– Maja! Hvad sker der dog her! Maja! Kom herhen!
Irina viftede afværgende mod naboens ged og trak sig straks tilbage. Zorajas horn var ikke til at spøge med! Hvis den først fik ind i siden på en, så skulle man nok mærke det! Hvor mange gange havde hun ikke bedt Michael om at lappe hullet i hækken, men han havde altid alt muligt andet at lave. Så hun måtte tage diskussionen med naboen næsten hver aften.
Hvorfor altid om aftenen? Jo, for Marie arbejder i Brugsen, og når hun ikke er hjemme, styrer hendes datter Frederikke det hele. Hvad kan man forlange af et barn?
Frederikke var en ordentlig pige. Kun seks år og allerede både kvik og arbejdsom. Hun fodrede hønsene, hilste på grisene og klarede sig generelt godt. Bare ikke med Zoraja geden. Men det kunne Marie selv dårligt finde ud af, for den forbandede ged lod sig nok malke, men derefter lavede den nøjagtig, hvad der passede dens forstokket hoved. Engang havde geden smadret verandadøren, en anden gang jaget Frederikke op i et træ, hvor hun sad til langt ud på aftenen, indtil Michael kom fra arbejde og hjalp hende ned igen. Irina turde knap nok nærme sig udyret.
Frederikke kom springende ud på trappen, greb riset, der altid lå parat, og satte efter geden over gårdspladsen.
– Zoraja! Ud nu, for pokker! Hvad har du lavet NU?!
Geden brægende skævt og kiggede på pigen, overvejede om der var grund til at tage det alvorligt. Frederikke var ikke længere helt lille. Den lille, skæve unge som Zoraja plejede at drille rundt med, hende kunne den ikke skræmme mere. Nu var Frederikke en resolut pige, som ikke længere var bange for geden.
Zoraja sænkede hornene, stangede til den rådne planke i hegnet, der havde irriteret den længe og galoperede væk mod køkkenhaven så må vi se, om hun kan fange mig!
Irina så efter Frederikke, der sprang over bedene, og sukkede. Ja, pigen havde nu fået sig en skæbne Hvad tænkte moderen dog på, da hun fødte hende? Og til hvad? Hun blev nu bare kaldt Misforståelsen som hele byen sagde.
Marie Zvonager, Frederikkes mor, var kendt som den flotteste kvinde i hele de tre små landsbyer, der lå så tæt, at man ikke engang orkede at cykle for at besøge familien. Nej, det var lettere at gå gennem bøgeskoven eller over marken og få lidt luft. For der var altid masser at lave! Køkkenhave, dyr, børn kun med god energi kunne man klare det. Nogle lod stå til, men de fleste knoklede for at sikre et ordentligt liv for sig selv og børnene. Og den, der sagde noget andet, skulle bare klappe kaje! Her var tingene ligesom hos folk flest.
Majas mor så ens på det. En solid kvinde med hænder som en landmand, holdt Katrine børnene i streng tømme. Det var nødvendigt, når man alene skulle opdrage tre drenge uden far. Kun Maja, der kom til verden efter faderen var druknet på fisketur, blev forkælet af hele familien, så selv de mest hærdede nabotanter rystede på hovedet.
Storebrødrene, den ældste var seksten, da Maja blev født, så hende som en porcelænsdukke. Flot at se på, men kun til pynt. Maja gik smilende gennem landsbyen og løftede næsen. Ikke røre!
Katrine forkælede godt nok sin datter, men vogtede hende også. Hvorfor skulle Maja være sådan en smuk pige? Hun lignede hverken sin mor eller far.
Længe funderede Katrine over, hvor Maja havde sit udseende fra, indtil svigermor gravede et gammelt fotoalbum frem fra før krigen.
Hun ligne min farmor, Luba. Se! Én til én. Hun var så ufattelig smuk. Bare…
Hvad? spurgte Katrine bekymret.
Hun havde aldrig en dag med lykke, den stakkel. Ægteskabet gik i stykker, mistede to sønner, og tredje ville hende ikke kendes. Hun døde ganske alene. Fra hendes egen børn var der ingen, kun min mor… men det var jo ikke hendes egen datter.
Hvordan kunne det ske?
Hun var for godmodig. Hun tilgav altid. Hendes mand tævede hende, og hun lå bare og sang igen bagefter. Hun var den, der sang forrest, sagde min far. Han, min far altså, var aldrig god ikke engang mod os børn. Forbød mor at se farmor, men hun sendte os alligevel for at hjælpe. Da han opdagede det, tævede han mor og låste os på loftet i to dage. Vi kom først ned, da han tog til byen igen.
Hvorfor hadede han sin mor så meget?
Egentlig ingenting. Efter faren døde, måtte min far dropppe skoleforløbet og flytte hjem. Luba var døden nær næsten en måned. Han bebrejdede hende resten af livet for det, som skete.
Katrine lyttede tavst og lod være at fortælle børnene om slægtens historie. Hun holdt drengene i kort snor imod grusomhed, men lod det fare lidt for Maja. Datteren var ikke ond, men havde nok af kulde til landsbyens folk.
Høj, velformet, og alligevel mildt svævende. Majas øjne, mørke som dyb sø, tryllebandt enhver bejler.
Marie trak det længe ud. Rygterne gik: hvorfor venter hun, når alle drenge vil have hende? Men hun svarede aldrig, og da hun endelig valgte, tabte folk kæben og forstod ingenting.
Vagn kom udefra som dyrlæge til nabobyen. Med familie, kone og børn. Hvad fandt Maja ved ham? Spørg hvem som helst ingen tanker, han var ikke køn, og han var gift! Hvad gik for sig?
Maja så sig ikke tilbage. Hun bar sit hoved højt. For hun vidste, at brødrene ville skælde hende ud, men også beskytte hende.
Katrine var fortvivlet. Skulle hun tale hende til fornuft? Intet hjalp! Vagn grinede bare og bøjede en hestesko foran hende og spurgte: Har du flere spørgsmål?
Det blev for meget, og Katrine gik grædende fra stalden. Hvad nu? Omverdenen ville bare sige, hun var en dårlig mor, som ikke beskyttede sin datter.
Marie kom hjem rasende: Hele mit liv har du ødelagt for mig, mor! Jeg vil ikke kendes ved nogen af jer kom ikke!
Hun flyttede alene ind i oldefars gamle, forfaldne hus. Først flere måneder efter fik Katrine at vide, hun var gravid svigerdatteren Grete kom forbi for at hjælpe og kunne ikke få det sagt.
Mor… Maja skal have et barn. Til foråret måske
Katrine sank sammen. Hvad skulle hun nu gøre?
Hun nølede dog ikke længe. Hun bandagerede hånden, tog forklæde på og gik direkte over til Majas hus. Naboerne veg ikke udenom stemningen var tung.
Den gamle dør var svær at åbne, som om den tøvede. Katrine holdt sig til den forbinding, hun havde lagt. Hvis barnet har det svært, kunne hun også mærke smerten.
Maja lå vendt mod væggen på sengen, rørte sig ikke, da moderen trådte ind. Katrine satte sig, holdt om hende som dengang, hun var lille, og spurgte roligt:
Tror du, det bliver en dreng eller pige?
Maja snøftede: En misforståelse ligesom hendes far.
Tal ikke sådan! udbrød Katrine. Det gik ikke mellem jer, men barnet kan da intet gøre! Du valgte selv. Elskede du ham ikke? Men nu…
Han forlod mig sagde Maja i skulderen på sin mor.
Så kan han forsvinde langt pokker i vold! Nu må du stå op! Gå med hjem. Din datter vokser op i vores hjem, ikke som forældreløs på udkanten!
Maja så på hende gennem tårer og begyndte, lettere, at grine.
Hvad nu? spurgte Katrine og strøg datteren over kinden.
Han var da ikke nogen ranglet næh, han var lav og slap både til ben og sjæl! Tænk hvis barnet får det fra ham?
Nej, hun går i vores slægt!
Men Katrines spådom holdt ikke. Frederikke lignede sin far på en prik. Kun de blå øjne var morens: dybe som den bugtende fjord rundt om byen.
Der var streng forbud mod at bade i fjorden for børn. Alligevel, engang imellem skete det. Først langt senere gik det op for folk, hvorfor netop Katrine var kommet der en aften hun havde kastet sig ned ad skrænten for at redde Serge, der næsten druknede. Han løb forskrækket hjem til sin bedstemor og vendte først hjem senere og fortalte om Katrines redselslagne øjne og ordene Ind til bredden derhen
Først en måned senere turde Serge fortælle alting til sin mor, der sad tavst et øjeblik, bandt sit sorte tørklæde og fulgte ham hen til Maja.
Se her. Din mor reddede ham. Ære være Katrine for at ofre sit liv for et andet barn…
Maja, udmagret og nedbrudt af sorg, nikkede bare, mens hun forsøgte at berolige den skrigende Frederikke.
Serge gik stille hen, rørte Frederikkes lille hånd og spurgte:
Hvorfor skriger hun sådan? Hun er jo helt blå i hovedet…
Frederikke tav endelig, og for første gang i dage greb hun om Serges finger.
Hun er stærk Serge gispede, kiggede på Maja. Jeg mente det ikke…
Siden den dag var Serge hendes faste legekammerat. Han kom fra morgen til eftermiddag hele sommerferien, og Frederikke, nu som selvudnævnt chef, tog imod ham og befalede:
Vaske hænder! Jeg er sulten!
Under Serges ledelse lærte Frederikke at lave narrestreger, så Maja ofte måtte gribe riset:
Du er sgu en misforståelse, barn! Hvad skal jeg gøre med dig?!
Naboerne sladrede, men tie stille af medlidenhed for Maja og af respekt for Katrine.
Maja forsonede sig med sine brødre, og beholdt deres nærhed, for hun havde forstået, at man ellers let kunne blive ganske alene og usynlig.
Frederikke voksede op fantasifuld og hjælpsom, ville intet vide af sit øgenavn. Maja gøs engang imellem, mindedes den mand, der havde krænket hende så groft. Han blev dog aldrig nævnt; han var forlængst flyttet, da han indså, han ikke var velkommen. Hans kone pakkede børnene og tog hjem til sin mor efter et sidste skænderi.
Frederikke blev midaldrende, smuk og besluttede sig for, at kun sygeplejeskolen i København kunne komme på tale.
Du er sgu en misforståelse, barn! Til byen? Alene? Hvem skal bruge dig der?!
Frederikke stod fast. Onklerne, ved familiemøde, støttede hende, og Maja gav sig modvilligt.
Serge, som altid støttede hende, strittede imod denne gang:
Hvorfor det, Frederikke? Har du virkelig overvejet det?
Hvad er der at tænke over? Jeg skal hjælpe folk! Din mor, der ikke kan gå for blodprop. Farfar, der glemmer børnebørns navne. Hvem tager sig af dem? Lægehuset femti kilometer væk, ambulance ser vi aldrig! Nej, Serge, du overtaler mig ikke!
Han forstod, at hun sikkert aldrig vendte hjem, og sendte hende ikke engang af sted gik i stedet ned til fjorden, hvor Katrine havde reddet ham og forblev alene med sin uudsagte kærlighed.
Frederikke hørte stadig sin mors vending om, at hun var en misforståelse, mens hun studerede. Indimellem dumpede hun en eksamen, på trods af at hun vidste mere end sine kammerater. Engang kom hun løbende direkte fra nattevagt, forvirret og uddelt latter i auditoriet, hvilket kun fik den gamle professor til at forelæse om, hvordan at have tøj på vrangen sikkert betød stor sjælsfølsomhed men måske også tegn på en lidt løs mentalitet…
Alligevel gennemførte Frederikke sygeplejeskolen, pakkede sine ting, sagde farvel til veninder, der mente, hun var gal, og tog hjem.
Maja, der stod og skrælle kartofler ved det gamle bord, vendte sig om, skar sig i fingeren præcis som Katrine engang, og begyndte at græde.
Frederikke…
Frederikke sukkede voksent, smed sin taske, tog jod fra skabet som altid, og spurgte:
Har vi syltede agurker? Jeg vil have stegte kartofler og en sprød agurk! Lad så være med at græde jeg er hjemme, mor!
Frieriet til Serge Ivan var hendes. Samme aften:
Fortrød du at ville giftes med mig, Serge? Hvornår er der bryllup?
Fem år senere lægger Maja den mindste barnebarn til at sove på verandaen, tysser på den ældste og vinker til Irina:
Kom så, vi går ud og får os en kop te! I går lavede jeg jordbærmarmelade. Det blev så godt, det holder næppe vinteren ud! Frederikke spiste næsten et halvt glas i går…
Venter hun mon nummer tre?
Hvordan det?
Ja, hvorfor ikke? Når hun så gerne vil have mere deres unger er da herlige. De ligner bedstemor…
Vigtigst er, at de er lykkelige! Måske lykkes det os at bryde den kedelige arv?
Lykkes? Maja, du har jo allerede brudt den! Allerede da du fødte Frederikke. Hun har så meget lys i sig, der rækker til alle tre byer! Hvem kalder hende nu Misforståelsen? Ikke mere. Kun Frederikke Vagnsdatter og alle respekterer hende vildt! Vær stolt af din datter og lad fortiden hvile. Dér er intet at hente mere. Husk kun det gode. Må børnene kun kende glæde, lys og kærlighed, så bliver de mennesker, der aldrig mærker svigt eller sorg. Hæld nu noget mere te op til mig! Den marmelade er virkelig god i morgen skal mine unger ud og plukke flere bær. Får jeg lige et fad af dig?
Maja nikkede, rakte efter kanden og smilede, mens hun lyttede.
Luba vågnede.
