Glem ikke, at du bor i min lejlighed, og du har levet her hele dit liv. Du starter igen. Du vil nu prædike mig hele livet for det her.
Freja Jensen og Mikkel Pedersen havde været gift i ti år.
Freja havde haft en mor og en stedfar, der havde opdraget hende fra hun var tre.
Den yngre bror, Anders, var heller ikke Niels egen biologiske søn.
Den eneste blodsøster, Lærke, kom fra ham. Men han behandlede alle børnene ens.
Da Freja giftede sig og flyttede ind hos Mikkel, var Lærke kun otte år gammel.
Mikkels far, Niels Andersen, kom straks godt ud af det med den nye svigerdatter. Det var ikke overraskende Niels kunne tale med børn i nabolaget som med voksne. Han var ligeglad med, om der stod en dreng eller en voksen foran ham.
Han talte på lige fod, fandt fælles interesser og emner.
Der var intet dårligt at sige om Mikkels svigermor, men han blev hurtigt venner med Niels og begyndte at kalde ham far.
Hans egen far var gået bort.
Moren rejste til sin egen mor, fordi hun var blevet syg. Hun rejste og blev der. Huset efterlod hun til sin søn.
Freja og Mikkel omorganiserede alt efter deres egen smag. Faderen hjalp til. Frejas mor mumlede, hun forstod ikke, hvordan man skulle flytte fra byen til landet.
Mor, det er en lilleby. En stor lilleby. Her er der femetagers bygninger i centrum.
Du er på landet, i et hus. Det er landdistrikter, så det er landet
Ti år gik. I familien voksede en søn og en datter. Frejas bror besluttede efter studierne at blive i storbyen, langt væk fra hjemmet. Den yngre søster blev gift. De havde ingen bolig, så de begyndte at leje. Lejen betalte Lærkes mor og far.
Lad dem bo hos os, sagde Niels til sin kone.
Jeg har intet imod, men vi må tale sammen.
Om hvad?
Hvorfor skiftede du job?
Vi har allerede snakket om det. Børnene er voksne og tjener selv. Det er hårdt for mig at have to jobs, især efter at jeg blev syg. Udgifterne er nu færre.
Lærke har brug for en lejlighed.
Hun har en mand.
Glem ikke, at du bor i min lejlighed og har levet her hele dit liv.
Du starter igen. Nu vil du prædike mig resten af livet.
Vælg! Du skal arbejde for datterens lejlighed!
Hvad er valget? Arbejde for en lejlighed eller hvad?
Eller så kan du gå.
Jeg kan ikke arbejde sådan, du ved det.
Så indgiver jeg skilsmisse. Gå. Du har huset.
Huset? Har du set det? Hvad er sket med det i årene?
Det interesserer mig ikke. Du ville jo ikke sælge det.
Niels samlede tavshedsfuldt de mest nødvendige ting.
Tag alt, ellers smider jeg resten ud.
Vi har levet næsten hele livet, du går på pension om et år. Jeg er allerede tresogtre år gammel.
Jeg burde have fundet den yngre først, men jeg sagde ja til dig, jeg giftede mig for dig. Der var intet valg, hvem skulle tage mig og mine to børn. Det var svært.
Er du ved at tale om børn? Jeg går. Jeg henter mine ting inden for en uge. Vent lidt
Mor, hvor er far?
Du ved, at han ikke er din far.
Og hvad gør det? Han er min far, og jeg har ingen anden.
Vi er skilt. Selvom Lærke flytter ind med sin mand, så er han stadig der.
Hvad? Hvor er far?
I sin landsby.
Og Lærke gik med på at sende den svage far derhen? Hvordan kunne du?
Hvorfor bekymrer du dig så meget?
Det er ikke menneskeligt at gøre sådan. Ved Anders det?
Hvorfor skulle han vide det? Han er langt væk. Hvorfor kom I?
Vi besluttede at køre forbi, vi har ferie i morgen. Så vi tænkte, vi kørte forbi Anders, han er tæt på.
Hvad vil du have af mig? Jeg har brug for penge til renovering, din søster med manden flytter snart ind, hun er gravid. Så jeg giver intet. Har I hentet børnene? Jeg vil aldrig bo med dem.
Intet skal gøres. Pengene er der, børnene kommer med os. Vi er ikke her for det. Hvornår ville du tale om skilsmisse?
Hvorfor vil I? Han er kun Lærkes far.
Da han elskede og forsørgede os, var han nær, nu er han fjern? Det er forkert, mor
Du skal ikke dømme mig! Jeg har gjort alt for jer!
Mikkel gik ind i lejligheden igen. Han havde forladt samtalen mellem Freja og hendes mor, da han indså, at faren var væk for altid. Han ringede knapt til Niels; Niels havde sin telefon hjemme, men heldigvis besvarede han.
Selvfølgelig er det ikke mig. Han har gjort alt for os. Tiden vil vise.
Freja, lad os gå, trak Mikkel hende ved armen. Jeg har fundet ud af det hele. Børnene i bilen. Vi kører til far.
Fundet ud af det? Vi kører.
Jeg har lige hørt det. Jeg ville ikke sige det.
Du er flink. Jeg har aldrig kendt adressen. Ingen sagde det til os, så vi har aldrig været her før.
Niels mødte dem ved den gamle bygning.
Far, har du en ond bedstemor i huset? spurgte hans glade børnebørn.
Nej. Hun er i byen.
Freja og Mikkel grinede. Joken gik, men farens humør var dårligt. Han var glad for deres ankomst, men han skjulte det så meget som muligt.
Hvorfor fandt I mig?
Hvordan kan man bo her?! Vi kom for at se og løse alt. Hvorfor sagde du det ikke fra starten?
Hvorfor skulle jeg bekymre mig om jer? Din mor fortalte mig alt, jeg forstod alt.
Jeg forstår hende også. Hvordan skal du bo her? Det er sommer, men hvad med vinteren? Har du flyttet alle dine ting?
Alt. Der er intet her, kun gammelt porcelæn, men så hvad? Jeg bor, om så bare kort.
Selvfølgelig gør du. Pak dine ting, far. Vi kører hjem, så bor du hos os.
Ja, far, gør klar. Vi kan hente møbler senere. Tag kun det mest nødvendige.
Jeg kan ikke rejse alene.
Vi ser, du er ikke alene. Vi havde også planlagt at hente en hund. Børnene beder om den.
De fandt den, den er lille
Lad den også med i bilen. Den vil vogte vores hjem.
Faren græd ikke, men tårerne strømmede af hans øjne.
Far, vi drager af sted i ti dage. Du styrer her. Her er dit værelse. Mad er i skabet, butikken er tæt på, pengene er der. Vi kører forbi Anders. Bliv på linjen hele tiden
Far, vi er tilbage! råbte Freja, så snart hun trådte ind i huset.
Mikkel kom ind med børnene lige efter hende.
Men ingen svarede.
I stedet for Niels Andersen dukkede… Frejas mor op!
Mor, hvad laver du her?! udbrød Freja. Hvor er far?!
Jeg kom for at tjekke huset, I var væk, svarede hun. Og så ser jeg en fremmed! Sammen med en hund
Hvor er far?! spurgte Mikkels svigermor.
Lærke og hendes mand flyttede ind i min lejlighed. Jeg vil bo hos jer. Det er tæt på byen, og det er godt.
Hører du? Hvor er far?
Mikkel og Freja forstod ikke, hvad der skete.
Jeg ved det, sukkede svigermor. Måske der, hvor han var.
Lykke, svigermor. Det er nok. Vi er hjemme, så
Freja! Hvordan taler han til mig?
Mor, det er på tide. Du bør ikke flytte dine ting herind. Pak dig og gå.
Faderen blev fundet igen i den samme gamle bygning. Han lå på sofaen, med en lille hund ved siden af på tæppet.
Er det dig igen? Hvorfor? Jeg har det fint her. Jeg har bare tænkt mig at hvile efter frokost, sagde han og rejste sig. Der er nok plads til at bo.
Svigermor vil ikke bo i mit hus. Selvom du ikke tager med, har hun ingen plads der.
Hun har en anden mening. Hun gav lejligheden til datteren.
Vi kører. Sæt dig i bilen, børnebørnene har gaver med. Glem ikke hunden. Du kan vente med tingene, vi finder en løsning senere.
Han venter allerede, han sprang op og sidder der, sagde Mikkel. Freja, Lærke ringer, du glemte din telefon i bilen.
Så er mor kommet, eller hun har bare fået for meget. Jeg svarer ikke nu.
Niels Andersen endte med at bo hos Freja og Mikkel. Hans ekskone dukkede aldrig igen. Anders foretrak at besøge dem frem for sin mor. Der var næsten ingen plads i huset til hans familie.
Vi har besluttet at flytte, sagde han én dag. Vi vil være tættere på jer
Fint.
Skal du købe en lejlighed?
Nej. Jeg vil have et hus. Jeg køber et stykke jord.
Jeg har jord, min dreng. Hvis du er enig, så ser vi.
Jord?
Ja. Huset er faldet fra hinanden, men grunden er der. Hvis du ikke kan lide den, kan du sælge den og købe et andet sted.
Din jord, mit hus, så bor du også hos os, sagde Anders.
Nej. Vores far.
Nej. Det er nok, I har levet længe, vi vil have vores eget.
Freja, Mikkel og Anders diskuterede lystigt. Ingen ville dele faren. Alt gik så glat, men den biologiske datter kom først meget senere, sendt af sin mor. Anders hus stod allerede på farens jord.
Far, jeg er din eneste datter. Har du bygget det nye hus?
Nej. Det er din brors hus.
På min jord?
På din?
Jeg er din eneste biologiske datter, så jorden skal til mig.
Den går ikke over. Du får din mors lejlighed. Det er alt!
Den er allerede min. Mor sagde, de ældre får alt. Jeg har virkelig brug for jorden.
Så hvad? Har du brug for mig?
Hvorfor taler du sådan? Du er min far. Jeg er din eneste datter.
Jeg har tre børn. Jeg har ikke glemt dig, men du har ikke husket mig. Mor forbød det?
Hvad med jorden? Lad os beslutte det nu.
Spørgsmålet er allerede afgjort Den er ikke din. Og vi behøver ingen fremtidige problemer.
