Ulykke kan føre til lykke
På en lille gård i udkanten af en stille jysk landsby fejrede Jens og Lise med stor fornøjelse, at deres ældste datter blev gift. Hele familien, naboer og venner sang og dansede, men bagerst ved langbordet sad deres yngste datter, Rikke, med et stille blik og foldede hænder i skødet.
Jens, der var småberuset og i godt humør, gik over til Rikke og løftede hende op med et snurrende dansetrin rundt på gårdspladsen.
Du skal ikke være ked af det, Rikke, sagde han og klemte hende kærligt. Din tid skal også nok komme, du er jo vores smukkeste pige. En dag står der også en ung mand og vil have dig.
Rikke var tolv år og blev i landsbyen trevagt kaldt hendes haltende ben. Da hun var ganske lille, havde hun tabt et tungt strygejern ned over foden. Landsbylægen havde hjulpet så godt han kunne, men foden groede skævt sammen, så hun haltede. Forældrene havde allerede to ældre døtre, men Rikke var yngst og særligt elsket ikke mindst fordi hun nu haltede, og hendes fod var krummet og tæerne uregelmæssige.
Om sommeren løb hun ofte barfodet rundt i gården, men om vinteren, hvor støvlerne gnavede, var det allersværest. Med årene blev hun mere genert over sit ben, men hun lærte at leve med det. Rikkes kønne, milde ansigt og lyse glade stemme var dog elsket af alle i byen. Hendes ældre søstre var også smukke, men Rikke havde fået den største nænsomhed og ynde.
På nabogården boede familien Christensen, hvor der var to sønner: den ældste, Anders, seks år ældre end Rikke, og dernæst Mikkel, præcis jævnaldrende med hende. Anders spillede fremragende harmonika og var landsbyens festlige fyr. Mikkel forsøgte at lære, men musikken kom aldrig til ham han manglede gehør.
Mikkel og Rikke havde været uadskillelige siden barndommen. De sad ofte på Mikkels trappe, hvor Rikke sang og Mikkel forsøgte at følge med på harmonikaen. Anders skældte ofte ud:
Sæt harmonikaen på plads, Mikkel! så løb Mikkel og Rikke fnisende over i hendes gård.
I Rikkes øjne var Anders helt særlig høj, flot og stærk. Uden helt at forstå hvorfor, blev hun betaget af ham. Hun betroede sig engang til Mikkel:
Din storebror er altså den kønneste, hviskede hun, og det blev Mikkel lidt såret over.
Men tiden løste alt. Anders skulle ind som soldat. Rikke græd i smug, da han rejste. Efter han var væk, genoptog hun og Mikkel venskabet, nu som teenagere. Rikke begyndte endda at drømme om, at hun og Mikkel en dag måske blev noget mere. Men den forbandede fod…
Til skole gik de sammen hver dag. Om vinteren bar Mikkel tasken, eller lagde armen om Rikke for at hjælpe hende gennem sneen.
Kom nu, Rikke, det er koldt! sagde han, og hun skyndte sig så godt hun kunne, selvom benet hele tiden satte hende i stå.
Årene gik, og de blev femten. Anders vendte aldrig rigtig hjem efter hæren, men kom i stedet ind på officersskolen langt fra byen. En varm sommerdag, sad Rikke på trappestenen, solen skinnede og fuglene kvidrede, da Mikkel kom løbende, forpustet.
Rikke, det er din far, han faldt om ude på marken, kom, skynd dig! råbte han.
Rikke styrtede af sted, hjertet hamrede, men hun nåede for sent. Hendes far lå midt i en kreds af mennesker, og moren græd. Rikke græd også.
Tre dage senere blev Jens begravet. Hele landsbyen mødte op, for han var elsket. Mor og de tre søstre stod forstenede ved graven. De græd.
Hvad skal der nu blive af mig? hulkede Lise.
Begge de ældre søstre var gift og på vej videre. Rikke hviskede stille:
Mor, jeg bliver hos dig. Du skal ikke være bange.
Senere sagde Lise ofte til sin yngste:
Rikke, Gud har givet mig dig som trøst. Du forlader mig vel aldrig?
Som enhver anden drømte Rikke om uddannelse efter skolen, men hun blev. Hun følte sig som en fugl i bur, men ønskede ikke at gøre moren ulykkelig. Tiden gik, og mor bad stadig oftere om hendes selskab.
En dag så Rikke fra køkkenvinduet, at Mikkel gik forbi armen om en ukendt pige. Senere erfarede hun, at Karina, som pigen hed, var på ferie hos sin bedstemor. Mikkel så slet ikke mod Rikkes hus og lo lykkelig med Karina.
Rikke blev utilpas. Mikkel med en anden? Hun besluttede at gå op i forsamlingshuset om aftenen, se ham lige i øjnene. Hun fandt sit flotteste kjole frem, lånte lidt læbestift fra mor og lod håret falde frit. Smuk var hun. Men benet…
Mikkel stod og smilede med Karina. Da Rikke nærmede sig, hilste hun sagte:
Hej, jeg kom bare… Det er sådan en dejlig aften.
Mikkel blev forlegn.
Karina, det er Rikke, min nabo, jeg har fortalt om hende. Du kan sætte dig lidt, vi kommer snart, sagde han og puffede venligt til hende.
Men jeg vil danse, som alle andre… Karina, må jeg danse med Mikkel? spurgte Rikke. Karina nikkede stilfærdigt.
Nej, Rikke, gå du bare hen og sæt dig sådan et sted er ikke for dig, hvordan vil du dog danse? sagde Mikkel lavt.
Rikke for ud og ville vende om, men snublede straks og faldt. Mikkel hjalp hende op, førte hende ud, mens hun græd og haltede hjem. Mor satte sig straks ved siden af hende.
Hvor har du været? Du ser jo så flot ud, helt som voksen… Så du Mikkel med hende den nye pige? Lad du nu være med at græde, vi klarer os sammen, du og jeg, sagde mor blidt.
Senere om aftenen så hun fra vinduet, at Mikkel og Karina gik hjem til ham. Tårerne flød igen.
Mikkel har svigtet mig, tænkte hun. Men han havde aldrig lovet hende noget, kun altid været ved hendes side.
Hun forstod ikke, at kærlighed ikke altid går to veje. Hvis hun elskede Mikkel, kunne han jo godt elske en anden. Det slog hende aldrig, hun havde altid troet, at de to hørte sammen.
Da mor var faldet i søvn, blev det for meget for Rikke. Hun listede sig ud og gik ned mod åen, snublede i græsset, græd og følte sig fortabt. Ved åens bred stoppede hun og gik ud i vandet uden tøven.
Må mine smerter blive i åen, tænkte hun og gik længere ud, vandet var isnende, men følelserne var næsten væk.
Far, du gik fra mig, du lovede mig en god fremtid, men nu er jeg den ulykkeligste af alle, hviskede hun til nattehimlen, før hun kastede sig i vandet.
Hun så ikke, at én fulgte efter og hurtigt fik hende ind til bredden igen.
Hvad har du gang i? Kan du ikke se, at dit liv er vigtigt? brølede Anders og hev hende op.
Rikke var fortvivlet. Du forstår det ikke, du blev aldrig kaldt det haltende barn, du fik alt det bedste, det gjorde ikke jeg.
Hun vidste ikke, at Anders nu, efter uddannelse og værnepligt, var hjemme på orlov. Han havde set hende snige sig ud og noget stak ham i hjertet.
Der var stille længe, før Rikke sagde:
Min mor holder mig tilbage, hun vil ikke lade mig rejse eller uddanne mig. Hvorfor skulle jeg leve sådan her?
Anders lagde armen om hende. Dit liv betyder noget for dig selv og for mig. Du har så meget foran dig, se livet i øjnene! Der er altid tid nok til at give op, men prøv at gribe lykken det kræver mere.
Han svøbte jakken om hende og pludselig kyssede han hende.
Det er ikke af medlidenhed, vel? snøftede Rikke.
Nej, svarede Anders blidt. Jeg har aldrig glemt dig, Rikke. Jeg vil have dig med til byen, vi får din fod opereret, og så glemmer du det skæve ben. Jeg ventede du var altid i mine tanker. Vil du gifte dig med mig?
Hvis du ikke bare laver sjov, så, ja, sagde Rikke stille.
Mor blev først vred, men tøede op da brylluppet nærmede sig. Der var travlt, Anders havde snart endt sin orlov, og de skulle nå det hele.
Tre dage efter brylluppet rejste Anders og Rikke til byen. Anders fandt en dygtig ortopædkirurg, som sagde:
Det bliver svært, men vi kan nok hjælpe dig. Havde vi bare gjort det da du var barn. Er du klar på, at det tager tid?
Jeg klarer alt, bare jeg bliver fri for at halte, svarede Rikke med tårer i øjnene.
Operationen blev en succes, og året efter var der ingen tegn på, at hun havde haltet. En dag kom Rikke glad hjem:
Anders, vi skal have et barn! Anders hostede og omfavnede hende rørt.
Jeg ønsker mig en datter, der ligner dig, min elskede Rikke.
Nu må vi se, grinede Rikke, lykkelig.
Efter datterens fødsel var Anders stolt af sine to piger, og Rikke skævede nogle gange til spejlet og tænkte:
Hvor er jeg lykkelig Tænk, jeg var lige ved at opgive livet. Tak, Anders, fordi du reddede mig.
Livet i Danmark kan være fuldt af både glæde og sorg, men ofte gemmer lykken sig dér, hvor vi mindst venter det også midt i vores sværeste stund.
