Den grå sky af en fødeafdeling på Rigshospitalet lyste som en svævende lampe, men manden dukkede aldrig op, hverken i drømmen eller i virkeligheden. Ikke engang en enkelt telefonringe brød stilheden. Freja blev stilfærdigt hentet af sin mor, som bar hende ud som om hun bar en lille kiste af sand.
Freja var mentalt forberedt på den tomhed, men så som en kold vind, slog den alligevel i hjertet ikke for hende selv, men for den lille dreng, den længe ventede, så eftertragtede lille sjæl, som blev mødt af en ny verden som en ubarmhjertig storm.
Hun holdt fast i den sidste drøm, at manden en dag ville se på sin søn, mærke en rysten i sin sjæl, mærke blodets bånd, se sit eget spejlbillede i barnet men han vendte blikket bort, som om barnet var en skygge i hans eget sind.
Tolv år havde de levet sammen, en slags stille dans, sjæl til sjæl, og Freja var sikker på, at lykken lå gemt i deres år. Der var en aldersforskel på femten år, men den havde aldrig været en mur. Freja mødte Leif Nielsen i den planlægnings- og økonomiafdeling, kort efter universitetet, og han bar på et mislykket ægteskab uden børn.
Leif omsluttede hende med blid opmærksomhed, pleje og smukke gestusser, og de blev hurtigt gift. Freja kunne næsten ikke tro sin held en mand så klog, så flittig, så venlig, så smuk og så retfærdig. En lille skygge lingerede dog i hans karakter: hans skarpe retfærdighedssans mindede om en gnist, der let kunne tænde en gnaven brand, men hun vidste, at forandring var for sent.
Han kunne ikke holde sig til ét arbejde; en dag var forholdet til chefen brudt, næste dag slog han en hånd på enhver, uanset rang, og en anden dag afviste han krav, han syntes var for høje. Han fløj fra sted til sted, søgte bedre, og nogle perioder sad han uden arbejde, mens Freja tjente en solid løn i kroners kroner, steg til stedfortræder for afdelingslederen og havde penge til alt, hvad de behøvede.
Freja længtes efter et barn, men det kom ikke. Lægerne sagde, at både hun og Leif var sunde, men frugten manglede. Da håbet næsten var slukket, skete miraklet: hun bar et liv i sin mave. Hun strålede af glæde, da hun fortalte nyheden til Leif, men hans svar knuste hende som glas.
Med en skjult had erklærede han, at han ikke ville have barnet, at han i sine halvtreds år ikke ønskede at blive en ung far og blive latterliggjort, at han ønskede en rolig alderdom. Jeg vil have fred i mine sidste år. Forstår du, at du vil kaste vores familie i fattigdom? Jeg tjener ikke nok til at forsørge jer, og at søge ekstra arbejde er for gammelt for mig, fortsatte han.
Leif satte Freja foran et valg: hvis hun beholdt barnet, ville han uden tøven smide hende ud, for lejligheden var hans lejlighed. Freja knækkede under vægten af ordene. At høre sådan fra den mand, hun havde delt årtier med, var en total overraskelse. Hun havde bemærket, at han aldrig havde haft kærlighed til børn, men hans reaktion på sit eget barns fødsel var som et lyn fra en klar himmel, en total kollaps af deres ægteskab.
Hun forsøgte i flere uger at nå ham, men hans ord om gamle kvinders tåbelighed og hans grin over hendes dårlige helbred blev som spøgelser, der fløj gennem hendes sind: Det er din egen skyld! Hun flyttede ind hos sin mor, og Leif forsvandt som om han aldrig havde eksisteret ingen telefon, ingen besøg. Lige før barnets fødsel modtog hun en stævning; Leif havde anlagt skilsmisse. Retssagen blev udsat, men skilsmisseprocessen ventede i horisonten.
Freja fortrød aldrig, at hun gik imod Leifs vilje og fødte sin søn. Han ønskede en rolig alderdom, så lad ham få den; hun var stadig ung nok til at opdrage drengen. Sådan blev barnet et æble af splittelse. Man siger, at børn styrker ægteskabet, men i denne drømmeagtige nat viste sig, at de også kan rive det fra hinanden.
