– Marie! Hvad er det dog, der foregår! Marie! Kom lige herover!
Irina svinger truende med armen mod nabogeden, Birk, men stopper straks op igen. Birks horn er ikke til at spøge med man kunne nemt ende med at blive mast, hvis han satte sig for det! Hun har allerede mindet Mikkel om at lappe hullet i hækken et par gange, men han når det aldrig. Så ender hun hver aften med at skændes med naboen.
Det sker især om aftenen, for det er først der, Marie kommer hjem fra sit job i Brugsen. Når hun ikke er hjemme, er det datteren Dagmar, der holder styr på gården. Men hvad kan man forvente af et barn?
Dagmar er en bette én, men fornuftig og kvik kun seks år, men hjælper gerne til med at fodre hønsene og give grisene foder. Men geden Birk magter hun ikke. Det gør Marie nu heller ikke selv den forbandede ged vil godt lade sig malke, men så laver den kun ballade bagefter. Den har engang braget døren ind til Maries veranda, og en anden dag jagtede den Dagmar op i et træ, hvor hun sad til Mikkel kom hjem og hjalp hende ned. Irina får slet ikke lov til at komme tæt på dyret.
Dagmar springer ud på trappen, griber stokken, der altid ligger klar, og sætter af over gårdspladsen.
– Birk! Kan du så gå hjem! Skam dig! Hvad laver du nu?
Geden bræger lavt, stirrer på pigen med sine gule øjne og overvejer sine næste træk. Den lille dagplejebarn, hun plejede at drille, har udviklet sig til en temmelig bestemt pige, der ikke er bange for en ged med horn længere.
Birk rager endnu engang til sig, stanger til brædderne i hækken, som han altid piller ved, og spurter så væk fra Dagmar og ud mod køkkenhaven i håbet om, hun ikke kan fange ham.
Irina ser opgivende efter Dagmar, der springer over rækkerne i køkkenhaven. Stakkels pige… Hvad tænkte hendes mor på, dengang hun fik hende? Hvorfor skulle hun have et barn, som landsbyen kun omtaler som “fejltagelsen”?
Marie Villadsen, Dagmars mor, blev regnet som en af de smukkeste kvinder mellem landsbyerne omkring Viborg så tæt, at folk hellere gik gennem bøgehegnet end cyklede over til familien i nabobyen. Livet er altid fyldt med gøremål: marker, dyr, børn man skal virkelig hænge i. Dog var der også de, der lod stå til, men de fleste sled og planlagde fremtiden for sig selv og deres børn. Og den, der sagde, her var dårligt at være, fik hurtigt på puklen. Sådan er det bare!
Maries mor tænkte ligesådan. Stærk som en mand og med store, arbejdsvante hænder holdt Karen børnene i kort snor. Det er ikke let at være enlig mor til tre drenge, men Marie, som kom til verden efter at hendes far druknede på fisketur, blev alles øjesten måske lidt for forkælet.
Storebrødrene, hvoraf den ældste var seksten, da Marie blev født, så hende som en porcelænsdukke, man kun måtte kigge på, men ikke røre. Marie gik stolt gennem byen med næsen i sky. Ingen turde sige hende imod.
Karen holdt dog fortsat øje med datteren. Man bliver ikke så smuk af ingenting! Men hun forstod aldrig, hvem i familien Marie lignede, før hendes svigermor gravede et gammelt album frem med billeder af Maries oldemor, Lise.
– Hun ligner min farmor, Lise, se selv! Smuk var hun… Men aldrig rigtig lykkelig.
– Hvad skyldtes det? spurgte Karen, som blev urolig af samtalen.
– Hun var for god af sig. Hjalp alle, men hendes mand slog hende og hun tilgav igen og igen. Da han døde, var hun tæt på at følge efter af sorg.
– Forfærdeligt, – Karen fik gåsehud. Og hvordan gik det med sønnen?
– Han gav hende skylden for alt, og til sidst kendte han hende ikke til sidst i livet…
Historien satte sig i Karen, men hun fortalte intet til sine egne børn. Hun var altid bestemt med drengene, så de aldrig blev hårde ved andre. Men Marie, den yndige og lidt fjerne datter, blev ubevidst sluppet mere løs. Og sådan voksede hun op køn, mild, men reserve nok til at fylde tre landsbyer, hvis det skulle være.
Marie havde sin mors højde og ynde men var ikke kantet hun svævede nærmest, når hun gik ned ad vejen. Hendes blå øjne fortryllede enhver karl, og det blev hurtigt snakket, når hun udskød at vælge sig en bejler.
Da hun endelig valgte, overraskede hun alle. Hans var tilflytter, ny dyrlæge i nabobyen, gift og med børn. Ingen forstod, hvad Marie så i ham lav, fregnet og krumbenet. Men Marie blev ved sin beslutning, og mens brødrene skældte ud, var de dog stadig på hendes side, hvis nogen sagde noget.
Karen forsøgte at tale døtre til fornuft, men Marie hørte ikke efter tværtimod rakte Hans hende en hestesko, han havde bøjet i hånden, og spurgte, om Karen havde flere spørgsmål. Karen bøjede den ud igen, kastede den i hovedet på ham, gik ud og græd.
Marie blev ved med at holde sig for sig selv, og forholdet til familien blev iskoldt. Hun flyttede ind i et gammelt hus på familiens grund kun i sommerkjole og sandaler. Først flere måneder senere hørte Karen fra sin svigerdatter, Anne, at Marie skulle have barn.
Det knuste Karen, men efter kort tid rettede hun ryggen, trak i træskoene og gik med beslutsom mine over gårdspladsen mod datterens hus.
Marie lå på sengen med ryggen til døren. Karen satte sig på kanten og sagde:
– Ryk lidt, så jeg kan ligge her!
Mor og datter lå nu sammen, og Karen spurgte lavmælt:
– Hvad tror du, det bliver?
Marie svarede i en opgiven tone:
– En fejltagelse… ligesom hendes far.
Karen drejede hovedet på datteren og sagde skarpt:
– Sådan skal du ikke tænke! Det gik ikke, fordi det ikke skulle, men lad nu barnet være uskyldigt. Det er ikke hendes skyld.
Marie græd, fortalte at faderen havde forladt hende for sin rigtige familie, og Karen prøvede at trøste, at hun stadig havde hende, og at barnebarnet skulle vokse op i sit eget hjem.
Barnet Dagmar var spytbilledet af sin far, men havde Maries intense blå øjne. Hendes bedste barndomsminde var bedstemor Karen, men Karen druknede engang, da hun reddede nabolandsbyens ballademager, Peter, op fra åen.
Siden den dag kom Peter ofte for at hjælpe Marie og blev nærmest Dagmars reserve-storebror. Dagmar, stadig viljestærk og egenrådig, voksede op, men gjorde sig nu fortjent til sit navn – “fejltagelsen” blev bare en intern joke mellem mor og datter.
Byen sladderede først, men lod hurtigt sagen ligge og hjalp, hvor de kunne.
Da Dagmar fyldte seksten, besluttede hun, at hun ville læse til sygeplejerske i København.
– En fejltagelse uden lige! Hvem skal bruge dig i byen? sagde Marie, men onklerne holdt på, hun skulle have lov, så hun fik sin vilje.
Peter, som altid havde støttet Dagmar, blev trist han vidste nu, hun nok aldrig ville blive hjemme igen og gik en lang tur langs åen for at tænke.
Under studierne blev Dagmar aldrig populær hun dummede sig ofte til eksamener eller kom for sent, men hendes blå øjne og varme hjerte hjalp hende igennem. Da hun blev færdig, tog hun hjem til landsbyen igen.
Marie stod i køkkenet, skrællede kartofler, hørte døren gå, snittede sig i fingeren og begyndte pludselig at græde af lettelse, da hun så Dagmar.
– Dagmar…
Dagmar trak på skuldrene, smed tasken og spurgte, mens hun fandt jodflasken:
– Mor, har vi syltede agurker? Jeg vil have stegte kartofler og en sprød agurk! Og nu må du holde op med at tude jeg er jo hjemme!
Samme aften friede Dagmar til Peter om han stadig havde lyst til at blive gift? Så måtte han snart komme i gang!
Fem år senere putter Marie sit yngste barnebarn på verandaen, tysser på det ældste og kalder på Irina:
– Kom, lad os få en kop te! Jeg lavede jordbærmarmelade i går, den er så god, at vi snart har spist det hele. Dagmar spiste nærmest et halvt glas alene i går.
– Venter hun nummer tre, måske?
– Hvordan? Nej, det er bare appetitten… Børnene, de er jo så kønne allesammen, heldigvis tager de det bedste fra familien.
– Bare de får lykken med også! Måske bryder I endelig den onde cirkel?
– Hvad mener du? Jeg tror nu, vi har brudt den for længe siden. Siden Dagmar kom til.
– Det har du ret i, Marie. Din datter har mere glæde i sig, end tre landsbyer kan rumme! Ingen kalder hende “fejltagelsen” mere, kun Dagmar Villadsen. Og respekteret blev hun også! Vær stolt. Se fremad, ikke tilbage. Glæd dig over dine børns gode minder, ikke de dårlige. Så får dine børnebørn også kun det bedste med sig!
Marie smiler, rækker ud efter tekanden, lytter og smiler endnu bredere.
– Lise er vågnet.
