Familiejuvelen
Nej! Du kan godt lade være med at overtale mig, mor! Jeg gør det uanset hvad!
Rigmor, hvorfor dog?! Forklar mig, hvorfor er det så vigtigt for dig?
Fordi han altid træder ind i lokalet et minut før mig! Fordi jeg ikke kan holde ud at se mig selv i spejlet! Fordi jeg aldrig får et ordentligt liv! Ingen mand, ingen børn! For pokker, mor, forstår du det virkelig ikke?! Rigmor græd, mens hun kastede hårbørsten efter den intetanende kat Christian.
Den pude, Christian var i gang med at flå med kløerne midt i skænderiet, havde Rigmor sirligt broderet til sin mormor. Men den legendariske familieskænderi, der i sin tid splittede hele familien i to bælgængere, gjorde at gaven aldrig kom ud af huset. De fine roser på fløjlspuden tjente nu Rigmor selv, eller led under brutale overfald fra familiens alt for frække kat.
Christian var havnet i familien pga. Rigmor, og derfor mente hun pligtskyldigt, at hun nu måtte opdrage det utilpassede væsen, hun havde reddet fra nabobørns klamme naller. Drengenes logik var: havde dyret ingen ejer, behøvede man ikke vise hensyn. De havde i hvert fald ikke regnet med Rigmor. Ja, hun kom spadserende med nodehæftet under armen, så fint og sart, som moren ønskede, men faderen havde insisteret på, at hun lærte selvforsvar derfor havde Rigmor sort bælte i karate og nok pokaler til at forurene hele reolen.
Orden i hjemmet var ikke Rigors kop the. Pokalstøv drev hende til vanvid og næsten til tårer, men moren lod hende ikke fjerne trofæerne, siden de hævede datterens selvtillid.
De sportslige meritter havde reddet Christian fra drengene, men i stedet måtte hun nu dele sin seng og sine broderede nipsting med en kat, der endte som en overbevist indehaver af det hele inklusiv hendes humør, der ofte blev reddet af et ordentligt kattehoved bag øret.
Den dag Christian blev et fuldgyldigt medlem af husholdningen, kom Rigmor frustreret hjem fra konservatoriet. Hun skulle spille en stor konkurrence, men arpeggioerne løb ligeså hurtigt ud af fingrene som hendes evne til at koncentrere sig i det mindste når Henrik, hendes studiekammerat, dukkede op.
Henrik, som Rigmor havde kendt nærmest hele sit liv først fra folkeskole og senere på musikskolen var blevet både mærkelig og uforklarlig. De havde kun været adskilt i et par måneder over sommeren, men hun blev genert på en ny måde, da han lagde armen om hende, og hun glemte næsten at trække vejret af ren og skær lykke hvilket hun ellers aldrig gjorde.
Da Henrik løb videre, viftende med en stak nodepapirer og proklamerede sig tilbage blandt de levende, gav Rigmor sig selv en mental lussing. Hvad bilder du dig egentlig ind, Rigmor?
Men følelsen ville ikke forlade hende, og hver gang han kiggede i hendes retning, kiggede hun ned og hendes fingre frøs til is.
Det hele var både forfærdeligt og fantastisk. Rigmor havde lyst til at sige noget, men tanken om det gjorde hende svimmel og forvandlede hende til et nervøst slapsvans.
Hun kunne ikke tale med nogen om det. Hendes mor? Aldrig i livet. Selvom det måske var ligegyldigt, var det en usynlig mur imellem dem: De elskede hinanden højt, men Gud hvilket temperament de begge havde. Dramaet i hjemmet nåede dog sjældent krystalkast eller porcelænsmassakre man lukkede blot stille døren foran hinanden, og så lå der tavshed over hjemmet.
Kulturel udryddelse, plejede mormor at sige, før den store splittelse, og så tilføjede hun: Fenomenal dumhed!
Den tradition kunne Rigmor ikke nedbryde, så hun overholdt den bare og tog altid først kontakt efter et sammenstød for ikke at ødelægge freden, der i forvejen hang i laser.
Hun vidste, at moren elskede hende faktisk så meget, at det næsten blev kvælende. Albina, moren, kunne ikke slippe tanken om, at beskyttelse var lig med at indespærre sin datter i vat.
Ud over hendes barndomshjem og musikundervisningen fik Rigmor i grunden ikke lov at opleve meget. Aldrig på lejrtur, aldrig til klubaftener, og egentlige venner havde hun heller ikke kun børn fra morens godkendte vennekreds: Ludvig og Karen! De var ikke så meget venner som tilfældige bekendtskaber Ludvig mobbede bare løs og Karen, nå ja, prøvede at destruere Rigmors yndlingsbamse på første besøg.
Han havde fortjent det, sagde Ludvig bare.
Det var aldrig blevet forklaret, hvad bamsen havde gjort.
Morens gode veninder sukkede over, at børnene ikke svingede bedre sammen tænk hvis de blev et par! Men påtaget venlighed gik tabt på Rigmor, som instinktivt mærkede falskheden.
Mormor hævdede konsekvent:
Albina, lad nu barnet vælge selv! Især valg er vigtige! Tag du dem fra hende nu, så vil hun resten af livet føle sig ufuldkommen!
Men Albina var urokkelig:
Hun er stadig barn! Jeg vælger, for jeg har ansvaret!
Denne diskussion havde brændt sig fast i Rigmors hukommelse. Hver gang moren lagde pres på, svarede hun:
Jeg er altså ikke din private ejendom, mor!
Det kunne Albina slet ikke have.
Du gentager bare, hvad andre har sagt! Brug din egen forstand!
Det gør jeg jo! Rigmor blev fornærmet, og så blev der stille igen.
Efter den store familiekrise snakkede Rigmor ikke længere med sin mormor. Mormor, Johanne, solgte lejligheden, købte et sommerhus i Skagen og stak af “Det er bedst for alle, sønnike!”
Faren tog stadig til Skagen et par gange om året, men Rigmor måtte ikke med. Jeg vil ikke have hende vendt mod mig, erklærede Albina.
Rigmor gemte mormors billede i sin yndlingsroman og tog det indimellem frem.
Fotografen var et geni. Hvordan kunne hun have indfanget mormor sådan, at selve familiejuvelen næsen! pludselig virkede så ubetydelig, at Rigmor måtte græde, når hun så sig selv i spejlet?
Næsen. Familiens stolthed. Fremtrædende og “dyrisk smuk” Det eneste egentlig fine ord, hun kunne bruge, var fremtrædende for skøn var den altså ikke i egne øjne.
Den er jo enorm! Karen, hendes “barndomsveninde,” udbredte sig begejstret, idet hun forsøgte at røre næsetippen. Ej, undskyld! Men det er da lidt sjovt! Du er jo levende Pinocchio! Er det ikke et problem, når du kysser? For real, Rigmor? Ikke én kæreste? Du er jo sensationel! I din alder og stadig single! Det er vildt!
At Rigmor holdt sig i skindet, var lidt af et mirakel. Hun havde mest lyst til at nappe halvvejs i Karens salonklædte krøller. Hvem tror du, du er?
Mor havde orkestreret mødet. Rigmor snerrede, men moren svarede:
Det skal man! Man kan ikke bare kappe kontakter!
Altså hvorfor, mor?
Fordi jeg siger det! Tak mig bare en anden dag!
Tak? Ja tak og i gloser, hun næppe ville gentage højt.
Men mødet fik én konsekvens: Rigmor tog sin første rigtige, voksne beslutning.
Jeg får lavet plastisk operation!
Nej! Albina stirrede på Rigmor, skræmt fra vid og sans. Hvorfor dog det?
Det er uundgåeligt, mor. Far har givet sin tilladelse, og jeg har besluttet mig.
Du tør ikke Mors stemme blev hviskende lav.
Diskussionen sluttede i tårer. Albina flaksede rundt, ramt af panik men lidt før midnat fandt hun en løsning. Hun måtte have fat i mormor Johanne.
Allerede dagen efter fløj Rigmor til Skagen.
Albina kørte sin datter til Kastrup, og i afskeden hviskede hun i øret:
Vi gør så mange dumheder, elskede barn! Vi mister så meget, hvor vi kunne have fået så meget mere Gentag ikke mine fejl! Husk jeg elsker dig mere end mit eget liv og hele verden tilsammen, selvom det ikke altid føles sådan.
Rigmor nikkede bare og steg på flyet til bedstemor, det eneste vigtige lige nu.
Johanne tog imod med åbne arme, og det tog et par dage at få samtalerytmen op, før de nåede reelle sætninger.
Men Rigmor, hvorfor vil din mor pludselig lade dig tage så stor en beslutning?
Aner det ikke. Måske fordi jeg vil have min næse savet af.
Hvad hulen skal det til for? Du er jo så køn! Bare lidt mere makeup, måske.
Bedste! Ikke dig også! Jeg ligner altså Pinocchio!
Hvem har bildt dig det ind?
Der er nogen
Bare tanken om den fashionable Karen gjorde Rigmor trist. Hun havde aldrig problemer med drenge tværtimod, tænkte Rigmor surt.
Ved du hvad, min pige. Dem, der småsnakker nedladende om andres ydre, er ikke rigtige mennesker det er bare fejlproduktion. Ingen er perfekte særligt ikke kvinder! Hvis jeg nogensinde møder én kvinde, der er tilfreds fra top til tå, så dropper jeg troen på mirakler!
Måske skal jeg melde mig til rekordbogen for mest prangende næse? Jeg bliver nummer ét med garanti!
Vent lidt! Johanne luntede ud og hentede et tykt fotoalbum med blå fløjsbind.
Her! Se! Her er familiejuvelen i mange generationer og ikke ét tyk næse har forhindret lykkeligt liv! Vi har overlevet værre end lidt næsetrivsel. Her er Fasters billeder, hun blev redningskvinde, og se alle kvinderne i familien beholdt familienavnet som stolte efterkommere af oldefar og hans bror. Næsen fulgte med, og ingen led under det. Tværtimod, lykken smittede af.
Så åbnede Johanne kommoden og trak en udskåret æske frem.
Tag den her, Rigmor. Den er din arvejuvel. Fasters øreringe lavet af din tip-tip-onkel, som var en vidunderlig guldsmed. Han så skønhed, hvor andre ikke kunne. Elskede naturen her er liljerne, lavet til hans elskede Lili.
Farveløse plastiksmåkager bytter man da ikke for sådan et minde, vel? Nej, man gør!
Præcis som din næse, barn. Skulle jeg smelte dem om og lave moderne skrammel af dem for at følge tidens mode det ville være synd!
Rigmor knyttede hånden om øreringene og rystede på hovedet.
Det ville være forkert.
Du skal ikke fornærme skæbnen ved at påstå, at du skulle være anderledes. Alt er, som det skal være. Og nu fortæller du mig alt om den fyr, der gør dig så rundt på gulvet! Kom så!
Rigmor rødmede helt ud til øreflipperne, men da Johanne grinede, havde hun forstået: Nu kunne hun endelig trække vejret igen, gøre sig klar til konkurrencen og lægge frygten bag sig. Nu havde hun nogen at dele hemmeligheder med igen.
Næste morgen pakkede Johanne kuffert.
Skal du nu rejse, bedstemor?
Det er på tide at gøre op, barn. Jeg har også begået fejl. Nu tager jeg hjem jeg må se din mor.
Det var bedst at lade hende rejse, indså Rigmor det gik ikke at blande sig. Hvis bare freden kunne holde, måtte hun vogte på den. Lykkens skrøbelighed kræver fingerspidsfornemmelse ren guldsmedearbejde.
Et år senere sad Albina, højgravid og lettere forpustet, og rettede forsigtigt datterens slør og smykkede hår:
Klar nu?
To sekunder jeg pudser lige familiejuvelen! sagde Rigmor med et smil i spejlet.
Et hurtigt blik på sig selv, og hun tænkte tilbage på dengang, hun havde spurgt Henrik, om han var tilfreds.
Fuldkommen! Du er perfekt, Rigmor! Hvorfor skulle jeg ikke være det?
Forbavselsen i hans blik fik hende til at knibe øjnene sammen af lykke.
Så smilede hun, sendte ham et skælmsk blik under vippede øjenvipper, og lagde armene om sin krølhårede, højloftede musiker, der lige havde vundet en international konkurrence.
Bare fordi, skat. Bare fordiHenrik lo lavt og kyssede hendes pande, lige der hvor sløret begyndte. Uden for vinduet spillede Christian sin egen uafhængige koncert på vindueskarmen, halen vippende, øjnene strålende. I stuen ventede mormor Johanne, nu forbløffende god til at smalltalke med Albina, der allerede havde fundet klapvognen frem og et ekstra tæppe til sine kommende børnebørn.
Rigmor vidste, at hun stadig bar familiens næse med stolthed, men nu også historien, smykket, kærligheden og friheden til selv at vælge, hvem hun ville være. Da døren åbnede sig til kirkegangen, så hun både fortid og fremtid vente på hende i festsalen: Venner, hun selv havde valgt; familie, der var ved at hele; mennesker, som hun ikke længere frygtede at se i øjnene.
Hun trak vejret dybt, mærkede familiens juvel gøre hende tung og let på én gang. Så gik hun fremad ikke længere for at undslippe sig selv, men for at træde ind i al den musik og latter, livet havde holdt klar til hende.
Og i det øjeblik, hun trådte ind, blinkede hun op til Henrik, til mormor, til mor og smilede sit mest karakterfulde smil.
Endelig levede hun i sit eget spejlbillede. Og det var smukkere end noget, nogen nogensinde havde fortalt hende.
