Du var den mand, der efterlod mig ved døren til børnehjemmet? spurgte Rasmus den fremmede, da han så den samme fødselsplet på hans bryst.
Så er det slut, drenge, min tid er inde! råbte Rasmus, mens han sprang på bagklappen på toget, der allerede begyndte at rykke. På perronen vinkede vennerne farvel, nogen forsøgte at råbe en sidste besked. Han smilede, men hans øjne glimtede af beslutsomhed.
Tre år var gået, siden han kom hjem fra forsvaret. På den tid havde han fået fast arbejde, begyndt på aftenuddannelsen på universitetet i København. Men nu, for første gang, skulle han samle sine ting og rejse til en anden by.
Det, der bandt ham til sine venner, var deres fælles fortid i børnehjemmet. Som børn uden forældre havde de nu vokset sig til voksne med drømme, mål og planer.
Asta og Peder havde giftet sig, købt en lejlighed med et boliglån på flere hundrede tusinde kroner og ventede på deres første barn. Rasmus glædede sig oprigtigt for dem, en smule misundelig på den venlige måde, han selv længtes efter. Men hans egen vej var en anden.
Allerede fra de første år i børnehjemmet havde han grublet: Hvem er jeg? Hvor kommer jeg fra? Hvorfor blev jeg sat her? Minderne var som tågede drømme, men dybt inde var der en varm fornemmelse af noget godt fra fortiden. Den eneste person, han huskede, var en ung mand, omkring tredive år, velklædt.
Det havde han hørt fra Jytte, den ældre rengøringsdame, der endnu ikke var gået på pension.
Jeg var yngre dengang, øjet skarpt som en ørn, fortalte Jytte. Jeg så ud af vinduet, og han stod i lyset fra gadelampen, holdt den lille dreng i hånden. Drengen var kun tre år gammel.
Han talte til ham som en voksen. Så kom døren, klokken lød, og han forsvandt. Jeg jagtede ham, men han var så smidig, som om han aldrig var blevet set.
Jeg ville genkende ham i dag. Han havde en sær næse lang og spids som Casanova. Han stod ved en bil, så jeg vidste, at han var fra området. Og han havde ikke engang sat handsker på barnet.
Rasmus huskede intet, men efter mange års refleksion konkluderede han, at manden sandsynligvis var hans far. Hvad der var sket med hans mor, forblev et mysterium.
Da han ankom til børnehjemmet, blev han ledsaget af en omhyggeligt påklædt dame, men én ting bekymrede plejepersonalet: en stor, hvidlige plet, der strakte sig fra brystet op til halsen.
Først troede de, det var en forbrænding, men lægerne konstaterede, at det var en sjælden medfødt mærke. Jytte sagde, at sådanne ofte går i arv.
Så nu vil du gå rundt på stranden og tjekke alles mærker? lo Rasmus.
Jytte sukke blot. Hun blev for ham som en anden mor. Da han blev færdig med skolen, gav hun ham husly:
Så længe du mangler et sted at bo, kan du bo hos mig. Du kan ikke bo i lejede hjørner.
Rasmus holdt tårerne tilbage han var allerede en mand. Men hvordan glemme de øjeblikke, hvor han efter en hård opdragelse løb ind i Jyttes kælder og græd på knæene?
Han havde altid haft et stærkt instinkt for at beskytte, selv mod ældre. Jytte strøg hans hoved og sagde:
Flot, Rasmus, du er så god og ærlig. Men livet med din natur vil ikke blive let. Slet ikke let.
Det forstod han ikke dengang. Årene gik, og han forstod langsomt dybden i hendes ord.
Asta var i børnehjemmet fra fødslen. Peder kom ind, da Rasmus var elleve år gammel. Han var spinkel og høj; Peter den stille, sårbare type.
Peter blev bragt ind efter en frygtelig tragedie: forældrene havde forgiftet sig med en falsk hvidepille. I starten holdt han sig for sig selv.
Men en begivenhed bandt de tre sammen som en rigtig familie, selvom de ikke var blodsbånd.
Asta blev ofte udvalgt til drillerier. Den røde, lille, stille pige var altid et mål: nogle hånede, andre trak i håret, og nogle skubbede hende bare. Den dag spredte de ældre børn sig ekstra meget.
Rasmus kunne ikke stå på sidelinjen han sprang frem for at beskytte hende. Styrken var dog ujævn. Efter ti minutter lå han på jorden, dække ansigtet mod slagene. Asta skreg, svingende sin taske som et sværd.
Pludselig gik al larm i stå. Kæphøje råb, hån og mobning forsvandt, som om nogen havde slukket lyden. En hånd løftede Rasmus. Foran ham stod Peter.
Hvorfor gik du så til angreb? Du kan jo ikke slås!
Skal jeg stå og se på, mens de slår hende?
Peter tænkte et øjeblik, rakte så ud:
Du er i orden. Vil du have en hånd?
Derfra voksede deres venskab.
Asta så på sin redningsmand med så stor beundring, at Rasmus lukkede hende munden med sin hånd:
Hold mund, ellers sluger du en flue.
Peter grinede:
Hey, lille, hvis du har brug for mig, så kom straks til mig. Jeg beskytter dig.
Fra den dag gik Peter i gang med at træne Rasmus fysisk. I starten var det kedeligt han ville hellere læse en bog men Peter vidste, hvordan man motiverer.
Efter kort tid begyndte Rasmus at nyde træningen. I stedet for tre i idrætshæftet stod nu fem, musklerne blev stærkere, og pigerne begyndte at kigge hans vej oftere.
Den første fra børnehjemmet, der rejste, var Peter. Asta græd, men han omfavnede hende og sagde:
Græd ikke, lille. Jeg kommer tilbage. Jeg har aldrig bedraget dig.
Han kom virkelig tilbage kun én gang, før han gik i forsvaret igen. Da han vendte tilbage, var Asta ved at pakke kufferterne. Han trådte ind i værelset i uniform, med en buket i hånden:
Jeg er her for dig. Uden dig var livet kun tomt og trist.
I mellemtiden var Asta blevet til en smuk, strålende pige. Da hun vendte sig om, tabte Peter blomsterne af overraskelse:
Hold op! Du er et mirakel! Vil du ikke blive min kone?
Hun smilede:
Ja. Du er også ikke dårligt.
Efter forsvaret blev Peter sendt til den samme by, som Rasmus skulle til. Han lovede at besøge dem, især når de fik barn kun hun skulle blive gudmor.
Rasmus bookede en luksusværelse i et godsvognstog, så han kunne sove udhvilet før sit arbejde som tømrer på høje bygninger. God løn, ingen overarbejde, tid til studier og venner.
Da han skulle lægge sig, hørte han skrig fra gangene. En mand øvede, krævede at få sin vogntog fri. Rasmus ville ignorere det, men så kom en grædende kvinde med en stemme, så bekendt, at hans indre knugede som Jytte.
Han kiggede ud i korridoren. Ved siden af hans vogn stod en ung konduktør, rystende af frygt.
Hvad er sket?
En vigtig person er her, hviskede hun. En gammel dame væltede hans tekop, hældte te på hans skjorte, og nu går han rundt, som om han vil dømme ham på stedet.
Manden skreg videre:
Forsvind, gamle heks! Du forurener luften!
Rasmus gik frem:
Ven, rolig nu. Hun er en gammel dame, hun har betalt for sin billet, og hun har intet at skyde på.
Ved du, hvem jeg er? Et enkelt ringetone, så er du væk fra dette tog!
Jeg er ligeglad. Vi knækker alle kæber på samme måde de rige og de fattige.
Manden blev stille. Rasmus bøjede sig mod den ældre dame:
Kom med mig. Vi skifter vogn min er din.
Hun kunne ikke holde tårerne tilbage taknemmelige tårer. Konduktøren så på Rasmus med respekt. Han gik tilbage til sin vogn, lagde tasken på plads, rettede sin skjorte. Manden blegnede.
Hvad har du på brystet?
Rasmus så roligt på ham.
Du behøver ikke være bange. Det er ikke smitsomt. Jeg har haft det siden fødslen.
Gud, …
Manden sank ned på hylden. Rasmus samlede sig:
Hvad vil du?
Den rystende mand begyndte at spænde skjorten op. Under den var den samme fødselsplet.
Du var manden, der forlod mig ved børnehjemmets dør?
Ja. Jeg var en fejemager. Undskyld. Jeg var gift dengang. Din mor, Marina kom til mig og sagde, at hun var dødeligt syg, kun få dage tilbage. Hun bad mig om at tage dig med.
Men min kone skulle komme hjem om et par timer. Jeg blev bange Jeg tog dig til børnehjemmet, og vi flyttede. Årene gik, Marina fandt mig. Behandlingen hjalp hende, og hun ledte efter dig. Jeg sagde, du var død.
Hvor er hun nu?
Efter et slagtilfælde blev hun indlagt på en plejehjem i Aarhus for to år siden. Det er også i din by.
Rasmus sagde intet, gik ud af vognen og gik hen til konduktøren.
Jeg har hørt alt, sagde hun stille. Hvis du vil, kan du hvile hos mig.
Tak. Jeg tror, jeg ved, hvilket bygning du taler om.
Han meldte sig fra arbejdet, ringede og forklarede alt. Konduktøren hed Katrine, og hun kørte med ham. Han var taknemmelig; det ville have været for skræmmende at gå alene.
Marina blev indlagt efter slagtilfælde for omkring to år siden
Det er rigtigt. Marina Pavlovna. En vidunderlig kvinde. Hun sagde, at hun er alene sønnen er død. Og du?
Rasmus trak på skuldrene:
Måske en søn. Hvis hun virkelig er min mor.
Kom ind.
Kvinden i rullestolen lagde fra sit hæklearbejde, smilede. En sygeplejerske udbrød:
I ligner hinanden som to dråber vand!
Marina lod tråden glide:
Jeg har altid vidst, at du lever. Jeg følte det.
To år gik. Marina gennemgik et rehabiliteringsforløb, betalt af Rasmus. Hun læste eventyr for sin barnebarn, mens hans kone Katja lavede en festmiddag. I dag fik hun at vide, at hun igen skulle blive mor
Det er en utrolig historie. Det virker som om livet selv kan overraske på de mest umulige måder
Hvad tænker I? Del jeres tanker i kommentarer, giv et like.
