– Jeg vil lave en lille test hvis Signe virkelig er min, så tager jeg hende med.
– Tag hende med nu, for hun løber rundt i hver en krog jeg er træt af at skulle huske at fodre og klæde hende på, mens jeg selv knap får et øjeblik til at slappe af. Så giv mig lidt penge, Mikkel, okay?
Rikke skulle på arbejde. Hun smed hurtigt et par smørrebrød i en folie, lagde dem på bordet og gik.
Mikkel arbejdede i en autoværksted i Roskilde, og de havde aldrig frokostpause, så han måtte altid have mad med.
Mariane, der arbejdede som køkkenchef på kantinen i et kontorbyggeri, havde lige et stykke væk fra hjemmet, så hun måtte stå op en time før Mikkel.
Udenfor begyndte det at dryppe, og Rikke greb den paraply, der stod i gangen. Den gled ud af hænderne og smækkede mod gulvet med et højt brag. Mariane stod stille et øjeblik, kiggede så ind på soveværelset Mikkel lå stadig og sov.
Rikke smilede:
– Så er du altså ikke helt på dupperne! og gik forsigtigt ud af døren.
Minibusserne kom overraskende hurtigt. Rikke satte sig ved vinduet og så på byen København, mens hun tænkte over sit liv.
Hun var ikke længere en ung pige hun var ved at nærme sig tretti år, gift og lykkelig. Selvom de kun havde boet sammen i kort tid, syntes det hele at gå som smurt.
Det eneste, der gjorde hende trist, var at de ikke havde børn. Hun længtes så meget efter et lille barn det spillede ingen rolle, om det var en dreng eller pige.
I tre lange år havde hun gået til undersøgelser, men lægerne rystede bare på hovedet og sagde, at alt var i orden.
Bussen stoppede, Rikke betalte og gik ud på gaden hun skulle lige gennemparken forbi kantinen, hvor hun arbejdede.
Et par skridt på fortovet, og Mariane stoppede brat. På en våd bænk sad en lille pige og græd. Hun havde en tynd jakke på, men frøs, og tårene blandede sig med regndråberne på kinderne.
Rikke gik forsigtigt hen til barnet og spurgte:
– Hej! Hvorfor sidder du her helt alene?
– Moren smed mig ud pigen snøftede.
– Hvad mener du med smed mig ud? Rikke lyttede forvirret. Det lød mærkeligt at smide sit eget barn ud i regnen!
– Hun sov, og jeg ville have noget at spise. Så vækkede jeg hende, og hun begyndte at skrige og så er jeg her.
– Hvad hedder du?
– Signe.
– Hvad skal jeg så gøre med dig, Signe? Rikke tænkte et øjeblik, så så på sit ur. Kom, lad os gå. Hvor bor du? Er det langt væk?
– Nej, det er lige i nærheden pigen pegede med hånden i en retning.
De fulgte Signe, og efter fem minutter stod de foran en ældre lejlighed. Rikke trykkede på ringeklokken, men ingen kom hurtigt for døren.
Endelig åbnede en søvndyssende, slidt kvinde i en beskidt morgenkåbe døren. Hendes hår var langt, uplejet og rammede et rynket ansigt.
Hun så forvirret på Rikke, så på Signe, og trak sig så til side:
– Kom ind.
Rikke gik stille ind. Lugten i lejligheden var så stærk, at kvinden straks fik kvalme. På gulvet lå gamle klude, og et lag støv på et lille sidebord fortalte, at ingen havde gjort rent i årevis. Rikke så rundt, indtil hun opdagede et foto på en hylde.
Hun gispede.
Det var et billede, hun havde set i sin mands fotoalbum, men her var det beskåret, så kun en del af Mikkels ansigt var synligt. På billedet stod også en ung, smuk kvinde, som Rikke straks genkendte som lejlighedens beboer.
Mariane vendte sig om og så den uplejede kvinde i øjnene.
– Hvad så?
– Hvad? Mariane samlede sig, da hun indså, hvor hun var. Din datter sidder i parken og græder! Har du ikke noget at lave? Hvad er du for en mor?
– Du kan holde dig ude af det! Pas på dine egne børn! Hvor har du været?
Pigen sprintede ind i et andet rum og smækkede døren i. Mariane forstod, at hun ikke hørte hjemme her, vendte sig om og gik.
Hele dagen gik der tanker om pigen, billedet og den mærkelige kvinde gennem hovedet på hende alle med en forbindelse til hendes mand.
Om aftenen rakte Rikke et foto af Mikkel til ham og spurgte:
– Kære, hvem er den kvinde ved siden af dig på billedet?
– Jeg har fortalt dig om Kirsten før. Vi var længe sammen, overvejede endda at gifte os, men hun gik videre med en anden.
– Hvorfor beskærte du billedet?
– Jeg kunne ikke tilgive hende for at have forladt mit barn. Da vi gik fra hinanden, ventede hun på barnet, men sagde så, at hun aldrig havde efterladt det. Jeg rejste væk, mødte dig, og så vi endte her sammen så jeg har intet at skjule. Hvorfor spørger du?
– Jeg har haft en mærkelig oplevelse i dag, og jeg fortalte dig om pigen og hendes mor.
Mikkel lyttede opmærksomt, så spurgte han: Hvor gammel er pigen?
Rikke svarede. Han gik i tanke… Ja, hun kunne meget vel være hans datter.
– Hvor bor de så?
Rikke fortalte, og gik så i seng, træt som aldrig før. Hun faldt næsten i søvn, men da klokken slog halv to om natten, så hun lyset brænde på køkkenet.
Stille gik hun ind, kiggede gennem den påklemte dør. Mikkel sad ved bordet og tænkte.
Næste dag ringede han på døren hos sin tidligere kærlighed. Døren åbnede sig, og Kirsten stod i døråbningen. Pigen stod og så på den fremmede mand, der smilede på hende.
– Hej! Er du Signe? Hvor er din mor? pigen vendte sig og løb ind i lejligheden.
– Mor! De er kommet!
– Hvem? en rodet, uæstet kvinde tjekkede ud fra stuen.
Mikkel genkendte Kirsten hun var den pige, han engang havde elsket så højt.
– Hvad laver du her? Hvad vil du?
Mikkel gik ind i lejligheden uden at vente på invitationen, åndede ind den indestængte luft.
– Kirsten, jeg må have sandheden. Signe kunne i hendes alder være min datter, er det så?
Kvinden sank hårdt i en stol og løftede blikket på Mikkel:
– Låner du penge, hva? Du har jo aldrig betalt børnebidrag. Jeg har kun givet hende mad, uden at tage en krone fra dig. Giv mig i det mindste et hundrede kroner.
– Hvorfor løj du for mig? Du sagde, du ikke forlod barnet.
– Jeg ville, men Valentin sagde, at han ville blive far Så forlod han mig, da Signe var tre måneder gammel. Jeg ville tilbage til dig, men du var allerede rejst.
– Jeg vil lave en test hvis Signe er min, så tager jeg hende med.
– Tag hende nu, for hun løber rundt jeg er så træt af at skulle fodre og klæde hende på, mens jeg knap får et øjeblik for mig selv. Giv mig penge, Mikkel.
Signe gik forsigtigt hen til manden:
– Er du min far?
– Ja, Signe, jeg er din far. Jeg vil tage dig med hjem. Vil du?
Pigen kiggede bange på sin mor og spurgte stille:
– Vil du ikke såre mig?
Mikkel sukkede tungt og sagde med ændret stemme:
– Nej, Signe, aldrig.
Pigen nikkede:
– Så er jeg med!
Mikkel klappede hende på hovedet og gik ud. På trappen stoppede Kirsten ham:
– Har du penge? Lån mig lidt.
Mikkel rakte over et par hundrede kroner, og kvindens ansigt lyste op.
Han gik tilbage til lejligheden. Signe stod stadig i gangene, med et trist blik i øjnene.
– Tag dig i ordentligt, lad os gå, tænkte han kun på én ting:
– Det er min Signe! Jeg må ikke lade hende blive tilbage.
Efter en halv time stod Signe i Mikkels lejlighed. Hun genkendte hurtigt sin tante, der forleden havde hentet hende, og Rikke stod og så på dem, uvirkelig over, hvad der skete.
Da Signe var blevet klædt på, legede hun med katte i stuen, mens Rikke så på Mikkel:
– Tror du virkelig, du har gjort det rigtige? Du ved jo næsten ingenting om hende.
– Det finder jeg ud af. Selvsagt, det er rigtigt kan man behandle sit eget barn anderledes?
Rikke vendte sig om og gik ind i køkkenet. Hun satte sig og begyndte at græde, uden at kunne holde tårerne tilbage.
– Hvorfor sker dette med hende?
Rikke drømte om børn, men kunne ikke få et selv. Hun følte, at hun ville suge al livskraft ud af et lille barn.
Nu var Signe her. Hvordan skulle hun behandle hende? Dårligt? Hun ville måske fejle.
Rikke følte sig såret over Mikkel, over Kirsten, over livet. Pludselig mærkede hun en hånd på sit hoved. Hun troede, det var manden, men da hun hævede hovedet, så hun Signe.
– Er du okay? Noget galt? Jeg græder tit. Vil du have et eventyr? Jeg kender et.
Rikke snøftede og krammede pigen tæt.
Et år gik. Mikkel lavede testen kun for at sikre sig, at der ikke var flere problemer. Uanset resultatet besluttede de, at Signe skulle blive hos dem.
Mariane elskede den adoptivdatter af hele sit hjerte, og de delte al deres uudnyttede kærlighed og ømhed.
Mikkel blev også knyttet til pigen de blev en lykkelig familie.
Men en dag blev Rikke pludselig svag. Om morgenen følte hun sig dårlig, ville blive hjemme, men gik alligevel på arbejde. Efter et par timers arbejde blev hun svimmel og endte på hospitalet.
– Hvad sker der med mig? Rikke havde aldrig følt sig så svag.
– Vi har lavet nogle tests snart får I svar, men indtil da må I blive her. Jeres pårørende kommer snart.
Snart kom Mikkel og Signe ind på stuen.
– Mor, hvad er der med dig?
– Ingenting, Signe, jeg har bare brug for hvile.
Lægen kom ind:
– Sådan, min ven, hvorfor sagde I ikke, at I er gravide?
Det er ikke sjovt. Men sandheden er, at Rikke er gravid.
Rikke sprang op på sengen:
– Hvad? Jeg er gravid? Mikkel, hvad siger du?
Det var sandt drømmen hendes hjerte havde haft, gik i opfyldelse. Hun fødte en sund dreng, som de kaldte Frederik.
Signe hjalp sin adoptivmor overalt.
Rikke kunne ikke forestille sig, hvordan hun skulle klare alt uden sin ældre, kloge datter.
Senere kom den lille pige Natalia til verden. Lykke og glæde strømmede gennem Mikkel og Rikke deres familie var nu stor, sammensurret og lykkelig.
Jeg ved, du vil synes, det er en vild historie, men jeg måtte bare dele den med dig. Så… giv et like, hvis du kunne lide den, og smid en kommentar!
