Freja havde aldrig før set sin hund sådan: vreden flammede i dens øjne, og hjørnetænderne stak truende frem. Før hun overhovedet kunne fatte, hvad der foregik, havde hunden allerede kastet sig over manden, som havde grebet Freja i armen, væltet hende til jorden og med en truende knurren rejst sig over hende som en skræmmende skygge…
Da Freja fyldte syv år, fik hun sit eget store og lyse værelse. Pigen ville dog på ingen måde sove alene der. Hver aften lagde en af forældrene sig hos hende enten hendes mor eller far for at hun kunne falde i søvn. Vågnede hun om natten og ingen var der, tog hun pude og dyne og gik over i forældrenes soveværelse. Hverken tiggeri eller opdragende samtaler ændrede noget intet blev anderledes, selvom hun blev større og større.
Indtil en dag, hvor løsningen uventet trillede hen for hendes fødder i skikkelse af en hvid, lodden tot, som først forskrækket gøede højt og så straks lavede en pyt under sig. Ved nærmere eftersyn viste det sig at være en sød hvalp, så yndig og rørende, at Freja straks råbte: Mor, må vi beholde den, hvad? Og så startede forhandlingerne: klare sig godt i skolen, holde orden, gå alene med hvalpen og sove i sit eget værelse uden mor og far. De første tre betingelser accepterede Freja uden at tøve, men den sidste fik hende til at tøve indtil hun hurtigt indså: Nu bliver jeg jo ikke alene længere!
Sådan kom Lykke ind i huset ifølge papirerne en westie, men i sit væsen en rigtig lillefrue med stærk vilje. Og det mest overraskende var, at Freja holdt sit løfte. Med Lykkes ankomst begyndte hun at sove i sit eget værelse, og hunden blev hendes trofaste følgesvend både i nattens søvn og i de daglige pligter.
Lykke var en virkelig skønhed: velplejet, klar over sin tiltrækningskraft og opførte sig som en ægte dame. Hun ignorerede andre hunde næsten helt, men over for børn, der altid ville klappe hende, var hun tålmodig, ja ligefrem nedladende som om hun tog imod deres ros. Når andre hunde nærmede sig, blottede hun straks tænderne og udtrykte sin utilfredshed med en forarget klynken.
For at ændre Lykkes adfærd meldte mor og Freja sig til en hundeskole og besøgte undervisningen flittigt i tre uger. Men enten var træneren ikke erfaren nok, eller Lykke var for selvstændig der skete ingen forandring. Ekspertens konklusion var: Hun betragter jer som sin flok. Hun har ikke brug for andre. Nå, så måtte det være de tre klarede sig fint alligevel.
Til gåturene valgte Freja og Lykke det forladte græsareal bag huset. Der havde engang stået barakker, men de var blevet revet ned for længe siden kun fundamentstumper og vildtvoksende æbletræer var tilbage. Den ene side af området grænsede op til det gamle kvarter med træhuse, som var i deres sidste levetid. De fleste hundeejere foretrak den nærliggende, velindrettede hundeløbegård, men Freja og Lykke elskede dette romantiske sted, der udstrålede frihed og afsondrethed.
Det var netop her, at Lykke mødte sin skæbne.
Den sommer fyldte Freja femten år, mens Lykke blev otte. Pigen var nu høj og slank med et drømmende blik og telefonen i hånden. Lykke derimod opførte sig med den beslutsomhed som en moden dame fuld af selvtillid. De spadserede sammen over arealet: Freja gik tankefuld, mens Lykke snusede i græsset og så skete angrebet pludselig! En stor, busket hund kastede sig over hende, mest som en schæferhund, men med endnu mere kruset pels, og den summede rundt med endeløs energi. Det var et muntert, stort og støjende dyr, der hoppede rundt om Lykke, puffede hende med snuden, slikkede hende og med sin strålende glæde fuldstændig oplivede hende. Lykke stod stivnet, usikker på hvad hun skulle gøre med denne frejdige fyr.
Frygt ikke for ham, kære! skyndte en gammel dame i halvfjerdserne sig til med en stok i hånden. Han er legende, men godmodig. Han har aldrig bidt nogen!
Det ser jeg lo Freja, mens hun satte sig på hug, og den glade pelsklump begyndte ivrigt at slikke hendes hånd, mens halen slog så vildt, at støvet hvirvlede op omkring dem. Det værste man kan frygte er at blive slikket ihjel!
Ved du hvad, indtil nu har jeg kun sluppet ham ud i gården, ikke taget ham med på gaden. Men i går kom mit barnebarn og lukkede ham ud og han blev så glad! Så tænkte jeg, at nu kunne jeg også prøve at tage ham med. Men så snart han fik øje på din hund, løb han lige hen til den.
Og min kan ikke slippe den med blikket. Jeg tror hun er forelsket!
Det er jo vidunderligt! Med to er livet mere muntert. Han hedder Bamse. Og jeg hedder Grethe.
Fra den aften deltog Bamse regelmæssigt i de aftenlige gåture. Nogle gange ventede han allerede ved arealet, og hvis han var forsinket, udstødte Lykke en klingende kaldende gøen og et øjeblik senere løb han hen til dem. De jagede hinanden i græsset, legede og rullede sig i støvet.
Freja havde taget et tæppe med, bredte det ud i skyggen af æbletræet og begyndte at læse. Lykke og Bamse, efter at have leget færdig, lagde sig ved siden af med næserne mod hinanden og hvilede. Af og til kom Grethe også og satte sig hos dem hun medbragte nogle småkager, satte sig på kanten af tæppet og fortalte historier. Freja lyttede gerne den gamle dame boede alene, hendes søn og barnebarn besøgte kun sjældent. Hun havde fået hunden for omkring fem år siden som gave, de troede den ville blive lille, men den voksede til en rigtig kæmpe.
Uden min søns hjælp ville jeg ikke kunne klare det. At fodre den alene for pensionen er en sand udfordring, sukkede bedstemoderen, mens Bamse så på hende med beundring og et tilfreds smil.
Da september satte ind, flyttede gåturene til de sene aftener. En sådan dag var de lige kommet ud på grunden, Bamse var endnu ikke kommet. Så kom en sort firehjulstrækker kørende hen over de ujævne bump med høj musik og tre fulde unge mænd om bord. To kravlede ud og vaklede hen mod Freja, idet de nærmede sig fra begge sider.
Pigen gik baglæns hen under æbletræet, tændte hurtigt mikrofonen på sin telefon og puttede den i lommen. Så hviskede hun til Lykke:
Kald på Bamse. Straks!
Nu kunne hun kun håbe, at han hørte det.
Lykke behøvede ikke at blive opfordret hun begyndte straks at gø højt og dybt, råbende om hjælp.
Nå ja! glædede en af de unge sig, mens hans blik anerkendende gled rundt. Godt vi kom herhen!
Flot lille kræ! bifaldt den anden med et tilfreds smil, hvorefter Lykke, så snart hun hørte det, straks knurrede, løftede snuden og viste tænder med en mørk knurren.
Hvorfor hænge her? fortsatte den første, og greb pludselig Frejas arm. Kom, lad os tage en tur! Jeg lover, vi bringer dig tilbage i god behold
Eller næsten i god behold, lo den anden, mens han greb fat i hendes anden arm.
Drenge, det her kommer I ikke til at bryde jer om sagde Freja med neutralt ansigt for at vinde tid. Der kommer snart en anden hund. I bør forsvinde, mens I stadig er hele
Hvad, endnu en blandingshund? grinerede en af dem og sparkede groft til Lykke, hvorefter han begyndte at trække pigen mod bilen. Kom nu, håber i det mindste det bliver sjovt!
Hvem ved, måske æder den os også fnisede den anden, mens han klaskede hårdt til Frejas lår. Men morskaben varede ikke længe: i det næste øjeblik fløj han til side, som om han var ramt af en vædder Bamse løb ham ned med hele sin krop.
Freja havde aldrig set ham sådan før: øjnene var røde af vrede, blikket virkede næsten vanvittigt, munden åben med spyt der sprøjtede, og tænderne blottede så vildt, som om han var klar til at bide med det samme.
Før nogen kunne forstå hvad der skete, kastede Bamse sig mod den, som holdt Freja, og med en vred knurren væltede han ham til jorden. På et øjeblik tårnede han sig over ham som et bjerg skabt af vrede på fire ben.
Den anden unge mand krøb panisk tilbage til bilen, kastede sig ind på sædet, smækkede døren og trådte hårdt på speederen bilen brølede op og forsvandt i mørket.
Freja tog telefonen op, stoppede optagelsen og ringede straks til politiet.
I mellemtiden lå den første angriber stadig på jorden under den ophidsede hund, dækket af hundespyttel op til halsen og skælvende af skræk. De ankommende betjente så præcis den scene.
Det er nok nu, Bamse, godt gået sagde Freja roligt og greb forsigtigt fat i halsbåndet. Fy! Lad være med at blive kvalt i det ækle. Lad ham gå, så han kan tørre sine bukser.
Betjentene tog fat under armene på manden og førte ham væk, og ja på hans bukser sad der våde pletter
Freja, som stadig holdt hunden, knælede ned, med den ene hånd strøg hun Bamses pibende snude, og med den anden omfavnede hun Lykke, som stadig skælvede og klynkede op til hende, som om hun spurgte: Er vi i sikkerhed nu?
Din ejer sagde, at du ikke engang kan knurre bøjede hun sig tættere til Bamse og tilføjede blidt: Men det kan du jo Tak, min helt!
Oktober aftenene blev stadig køligere. En sådan aften gik Freja igen ud med Lykke til grunden men Bamse var ingen steder at se. Lykke gøede som sædvanlig muntert og højt, men intet svar kom. Da de nåede til Grethes hus, stod der en ambulance ved indgangen. De bar den gamle dame ud på en båre.
Hun er blevet alvorligt syg forklarede nabokvinden, der stod i nærheden. Hun har hostet i flere dage og kunne næsten ikke gå. Så i dag hører jeg Bamse hyle som en vanvittig. Ellers er han en stille hund han gør aldrig uden grund. Jeg skyndte mig derover og så, at hun lå bevidstløs og brændte af feber Jeg ringede med det samme efter ambulancen. Jeg håber hun kommer sig!
Det skal nok blive godt. I morgen besøger jeg hende sagde Freja.
Gud give det bliver sådan Men hvad der skal ske med hunden, ved jeg ikke. Jeg har også en hankat to af dem kunne ikke leve sammen
Vi tager ham med hjem. Pladsen er trang, men jeg taler med mine forældre de siger ikke nej.
Bamse glædede sig selvfølgelig over Lykkes selskab i det nye hjem, men sorgen forlod ham ikke. Hver gang Freja kom hjem fra hospitalet efter at have besøgt Grethe, løb hunden til døren og så håbefuldt på hende ventede på at høre: Kom, hun venter på dig!
Den gamle dames tilstand blev langsomt bedre, og en dag tog Freja en tablet med ind til hende. Fra da af kunne Bamse jævnligt møde hende gennem videoopkald. Først snusede han bare til skærmen, så logrede han med halen, så satte han sig foran kameraet og sad stille og så. Grethe lo, strøg med fingeren i luften, som om hun kærtegnede hundens ryg. Det lettede hjertet for dem begge.
Nogle dage senere ankom Grethes søn. Han spurgte Freja om alt, takkede for hjælpen og sagde:
Vi har besluttet at tage mor hjem til os. Jeg kan ikke lade hende bo alene mere. Men Bamse har ikke plads. Det er en tre-værelses lejlighed, vi er fem nu med mor Der er simpelthen ingen plads til en hund.
Du skal ikke bekymre dig. Han bor allerede hos os, og mine forældre har accepteret det. Tag bare tabletten med jer lad videoopkaldet blive. Så bliver det sjovere for både Bamse og bedstemoderen
Efteråret hviskede under sålerne, øste regn ud over verden og kildede vinduerne med vinden. På den brede vindueskarm, indpakket i et tæppe, sad Freja og kiggede ud mod grunden. Ved siden af på gulvet lå de to hunde med næserne mod hinanden.
En historie var forbi. Men langt borte, hinsides regnen og horisonten, begyndte en ny. En historie der rummede et hjem, varme og en trofast knurren, som betød mere end ord.Freja havde aldrig før set sin hund sådan: vreden flammede i dens øjne, og hjørnetænderne stak truende frem. Før hun overhovedet kunne fatte, hvad der foregik, havde hunden allerede kastet sig over manden, som havde grebet Freja i armen, væltet hende til jorden og med en truende knurren rejst sig over hende som en skræmmende skygge…
Da Freja fyldte syv år, fik hun sit eget store og lyse værelse. Pigen ville dog på ingen måde sove alene der. Hver aften lagde en af forældrene sig hos hende enten hendes mor eller far for at hun kunne falde i søvn. Vågnede hun om natten og ingen var der, tog hun pude og dyne og gik over i forældrenes soveværelse. Hverken tiggeri eller opdragende samtaler ændrede noget intet blev anderledes, selvom hun blev større og større.
Indtil en dag, hvor løsningen uventet trillede hen for hendes fødder i skikkelse af en hvid, lodden tot, som først forskrækket gøede højt og så straks lavede en pyt under sig. Ved nærmere eftersyn viste det sig at være en sød hvalp, så yndig og rørende, at Freja straks råbte: Mor, må vi beholde den, hvad? Og så startede forhandlingerne: klare sig godt i skolen, holde orden, gå alene med hvalpen og sove i sit eget værelse uden mor og far. De første tre betingelser accepterede Freja uden at tøve, men den sidste fik hende til at tøve indtil hun hurtigt indså: Nu bliver jeg jo ikke alene længere!
Sådan kom Lykke ind i huset ifølge papirerne en westie, men i sit væsen en rigtig lillefrue med stærk vilje. Og det mest overraskende var, at Freja holdt sit løfte. Med Lykkes ankomst begyndte hun at sove i sit eget værelse, og hunden blev hendes trofaste følgesvend både i nattens søvn og i de daglige pligter.
Lykke var en virkelig skønhed: velplejet, klar over sin tiltrækningskraft og opførte sig som en ægte dame. Hun ignorerede andre hunde næsten helt, men over for børn, der altid ville klappe hende, var hun tålmodig, ja ligefrem nedladende som om hun tog imod deres ros. Når andre hunde nærmede sig, blottede hun straks tænderne og udtrykte sin utilfredshed med en forarget klynken.
For at ændre Lykkes adfærd meldte mor og Freja sig til en hundeskole og besøgte undervisningen flittigt i tre uger. Men enten var træneren ikke erfaren nok, eller Lykke var for selvstændig der skete ingen forandring. Ekspertens konklusion var: Hun betragter jer som sin flok. Hun har ikke brug for andre. Nå, så måtte det være de tre klarede sig fint alligevel.
Til gåturene valgte Freja og Lykke det forladte græsareal bag huset. Der havde engang stået barakker, men de var blevet revet ned for længe siden kun fundamentstumper og vildtvoksende æbletræer var tilbage. Den ene side af området grænsede op til det gamle kvarter med træhuse, som var i deres sidste levetid. De fleste hundeejere foretrak den nærliggende, velindrettede hundeløbegård, men Freja og Lykke elskede dette romantiske sted, der udstrålede frihed og afsondrethed.
Det var netop her, at Lykke mødte sin skæbne.
Den sommer fyldte Freja femten år, mens Lykke blev otte. Pigen var nu høj og slank med et drømmende blik og telefonen i hånden. Lykke derimod opførte sig med den beslutsomhed som en moden dame fuld af selvtillid. De spadserede sammen over arealet: Freja gik tankefuld, mens Lykke snusede i græsset og så skete angrebet pludselig! En stor, busket hund kastede sig over hende, mest som en schæferhund, men med endnu mere kruset pels, og den summede rundt med endeløs energi. Det var et muntert, stort og støjende dyr, der hoppede rundt om Lykke, puffede hende med snuden, slikkede hende og med sin strålende glæde fuldstændig oplivede hende. Lykke stod stivnet, usikker på hvad hun skulle gøre med denne frejdige fyr.
Frygt ikke for ham, kære! skyndte en gammel dame i halvfjerdserne sig til med en stok i hånden. Han er legende, men godmodig. Han har aldrig bidt nogen!
Det ser jeg lo Freja, mens hun satte sig på hug, og den glade pelsklump begyndte ivrigt at slikke hendes hånd, mens halen slog så vildt, at støvet hvirvlede op omkring dem. Det værste man kan frygte er at blive slikket ihjel!
Ved du hvad, indtil nu har jeg kun sluppet ham ud i gården, ikke taget ham med på gaden. Men i går kom mit barnebarn og lukkede ham ud og han blev så glad! Så tænkte jeg, at nu kunne jeg også prøve at tage ham med. Men så snart han fik øje på din hund, løb han lige hen til den.
Og min kan ikke slippe den med blikket. Jeg tror hun er forelsket!
Det er jo vidunderligt! Med to er livet mere muntert. Han hedder Bamse. Og jeg hedder Grethe.
Fra den aften deltog Bamse regelmæssigt i de aftenlige gåture. Nogle gange ventede han allerede ved arealet, og hvis han var forsinket, udstødte Lykke en klingende kaldende gøen og et øjeblik senere løb han hen til dem. De jagede hinanden i græsset, legede og rullede sig i støvet.
Freja havde taget et tæppe med, bredte det ud i skyggen af æbletræet og begyndte at læse. Lykke og Bamse, efter at have leget færdig, lagde sig ved siden af med næserne mod hinanden og hvilede. Af og til kom Grethe også og satte sig hos dem hun medbragte nogle småkager, satte sig på kanten af tæppet og fortalte historier. Freja lyttede gerne den gamle dame boede alene, hendes søn og barnebarn besøgte kun sjældent. Hun havde fået hunden for omkring fem år siden som gave, de troede den ville blive lille, men den voksede til en rigtig kæmpe.
Uden min søns hjælp ville jeg ikke kunne klare det. At fodre den alene for pensionen er en sand udfordring, sukkede bedstemoderen, mens Bamse så på hende med beundring og et tilfreds smil.
Da september satte ind, flyttede gåturene til de sene aftener. En sådan dag var de lige kommet ud på grunden, Bamse var endnu ikke kommet. Så kom en sort firehjulstrækker kørende hen over de ujævne bump med høj musik og tre fulde unge mænd om bord. To kravlede ud og vaklede hen mod Freja, idet de nærmede sig fra begge sider.
Pigen gik baglæns hen under æbletræet, tændte hurtigt mikrofonen på sin telefon og puttede den i lommen. Så hviskede hun til Lykke:
Kald på Bamse. Straks!
Nu kunne hun kun håbe, at han hørte det.
Lykke behøvede ikke at blive opfordret hun begyndte straks at gø højt og dybt, råbende om hjælp.
Nå ja! glædede en af de unge sig, mens hans blik anerkendende gled rundt. Godt vi kom herhen!
Flot lille kræ! bifaldt den anden med et tilfreds smil, hvorefter Lykke, så snart hun hørte det, straks knurrede, løftede snuden og viste tænder med en mørk knurren.
Hvorfor hænge her? fortsatte den første, og greb pludselig Frejas arm. Kom, lad os tage en tur! Jeg lover, vi bringer dig tilbage i god behold
Eller næsten i god behold, lo den anden, mens han greb fat i hendes anden arm.
Drenge, det her kommer I ikke til at bryde jer om sagde Freja med neutralt ansigt for at vinde tid. Der kommer snart en anden hund. I bør forsvinde, mens I stadig er hele
Hvad, endnu en blandingshund? grinerede en af dem og sparkede groft til Lykke, hvorefter han begyndte at trække pigen mod bilen. Kom nu, håber i det mindste det bliver sjovt!
Hvem ved, måske æder den os også fnisede den anden, mens han klaskede hårdt til Frejas lår. Men morskaben varede ikke længe: i det næste øjeblik fløj han til side, som om han var ramt af en vædder Bamse løb ham ned med hele sin krop.
Freja havde aldrig set ham sådan før: øjnene var røde af vrede, blikket virkede næsten vanvittigt, munden åben med spyt der sprøjtede, og tænderne blottede så vildt, som om han var klar til at bide med det samme.
Før nogen kunne forstå hvad der skete, kastede Bamse sig mod den, som holdt Freja, og med en vred knurren væltede han ham til jorden. På et øjeblik tårnede han sig over ham som et bjerg skabt af vrede på fire ben.
Den anden unge mand krøb panisk tilbage til bilen, kastede sig ind på sædet, smækkede døren og trådte hårdt på speederen bilen brølede op og forsvandt i mørket.
Freja tog telefonen op, stoppede optagelsen og ringede straks til politiet.
I mellemtiden lå den første angriber stadig på jorden under den ophidsede hund, dækket af hundespyttel op til halsen og skælvende af skræk. De ankommende betjente så præcis den scene.
Det er nok nu, Bamse, godt gået sagde Freja roligt og greb forsigtigt fat i halsbåndet. Fy! Lad være med at blive kvalt i det ækle. Lad ham gå, så han kan tørre sine bukser.
Betjentene tog fat under armene på manden og førte ham væk, og ja på hans bukser sad der våde pletter
Freja, som stadig holdt hunden, knælede ned, med den ene hånd strøg hun Bamses pibende snude, og med den anden omfavnede hun Lykke, som stadig skælvede og klynkede op til hende, som om hun spurgte: Er vi i sikkerhed nu?
Din ejer sagde, at du ikke engang kan knurre bøjede hun sig tættere til Bamse og tilføjede blidt: Men det kan du jo Tak, min helt!
Oktober aftenene blev stadig køligere. En sådan aften gik Freja igen ud med Lykke til grunden men Bamse var ingen steder at se. Lykke gøede som sædvanlig muntert og højt, men intet svar kom. Da de nåede til Grethes hus, stod der en ambulance ved indgangen. De bar den gamle dame ud på en båre.
Hun er blevet alvorligt syg forklarede nabokvinden, der stod i nærheden. Hun har hostet i flere dage og kunne næsten ikke gå. Så i dag hører jeg Bamse hyle som en vanvittig. Ellers er han en stille hund han gør aldrig uden grund. Jeg skyndte mig derover og så, at hun lå bevidstløs og brændte af feber Jeg ringede med det samme efter ambulancen. Jeg håber hun kommer sig!
Det skal nok blive godt. I morgen besøger jeg hende sagde Freja.
Gud give det bliver sådan Men hvad der skal ske med hunden, ved jeg ikke. Jeg har også en hankat to af dem kunne ikke leve sammen
Vi tager ham med hjem. Pladsen er trang, men jeg taler med mine forældre de siger ikke nej.
Bamse glædede sig selvfølgelig over Lykkes selskab i det nye hjem, men sorgen forlod ham ikke. Hver gang Freja kom hjem fra hospitalet efter at have besøgt Grethe, løb hunden til døren og så håbefuldt på hende ventede på at høre: Kom, hun venter på dig!
Den gamle dames tilstand blev langsomt bedre, og en dag tog Freja en tablet med ind til hende. Fra da af kunne Bamse jævnligt møde hende gennem videoopkald. Først snusede han bare til skærmen, så logrede han med halen, så satte han sig foran kameraet og sad stille og så. Grethe lo, strøg med fingeren i luften, som om hun kærtegnede hundens ryg. Det lettede hjertet for dem begge.
Nogle dage senere ankom Grethes søn. Han spurgte Freja om alt, takkede for hjælpen og sagde:
Vi har besluttet at tage mor hjem til os. Jeg kan ikke lade hende bo alene mere. Men Bamse har ikke plads. Det er en tre-værelses lejlighed, vi er fem nu med mor Der er simpelthen ingen plads til en hund.
Du skal ikke bekymre dig. Han bor allerede hos os, og mine forældre har accepteret det. Tag bare tabletten med jer lad videoopkaldet blive. Så bliver det sjovere for både Bamse og bedstemoderen
Efteråret hviskede under sålerne, øste regn ud over verden og kildede vinduerne med vinden. På den brede vindueskarm, indpakket i et tæppe, sad Freja og kiggede ud mod grunden. Ved siden af på gulvet lå de to hunde med næserne mod hinanden.
En historie var forbi. Men langt borte, hinsides regnen og horisonten, begyndte en ny. En historie der rummede et hjem, varme og en trofast knurren, som betød mere end ord.
