»Se dig selv i spejlet, hvem skulle gide dig, når du er 58?« manden kastede over skulderen, mens han gik. Et halvt år senere blev alle i byen ved om hendes bryllup med millionæren.
»Jeg tager til Sille,« sagde manden, mens han spændte remmen på sit dyre ur om håndleddet. Det samme ur, Katrine havde givet ham på deres 30-årige bryllupsdag.
Han så ikke på hende. Hans blik var rettet mod spejlingen i vinduesglasset, hvor en veltrænet, stadig tiltalende mand stod. Ikke den, der befandt sig i stuen.
»Hun er 32. Hun er levende, forstår du?«
Katrine tav, mens luften i stuen blev tung og klæbrig som tjære. Hvert af hans ord var et lille, men ubarmhjertigt snit.
»Efter alle disse år bare sådan?« hendes stemme lød hul, næsten fremmed.
Erik vendte sig endelig. Ingen skyld, ingen anger i hans øjne. Kun en kold, arrogant træthed.
»Hvad havde du regnet med? Et drama med smadret porcelæn? Vi er ikke unge længere, Katrine. Vi er civiliserede mennesker.«
Han tog lædermappen fra stolen. Alle hans bevægelser var præcise, indøvede. Han havde forberedt sig på denne samtale, måske i dagevis.
»Jeg har ladet alt blive. Lejligheden er din. Bilen tager jeg. Der er nok til at leve for, det har jeg sørget for.«
Han gik mod døren og vendte sig lige i åbningen. Hans blik gled over hende fra top til tå som en vurdering af en genstand, der havde mistet sin værd.
»Se dig selv. Hvem skulle gide dig, når du er 58?«
Han ventede ikke på svar. Gik bare, og den massive egetræsdør lukkede sig med et blødt, men ubarmhjertigt klik.
Katrine blev stående midt i stuen. Hun græd ikke. Tårer virkede malplacerede, næsten vulgære. Indeni vældede noget andet frem en sær, brændende ro.
Hun gik hen til væggen, hvor deres kæmpe bryllupsbillede hang. For tredive år siden. Lykkelige, unge, overbeviste om, at evigheden lå foran dem.
Uden at tænke tog hun den tunge ramme ned. Forsøgte at bære den til skabet, men den gled fra hendes hænder og landede med et dunk på gulvet. Glasset knækkede og skar hendes smilende ansigt i to.
I det øjeblik ringede telefonen. Skarpt, insisterende.
Katrine så på det ødelagte billede, derefter på apparatet. Ringetonen holdt ikke op. Hun tog røret.
»Katrine Villadsen? Goddag. Det er fra galleriet ‘Arven’. Vi har dårlige nyheder. Erik har opsagt alle lejekontrakter og tømt konti. Dit galleri er konkurs.«
Røret sænkede sig langsomt. To slag. Et personligt, et professionelt. Erik var ikke bare gået. Han havde revet alle broer ned, hun stod på.
Galleriet var ikke bare arbejde. Det var hendes sjæl, hendes barn, født af en passion for kunst. Erik havde engang givet penge til starten, men stillet alt i sit navn »Det er nemmere med skat, skat.« Hun havde troet på ham. Som altid.
Først ville hun ringe til ham. Sige, det var en fejl. At han ikke kunne gøre sådan mod kunstnerne, medarbejderne, mod hendes livsværk.
Optagelsetonen var lang og udmattende. Endelig svarede han.
»Hallo.«
Stemmen var fremmed, formel. Som om hun var en af hans tusind ansatte.
»Erik, det er mig. Hvad sker der med galleriet? Hvorfor gjorde du det?«
En let latter lød i den anden ende. Eller måske bildte hun sig det ind.
»Katrine, jeg sagde jo, jeg havde sørget for dig. Der er penge nok. Men galleriet det var en forretning. En mislykket en, ærligt talt. Jeg lukkede bare et projekt, der ikke levede op til forventningerne. Intet personligt.«
»Mislykket projekt?« gentog hun, ordene skrabede i halsen. »Der var mennesker! Der var malerier, vi gav et hjem!«
»Nøgleordet er ‘var’. Advokaterne ordner det. Ring ikke igen om det.«
Kort brummen.
Hun klædte sig på automatpilot og kørte til galleriet. Håbede på hvad? Selv anede hun det ikke. Men døren mødte hende med et hvidt stykke papir: »Lukket pga. tekniske årsager.«
Indenfor var det mørkt. Ved indgangen stod hendes medarbejdere kunsthistorikeren Mette, receptionisten Lise, vagten Per. De så på hende forvirrede, håbefulde.
»Katrine, hvad sker der? Vi fik at vide, alt var«
Hun kunne ikke forklare. Rystede bare på hovedet, mens deres forvirring blev til hendes egen skam. Han havde ikke kun ydmyget hende. Han havde trampet på alle, der betød noget for hende.
Om aftenen ringede deres fælles veninde Lotte.
»Kat, hold ud Jeg hørte det Erik er helt ude af den. Den Sille hun kunne være hans datter. Siges at være model eller noget.«
Katrine lyttede, hvert ord som salt i såret. Hun forestillede sig Sille ung, glat, smilende. »Levende.«
»Han sagde, ingen ville gide mig,« mumlede Katrine.
»Sludder!« protesterede Lotte. »Han retfærdiggør bare sin lavhed.«
Men ordene havde allerede slået rod i hendes sjæl.
Aftenens klimaks var et opkald fra et ukendt nummer sent om natten. Katrine ville ikke tage det, men noget fik hende til at trykke på grønt.
»Katrine Villadsen?« en ung stemme, let hånlig. »Det er Sille.«
Katrine stivnede.
»Jeg ville bare sige, du ikke skal bekymre dig om Erik. Jeg passer på ham. Han er så træt af alt det dit kunst. Han har brug for liv.«
Hvert ord var nøje valgt. Hvert øjebliks stilhed et stik i hjertet.
»Og også,« tilføjede pigestemmen. »Han bad mig sige: det maleri af den unge kunstner, du støttede et V-navn, tror jeg Erik tog det. Sagde, det var det eneste af værdi i dit galleri. Det passer perfekt i mit nye hjem.«
Og dér forstod Katrine det. Det var ikke bare et svigt. Det var en systematisk, brutal udslettelse af alt, hun elskede.
Han var ikke bare gået. Han havde slettet hende fra hans liv, revet hende ud som et overflødigt kapitel. Og maleriet var det sidste, mest cyniske streger. Maleriet, hun anså for sit livs opdagelse.
Hun lagde på uden et ord.
Gik til vinduet og så ud over byens lys. De virkede ikke længere venlige. Kold
