, så blev også lille Emil født, siden Holger, og senere flyttede Mette ind, da hendes egen ægtemand gik bort. Familien voksede, og Katrine blev mere og mere nervøs og træt.
Hvorfor?
Det vidste Viggo ikke. Han forsøgte sin kattekur mod hendes tungsind lidt dvaske nus men det hjalp ikke meget. Søren opdagede ingenting arbejdet fyldte for meget.
Katrine havde altid været familiens klippe, med frikadeller og biksemad, elsket af alle også Holger og Viggo. Men hun kunne dårligt holde ud at være i køkkenet mere.
Og i dag knak hun sammen, da frikadellerne var færdige. Tårerne trillede, kun katten bemærkede det. For alle andre var det naturligt, at Katrine tog sig af alt og lagde sine følelser til side.
Hvad er der, skat? Søren bandagerede blidt hendes hånd og kiggede hende i øjnene dem, han var blevet far for.
Ingenting! snøftede Katrine. Jeg er vel bare ved at gå helt fra koncepterne.
Hold da op. Så slemt?! Har jeg været totalt blind?
Ja! Og jeg er træt af det hele, Søren! Virkelig træt!
Søren satte sig hos hende.
Jamen, det… Så er det afgjort. Du går på orlov ingen køkken mere før sommer.
Orlov?! Jamen, jeg har et bjerg af arbejde!
Nu handler det ikke om jobbet, men om madlavningen. Jeg overtager køkkenet, starut!
Katrine så forbløffet på ham.
Dig?
Ja, hvorfor ikke? Tror du ikke, jeg kan finde ud af at skrælle kartofler? Det har jeg lært i militæret, min skat.
Jeg tvivlede nu bare på, om du gad
Bare fordi du ikke har set mig, betyder det ikke, jeg ikke kan. Vi lærer alle lidt forskelligt på vejen…
Søren
Hm?
Jeg elsker dig.
Jeg elsker også dig. Er fjorten dage nok?
Jeg jeg ved ikke. Der er så meget.
Intet bliver bedre, hvis du vælter omkuld. Jeg tager madlavningen du slapper af!
Og hvad siger mor?
Din? Hun vil nok mene, vi bliver for dovne. Men jeg giver ikke op! Jeg er manden her! Og hvad siger du så om det?
Katrine grinede, og Viggo blev lettet. Når hun lo, blev alt bedre.
Dagen ville tage familien på skift til deres rutiner, og senere ville folk komme hjem til den gamle københavnerlejlighed. På de arvede bornholmerurtikker ville minutterne tikke afsted, og Viggo kunne aldrig fatte, hvor den lille grå fugl forsvandt hen, når den hoppede ud hver time. Så lagde han sig tæt på Holger der var varmt.
Når eftermiddagen gik på hæld og Mette kom hjem med børnene, fyldte latter køkkenet, mens de delte dagens oplevelser. Særligt smilede hun, når Emil øvede sin svamp-rolle til det kommende børneteater. Han måtte vige som prins, men selv som fluesvamp fik han bragende bifald af både Signe og mormor Mette. Ofte foreslog pædagogerne lapidarisk, at Katrine burde sende Emil på dramaskole Hvilket talent!
Signe, færdig med lektierne, gik ud for at tage over ved opvasken fra mormor.
Slap af, mormor! Jeg klarer det.
Mette nikkede og så på uret.
Din far er på vagt… og din mor har ikke engang ringet… Arbjedsnarkomaner, allesammen!
Børnene faldt i søvn inden forældrene var hjemme. Mette lukkede døren sagte ind til deres værelse for ikke at forstyrre de små, når Katrine og Søren hviskende nød roen over dagens sidste frikadelle.
Hvem’s frikadelle? Den ligger så alene!
Din.
Jeg har spist min, og jeg er alt for tyk!
Du er smuk! Spis nu! Synes du ikke, pastaen var god?
Virkelig god!
Du sagde, jeg ikke kunne lave mad.
Nej, det sagde jeg ikke!
Men du tænkte det! Og det er det samme. Katrine, hvad siger du til en sommerferie ved Vesterhavet?
Søren, hvad med byggeriet?
Det kan vente. Du har fortjent ferie! Huset løber ingen steder. Fundamentet står taget kommer, resten må vi tage til næste år. Hvad siger du?
Siger bare, at min mand har både store ører… og et stort hjerte. Og at jeg ikke har valgt forkert.
Havde du overhovedet et valg?
Søren! Slip mig børnene vågner!
Årh, de sover tungt som sten. Katrine, hvor heldig kan man være…
Og Viggo, som så ofte, lyttede til stemmerne fra entreen, og besluttede, at han havde gjort sit for dagen. Når der var fred og ro i huset, faldt også Viggos indre til ro. Så gik han ind, hoppede op i Signes seng hun sparkede aldrig, i modsætning til Emil og lagde sig til at sove trygt, klar til en ny dag.
Hvad mon morgendagen ville bringe?
Måske nye sorger, måske nye glæder.
Men én ting var næsten sikker: så længe hende, der holdt sammen på det hele, Katrine, smilede, skulle det nok gå dem alle vel.
