Hendes sorg
Liva, skal vi ikke gå en lille tur mere? Det er stadig tidligt! Pelle kiggede hende i øjnene og trak hende usikkert ind til sig, kastede sine arme om hende. Under det tynde, alt for store frakke lignede Liv helt lille en skrøbelig pige, tynd som en piberenser. Med to fletninger og en skoleuniform ville hun ligne en elev fra 8.B. Næsen var rød af kulde, to æblekinder på kinderne lyste. Liva var både varm og klaprende af kulde, hun havde mest lyst til at klynge sig til Pelle og aldrig slippe men det gik jo ikke. Derhjemme ventede familien
Nej, vi må hellere gå hjem. Mor skal have hjælp med at bade Svend. Pelle, slip mig nu… Liva forsøgte halvhjertet at vride sig fri, ville skubbe ham væk, men endte med at hvile hovedet mod hans skulder og sukke.
Kom nu, lidt endnu. Vil du i biografen? Vi kan styrte derhen og nå det!
Biografen lå kun rundt om hjørnet, hvis de satte tempoet op! Pelle vidste jo godt, at billetterne sikkert var udsolgt, men det betød mindre bare ti minutter mere med hende.
Jeg kan ikke, Pelle! sagde Liva, løftede hovedet og rakte sin lille kind frem til hans kys, skubbede ham så fra sig så hårdt hun kunne, bukkede sig sammen. Mor kigger ud af vinduet. Hun bliver sur. Jeg går nu, Pelle. Jeg SKAL hjem.
Jeg følger dig! sagde han, men Liva rystede på hovedet.
Livas mor, Ingrid, kunne absolut ikke lide Pelle. Hun mente, at han kun havde én ting i hovedet, og det var ikke at spille Ludo. Liva var alt for naiv og lod sig forføre, mente Ingrid.
Hver gang Pelle viste sig i nærheden af Ingrid, begyndte balladen. Hvis du så meget som nærmer dig Liva med et skridt mere, ved jeg ikke hvad jeg gør! sagde hun. Pelle trak bare på skuldrene og lo: Så lad være med at true før du ved hvad du vil! og gik, sjoskende som en sømand, fløjtende noget letsindigt.
Liva trak hoveddøren op, gik ind i mørket. Der lugtede surt af mug, våde viskestykker og fugtig cementmaling.
Liva! I opgangen blev døren til første sal revet op. En kvindes silhuet kastede et rektangel af lys. Liva kneb øjnene sammen. Hvor længe skal jeg vente? Har du kigget på klokken? Svend skal bades, og min ryg er elendig, det ved du! Ingrid så utilfreds på datteren, mens Liva stressede op ad trappen. Sko og frakke røg hurtigt. Igen sammen med ham? Kun ét, I begge tænker på! Brug nu hovedet, i stedet for at stå der og spejle dig. Se, kinderne gløder! Liva, du går stadig i gymnasiet Du skal ikke rende rundt og hænge ud med sådan nogle som ham.
Liva kastede et sidste blik på sit rødglødende ansigt i spejlet Pelles kys lyste stadig på kinderne og sneg sig så ind på værelset, hvor hendes lillebror Svend sad i sin tremmeseng blandt legetøj. Svend raslede med ranglen, sparkede til en bil, vred sig på ryggen og lo, da han så sin søster, strakte hænderne mod hende.
Kom nu, gå ud og vask ham, Liva! Jeg siger, vask din bror, han skal også have mad. Liva! råbte Ingrid så højt, at det ringede for ørene.
Liva ville sige noget men lod det blive. Hun tog forklædet på, hev Svend op og bar ham ud på badeværelset.
Liva hældte vand i badekarret og mærkede efter, at det ikke var for varmt. Hun satte sig ved siden af og prikkede en gummiand hen til ham. Svend kastede den væk, grinede, hev Liva i håret, fordi hendes opmærksomhed var et helt andet sted.
Lad være! hvæsede hun. Hvis du trækker i det igen, så får du en! Forstår du?
Svend spærrede de blå øjne op de samme lange vipper som far havde haft og skubbede læberne frem. Han forstod ikke, hvad det var, der var galt med denne her pige, som aldrig kunne finde glæden i noget.
Men det var længe siden, Liva havde kunnet finde glæde i noget. Det føltes som en evighed, faktisk.
Evigheden begyndte dengang, far døde.
En hed julidag havde Liva været hjemme lyttende til plader på værelset. Hvem var det nu, hun hørte? Kim Larsen? Hun drømte sig væk, lukkede øjnene, forestillede sig, hvordan hun en dag ville møde ham eller bare nogen, der hurtigt ville forelske sig i hende Drømmeriet blev afbrudt af et telefonopkald. Og dér slap tiden op.
Liva, tag lige telefonen, mine hænder er i dej! råbte Ingrid fra køkkenet. Liva slentrede ud og tog røret far havde lavet den hylde, far havde også ordnet telefonen Alt var far.
Hallo Ja, det er familien Sørensen. Hvad hvad siger du? Hun snakkede ikke længere, for ansigtet i spejlet havde med ét mistet farve og form, munden stod åben og tændernes skævhed skinnede igennem. Hvad siger du?
Telefonrøret hang pludselig og dinglede som et sjældent stykke legetøj. Liva forstod ikke længere, hvad hun skulle gøre. Spejlbilledet var skræmmende, helt forkert som en febervildelse. Sorg, tænkte hun, gør folk grimme. Det river alt det, der var godt, i stykker.
Hvem var det? råbte Ingrid fra køkkenet. Melfingre, pudder over det hele. Og så var det som om den mel dækkede alt ansigtet, næsen, halsen, selv luften var kvælende. Ingrid hørte Livas hvæsende hvisken og fald sammen på stolen, hun holdt maven og efterlod hvide striber med sine fingre på væggen.
Så kom læger, ambulancen rullede væk med Ingrid, og Liva var alene tilbage med katastrofen. Hun blev vred på moren. Det var så nemt for Ingrid hun kunne gemme sig på hospitalet, undgå bekymringer, undgå at mærke noget. Og Liva? Var det så bare hende, der skulle mærke det hele for dem alle sammen? Folk syntes synd om Ingrid men hvem syntes synd om Liva? Tante Mette? Hun havde kun hjerte for sild og snaps og mindesamvær far havde haft mange venner, og alle skulle have respekt.
Respekt, sagde Mette: Vi skal vise respekt. Som om far var skyldig til sidste øjeblik, og nu skulle de sørge for, alle tilgav ham.
Fedt, kål, sylte, små, gennemsigtige pølseskiver, kolde salater Liva kan stadig lugte det hele. Den klamme blanding af løg, varm suppe og kogt kød.
Liva, vil du ikke hjælpe med at hakke? stak Mette hovedet ind. Hun så Liva ligge på sengen, kom nær, begyndte at stryge hendes sweater med sine ru hænder, trak fnug af trøjen.
Lad mig være! Gå jeres egne ærinder! Jeg skal ikke hakke noget som helst! Liva satte sig op og råbte. Er det her fest? Er det her sjov og drinks? Liva, kunne du ikke lige smutte i Brugsen, onkel Torben elsker cognac! Gå selv! Jeg hader jer! Far er død, død forstår I? Han efterlod mig! Mor har gemt sig, og jeg er her alene! Jeg er altid alene!
Kære barn, hvordan kan du sige sådan? Mette prøvede at kramme hende, men Liva hev sig fri, skubbede hende væk.
Mette forstod ingenting alt handlede om at få den lille pige til at samle sig, passe på moren, som nu var syg. Men hun havde ikke tid; hun var kun undsluppet arbejdet for begravelsen.
Jeg vil ikke hjælpe nogen! Og det barn, gider jeg ikke mere! Det var far, der ville have en lillebror, og han er væk. Så kan det være ligemeget! Gå væk! Liva græd og kastede sig ned på sengen, trak dynen op over hovedet.
Mette gik stille ud og lukkede døren.
Ingrid huskede næsten ikke dagene på hospitalet. Alt var sløret stemmer, venners ansigter, sygeplejersker, læger, der sagde, hun skulle kæmpe.
Men Ingrid ville ikke kæmpe. Lad barnet dø, tænkte hun. Hvad var meningen nu Frits var væk, hvordan skulle hun klare sig alene? Hun kunne ikke. Hun ville ikke engang prøve.
Frits havde været alt: mand, forsørger, verdens bedste far, dommer og beskytter. Da Liva skulle fødes, kunne ambulancen ikke komme frem i sneen, så bar Frits hende helt frem til hospitalet. Han havde altid reddet hende.
En dag råbte lægen: Så, nu må du stoppe! Barnet er videreførelsen! Tænk på din datter og på ham, der er derinde. Skal vi bare gøre det forbi? Du vil jo ikke have barnet, vel? Ingen problemer vi skriver det som abort. Du drukner i sorg. Og barnet ja, det dropper vi bare. Så dér Du vælger selv.
Lægen fablede videre, men Ingrid hørte abet ikke længere, før hun pludselig stod i operationsstuen, barfodet, bleg, med kaotisk hår. Hun omfavnede sin mave, stirrede storøjet mod det blå-flisebeklædte rum.
Skal hun føde? mumlede operationssygeplejersken forvirret, lige kommet fra sin nikotinpause.
Nej Nej, jeg blev forvirret. Undskyld sagde Ingrid, vendte om. Jeg vil gerne beholde ham. Kan jeg det?
Selvfølgelig. Gå du bare, søde. Er du svimmel? Mikkel, følg hende! sagde sygeplejersken til portøren.
Mikkel tog hende under armen, stank af snaps, men det generede hende ikke. Tværtimod hun blev tryg, for sådan lugtede Frits, når han var i nærheden.
En måned senere blev Svend født, en buttet, glad dreng, magen til far.
Da Ingrid tog hjem med Svend, lod ingen blomster eller chokolade sig se. Mette havde givet penge til en gave, men Liva nægtede at købe den. Hvilken fest? Det er kun fyrre dage siden, vi begravede far! sagde hun og gemte pengene væk.
Det er pinligt, Liva, hviskede Ingrid.
“Det går nok. Skal vi tage sporvognen? Liva trak på skuldrene. Svend begyndte at græde; Liva rynkede panden.
Lad mig tage ham, så. Vi tager sporvognen. Kom, søde sagde Ingrid og løftede sin søn.
Liva kiggede ikke på sin lillebror, smilede ikke, kyssede ikke sin mor. Ikke nu. Hun havde sørg! Bare lad hende være i fred!
Om morgenen gik Liva i skole, forsvandt på gaden til sent, gik og luftede triste tanker sammen med Pelle. Hun kom hjem sent, spiste og smed sig straks oven på sin seng. Sorg kræver alenetid! Vær sød ikke at proppe babyer ned over hovedet på hende.
Du må også hjælpe til herhjemme! brød Ingrid sammen en aften. Alle vil have aftensmad, men hvem handler og laver den? Mig! Jeg har ikke sovet ordenligt, Svend har ondt i maven og
Så skulle du ikke have født ham! råbte Liva, skubbede tallerkenen væk. Du bebrejder mig for brødet jeg betaler dig tilbage til sidste øre! Jeg skal læse til studentereksamen, og jeg sover heller ikke, fordi din Svend aldrig holder op med at græde!
Min? Liva, han er din bror, mit barn. Sådan er det jo Jeg beder dig kun om lidt hjælp.
Nej tak. Jeg har også travlt! Og havde far været her, havde du aldrig talt sådan til mig! Du elskede ham ikke, du var altid kun optaget af dig selv!
Så kom tårerne og Liva spærrede sig inde, mens Ingrid sad på køkkenet og prøvede at vugge den hylende dreng. Hun lukkede øjnene, bed sig i læben og bad til, hun selv kunne lade være med at græde. Hun elskede jo Frits så meget, at hjertet blødte. Men det forstod Liva aldrig.
Det bristede endeligt om foråret, hvor Liva skulle til eksamen. Svend var ofte syg, Ingrid tjente lidt, var træt, men Liva nægtede stadig at hjælpe hun skulle læse. Til sidst vækkede Ingrid sin indre furie.
Hvor har du været hele natten?! Man kan ikke læse til eksamen midt om natten, vel? Du render bare rundt! Kom ikke her, Liva jeg sværger, slæber du en baby med hjem, så!
Det sagde du også men nu står vi her! hvislede Liva og smed frakken. Hvad sagde du? Jeg blev gift, før jeg lå med nogen! Sådan opfører anstændige sig, Liva! Ingrid blev rød i hovedet. Købte du forresten brød?
Her er dit brød! Liva svingede nettet med brødet ned på gulvet. Ingrid gav Liva en lussing uden at tænke. Først bagefter opdagede hun, hvad hun havde gjort.
Liva løb grædende ind på sit værelse.
De sagde kun mmm til hinanden i en uge, undgik øjenkontakt. Liva tøede op, begyndte at passe Svend lidt, så Ingrid kunne komme til frisør eller handle.
Ingrid glædede sig. Liva var måske endelig ved at komme i balance, tænkte hun.
Men sandheden var, at Pelle havde erklæret sig. Så snart Liva ville dimittere, ville han giftes med hende. Endelig havde hun fundet én til at tage over, én til at beskytte, én som far engang.
Hun tvinger mig til at passe på det barn. Jeg kan ikke holde det, forstår du, Pelle? Jeg kan SLET ikke! sagde Liva mod hans skulder. De to havde sniget sig ind til film, fundet adressens bagerste sæder. Folk hysjede.
Men Liva, det er jo din bror. Og din mor Det er jo familien, ikke? hviskede Pelle.
Pelle havde aldrig haft familie opvokset hos farmor. Han drømte om at lugte boller og kanel på søndage, om egne børn, et varmt hjem, røde pelargonier i vinduet og ternet voksdug på bordet, præcis som farmor engang.
Liva sukkede: Ingen af dem ingen! havde trøstet hende over tabet af far; Ingrid tænkte kun på babyen og tanten på snaps. Men det var jo Liva, der havde mistet alt!
Pelle forstod ikke altid forskellen på ømhed og kærlighed. Men han vidste nu, at Liva var hans familie. De skulle have et hjem, blomstrede gardiner, kakler på væggen, keramik-elefanter på rad. Boller og kager, som Liva ville bage. Alt det! Hun kunne lære det damer er verdensmestre i hjemlig hygge, ikke?
Bare Liva fik sin hue så
Hun klappede studentereksamen hjem, og til dimission var hun den smukkeste af pigerne; moren havde syet kjole, ordnet hår og givet lov til at lægge lidt makeup.
Hvor er du smuk, min Liva! hviskede Ingrid med tårer i øjnene da datteren fik eksamensbeviset. Pyt med at det ikke var med udmærkelse! Nu var hun voksen, Hjælpende Hånd i husstanden.
Pelle dukkede op, havde strøget sin jakke, lånt slipset af kammeraten.
Dér bemærkede Ingrid ham, hvordan han stod tæt på Liva, kyssede hende midt i skolegården
Ingrid ville skælde ud, men Svend græd på armene, så hun måtte gå.
Liva bemærkede det, smilede skævt. Fint, mor kunne rende med lillebror. Liva var nu fri!
Liva sneg sig ind sent natten efter. Ingrid sad og nikkede ved Svends seng. Men Liva snublede i spanden i gangen; det væltede.
Liva! Ingrid sprang op, mødte hende. Hvor har DU været!? Vi aftalte, at du var hjemme før! Alle dine veninder er hjemme, jeg har tjekket!
Hvad? Har du tjekket op på mine veninder? Du gør mig til grin, mor! snøftede Liva, slyngede beviset på bordet. Flot, du har snaget sådan, er du ikke flov?
Ingrid ville svare, men sukkede bare.
Jeg forstår ikke, hvorfor du behandler mig sådan Jeg elsker dig, Liva hviskede hun, ville røre Liva, rette hendes hår, men Liva trak sig væk, lo.
Hvorfor? Fordi du glemte mig, da Svend kom! Kun tænker du på ham nu. Du har glemt far, men jeg savner og græder stadig for ham! Alt hænger på mig brød, rengøring, for dig er det ung mor og ammebad, for mig alt det kedelige! Liva lo skævt.
Tag dig sammen, Liva! Jeg kan ikke klare det hele alene Du hjælper jo, og jeg hjælper dig
Dig? Du har syet den kjole. Men nu bliver jeg gift. Med Pelle. Han gør alt for mig, elsker mig, tager sig af mig og du må klare dig selv med Svend. I dag afleverer vi ansøgningen på rådhuset.
Hvad?
Du hørte rigtigt. Rådhuset. Lad mig nu sove, jeg er træt.
Liva låste sig ind på sit værelse, Svend vågnede, Ingrid gik ud for at varme grød. Hun kunne ikke begribe, at Liva snart var noens hustru.
Lille bryllup, få gæster, fejring på lokal cafe. Ingrid rødvinsrød i kinderne, bleg Liva, Pelle med frygtsomt-vibrerende hænder, gode venner og en pludselig guitar.
Liva husker det hele som gennem tåge. Hun var kvalm, ville bare væk, sove hele tiden og få vind ind ad vinduerne.
Pelles lille, overophedede etværelses ventede dem. Ingen Svend, ingen mor, kun dem to. Pelle strøg Livas ryg, smed hende komplimenter. Hun sagde ikke rigtigt noget, slugte bare hans ord.
Lad os tage hjem, hviskede Liva og hev Pelle med. Han var straks klar hurtigt farvel, medbragte blomster og en tur i taxa.
Ingrid tog hjem alene. Sønnen ventede, men også rolige aftener. Unge mødre, tænkte hun tørt. Ja, yngre bliver de ikke.
Tag dig ikke af Pelle, stoppede Dennis hende på vej hjem. Han er en god fyr, virkelig!
Ingrid trak på skuldrene: Og hvordan vil han forsørge min datter? Hun har kun studentereksamen, intet job. Hun vil hænge fast i hjemmet og Pelle er slet ikke moden nok til at have familie.
Det tror du bare. Han kan hvad du vil. Han er guld værd det vil du se!
*
Efter brylluppet begyndte Liva at undgå sin mor og bror helt. Ingrid kom med hendes ting, men Liva jagede hende ud.
Gå nu mor! Du opfører dig som fangevogter! Vi har det udmærket. Alt, Pelle ikke kan købe, undværer vi!
Men så lav dog maden, Liva! Ligger du bare her hele dagen? Kog da noget kartoffel!
Jeg ligger som jeg vil. Ses.
Pelle kom hjem, larmede med døren, gik direkte i køkkenet.
Hej Ingrid. Perfekt du er her vil du ha kage? Hvor er Svend? spurgte han. Han drømte om familie, og nu var den næsten der kone, mor, lillebror. Alt var, som det skulle være.
Han er hjemme hos naboen. Skulle ikke hænge i fødderne her smilede Ingrid. Hun var alligevel glad for, at Pelle spurgte til Svend. Liva havde slet ikke nævnt broren.
Pyh, hvordan kan han da forstyrre? Nå, jeg koger vand til te Liva, find krusene!
Han fløjtede og nynnede, indtil Liva tydeligt sagde:
Mor går nu. Hun vil ikke have te.
Pelle ville indvende, men Ingrid rystede på hovedet.
Jeg går, Pelle, tak. Jeg tog kåldolmere med. Hyg jer! sagde hun i døren, mens Pelle hjalp med frakken.
Bliv lidt stammede han.
Helt fint. Liva gider bare ikke familietamtam i dag.
Da Ingrid var ude, smed Liva sig om halsen på Pelle og med gråd i stemmen hviskede, at hun var gravid.
Hvorfor græder du så? spurgte Pelle og tørrede tårerne væk.
Jeg er bange Vil du virkelig passe på mig, elske mig, støtte mig? hviskede hun med de store, bedrøvede øjne.
Og Pelle passede hende. Han ordnede mad, lod hende sove, svøbte hendes ben, kom med frugt og lod selv frokosten blive på arbejdet. Liva kunne intet af det, der lugter af hus mod så alt blev hentet udefra eller af Ingrid, så meget hun nu kunne overkomme.
Du må ikke være sur, Pelle, sagde Ingrid tit. Liva er god nok, bare forkælet. Jeg har været blød og bange aldrig sat grænser. Men Frits var hendes svage punkt, han tillod hende alt. Det må du bære over med
Ingen problem, Ingrid! Vi får et barn, det bliver os tre alt andet er bagateller! forsikrede Pelle.
Liva led frydefuldt under graviditeten. Kvalme, svimmelhed, træthed, og Pelle daltede konstant rundt om hende. Hvis hun ringede, smed han alt og kom. Bare fordi han elskede hende. Og mor? Hun var allerede fortid.
Efterhånden talte Pelle uafladeligt om, hvor babyen skulle sove, hvilke ting de manglede. Folk gav dem brugte sager blandt andet en gammel, falmet barnevogn. Pelle var oppe at køre.
Liva kom hjem og græd ved synet af den sørgelige vogn. Pelle, midt i hjulreparationerne, fór skræmt hen:
Hvad nu? Har du ondt? Hvad sker der?
Men Liva græd bare løs og rystede. Hun kunne ikke med barnevognen. Alt det babyhalløj var blevet for meget. Pelle havde kun øje for barnet!
Jeg er ikke en rugekasse, Pelle! Prøv du selv at gå rundt med maven! Dig og mor forstår slet ikke Jeg vil ikke have det barn! Færdig. Jeg føder, og så er det slut!
Hun trampede i gulvet, og straks overtog Pelle igen trøsterollen. Snart kom hans forslag om kage, fodmassage, seng. Han blev som hun ønskede hendes alene. Sine mænd delte hun aldrig!
Til tiden fødte Liva en sund pige. Alt gik godt, nu ventede de på udskrivning. Pelle græd og lo om hinanden i Ingrids køkken, Svend fattede ikke helt, hvad der foregik, men protesterede heller ikke mod at blive løftet.
Hvad skal hun hedde? Du må selv vælge Liva, gentog Pelle. For ham var Liva essensen af verden og nu også denne lille pige, smuk og buttet. Han ville gøre hvad som helst for dem!
Liva lå og stirrede på datteren ved brystet. Det hele virkede så fremmed smågrynt, smasker, hovedet kunne dårligt holdes oppe. Svend havde også været sådan men med Svend var det Ingrid, der tog slæbet. Nu var det Liva, eller hvad? Gad vide om hun kunne lyve? Nej, lægerne ville afsløre alt
Fra hospitalet blev Liva kørt hjem i taxa. Der var blomster, chokolade til sygeplejerskerne, en buket til Liva. Mor græd af stolthed, Pelle myldrede rundt om hende men da døren lukkede sig hjemme, fik hverdagen snart kløerne frem.
Liva sendte moren hjem, troede hun og Pelle nu kunne slappe af. Men datteren de kaldte hende Trine græd konstant. Pelle bar og bar, bad Liva amme, tilbød at ringe efter lægevagten.
Unge græder det er sundt for lungerne! Skift hende og lav mig noget suppe! Først! lo Liva.
Men Pelle styrtede ikke ud i køkkenet for at varme suppe og servere det på en tallerken med blødt lyst brød. Han blev hos Trine, der skreg sig rød og vred.
Ingrid dukkede op, hjalp Pelle med det første bad, svøbte Trine ind. Liva ventede stadig på sin suppe men den kom aldrig.
Om natten sad Pelle også i timevis med babyen. Liva prøvede at kramme sig ind, men han undveg.
Ikke nu, Liva. Trine skal roes. Kan du amme hende?
Liva sukkede. Nå, kærligheden var væk
Uanset hvor meget hun klagede over, at Pelle negligerede hende, var Trine centrum
En dag, efter bare en måned, pakkede Liva sine ting og tog til en veninde i Esbjerg. Ingen besked, intet spor.
Pelle stod fortabt på Ingrids dørtrin, bar barnevognen op til tredje sal, ringede på, og da Ingrid åbnede, sukkede han.
Flyt du ind med Trine, sagde Ingrid efter en pause. Det er nemmest sådan. Vi skal nok klare det. Det er min skyld, alt sammen undskyld!
Pelle ville ikke kaste skylden nogen steder. Det var håbløst. Han tænkte kun, hvordan han skulle forklare Trine, hvorfor hendes mor forsvandt
To år efter dukkede Liva op, ville skilles, krævede intet med Trine, havde fundet en passende mand og ville ikke have flere børn.
Kære Liva, hvad er det dog? udbrød Ingrid bestyrtet.
Hvad, mor? Trodse du, at jeg kommer tilbage? Vi skal ikke leve lykkeligt længere… Liva tog en af elefanterne fra reolen, den mistede straks snablen. Nå, lykke bringer den vel endnu. Jeg sover hos veninden lidt.
Skal du ikke se Trine? Hun og Pelle kommer snart hjem Vent nu vi kan drikke te.
Men Liva trak sig væk.
Hun havde ikke længere brug for mors kram. For sent at forsøge!
Og hun havde ikke ondt af Ingrid. Synes mor, at to børn er for meget? Tja, livet er hårdt. Kan ikke lide det, må man sende Svend på børnehjem!
Liva vendte ryggen til.
Samme aften efter retsmødet turde Ingrid ikke sige noget. Pelle var knækket, men Trine bragte glæde. Frygten lurede ville han begynde at drikke?
Pelle, drik nu ikke! Min mand døde af sprit pas nu på, Pelle! græd hun.
Jeg skal nok lade være, Ingrid Kan vi ikke bage ostekage? Lær mig det, lad Trine hjælpe. Og Svend! Kom nu, familien er her. Jeg svigter jer ikke. Der er meget skidt i livet, men det gode vinder! sagde han måske mest til sig selv. Ingrid nikkede.
Trine så sig omkring. Eget kontor! Hun var nu blevet læge, præcis som sin mor.
Om morgenen havde Pelle gjort klar til afgang, var utålmodig for at følge sin Trine. Skal du nu ikke have hue på? Der er koldt!
Mor trippede i hjemmesko, håret i én fletning, sendte handsker med. Trine var altid varm kulde betød ikke noget.
Ved stoppestedet sagde hun farvel. Pelle klistrede blikket på hende længe. Altid på farten, den pige!
Patientmodtagelsen begyndte. Trine var nervøs. Til frokost vandrede en dame ind, kastede taske og blyant på Livas bord, satte sig tungt.
Jeg skal have en recept. Har siddet i kø i en halv time. Er du læge? Hvor er Dr. Berthelsen? Hvor ER hun?
Berthelsen er stoppet, meddelte sygeplejerske Karen.
Godt! Elendig var hun. Men du må hjælpe. Jeg har læst, det her hjælper, selvom det koster her er navnet!
Trine skimmede lappen. Karen sendte flyvske signaler bag patientens ryg, men Trine forstod ikke.
Undskyld, men det er ikke receptpligtigt, og jeg kan ikke se indikation rystede Trine på hovedet.
Hvad?! dunkede damen bordet. Jeres piller virker ikke! hun rejste sig truende. Jeg sagsøger jer, jeg skriver til avisen!
Men Trine rejste sig også, hævede hagen hun var højere, og kvinden sank sammen. Ændrede strategi.
Hav nu lidt medfølelse! Ingen har ondt af mig Har du ikke lidt medlidenhed? hviskede hun, stak penge i lommen på Trines kittel.
Fjern det! Jeg KAN ikke hjælpe medicinen vil kun gøre skade. Du må udredes først!
Jaja Damen åbnede skjorten i halsen. Jeg har ingen penge, er alene, blev efterladt. Mand og datter forlod mig, alt forsvandt! Min datter gider mig ikke. Børn er noget skidt! Vil du ikke bare skrive recepten, dit lille møgfår? Tror du, du er noget særligt, fordi du har hvid kittel?! Alle kører på mig I, min mor!
Hun rystede, sømmet i ærmet sprang, stolen væltede.
Karen mimede skør, mens Trine, pludselig bleg, sagde:
Elna Frederiksen, jeg kan ikke hjælpe dig. Du har ingen datter forstår du? Hendes mor er en anden en, der elsker og rummer, som altid var der. Og tal aldrig dårligt om min far. Gå nu. Ud!
Trine vendte sig bort. En dør smækkede. Karen rakte hende et glas vand.
Tak, sagde Trine stille.
Det går nok, barn. Det går klappede Karen hende på ryggen. Verden er mærkelig.
Hun plagede min far længe, min farmor også. Nu løb vi ind i hende. Men jeg er glad for, jeg har min rigtige mor. Mor Oline. Hun er min, den anden kvinde er det ikke.
Karen nikkede og smilede.
Gå ud og bliv glad nu. Der venter masser af folk. Måske min eksmand? Så skal han få dine piller!
Trine lo. Hun var klar til verden. Snart skulle både far, mor Oline og farmor og onkel Svend komme på besøg i weekenden. Svend var nærmest jævnaldrende; utroligt.
Tak for de mennesker, jeg må elske, tænkte Trine og smilede til sin næste patient. Det var Mikkel, hendes kommende mandOm aftenen, da klinikken lukkede og regnen piblede på ruden, stod Trine et øjeblik helt stille på kontoret. Lugten af kaffe, stemmer fra gangen og en fjern latter blandede sig med lyden af hendes egen vejrtrækning. Hun tog mobilen frem og skrev en besked til sin far: Jeg har fri. Kommer hjem til aftensmad. Laver den med ostekage?
Fire minutter senere: Kage og alt, hvad du ønsker, kom svaret straks. En emoji med et lille hjerte. Hun gemte telefonen i lommen.
På vejen hjem gik hun gennem byens gamle gyder, hvor børn løb og legede i sølepytterne, og hun fornemmede for første gang, at sorgen i familien var groet ind som rødder, men ovenover skød nye grene. Hun kom forbi opgangen, hvor hun var vokset op, og så et barn stå i mørket, med næsen trykket mod rudenmåske Svend engang, måske hende selv. Måske bare enhver søgen efter at høre til.
I døren ventede Pelle allerede, med hænderne fulde af kartofler og et temmelig skævt forklæde. Ingrid og Oline kogte kaffe på klem, og Svend sad bøjet over avisen med briller på sned. Huset duftede af brød, musik og muligheder. Trine lagde tasken på gulvet, hang frakken op, og mærkede, at ankomsten denne gang ikke var midlertidig. Hun var hjemme.
Skal vi dække op? kaldte hun.
Alle svarede med hver deres stemme, men i koret lå en varme, som gav hendes barndomssorg en slags mening. Tabet blev aldrig repareret, men det dannede en bundog oven på den byggede de videre, sammen. Trine kiggede ud af vinduet, hvor aprilsolen pludselig brød igennem og ramte de gamle elefanter på hylden. Hun smilede.
Verden snurrede videre uden opskrift, men kærligheden fandt altid vej i sprækkerne.
