Hendes sorg
Lise, lad os gå en tur mere, det er jo stadig tidligt! Per ser ind i pigens øjne og trækker hende tøvende ind til sig i et kejtet kram. Under den for store, tynde frakke synes Liselotte endnu mindre. Hun ser ud som et barn med sine tynde skikkelse, lav i vækst sætter man rottehaler i håret på hende og giver hende en skoleuniform, kunne man tro, hun stadig gik i folkeskole. Den lille, opstoppernæse er blevet rød af kulde, og kinderne lyser op som to store, runde æbler. Lise er både varm og har kuldegysninger på samme tid; hun har mest lyst til at trykke sig tættere ind til Per og aldrig slippe, men det går ikke. Hun skal hjem
Nej, det er tid. Jeg skal hjem og hjælpe mor med at bade Silas. Per, slip nu Lise prøver svagt at løsrive sig, skubber forsigtigt hans arme væk, men giver sig og lægger hovedet mod hans skulder med et tungt suk.
Vent nu lidt Skal vi tage ind og se film? Vi kan sagtens nå det! Kom nu, skynd dig!
Biografen ligger lige om hjørnet, hvis de går hurtigt, kan de nå det. Per ved dog godt, at alle billetter sikkert allerede er solgt, og at Lise nok ikke får set filmen men bare ti minutter mere med hende gør hele forskellen.
Nej, det går ikke. Per! Seriøst, Per! Lise løfter hovedet og lader sit lille ansigt blive kysset, men skubber ham så pludselig væk og trækker sig sammen. Mor kigger ud ad vinduet. Hun bliver sur. Jeg går nu, Per. Jeg skal hjem!
Jeg følger dig hjem, Per prøver at gå efter, men Lise ryster på hovedet.
Liselottes mor, Ingrid, bryder sig ikke om Per. Hun mener, han kun har én ting i hovedet det skammelige, det laveste, det ulækre. Og Lise er ung og naiv, lader sig forføre af Pers opmærksomhed, forstår ingenting.
Hver gang Per kommer i nærheden, begynder Ingrid at skælde ud og truer med, at hvis han nærmer sig Lise bare én gang til, så vil hun ikke garantere for, hvad hun gør! Og Per griner bare:
Når du har fundet ud af det, må du gerne true. Indtil da, ro på! Han slentrer videre, vippende på hælene, mens han fløjter en munter melodi.
Lise smækker den tunge opgangsdør op og forsvinder ind i mørket. Der lugter fugtigt af mug, våde klude og gammel maling.
Lise! På første sal åbner en dør sig, og skæret fra lampen falder i en firkant på trappen, hvor Ingrids skikkelse står og skærer sig gennem lyset. Lise kneb øjnene i. Hvor længe skal jeg vente denne gang?! Ser du aldrig på klokken? Silas skal bades, og min ryg er ødelagt det ved du godt! Ingrid kigger hårdt på datteren, der forcerer trinene op. Lise smutter ind, smider frakken, sparker støvlerne af. Igen med ham dér? Nu har du også fundet dig en kæreste fy for pokker! Altid kun én ting i hovedet på jer unge. Hvorfor tænker I aldrig med det, der sidder mellem ørerne? Hvad står du og glor for? Hun står og beundrer sig selv i spejlet! Se, hendes kinder blusser! Du går stadig i skole, Lise sådan nogle som ham må du ikke rende rundt med
Lise sender sig selv et sidste blik i spejlet, stadig varm og rød efter Pers kys, og lusker ind i stuen, hvor lillebror Silas sidder midt i sit legetøj i kravlegården. Han ryster med ranglen, sparker til bilen, ruller rundt på ryggen. Da han ser Lise, griner han og rækker armene mod hende.
Så skal han bades, Lise! Jeg sagde det! Gå så ud og vask din bror! Han er snart sulten. Lise! Ingrid råber ind med hovedet helt tæt på datterens øre.
Lise vil sige noget igen, men lader det ligge, binder forklædet og løfter Silas op for at gå ud på badeværelset.
Hun fylder vand i badekarret, tjekker temperaturen og sætter sig tavs ned ved siden af. Hun skubber de små badeænder hen til ham, Silas smider dem rundt, griner og hiver Lise i håret, for hun er fjern og ser slet ikke hans glæde.
Lad mig være! hvæser Lise. Hiver du én gang til, så får du en! Forstår du?
Silas slår øjnene op, store og blå under de lange vipper, de samme som far havde, trutter med munden. Han forstår ikke, hvorfor denne pige ikke glæder sig med ham.
Men Lise har for længst glemt glæden. Den forlod hende for længe siden. Faktisk siden hendes far døde.
Den hede julidag lå Lise hjemme på værelset og lyttede til gamle LPer. Hvem spillede hun dengang? Kim Larsen, måske Med lukkede øjne forestillede hun sig, drømmende, hvordan hun gik gennem Københavns gader og mødte ham han forelskede sig straks, inviterede hende ud, hun trak bare genert på skuldrene Men drømmen blev brudt, da telefonen ringede. Og der, dér begyndte evigheden.
Lise, tag den lige! Jeg har hænderne i dejen! råbte Ingrid ude fra køkkenet. Lise gjorde som sagt, gik ud til telefonen i entreen morens telefon, far havde lige repareret den hylde for nylig
Hallo, mumlede hun, gabende og betragtede sit spejlbillede. Ja, det er Knudsens lejlighed. Hvad …? Hvad vil du hun nåede ikke at tale ud, for pigen i spejlet blev pludselig bleggrå, hendes ansigt vred sig, munden åbnede sig, og de ujævne tænder stod tydeligt frem. Hvad Hvad sagde De hendes læber var helt hvide, blodløse. De …
Røret gled ud af hånden og svingede i spiralledningen. Lise stirrede på det og vidste ikke, hvad hun skulle gøre, hvad hun nu skulle stille op. Hun så sig selv i det forvrængede spejlbillede; sorg er aldrig kønt det stjæler alt det gode fra før.
Lise, hvem var det? Hvad ? Er det moster Mette? Sig, jeg ringer senere … Ingrid kiggede ud fra køkkenet, dækket af mel, på hænder, kinder, næse. Nu føltes det, som om melet lå overalt tæt og kvælende tungt, som Lises hvide læber. Ingrid hørte datterens hæse hvisken, greb sig til maven, gled ned langs væggen med hvide spor efter fingrene. Hvad gør vi nu, Lise, hvad gør vi … hun gentog, før hun foldede sig sammen på stolen.
Så kom lægerne, ambulancen kørte hende på hospitalet, og Lise blev efterladt tilbage med det, der var sket. Det var dér, hun blev vred på sin mor. Let for hende at gemme sig på hospitalet, undskyldt hun måtte ikke opføre sig, ikke stresse Men Lise måtte? Hele slænget havde ondt af moren, men hvem havde ondt af Lise? Skulle det være moster Mette, der kun gik op i kaffe og hvor meget snaps, der skulle købes til begravelsen, for far havde mange venner, man måtte jo vise respekt.
Mette sagde netop vise respekt, som om far skulle tilgives for et eller andet. Altid maden, smørrebrød, leverpostej, sild, grønlangkål, snaps ved hver kuvert Lise husker stadig den kvalmende duft af løg, kød og brød.
Lise, kan du ikke lige hjælpe vi skal skære op Moster Mette tittede ind på værelset, hvor Lise lå med ansigtet ind mod muren, satte sig på kanten af sengen og aede hende med sine ru, tørre hænder. Det kradsede i Lises trøje, tråde fulgte med.
Lad mig være! Gå nu! Jeg rører ikke en kniv! Hører I?! Lise satte sig op og råbte. I fejrer fest! Snaps og deller og alt muligt … Liselotte, løb lige i SuperBrugsen, onkel Henning elsker portvin og vi mangler hun efterlignede moster Mette. Så tag selv af sted! Jeg hader jer! Far døde, døde, forstår I?! Han forlod mig, mor gemte sig på hospitalet med sin lille unge, hun har det sikkert fint! Men jeg er her alene! Jeg er helt alene nu, moster Mette!
Liselotte, lille skat, du er ikke alene forsøgte Mette og ville kramme hende, men Lise vred sig fri, sparkede hende i skulderen. Vi er her. Din mor kommer snart hjem. Hun har brug for dig nu, det er svært hvis der sker noget med babyen Vil du ikke hjælpe hende lidt? Vil du?
Mette forstod, at hun sagde det forkerte. Det skulle jo handle om Lise, at nogen hjalp hende men hun kunne ikke. Ingrid var ude af sig selv på hospitalet, færdedes mellem afdelingerne, og babyen havde det dårligt. Hun måtte hjælpes, men Mette havde heller ikke tid bare lige til begravelsen. Lise måtte tage sig sammen
Jeg vil ikke hjælpe nogen! Det barn er ligegyldigt! Far ville have ham, men nu er far væk, så kan I tage jer af barnet selv! Gå! Hører du? Lise brød sammen, smed sig i sengen og trak tæppet over hovedet.
Mette lukkede øjnene og gik stille ud i køkkenet
Ingrid husker de dage svagt, omhyldet i tåge, i søvn eller medicinrus. Stemmer, Mettes ansigt, damerne på stuen, lægen, der greb hendes hænder og sagde, hun måtte kæmpe.
Men hun havde ikke lyst. Bare barnet døde Sådan havde hun det. For nu, hvor Jesper ikke var der længere, hvordan skulle hun så klare det alene? Det kunne hun ikke!
Jesper var familiens overhoved, den sikre havn, forsørger og dommer. Ingrid gemte sig bag ham for livets storme, kiggede frem nu og da for at se, hvor godt og trygt han havde skabt det for dem.
Da Lise skulle til verden kom ambulancen ikke frem for sne, så Jesper bar hende gennem sneen, ind på hospitalet, bar hende som en fjer. Han havde altid reddet hende Men nu
Du er fjollet, Ingrid Jensen! sagde lægen en morgen. Barnet er din fortsættelse i livet. Det menneske, du kan give Jespers minder videre til. Vil du, at han skal dø så kan vi ordne det nu straks, det behøver ikke tage mere end ti minutter. Synes du, det er en god ide? Hvad vil du mig egentlig?
Lægen var vred, havde haft nok af den evigt klagende kvinde, han vidste ikke, hvad han skulle stille op, kunne ikke finde ud af at trøste.
Ingrid kom først til sig selv, da hun stod i operationsgangen i gennemsigtig natkjole, barfodet, med hænderne under maven, stirrende på det hvide bord, lyset, de lyseblå fliser, som var hun blandt skyerne.
Skal du føde nu? spurgte operationssygeplejersken forvirret. Hun kom netop fra en cigaretpause.
Nej nej, det er for tidligt. Undskyld, det er en fejl. Undskyld, jeg vil gerne have, at han lever. Vil De ikke være sød at han får lov at leve?
Jojo, selvfølgelig, gå du bare tilbage på stuen, kære. Er du svimmel? Michael, følg hende! råbte sygeplejersken.
Mikkel tog armen om Ingrid, lugtede stadig af billig øl fra i går. Før ville hun have fået kvalme, men nu lugtede hun bevidst det mindede hende om Jesper.
Et måned senere fødte hun Silas, en dejlig, buttet dreng med store øjne, helt sin far.
Lise tog nølende Silas på armen, mens mor tog overtøj på. Ingen blomster eller chokolade til personalet. Mette havde lagt penge, men Lise brugte dem ikke.
Hvilken fest? Der er kun gået fyrre dage siden fars begravelse så skal vi fejre her? mumlede hun og gemte pengene.
Det er da pinligt, Lise, sagde Ingrid sagte.
Det går, de overlever nok. Vi tager bussen, ikke? svarede Lise. Barnet på armen skreg, Lise skar ansigt.
Kom nu, jeg tager ham selv. Ja, vi tager bussen. Kom, min pige, sagde Ingrid og løftede forsigtigt sønnen.
Lise åbnede ikke konvolutten op, kiggede ikke på sin lillebror, ingen smil eller kys til moren. Hun havde kun sin sorg nu og ville have fred for alle andre.
Om morgenen gik Lise i skole, så slentrede hun rundt hele eftermiddagen, måske sammen med Per, kom hjem sent, spiste og lagde sig straks. Hun ville bare være alene og ingen skulle komme med deres babyer og forstyrre!
Det er nok, råbte Ingrid en dag, slidt op. Du spiser med, men jeg står for alt indkøb, madlavning, rengøring! Jeg er ikke en maskine, Lise, jeg har også brug for søvn. Silas græder, hans mave gør ondt, jeg
Så skulle du ikke have fået ham, vel? Lise skubbede tallerkenen fra sig. Så skal du ikke bebrejde mig din tørre rugbrødsskive. Jeg giver dig alle pengene igen! Jeg læser til eksamen, sover heller ikke, for Silas larmer.
Han er din bror, Lise! Vores barn, mit og dit, sagde Ingrid. Små børn er syge og græder sådan er det. Jeg beder dig, bare hjælp lidt til.
Nej, jeg er også træt! Og hør, hvis far stadig var her, havde du aldrig sagt sådan til mig! Han elskede mig, du har aldrig elsket ham, du tænker kun på dig selv! Kun på dig selv!
Så kom tårerne. Lise græd alene inde i sit værelse, mens Ingrid sad i køkkenet med Silas i favnen gyngede frem og tilbage, bed sig i læben for ikke at tude højt. Hun havde elsket sin mand så meget, at hjertet blødte. Lise kunne ikke fatte det. Måske forstod hun en dag
Ingrids tålmodighed bristede helt om foråret, da Lise tog eksamen. Silas blev ofte syg, Ingrid fik kun lidt i barselspenge, var udmattet, og Lise nægtede stadig at hjælpe og brugte lektierne som undskyldning. Da vågnede et dæmon op i Ingrid.
Hvor er du dog om natten?! Hvilke eksamener læser man om natten?! Du driver rundt! Lise, hvis du kommer slæbende med en grin, ved jeg ikke, hvad jeg gør!
Som du selv gjorde, svarede Lise stille, mens hun hang frakken op.
Hvad sagde du?! Jeg blev gift med din far, før jeg var i seng med ham. Sådan gør ordentlige mennesker, Lise! rødmede Ingrid. Har du købt brød? Jeg bad dig jo købe brød!
Her er dit brød! Lise kaster nettet på gulvet. Ingrid giver hende en lussing. Hun forstod ikke selv, hvordan det skete.
Lise løber grædende ind til sig selv.
Derefter talte de ikke sammen i ugevis, kun stumpe svar. Sidenhen blevet Lise mere hjælpsom, sad lidt med Silas, mens Ingrid var til frisør eller ude at handle.
Ingrid var lettet, troede, Lise endelig var blevet rask og ville knytte sig til lillebroren.
Men grunden var mere tvetydig. Per havde erklæret sin kærlighed og lovet, at så snart Lise var færdig med gymnasiet, ville de gifte sig. Nu havde Lise fundet én, der kunne beskytte hende, tage sig af alt, sådan som far gjorde engang.
Hun plager mig, tvinger mig til at passe det barn. Og jeg kan ikke! hviskede hun ind i Pers skulder. Hun blev sent ude den dag. Per havde købt bagerste række i biografen. Folk vendte sig, tysede.
Det er jo din lillebror! Han er lille, han behøver dig. Og mor har også brug for hjælp. Det er jo familien … hviskede Per.
Han var vokset op med bedstemor og drømte om sin egen familie med kone, børn, tryghed og duften af hjemmebagte boller om søndagen. Han boede alene nu, men ønskede sig brændende en familie …
Jeg har det dårligt, Per. Da far døde, blev jeg helt alene. Ingen af dem hverken mor eller moster havde ondt af mig. De tænkte på sig selv! sagde Lise. Vær sød mod mig, vær sød, please
Og Per trøstede hende. Han kunne ikke rigtig kende forskel på medlidenhed og kærlighed og ville ikke engang forsøge. Han havde besluttet, at Lise skulle være hans familie. De skulle have det pænt, kager på bordet, blomster i vindueskarmen som hos bedstemor, og Lise skulle bage boller og meget mere; kvinder kan jo alt, de er hjemmets bærere
Bare Lise snart fik sin studentereksamen!
Næppe bestod hun gymnasiet. Til translokationen var hun blandt de kønneste piger moren havde syet en smuk kjole til hende og betalt for en frisure, ja, hun måtte endda få lidt make-up.
Du er så smuk, Liselotte! hviskede Ingrid, mens tårerne trillede, da Lise fik sit eksamenbevis. Det gjorde ikke noget, at det ikke var med udmærkelse! Hun var en voksen hjælper nu.
Per kom for at lykønske, trukket i pressedragt og lånt slips.
Ingrid så ham først rigtigt dér, hvordan han holdt om Lise, kyssede hende hun fnisede, gemte sit kolde, stressede ansigt væk i hans Ingrid ville jage ham væk, men Silas græd, så hun måtte gå.
Lise smilede tilfreds efter morens exit. Nu kunne hun nyde livet og gøre, hvad hun ville.
Datteren kom hjem om morgenen. Ingrid sad og sov ved Silas vugge. Lise ville liste forbi, men kom til at vælte en spand i entreen.
Lise! Ingrid fór ud, lukkede døren bag sig. Hvor har du været?! Jeg har været helt ude af mig selv. Vi aftalte jo, at du kom hjem i går! Dine klassekammerater er hjemme, jeg har tjekket op.
Hvad?! Har du rendt rundt og snakket med mine veninder? Mor, det er pinligt! fnyser Lise og smider beviset på bordet. Kan du være det bekendt?
Ingrid vil svare, men sukker bare opgivende.
Jeg forstår det ikke hvorfor taler du sådan til mig. Jeg elsker dig jo … mumler hun.
Hvorfor? Fordi du glemte mig, mor. Efter Silas tænkte du kun på ham. Du glemte far, mens jeg stadig græder og savner ham. Han købte ind, tog sig af det hele nu er det mit ansvar. Du er den unge mor. Lise griner.
Lise, kom nu til fornuft! Jeg kan jo ikke gøre det hele selv! Kan du ikke hjælpe lidt? spørger Ingrid med løftede øjenbryn.
Du hjælper mig ikke! Kun det her kjole. Nej, mor, jeg skal giftes. Med Per. Han vil gøre alt for mig, elske og trøste mig. Silas er din opgave. Vi indleverer papirer til rådhuset i dag.
Hvad?! siger Ingrid forfjamsket.
Hørte du hvad jeg sagde? Gå nu. Jeg skal sove.
Lise låser sig inde på værelset. Silas vågner, Ingrid gør havregrød klar. Lise som nogens hustru Ingrid kan ikke fatte det.
Det blev et stille bryllup, få gæster. Festen holdtes på en lille café, lange borde, Ingrid med rødvinsskær i kinden, blege Lise, nervøse Per med skælvende hænder, hans ven Dennis med guitar …
Alt flyder for Lise. Hun er mat, træt, vil væk, vil bare sove, åbne vinduerne og have blæst i lejligheden.
Pers etværelses lejlighed er lille og indelukket, men fri for Silas gråd og morens evindelige suk. Kun Per og Lise. Han varmer hendes kolde hænder, hvisker kærlige ord hun suger det til sig.
Lad os tage hjem, siger Liselotte, griber Per i hånden. Jeg er træt. Kom nu.
De siger hurtigt farvel, tager blomsterne og fanger en taxa. Ingrid ser dem forsvinde. Hvad gik galt? Hvorfor har Lise skubbet hende væk?
Skal jeg følge dig hjem? spørger Dennis høfligt.
Nej, tak jeg går selv. Farvel. Ingrid nikker og forlader festen. Hjemme venter Silas og naboen, der har passet ham. Han har savnet moren.
Tag det ikke så tungt med Per! siger Dennis på gaden. Han er en god fyr!
Ingrid smiler skævt:
Så han har ødelagt min datters liv? Hun har ingen uddannelse, intet job. Nu går det hele i vasken. Per er ikke gammel nok til ansvar
Per? Du undervurderer ham. Han klarer sig, han er guld værd!
Lise stopper hurtigt sine besøg. Ingrid må selv komme med barnets ting, men Lise gider ikke se på hende.
Mor! Lad være med at komme her hele tiden! Er du tilsynsmand? Vi klarer os fint, forstå det! snerper hun, mens Ingrid stiller madvarer i køleskabet. Per sørger for det hele.
Ja, men hvem laver mad? Lise, du ligger jo bare på sofaen kan du ikke engang koge kartofler? Ingrid ryster på hovedet.
Jeg ligger, når jeg har lyst. Gå nu!
Døren smækker, Per kommer hjem fra arbejde.
Hej, Ingrid. Hvor er Silas? Har du ham ikke med? spørger han; han drømmer om familie.
Jeg lod ham være hos en veninde. Han vil bare ødelægge her Ingrid smiler lidt, rørt over at Per spørger ind til Silas. Det har Lise aldrig gjort.
Ødelægge? Sikke noget at sige! Nå, jeg sætter kaffe over, Lise tag kopperne frem!
Han fløjter, danser lidt mens han sætter kage på fad, men stivner, da Lise siger:
Mor går nu. Hun drikker ikke kaffe.
Per vil protestere, men Ingrid ryster på hovedet.
Jeg går nu, Per. Jeg har lavet forårsruller værsgo. Hun tager tøjet på, og Per hjælper.
Bliv nu siger han.
Det går, Per. Lise har ikke lyst. Hyg jer.
Da Ingrid er gået, stormer Lise ud til Per, omfavner ham grådkvalt, hun er gravid.
Hvorfor græder du? spørger Per og tørrer kindernes tårer.
Jeg ved ikke … Jeg er bange. Vil du passe på mig det bliver jo hårdt. Vil du? hvisker hun og ser ind i hans øjne.
Og han passer på hende. Han masserer hendes knæ, bringer vand, når hun vågner om natten, gør rent, går ture, forkæler hende med frugt og spiser ude, fordi Lise ikke kan lave mad. Hun tager det som et udtryk for omsorg og nævner straks, at hun har mistet sin far det er grunden til, at alt er hårdt.
Selv når hans mor kommer for at hjælpe, er det kortvarigt hun har Silas og travlt. For Lise er Ingrid allerede en skikkelse fra et tidligere liv.
Per begynder at købe babylegetøj, tøj, samler brugerbar barnevogn. Da Lise ser den falmede vogn midt på gulvet, begynder hun at græde. Per løber til, fedtede fingre på bukserne.
Hvad? Gør det ondt?
Lise græder kun og ryster på hovedet. Hun bryder sig ikke om barnevognen, hele projektet er hun nu ligeglad med. Per taler kun om barnet; Lise føler sig overset.
Jeg er ikke en rugekylling, Per, jeg er et menneske! Prøv du at gå rundt med denne mave! Hverken dig eller mor har ondt af mig! Jeg vil ikke have barnet! Når jeg har født hende, afleverer jeg hende. For det er hårdt, det hele er forkert!
Per bliver ængstelig, men nu er han endnu mere opmærksom og nænsom. Han køber yndlingskager, putter hende, masserer fødder, så hun igen har ham helt for sig selv ingen skal tage ham. Mors kærlighed måtte hun dele, men Per beholder hun for sig selv!
Lise føder en sund pige til tiden. Alt går fint, nu venter bare hjemkomsten. Per græder forbløffet, springer rundt i køkkenet hos Ingrid, krammer Silas. Drengen tager det roligt; det er en fremmeds kærtegn.
Hvad skal hun hedde? Du må bestemme, Lise, alt … gentager Per. Verden er fantastisk, han har nu både Lise, barn, ven, svigermor. Han vil gøre alt for dem!
Lise ligger på hospitalet og ser på datteren, der sutter. Alt føles forkert: smasken, lydene, hvordan hun ikke kan holde hovedet. Silas var også sådan, men da tog mor sig af det. Måske skulle hun opgive barnet? Men Per vil ikke skrive under. Nej
Der er blomster og chokolade til sygeplejerskerne, moren græder af glæde, Per kredser om nybagte mor. Men da de kommer hjem, beder Lise moren gå. Hun vil kun hvile sig med Per, men Tanja som de kalder pigen græder uafbrudt, Per vugger og vugger hende, beder Lise amme, vil ringe til lægen, for Tanja skriger.
Det er normalt. Børn græder, griner Lise Skift hende, far! Men lav suppe til mig først. Jeg er sulten.
Men Per går ikke ud i køkkenet med det samme; han er optaget af Tanja.
Ingrid kommer uventet, Per bader pigen for første gang. Ingrid forklarer, Per skriver ned, Lise venter på sin suppe. Den får hun aldrig.
Om natten sidder Per stadig hos Tanja. Lise vil putte sig ind til ham, men han fjerner sig:
Ikke nu, Lise. Du må give mad til Tanja.
Lise smiler sarkastisk. Det var den kærlighed.
Lige meget, hvor meget hun brokker sig over, at Per ikke ser hende, og hvor ofte hun prøver at vinde hans opmærksomhed, vinder Tanja altid.
Efter en måned tager Lise væk. Pakker sine ting og flytter ind til en veninde i Aarhus. Ingen seddel, ingen adresse.
Per står rådvild hos Ingrid med barnevogn og Tanja. Hun lukker op, hjælper dem ind.
Flyt ind her til mig med Tanja sådan må det være. Vi klarer os, foreslår Ingrid og omfavner ham. Undskyld, det er min skyld, det hele.
Per gider ikke snakke om skyld. Det er meningsløst. Han tænker kun på, hvordan han senere skal forklare sin datter, at moren gik.
To år efter dukker Lise op, vil skilles, vil ikke have kontakt til Tanja, hun skal giftes igen i Århus og vil aldrig have flere børn.
Herregud, Lise, hvad sker der? forfærdes Ingrid.
Hvad? Trodde du, jeg kom tilbage, og alt blev idyl? Lise tager en porcelænselefant på reolen, som Per har monteret. Nej, godenat! Jeg har det godt nu. For jer var jeg bare malkemaskine … Jeg bor hos veninden lidt tid.
Vil du ikke se Tanja? Hun kommer om lidt med Per. Vi kan drikke te, Ingrid prøver kramme hende, men Lise glider udenom.
Hun behøver ikke morens medfølelse nu. Det er for sent!
Og hun har ingen ondt af sin mor. Hvorfor græder hun? At have to børn er hårdt? Ja, der er mange, der har. Har hun det svært, kan Silas jo afleveres på institution. Så let!
Lise går sin vej.
Efter retten tør Ingrid næsten ikke tale til Per. Alt er væk, kun Tanja bringer glæde. Hvordan skal han klare det nu?
Per, lad være med at drikke, ikke? Min mand døde af sprit. Ingrid græder og skjuler ansigtet.
Jeg skal ikke drikke, Ingrid, siger han. Lad os bage ostekage. Vil du lære mig det? Kom, Tanja, du kan også være med! Og dig, Silas, du også! Ingrid, I er min familie. Det klarer vi! Livet er hårdt, men der er også gode ting! svarer han med tvungen optimisme, og Ingrid nikker.
Tanja ser sig spændt om i sit nye lægekonsultation. Hun har fået sit eget kontor hun er læge nu, ligesom sin mor.
Faderen har i morges gået henne i gangen, ventet på Tanja, fuld af stolthed.
Per, nu må du tage din hue, siger den lille varme kvinde, Oline, i hjemmesyet kjole og med fletning.
Tak, Oline. Hvor er vores doktorhøm? Tanja! råber Per nervøst, mere nervøs end Tanja selv.
Kommer! Tanja bider i sin mad, giver moren et kys, Per hjælper hende i frakken.
Gud velsigne dig! Oline kysser hende på hænderne og giver vanter, for det er iskoldt.
På busstoppestedet vinker Tanja farvel til far, han følger hende længe med blikket. Altid på farten, den pige!
Patienterne begynder at komme. Tanja er nervøs, hænderne ryster, men det går.
Ved middagstid kommer en kvinde ind, kaster tasken på gulvet.
Jeg skal have en recept. Jeg har siddet i kø i halve time, kan I ikke skynde jer? Er du læge? Hvor er doktor Møller? hun stirrer på Tanja. Nå, hun er opsagt?
Ja, doktor Møller stoppede, svarer sygeplejersken, Anne Louise.
Nå, hun var uduelig. Du kan hjælpe mig, pige. Jeg vil have det her præparat, men det er dyrt. Her, jeg har skrevet det ned.
Tanja tager papiret, mens Anne Louise prøver at signalere noget bag kvinden.
Undskyld, men det kan jeg ikke udskrive. Hvorfor vil De have det? De har ikke indikation forklarer Tanja.
Hvad? Nu igen?! Jeg har migræner så slemme, at jeg kunne kravle på væggen! Jeres piller hjælper ikke! slamrer kvinden i bordet.
Hun rejser sig, truer, ånder Tanja direkte i ansigtet.
Jeg skal nok klage! I er så kolde hvad er I for nogen? Jeg skal nok skrive til avisen, få jer fyret! hun råber.
Men nu rejser Tanja sig, holder hovedet højt, er højere end kvinden, som krymper sig.
Vær lidt sød ved mig! Ingen har ondt af mig giv mig nu recepter! hun visler og prøver stikke penge i Tanjas bog.
Fjern det! Tanja bliver forskrækket og ser på Anne Louise, der himler. De her stoffer vil skade Dem. De er kun til salg. Jeg kan ikke hjælpe. Vil De undersøges?
Nej, ellers tak! siger kvinden og åbner blusen. Jeg har ingen penge. Ingen hjælper mig. Jeg har knoklet hele livet, skåret alt fra min mand tog min datter, smed mig ud! Han og alle mænd er værdiløse! råber hun.
Anne Louise ruller med øjnene, hun har hørt historien mange gange.
Og min datter vil ikke se mig, jeg led da jeg fødte hende børn er en plage! Gi mig min recept! Tror du, du er bedre, fordi du har hvid kittel? Nej! Du er som alle andre! Du plager mig ligesom min mor! Uuuh!
Hun ryster, sømmet i ærmet revner, stolen vælter.
Anne Louise gør tegn ved tindingen. Tanja bliver bleg, siger:
Jonna Jespersen, jeg vil ikke udskrive de stoffer. Hvis det er noget, må De gå til cheflægen. Og husk du har ingen datter. Hun har en anden mor, en der elskede og trøstede, var altid der for hende. Og lad så være at tale grimt om min far. Gå! Gå!
Tanja vender sig bort. Døren smækker, Anne Louise giver hende et glas vand.
Tak, nikker Tanja stille.
Det går, lille ven, det går sygeplejersken klapper hende på ryggen.
På grund af hende led far længe, og bedstemor også, hvisker Tanja. Men jeg er faktisk glad for, at min mor er Oline. Hun er min mor, ikke den dame.
Anne Louise smiler:
Godt ord igen. Gud har beskyttet dig. Kom, nu skal vi arbejde, der er fyldt op på gangen. Måske kommer min eks også så tager jeg mig af ham! hun gnider hænderne.
Tanja smiler. Ja, livet skal leves fremad. Derhjemme venter far og mor Oline, og i weekenden kommer bedste og onkel Silas. Silas er næsten voksen nu, lidt yngre end hende.
Tak, Gud, for mit liv og min familie! Tanja blinker og smiler til næste patient. Det er Michael, hendes kommende mand …
