Og siger du, at hun slet ikke laver mad? Inger Madsen spærrede øjnene op. Altså, slet ikke? Hvordan overlever de så? Hvad spiser de?
Gertrud Holm rystede på hovedet, så det næsten så ud, som om hun havde givet op, men håbede alligevel stadig på en smule medfølelse fra veninden.
Ja, sådan en svigerdatter har jeg fået, Inger. Otte år har jeg lidt, og det ender ingen steder.
Ej, det er løgn!
Jamen, forestil dig det. Hun kan ikke lave mad, nægter at tage sig af børnene, sidder bare optaget af sin blog. Hun tager billeder, lægger dem ud, laver små videoer. Og hun tror, hun er noget særligt som om nogen virkelig interesserer sig for det! Men hvad sker der i virkeligheden? Manden er sulten, børnene forsømte. Sikke en ulykke, kære ven…
Inger Madsen sukkede og skubbede sin kaffekop væk, som om nyheden havde fjernet enhver lyst til kaffe.
Det er sådan de unge nu om dage, Gertrud. De sidder med næsen i mobilen hele dagen og tror, de gør noget verdensomvæltende. I virkeligheden? De laver skøre videoer og laver ansigter foran kameraet. Der er ikke noget at råbe hurra for.
Du siger det, Inger. Jeg er så træt af at kæmpe mod hende. Når jeg besøger dem, ser jeg støv på hylderne og et tomt køleskab. Jeg siger til hende: Mette, du er både kone og mor, du må tage dig sammen. Ved du, hvad hun svarede?
Hvad da?
Hun sagde: Så bestiller jeg rengøring. Og vi får maden leveret. Tror du på det? Min søn og børnebørn bor i svinesti, og det rager hende åbenbart ikke!
Inger lænede sig frem og sænkede stemmen, selvom ingen andre end de to var hjemme i lejligheden.
Gertrud, har du prøvet at invitere dem hjem til dig? Finde en undskyldning, måske spille lidt syg, så din søn bor tættere på og kan holde øje med dig?
Gertrud H. sukkede og lænede sig opgivende tilbage.
Jeg har forsøgt, Inger. Intet hjælper. Hun går straks i forsvar. Hun siger: Vi flytter ikke ind hos dig, hverken børnene eller jeg. Denne lejlighed tilhører mig, og jeg vil ikke bo under dit opsyn.
Sagde hun det direkte? Inger Madsen kunne næsten ikke tro sine egne ører. Lige ud, så?
Lige ud. Ordret.
Hvad med din søn?
Han står på hendes side. Han tør ikke sige hende imod, og hun styrer ham rundt, som det passer hende.
Inger rystede på hovedet og klappede sin veninde på hånden.
Du har det ikke let, søde Gertrud.
Jeg skal nok få det, som jeg vil. Før eller siden, Inger. Det lover jeg.
Næste dag gik Gertrud op ad trapperne i en faldefærdig gammel opgang, og med hvert trin voksede irritationen. Tredje sal og hun var allerede forpustet. Svigerdatteren kunne sagtens have købt en ordentlig lejlighed med elevator og i et bedre kvarter, men nej, hun skulle selvfølgelig bo så langt væk fra svigermor som muligt. Gertrud var overbevist om det.
Hun standsede på reposet, tog et lille spejl op af tasken og rettede på frisyren, rettede frakken og bankede fast på døren.
Et minut gik. Så to. Ingen svar, ingen lyde.
Gertrud bankede igen, mere insisterende.
Ingenting.
Hun fandt mobilen frem, ringede til svigerdatteren temperamentet kogte allerede.
Hallo?
Mette? Det er mig. Hvor er I henne?
Hvad er der, Gertrud?
Jeg står udenfor og banker på! I er ikke hjemme?
Børnene er i skole, svarede Mette roligt. Rasmus er på arbejde. Jeg sidder til manicure.
Gertrud blev helt målløs.
Og hvad skal jeg så gøre? Hvad foreslår du?
Du sagde ikke, du ville komme, Gertrud. Hvis du vil, kan du komme retur efter klokken seks. Så er vi alle hjemme.
Gertrud nåede ikke at sige mere, før der lød korte bip.
Et øjeblik stirrede hun på den sorte skærm og nægtede at tro, at svigerdatteren bare havde lagt på midt i samtalen. Som om svigermor blot var en irriterende bekendt, man ville skræmme væk hurtigt.
Hun stak mobilen i tasken og begyndte langsomt at gå ned ad trapperne, mens hun indvendigt fandt på alverdens sårede bemærkninger, hun ville give den flabede pige, næste gang de sås.
Om aftenen stod Gertrud igen udenfor samme dør. Denne gang blev der hurtigt åbnet.
Hej mor, kom indenfor! Rasmus flyttede sig så hun kunne komme ind i entreen.
Gertrud tog overtøjet af og gik ud i køkkenet og stoppede brat.
På bordet stod papæsker med logoer fra en eller anden restaurant. Mette delte maden op, tvillingerne dinglede med benene under bordet, og Rasmus tog glas ned fra skabet.
Hvad er det her? Gertrud pegede vredt på æskerne. Har I fået take-away igen?
Godaften, Gertrud, svarede Mette og holdt blikket i æskerne.
Jeg spurgte: Er det her mad fra kasser igen? Vil du virkelig fodre børnene med det pjat?
Rasmus stillede glassene fra sig og vendte sig mod sin mor.
Mor, det er ganske normal mad. Suppe, grød, grøntsager. Det er frisklavet mad fra et godt sted.
Rigtigt mad bliver lavet hjemme, med egne hænder! Gertrud hævede stemmen. Det her er at gøre grin med familien. Du hun pegede på Mette er en forfærdelig kone og mor. I dag var jeg her og stod udenfor. Hvis jeg havde haft en nøgle, kunne jeg have kommet ind og ventet på jer.
Mette lagde skeen og vendte sig, før blikket til børnene.
Anton, Mads, gå ind på værelset og leg lidt.
Men vi er sultne! brokkede den ene sig.
Fem minutter, så kalder jeg.
Drengene listede ud, og Mette gik helt tæt på Gertrud.
Lejligheden er min, Gertrud. Du får ikke nogen nøgle. Jeg vil ikke have, nogen skal bestemme her, når vi ikke er hjemme. Ikke engang dig. Og på otte år som gift har du vel forstået det.
Gertrud greb sig til hjertet og tog et skridt bagud.
Rasmus! Hører du det? Hører du, hvordan din kone taler til mig? Vil du have, hun skal ydmyge din egen mor?
Rasmus kiggede ned og sagde ingenting.
Det er alt sammen hendes skyld, sagde Gertrud og gispede. Hvis ikke for hende, ville alt have været godt. Hvorfor giftede du dig overhovedet med hende? Hun kan hverken lave mad, gøre rent eller tage sig af børnene. Hun bruger bare dine penge og glor på sin telefon
Hvorfor så komme på besøg? Mette krydsede armene. Hvorfor trække dig selv herhen? Bliv dog hjem hos dig selv, så slipper du for mig, og jeg slipper for dig. Men du skal absolut komme mindst tre gange om ugen. Det er rigeligt nu.
Mette, Rasmus prøvede at lægge en rolig hånd på sin kone. Tag det roligt, ikke?
Nej, Rasmus, jeg er træt af at finde mig i det her. Jeg går ind til børnene. Du må tage dig af din mor. Jeg har fået nok.
Hun gik ud af køkkenet, og kort efter smækkede døren ind til børneværelset.
Gertrud så stramt på sønnen. Rasmus løftede hovedet og mødte hendes blik.
Mor, jeg har fundet mig i det længe. Nu er grænsen nået. Jeg elsker min kone. Mette er en god mor.
Hun serverer børnene take-away! udbrød Gertrud.
Ja, sagde Rasmus stille, der er suppe, grød og grøntsager. Sund mad. Hun har bare ikke tiden eller lysten til at passe køkkenet. Vi har råd til at få maden leveret, så hvad er så problemet?
Jeg vil jo bare hjælpe, prøvede Gertrud, mens hun lagde ansigtet i triste folder. Jeg bekymrer mig bare om jer og børnebørnene
Din “hjælp” ødelægger vores ægteskab, afbrød Rasmus. Jeg beder dig om at gå. Og ikke komme forbi et stykke tid. Jeg kommer selv forbi med børnene. Men ikke med Mette, så der ikke er nogen, der bliver utilpas.
Rasmus
Mor, vær sød. Bare gå.
Gertrud tog tasken, gik ud i entreen, tog overtøjet på. Rasmus stod i døren og så til, mens hun klædte sig på. Ikke et ord, ingen forsøg på forsoning.
Udenfor var det mørkt og koldt. Gertrud gik mod busstoppestedet, mens tårerne løb ned ad kinderne. Ingen værdsætter hende længere. Ingen har brug for hende. Selv hendes egen søn lod hustruen bestemme og bad hende gå.
Hjemme lavede Gertrud sig en kop myntete for at falde til ro, satte sig ved køkkenbordet og stirrede ud i den tomme gård. Teen blev kold, mens hun tænkte på, hvor uretfærdigt livet var blevet. Hun havde viet så mange år til sin søn og hans opdragelse og hvad var hendes belønning? En eller anden blogger var vigtigere end hendes egen mor.
Hun tog en slurk kold te og skar ansigt. Bittert. Ligesom alt andet i hendes liv nu.
I dag lærte jeg smertefuldt, at drømme om kontrol og taknemmelighed ikke kan påtvinges voksne børn. Måske er det tid til at lære at give slip selv i den danske familie.
