Har I overhovedet nogen pårørende? Hvorfor har du bragt dem her? Det er så synd for dig Synd? Hvad med os? Vi knap nok har plads til os selv! Jeg sagde jo, du skulle ringe til værgekontoret i morgen. Lad dem forstå, hvad der foregår!
Jens så vredt på sin kone. Hun var lige kommet tilbage fra begravelsen for sin veninde Else. Ikke alene hun havde også medbragt to børn. Den treårige Lærke og den tretten år gamle Mikkel stod ved døren, forvirrede over, hvordan de skulle forholde sig til den uvelkomne vært.
Kirstine skubbede blidt børnene ind i køkkenet og sagde med rolig stemme:
Mikkel, gå og hæld Lærke et glas saft, så du også kan få noget. Der er en i køleskabet.
Da børnene forsvandt bag døren, vendte hun sig vredt mod manden:
Skammer du dig? Else var min allerbedste veninde! Tror du, jeg vil efterlade hendes børn i nød? Forestil dig, hvordan de har det nu! Du er otteogtredive, og du ringer stadig til din mor, når du kan!
Jeg forstår, men du vil da ikke lade dem blive i vores hus? spurgte Jens lidt roligere.
Jo, jeg vil! Jeg vil ansøge om værgemål for dem! De har ingen pårørende, forstå. Faderen er forsvundet han var endda ikke til stede ved begravelsen.
Else mistede sine forældre tidligt. Hun har en tante, men hun vil ikke tage børnene hun er ikke ung længere. Og vi har jo ingen egne børn.
Kirstine, jeg er din mand, husker du det? Vil du ikke høre min mening?
Jens, hvad er der så? Du er en god mand. Jeg kender dig. Jeg havde jo ikke bragt børnene uden din tilladelse. Er du bange for de kommende udgifter? Vi klarer det!
Desuden er børnene ikke små længere. Mikkel skal fortsætte i skole, og Lærke skal i børnehave. Vi behøver næsten ikke ændre vores livsstil!
Ja, men min mor Kirstine! Hun ville slå mig ihjel, hvis hun fandt ud af det! Hun bebrejder mig hele tiden for, at jeg ikke har børnebørn!
Jeg mener, din mor ikke skal blande sig i vores anliggender. Vi ville jo altid have adopteret et barn. Hvorfor skulle vi tage andres? Mikkel og Lærke kender os, og vi kender dem. Så vil det blive lettere for alle.
Måske har du ret, selvfølgelig, Kirstine. Men vi havde tænkt os at adoptere ét barn! Jeg præciserer: et lille barn! Kun ét! Lærke er stadig lille. Men Mikkel er teenage! Med ham kan man ikke slippe problemerne!
Både du og jeg var selv teenagere engang. Alle problemer blev løst. Vi er vokset op og er blevet helt fornuftige mennesker.
Så lad os tage det skridt for skridt. Lad dem blive her indtil videre
Kirstine kyssede Jens på kinden, smilede og sagde, at hun stolede fuldt ud på ham. Han havde altid været sådan: klagede, hævdede, brummede, men så tog han ansvaret og støttede hende i alt.
Kirstine gik ind i køkkenet for at lave aftensmad og begyndte at planlægge næste dag. Hun skulle i værgekontoret, hente papirer fra arbejdet og banken, samle dokumenter
Det gik op som en uendelig række af problemer og bekymringer. I film finder forældreløse børn straks en familie, men i virkeligheden kræver det bunker af papirer og godkendelser.
Mikkel og Lærke blev endda overvejet til midlertidig indplacering i en børnehjem, men Kirstine og Jens samlede alle kræfter og kæmpede for børnenes ret til at blive hos dem.
Der var ingen problemer med Lærke hun skiftede let fra triste tanker til nye legetøj og søde godbidder.
Mikkel havde det sværere. Jens så, hvordan han knap kunne holde tårerne tilbage. En aften trak han ham til siden, lagde en hånd på skulderen og så ham i øjnene:
Mikkel, jeg ved, du har ondt. Jeg er næsten fyrre, men jeg kan ikke forestille mig, hvad der sker, hvis min mor går bort. Men for Lærkes skyld skal du være stærk.
Hvis du har brug for at græde eller råbe, så sig til mig. Vi kan gå et sted, hvor ingen ser os. Sådan smerte kan man ikke holde inde. Men du skal ikke vise den for Sofie, ellers bliver hun bange. Så sig det til mig.
Mikkel begyndte at vise Jens respekt. Kirstine så, hvordan de gik sammen flere gange, og senere vendte de tilbage som de bedste venner.
Familien måtte igennem talrige inspektioner fra forskellige myndigheder. For at bevise, at de kunne forsørge børnene, tog de endda et lån. De renoverede et værelse, købte børnemøbler, legetøj og nyt tøj.
Der var også brug for en sum til at få Lærke i børnehave ved siden af huset. Da Mikkel fortalte Jens, at han savnede sine venner fra sportsholdet, betalte de også for det.
Endelig var alle prøvelser overstået. Børnene fik officielt værgemål. Jens fik et ekstra job, så han kunne afbetale gælden.
Kirstine fandt også et ekstra arbejde som fysiklærer på en skole og gav privatundervisning til elever, der trængte til ekstra timer. Sådan løste de deres økonomiske vanskeligheder.
Et år gik. Børnene havde vænnet sig til den nye tilværelse og havde knyttet tætte bånd til deres værger. Lærke kaldte endda Kirstine for mor.
Selv Jens mor, Birgit, blev venner med børnene, selvom hun i starten var imod.
Sommeren nærmede sig, og Jens foreslog:
Lad os tage på ferie! Jeg har ikke lyst til at tage til Odense. Lad os tage til Kroatien! Der er et last minutetilbud, jeg kan ringe og bestille lige nu.
Kirstine var enig. Hun var træt efter et år med bekymringer og ville have en pause. Jens bestilte straks billetterne.
Midt i en samtale med en kollega, der ringede op for at slå uret, afslørede Kirstine, at de skulle til Kroatien.
Kollegaen sukkede og sagde:
I har virkelig held! Jeg må tilbringe hele sommeren på sommerhuset igen Pengemangel. I må jo få en del af børnestøtten, så I har råd!
Kirstine vidste ikke, hvad hun skulle svare. Pludselig så hun sig selv i andres øjne som grådig, udnyttende og kun interesseret i penge. Selvfølgelig havde de taget børnene ind for at hjælpe, men nu følte hun, at andre så dem som profitere.
Hun delte sine tanker med Jens, som tænkte sig om og svarede:
Jeg har også hørt negative kommentarer. En ven sagde for nylig, at jeg burde skifte bil, fordi jeg kun får penge fra børnestøtten.
Ja, ja, din mor sagde også, at jeg skulle tage mig af mine tænder, siden indkomsten er steget.
Måske vil Jens flygte fra en sådan kritisk kone og fremmede børn. Jeg tror bare, hun er sur og vil såre mig!
Min chef sagde, at jeg ikke kan regne med ekstra fridage eller bonus, fordi børnene er andre. Forestil dig det! Jeg har ikke engang bedt om det!
Naboen, Vagn, sagde til mig på trappeopgangen, at livet må være lettere nu, når vi får hjælp.
Jeg forstod ikke hintet: fire personer i huset betyder, at jeg skal lave mere mad! Mikkel er altid sulten. Han vokser så hurtigt!
Så tror de, vi har fået børnene for pengenes skyld?
Jens rystede på hovedet.
Lad dem tro, hvad de vil!
Måske må vi droppe Kroatien, så folk ikke mener, vi bruger børnepenge? Alle spørger stadig, om vi har overført børnenes lejlighed på vores navn!
De føler med, når jeg fortæller, at din veninde ikke havde eget hjem.
Hvad gør vi så?
Kirstine havde aldrig tænkt på profit. Børnepenge, de modtog for de forældreløse, blev sat på en opsparingskonto.
Mikkel skulle snart begynde på en videregående uddannelse inden for programmering, og sådanne studier koster en formue.
Vi giver ikke op! Vi tager til Kroatien! Lad dem tro, hvad de vil! Hver enkelt dømmer, som de vil!
Snart rejste familien til Kroatien, nød en fantastisk ferie og kom endnu tættere sammen. Men da de kom hjem, følte Kirstine sig pludselig svimmel og svag.
Jens frygtede, at hun havde fået noget ondt på ferien, og kaldte efter en ambulance.
Kirstine blev indlagt til undersøgelse, og Mikkel var i opløsning. Han var bange for at miste kvinden, der havde erstattet hans mor, og græd hårdt. Kort efter ringede hun til Jens og sagde med et smil:
Jens, du vil ikke tro det! Vi skal have en lillebror!
Åh, min elskede, er det sandt? Det sker jo aldrig for os!
De sagde, det kan ske! Det må være en gave fra himlen eller fra min veninde.
Kirstine lo lykkeligt, men gik så alvorligt til værks og sagde:
Jens, jeg håber, du forstår, at børnene vil blive hos os, som før.
Er der andre muligheder? Mikkel, Lærke, kom her! Jeg har en overraskelse! I får en søster eller en bror snart!
Hurra! udbrød de i en jubel af børneglæde.
I den glæde lå alt lykke, kærlighed, håb og fryd.
En rørende fortælling med et lykkeligt slut. Hvad synes I? Giv et like.
