Du var den mand, som stod ved døren til børnehjemmet og forlod mig? spurgte jeg den fremmede, da jeg så den samme mærkelige pigmentplet på hans bryst.
Så er det ved, gutter, min tid er ved! råbte jeg, mens jeg sprang på perronen og greb fast i toget, der allerede havde sat af sted. Mine venner vinkede fra stationen, nogle forsøgte at råbe noget sidste gang. Jeg smilede.
Tre år er gået siden jeg kom hjem fra forsvaret. På den tid har jeg fået et job som tømrer på et byggeri i Aarhus, og jeg læser på fjernuddannelsen på Aalborg Universitet. Men nu for første gang er jeg klar til at flytte til en anden by.
Med mine venner deler vi en fælles baggrund: børnehjemmet. Som børn var vi forældreløse, nu er vi voksne med egne mål, drømme og planer.
Freja og Mikkel giftede sig, købte en lejlighed på afbetalingsplan og ventede på barn. Jeg glædede mig oprigtigt på deres vegne, en smule misundelig på en kærlig måde, for jeg ønskede selv samme lykke. Men min livsbane har fulgt en anden kurs.
Allerede som lille på institutionen prøvede jeg at forstå, hvem jeg var, hvor jeg kom fra, og hvorfor jeg endte her. Minderne er tågede, som fragmenter af drømme, men dybt i mig gemmer sig en varm fornemmelse af noget godt fra fortiden. Den eneste person, jeg husker, er en mand omkring tredive år, pænt påklædt.
Jeg hørte om ham fra Maren, den ældre rengøringsdame, som dengang endnu ikke var gået på pension.
Jeg var ung dengang, øjnene som en høge, sagde hun. Jeg kiggede ud af vinduet og så ham stå under en lygte, holde en lille dreng i hånden. Drengen var kun tre år gammel.
Han talte med ham som med en voksen. Så lød der en dørklokke, og han forsvandt. Jeg jagtede efter ham, men han var så hurtig, som om han aldrig var der.
Jeg kunne genkende ham i dag. Han havde en lang, spids næse som en Casanova, ingen biler i nærheden, så han må have været fra området. Og han havde ikke engang taget handsker på barnet.
Jeg selv huskede ingenting. Men efter mange år i eftertanke konkluderede jeg, at han sandsynligvis var min far. Hvad der skete med min mor, forblev et uopløst mysterium.
Da jeg blev bragt ind på børnehjemmet, kom jeg i en ren, velplejet dress. Den eneste ting, der vækkede personalet, var en stor, hvidlige plet på brystet, der strakte sig op til nakken. Først troede de det var en forbrænding, men lægerne konstaterede, at det var en sjælden medfødt pigmentplet. Maren sagde, at sådanne ofte går i arv.
Så hvad nu, Maren, skal jeg gå rundt på stranden og tjekke alle for pletter? grinede jeg.
Hun sukkede kun. For mig blev hun som en ekstra mor. Da jeg udtog, gav hun mig husly:
Indtil du får en lejemål, bo i mit hus. Du skal ikke flytte rundt i lejligheder på kort tid.
Jeg holdt tårerne tilbage jeg var allerede en mand. Men hvordan glemme de øjeblikke, hvor jeg efter en hård rød list gik ind i hendes lille køkken og græd på knæene?
Jeg har altid prøvet at beskytte, endda når jeg stod imod de ældre. Hun klappede mig på hovedet og sagde:
Flot, Rasmus, du er så god og ærlig. Livet med din karakter vil ikke være let. Langt fra let.
Jeg forstod ikke ordene dengang. Først år senere indså jeg deres dybde.
Freja var i børnehjemmet fra fødslen. Mikkel kom ind, da jeg var elleve. Han var spinkel og høj, mens Mikkel var indelukket og sart.
Han blev bragt ind efter en frygtelig tragedie: hans forældre forgiftedes af en falsk medicin. Først holdt Mikkel sig for sig selv.
Men så skete der noget, der bandt os tre sammen som en ægte familie ikke af blod, men af kærlighed.
Freja blev mobbet. Den røde, lille, stille pige var et perfekt mål. Nogle drillede, andre trak i håret, andre skubbede blot. Den dag var de ældre børn ekstra brutale.
Jeg kunne ikke stå udenfor, så jeg sprang ind for at beskytte hende. Styrken var ujævn. Efter ti minutter lå jeg på jorden, beskytte ansigtet mod slag. Freja skreg, svingende sin taske som et sværd.
Pludselig gik alt over. Skrig, latter, drillerier som om nogen havde slukket for lyden. En hånd løftede mig. Der stod Mikkel foran mig.
Hvad gad du blande dig i? Du kan da ikke slås!
Jeg skulle bare se, at de ikke slog hende!
Mikkel tøvede, så rakte han ud:
Du er okay. Skal vi hjælpe hinanden?
Derfra voksede et venskab.
Freja så på sin redningsmand med så meget beundring, at jeg måtte lukke hendes mund med min hånd:
Luk munden, ellers spiser du en flue!
Mikkel grinede:
Hey, lille, hvis du har brug for noget, så kom til mig. Jeg vil altid beskytte dig.
Siden den dag tog Mikkel sig seriøst om at træne mig. I starten var det kedeligt jeg ville hellere læse en bog men Mikkel vidste, hvordan han skulle motivere.
Snart begyndte jeg at nyde det. Hvor jeg før lavede 2 i gymnastiktimer, endte jeg med 5 i lektier, musklerne blev stærkere, og pigerne begyndte at lægge mærke til mig.
Den første fra børnehjemmet, der rejste, var Mikkel. Freja græd, men han omfavnede hende og sagde:
Græd ikke, lille. Jeg kommer altid tilbage. Jeg har aldrig bedraget dig.
Han vendte faktisk tilbage kun én gang, for så gik han i forsvaret. Da han kom igen, var Freja ved at pakke sine kufferter. Han steg ind i værelset i uniform med en buket i hånden:
Jeg er her for dig. Uden dig er livet tomt.
Imens var Freja vokset til en smuk, livlig pige. Da hun vendte sig om, tabte Mikkel sine blomster af overraskelse:
Hold da op! Du er som et mirakel! Vil du være min kone?
Hun smilede:
Ja. Du er også helt i top.
Efter forsvaret blev Mikkel udstationeret i samme by, som jeg nu skulle til. Han besluttede at besøge os, især når vi får et barn kun hun skulle blive gudmor.
Jeg bookede en luksuskupe på toget, for jeg skulle have en god nats søvn før arbejdet som højderiver på byggepladsen. Godt betalt, ingen overarbejde, så der var tid til studie og venner.
Mens jeg skulle lægge mig, hørte jeg råb fra korridoren. En mand øvede, og krævede at få kupeen fri. Jeg ville ignorere støjen, men en grædende kvinde, så bekendt som Maren, kom også med i brølet. Jeg kiggede ud i gangen.
Ved siden af kupeen stod en ung konduktør og rystede af frygt.
Hvad er der sket?
Der er en vigtig person her, hvis en ældre dame ved et uheld spildte te på hans skjorte, så han nu øver som om han vil dømme ham på stedet, svarede hun.
Manden fortsatte:
Gå væk, gamle heks! Du forurener luften!
Jeg trådte frem:
Ven, du behøver ikke skrige så højt. Det er en ældre dame; hun har ikke gjort noget galt, og hun har også betalt for rejsen.
Ved du, hvem jeg er? Et enkelt ringetone, og du er væk fra dette tog!
Det spiller ingen rolle for mig, hvem du er. Både de store og de små knækker under samme pres.
Manden blev stille. Jeg lænede mig ind mod den gamle dame:
Kom med mig. Vi skifter til min kupe den er din.
Hun kunne ikke holde tårerne tilbage taknemmelighedens tårer. Konduktøren så på mig med respekt. Jeg gik tilbage til min kupe, lagde tasken på plads og rettede skjorten. Manden blegnede.
Hvad er det på dine bryster?
Jeg så roligt på ham.
Ingen grund til frygt. Det er medfødt.
Åh min Gud
Han sank ned på hylden. Jeg rynkede panden:
Hvad er problemet?
Hans hånd rystede, da han åbnede skjorten. Den samme pigmentplet viste sig.
Var du den mand, som stod ved døren til børnehjemmet og forlod mig?
Ja. Jeg var en feje fyr. Undskyld. Jeg var gift dengang. Din mor, Marina Hun kom til mig og sagde, at hun var dødeligt syg, kun få dage tilbage. Hun bad mig om at tage dig ind.
Men min kone skulle komme hjem om et par timer. Jeg blev bange Jeg bragte dig til børnehjemmet, og vi flyttede. Årene gik, Marina fandt mig igen. Hun overlevede behandlingen og ledte efter dig. Jeg sagde, at du var død.
Hvor er hun nu?
Efter et slag i hovedet blev hun indlagt på et plejehjem for svagere, for to år siden. Det er i din by.
Jeg sagde intet, gik ud af kupeen og talte med konduktøren.
Jeg hørte alt, svarede hun stille. Hvis du vil, kan du hvile hos mig.
Tak. Jeg tror, jeg ved, hvilket bygning du taler om.
Jeg gik ikke på arbejde, men ringede og forklarede alt. Konduktøren hed Katrine, og hun fulgte med mig. Jeg var taknemmelig, for at gå alene ville have været for skræmmende.
Marina blev indlagt efter slaget for omkring to år siden
Ja, Marina Pavlovna. En dejlig dame. Hun sagde, at hun ingen børn har kun en afdød søn. Hvad med jer?
Jeg trak på skuldrene:
Måske en søn, hvis det virkelig er hende.
Kom indenfor.
Kvinden i kørestol kiggede væk fra sit hæklearbejde, smilede. Sygeplejersken udbrød:
I ligner to dråber vand!
Marina slap et grin:
Jeg har altid vidst, at du lever. Jeg har følt det.
To år er gået. Marina har gennemført rehabiliteringen, som jeg har betalt. Hun læser eventyr for sin barnebarn, mens min kone Katja laver julemiddag. I dag fik hun at vide, at hun igen skal blive mor
Det er en utrolig livshistorie. Det virker næsten umuligt, men livet viser, at selv det mest utrolige kan ske.
Hvad tænker I? Skriv jeres tanker i kommentarfeltet og giv et like.
