»Du kommer ikke til at opnå noget i retten!« grinede hendes eksmand. Men da kvindens advokat trådte ind i retssalen, blev der stille, og manden begyndte at græde
Hans latter ekkoede gennem de tomme retsgange klam og nedladende. Han stod omgivet af sin »entourage«: en dyr advokat med en krokodilleskindstaske og hans mor, der så på mig med et påtaget medlidenhedsblik, der skjulte ren og skær foragt.
»Vi vil bare have, at du lader Nikolaj være i fred,« sagde hun med en sød stemme, men der var et giftigt glimt i hendes øjne. »Han har allerede været igennem nok.«
Jeg stirrede på Nikolaj, på hans velplejede ansigt med masken af falsk anstændighed. Manden, der i årevis havde ødelagt mit liv, stod nu her som offeret. Og alle troede på ham.
Min offentlige forsvarer en ung fyr, der kiggede mere på gulvet end på mig bladrede nervøst gennem papirerne og så allerede ud til at have opgivet. Allerede efter vores første møde havde han rådet mig til at »tage en forligsordning uanset hvad.«
»Vi har vidneudsagn fra naboerne,« drillede Nikolaj videre. »De har alle hørt dig skrige. Hvordan du ikke kunne styre dig.«
Han udelod bevidst detaljer. For eksempel, at jeg skreg, når han låste mig inde på værelset. Eller når jeg fandt endnu en beskedkonversation på hans telefon. I hans version var jeg bare en hysterisk kvinde. Og han var det en stakkels martyr, der i årevis havde udholdt »sådan en kone«.
Jeg kiggede rundt i retssalen. Folk stirrede på os. På ham med forståelse og medlidenhed. På mig med fordømmelse. Jeg ville ønske, jeg kunne synge gennem det kolde marmorgulv. Jeg var parat til alt for at få det her til at stoppe. Men et sted inde i mig brændte en lille flamme, der ikke lod mig give op helt.
Samme aften, efter det første møde med hans advokater, ringede jeg desperat til en gammel universitetsveninde, der arbejdede på et advokatkontor. Jeg bad ikke om hjælp jeg havde bare brug for at lufte mine følelser. Hun lyttede stille og sagde så: »Jeg kender en person. Han er ikke nem, men det her er hans speciale. Jeg giver ham dit nummer.« Jeg forventede ingenting.
»Se dig selv, Lise. Du står alene. Hvem vil tro på dig?« hvæsede Nikolaj og lænede sig ind mod mig. Hans dyre parfume blandede sig med lugten af min frygt. »Du vil miste alt: hjemmet, pengene, dit ry. Du vil stå tilbage med ingenting.«
Og lige i det øjeblik gik døren op i enden af gangen. Alle vendte sig.
En høj mand i et perfekt, mørkegråt jakkesæt trådte ind. Han så ikke ud som en typisk advokat. Mere som en kirurg eller arkitekt hans blik udstrålede præcision og kold beregning. Hans skarpe øjne scannede alle i lokalet, som om han gennemskuede dem på stedet.
Nikolaj rynkede panden. Hans selvsikre smil knækkede for første gang.
Manden gik direkte hen til mig og ignorerede alle andre.
»Lise Mikkelsen? Mads Vestergaard,« præsenterede han sig roligt. Hans stemme var jævn og selvsikker. »Din veninde ringede til mig. Jeg har allerede gennemgået de offentligt tilgængelige dokumenter. Vi kan begynde.«
Smilet forsvandt fra Nikolajs ansigt. Han kastede et blik på sin selvsikre advokat, derefter på den nye mand, og i hans øjne så jeg noget, jeg aldrig før havde set frygt.
Hans latter stoppede brat. Moren greb ham i armen. Da Mads åbnede sin mappe og lagde en tyk bunke papirer foran min forbløffede forsvarer, sank Nikolaj ned på bænken. Og for første gang i årevis så jeg tårer på hans ansigt. Vrede, magtesløse tårer.
Retssagen var kun en forberedelsessag, men spændingen i lokalet var så tyk, at man kunne skære den over med en kniv.
Nikolajs advokat, sleben og selvtilfreds, begyndte først. Han talte om min »emotionelle ustabilitet« og om »forsøg på at manipulere sin klient«.
»Deres høje dommer, anklagerens side forsøger at sværte min klients upåklagelige navn til,« erklærede han dramatisk. »Dette er et klassisk eksempel på kvindelig hævntørst efter et brud.«
Min nye advokat tav og lavede kun korte notater. Da det blev hans tur, rejste han sig. Uden store ord eller teatralske gestus.
»Deres høje dommer, vi vil ikke benægte min klients følelsesmæssighed,« sagde han roligt. Nikolajs advokat smilede selvtilfreds. »Vi vil blot give disse følelser en kontekst.«
Mads lagde et enkelt ark foran dommeren.
»Dette er en kontoudtog fra en konto oprettet i Nikolajs navn tre dage før han indgav sin anmodning. Som De kan se, blev en betydelig sum overført fra hans virksomheds konto. Den samme virksomhed, han påstod var i økonomiske vanskeligheder, mens han pressede min klient til at sælge sin arvede lejlighed.«
Nikolaj gispede, som om han var blevet slået. Hans advokat blev øjeblikkeligt alvorlig.
»Dette er irrelevant!« råbte han.
»Tværtimod,« svarede Mads roligt. »Det har direkte relevans for den systematiske psykiske og økonomiske pressen. Dette er ikke hævn. Det er bevis.«
Dommeren studerede dokumentet grundigt. Der blev afholdt en pause.
I gangen stormede Nikolaj hen mod mig. Ofremasken var tilbage på hans ansigt, men den sad skævt nu.
»Lise, hvorfor gør du det her?« Han forsøgte at tage min hånd, men jeg trak mig væk. »Du ved, det hele er en misforståelse. Vi kan løse det her i fred.«
Hans stemme var igen listig, den samme, jeg havde hørt tusind gange før. Den stemme, der fik mig til at tvivle på mine egne minder, til at tro, at det var mig, der var den skyldige.
»Lad os bare snakke. Uden dem. Kan du huske, hvor godt vi havde det? Vil du virkelig ødelægge alt på grund af et stykke papir?«
Et øjeblik var jeg tæt på at give efter. Den gamle vane at bøje sig for at undgå konflikt. Ønsket om, at denne mareridt skulle stoppe.
Men Mads dukkede op ved min side. Han så ikke engang på Nikolaj. Han henvendte sig til mig.
»Lise Mikkelsen, du nævnte, at din eksmand ofte optog jeres skænderier for at bruge dem mod dig?«
Jeg nikkede, usikker på, hvor han ville hen.
»Bare for at være sikker,« sagde han roligt og så direkte på Nikolaj. »Jeg håber, du også optager denne fredelige samtale? For protokolskyld.«
