Du er godt nok streng, Viggo Mortensen! Ikke for ingenting, at folk i byen kalder dig Ulven! Det er jo helt umuligt at lokke et smil frem fra dig. Bare man ser på dig, får man næsten kuldegysninger. Er du frosset fast, eller hvad? Hvad er det, der gør, at livet ikke længere har nogen charme for dig?
Bodil blev ved med at plapre, men Viggo hører hende ikke længere. Han tager bare sine varer fra disken i byens enlige brugs og går roligt mod døren.
Din Lise kom hjem til sin mor forleden. Hun havde drengen med. Hører du, Viggo Mortensen? Hvis nu det alligevel er din knægt? Skal han forblive faderløs? Han ligner dig jo på en prik!
Ordene når ham i døren, og han er lige ved at snuble over det lave dørtrin. Han vender sig ikke. Hvorfor skulle han? Der er alligevel intet at forklare. Og han er ikke vant til at slæbe sit private liv frem til skue. De fleste ved jo alt alligevel. Og ellers finder de på resten selv. Man kan ikke forklare det hele men det er heller ikke nødvendigt. Det der foregår mellem ham og Lise, ved kun de to. Og det skal andre ikke blande sig i.
Forårssolen brænder unaturligt varmt og pakker Viggos ansigt ind i et varmt skær, så han næsten må lukke øjnene. Tunge øjenlåg forvandler hans ansigt til en maskulin profil, udhugget af granit. Uden at åbne øjnene tager han et skridt, så et til og bliver forskrækket, da et barn råber:
Pas på!
En dreng farer op til trappen foran brugsen og løfter to små hundehvalpe op, som ellers havde leget på trinnet.
Du må ikke træde på dem!
Let skællet næse, mørke øjne med tunge øjenlåg så velkendte i denne egn og ører, der stritter lidt ud, ligesom hans egne. Han ligner! Ikke underligt, nabokonerne snakker. Men Viggo ved, at den dreng, der nu studerer ham nøje, slet ikke er hans søn. Slægtning, ja, men ikke så tæt på.
Vil du have en hvalp? Se, hvor store poter den har! Den bliver stærk som en ulv!
Viggo ryster svagt på hovedet og skubber sig videre hen til hjørnet, men tager den nærmeste sidevej ikke netop den, han skulle have taget. Kræfterne slipper op, og han må læne sig ind mod det høje plankeværk, tørster efter luft og kan ikke forstå, hvordan han skal få vejret igen.
Hvad har han dog gjort for at fortjene dette? Hvorfor kommer hun tilbage nu? Hvorfor tager hun drengen med, ham, der kunne have været hans søn, hvis tingene havde været anderledes? Har Hans forladt hende?
Tankerne vælter ind, og hjertet hamrer uroligt, nøjagtigt som for syv år siden. Det husker alt, det forbandede hjerte. Ingen kommando hjælper men det burde man ellers kunne.
Lone Smidt banker lågen op, spærrer øjnene op og lægger straks armen omkring ham:
Viggo! Hvad er der dog med dig? Skal jeg hjælpe dig eller skal jeg hente Jens?
Hun lægger varme hænder om hans skuldre, og Viggo åbner øjnene.
Nej tak, Lone. Jeg skal nok Jeg går om lidt
Du bliver her. Kom nu, støt dig til mig! Sådan Et skridt ad gangen. Det er godt! Hold da helt op, hvor du vejer! Mortensen! Det går altså ikke, at du slider dig sådan op! Hvem skal så tage hånd om dig? De siger jo, jeg ikke passer mit arbejde! Du er min patient, har du glemt det? Lad så være med at presse dig selv for meget! Jeg måler blodtrykket og stikker dig en sprøjte, måske to så er du frisk som en nyplukket agurk! Kom nu!
Benene adlyder dårligt, men Lone er sej. Hun får næsten slæbt ham helt ind i sin have, lukker lågen med foden og råber:
Jens! Kom lige her!
Resten husker Viggo nærmest ikke. Han vågner på sofaen i Lones stue. Noget trykker hans bryst hjerteanfald, tænker han men da han åbner øjnene, smiler han svagt og slapper af.
En stor, blød grå kat ligger side om side med ham og vasker en af sine killinger. Resten af killingerne har kæmpet sig over på Viggos bryst.
Misse kan mærke folk som ingen andre! Er hun flyttet op til dig med ungerne, så er du en god mand, Viggo. En man kan stole på.
Lone lægger datterens matematikbog til side og begynder at pusle om ham.
Sådan! Pulsen er blevet rolig. Viggo, du må ikke skræmme mig sådan! Det tager timevis, før en ambulance kan komme på de her veje. Har du planer om at dø nu? Det er for tidligt! Du har stadig ting, der skal gøres.
Hvilke ting, Lone? Bare koen Ragna og hunden Bjørn. Det er dem, jeg har nu.
Du har da en fin ko, det kan man ikke tage fra dig. Du må ikke blive syg, hvem skal ellers passe Ragna?
Nu opdager Viggo, at gardinerne er trukket for, og lampen lyser.
Hvad er klokken, Lone?
Læg dig. Det er sent. Du bliver her i nat. Og ro på, jeg har mødt Ragna hun har det fint.
Hun lægger stethoskopet, krammer hurtigt sin mand, giver ham et kindkys og går så ud i køkkenet. Jens sætter sig så ind til Viggo.
Er du stadig skidt tilpas?
Det ved jeg ikke helt.
Jeg ved det. Det er Lise.
Skån mig, Jens. Viggo vender sig væk og støder på kattens grønne blik.
Selv Misse kan mærke dig, ser du. Jens smiler og aer katten bag øret. Dyr forstår, når et menneske har ondt. Derfor bringer hun ungerne op til dig for at trøste. Først smed hun dem i kurven, men så har hun flyttet dem til dig. Dyr er tit klogere end vi er. De tænker med hjertet, ikke hovedet. Du bærer alt for meget alene, Viggo. Hvor længe holder du til det? Jeg ved, du klarer dig selv, men jeg ser jo, hvordan du har det.
Hvorfor rager mine problemer dig, Jens? Mangler du ikke selv?
Jo, men da jeg havde brug for hjælp, spurgte du ikke om lov. Du kom bare. Hjælpen skal betales tilbage. Så sig til, hvis jeg kan gøre noget. Det betyder mere for mig end for dig.
Hvad skulle du kunne gøre, Jens?
Min bedstemor sagde, at nogle gange skal man bare lette sit hjerte. Fortæl det til nogen ellers grav et hul i jorden og råb i det. Du har båret alt for længe. Nu må det ud. Vi har kendt hinanden siden du kom i 6. klasse, ikke?
7. klasse.
Det er mange år, Viggo. Vi er begge blevet grå, men vi har holdt tingene for os selv. Når én får problemer, sidder vi i hvert vores hjørne. Undskyld! Jeg skulle have snakket med dig for længst. Men hvis du vil snakke, så lytter jeg og hvis jeg kan hjælpe gør jeg det med glæde. Du ved, jeg ikke sladrer.
Det ved jeg Viggo stryger killingerne, der ligger på brystet, og begynder at fortælle. Hvad skal jeg sige, Jens? Man siger ikke den slags. Du så, hvordan jeg var vild med Lise. Alt var foran dine øjne også da jeg kom hjem fra militæret. Hun ventede jo Du var forlover i rådhuset. Du ved alt.
Ja. Men jeg ved ikke, hvilken kat, undskyld Misse, der løb imellem jer? I boede sammen og var lykkelige så pludselig var Lise væk og du røg op i sommerhuset. Din mor solgte koen og græd. Jeg husker det.
Hun vidste ikke noget. Jeg sagde, jeg ikke elskede Lise mere, at jeg ikke ville bo med hende. De var tæt på at slå hånden af mig.
Man gør ikke sådan uden grund. Hvad skete der? Du elsker hende jo stadig, det kan jeg se.
Viggo vender sig bare bort uden svar. Øjnene er tørre tårerne græd han ud, dengang han gik rundt i skoven og råbte hendes navn, igen og igen, indtil han faldt grædende og forladt til jorden.
Jeg kan kun komme på én grund til det, men jeg tror ikke, Lise var dig utro.
Viggo hiver efter vejret, og hans øjne gløder sort som gamle nordiske seere.
Jeg så det, Jens. Hvis nogen havde fortalt mig det, havde jeg ikke troet det
Jens sukker.
Jeg tror det stadig ikke! Fortæl mig alt. Her stinker der af løgn.
Ja, hele vejen igennem. Hun løj. Hun sagde altid, det kun var mig, men så Jeg mistede ikke bare min kone men hele min familie. Mine forældre forstod mig ikke, resten vendte sig fra mig. I min slægt tæller styrke. Hvis din kone vælger en anden… hvor er mandens styrke? Ingen og så har jeg heller ikke noget tilbage
Lad nu være med at sidde fast, Viggo. Hvad nøjagtig skete der?
Kan du huske, jeg rejste til København i lang tid? Vi ville starte hestefarm og levere mælk til sanatoriet. Lise var den første til at støtte op. Hun kan alt om heste, du husker hendes far bedste i faget! Det var på hendes idé, jeg rejste for at møde de rigtige folk. Imens Ja.
Jeg har aldrig hørt, at der skulle være noget. Her i byen ved man normalt alt med det samme.
Ingen vidste noget, for det skete hjemme hos os. Man bærer ikke den slags ud. Undskyld, Jens. Det er svært at tale om efter alle de år Nu er det som en bjergkæde, der trykker mig.
Jens hoster forbavset:
Med hvem? Ikke med?
Med Hans. Min fætter. Han var lige flyttet hjem sammen med sin mor, skulle finde sig til rette her. Et halvt år boede de under samme tag. Vi gjorde klar til at flytte ind i vores nye hus, talte om farmen og om børn. Lise ville gerne have børn. Men der skete ingenting, og vi tænkte, det kom når det kom. Gik det så ikke til mig.
Så hendes søn
Han er fin, ja. Jens slår sig på låret. Men jeg tror stadig ikke, hun kunne gøre det.
Hvad skulle jeg tvivle om, når jeg så det med egne øjne? Viggo sætter sig op, men Misse knurrer, bider i tæppet og dasker til den killing, der glider ned.
Undskyld, mis, det var ikke meningen
Han samler killingerne og lægger hænderne over dem.
Instinkter, Jens En mor beskytter altid sine børn. Lise længtes efter dem, men jeg ville ikke gå til lægen, troede ikke, det var mig, der var problemet. Så tog hun sagen i egen hånd Hvis ikke mig, så ham
Du skal ikke bilde dig ind, du kender hele sandheden! Alt kan ikke sættes i system!
Jeg har haft lang nok tid
Det onde opbygger man let. Men har du egentlig regnet helt efter, Viggo? Mærkeligt, som tingene var.
Du skal ikke snakke udenom! Jeg kan da tælle. Hans mor besøgte os på gården, da Lone havde født. Hun forklarede det hele
Og hvad så du, da du kom hjem fra byen? Var det så tydeligt?
De stod sammen i køkkenet. Hans kyssede hende. Hun gjorde ikke modstand Viggo bryder næsten sammen, og Lone dukker op i døren.
Nu får du en sprøjte, så sover du lidt og får ro alt andet må vente. Du trænger til hvile.
Viggo nikker, lader tårerne løbe, og kort efter sover han dybt.
Jens trækker Lone med ind i stuen.
Du hørte alt?
Ja.
Og hvad gør vi?
Jeg tager en tur ud, Jens. Det her skal ikke være en hemmelighed længere. Jeg så Lise i går. Der er ikke meget tilbage af hende. Hun har det elendigt. Hun bærer på en smerte. Jeg tvivler på, det er skam. Hvis hun havde skyld, ville hun flygte, men hun ser folk lige i øjnene. Jeg tager af sted!
Hvor hen?
Først til Viggos tante. Så forbi Lise. Det trænger til at komme frem i lyset. Viggos hjerte har det ikke godt. Jeg bryder mig ikke om det, Jens!
Lone tager jakken og går. Jens bliver på trappen, pakker sig ind i sit tæppe, tænder en cigaret og falder hen i sine tanker.
Livet er aldrig nemt. Man tror, man holder lykken fast, men så sidder man der kun med en fjer i hånden. Jens og Lone har været igennem meget. Tab af forældre, sønnen de mistede, og deres tvillingepiger blev modtaget som en gave oven på al sorgen. Lone har stadig skyldt sig selv for sønnens sygdom, trods lægerne sagde, hun intet kunne have gjort. Da hun blev gravid igen denne gang med tvillinger blev hun nærmest bange og mistroisk. Hun har først lært at leve igen flere år senere.
Det niver i hendes hjerte, når hun ser Lises dreng. Han vokser op uden far, og moderen lever i skyggen af sig selv ja, kun for barnet. Men drengen har brug for styrke, for nogen at læne sig op ad. I en normal familie kan et barn læne sig til begge sider her står han alene.
Jens sidder længe og tjekker Viggo, som sover, men uroligt. Da lågen langt om længe smækker igen, springer han op og krammer Lone, da hun træder ind i lyset fra havelampen.
Er det slemt?
Åh Jens! Nogle mennesker Selv vilde dyr er bedre!
Lone græder åbenlyst og begynder at fortælle, ser hvordan Jens venter på nyt.
Det er Viggos søn, Jens! Det ved jeg nu. Hans tante, Tove, har fortalt det hele.
Hvordan fik du hende til det?
Jeg ved det ikke. Enten blev hun bange for mig, eller hun havde måske lidt anstændighed tilbage. Jeg var så vred, Jens! Jeg skældte hende ud, råbte og endelig fortalte hun. Lise forklarede det, der virkelig skete dén dag, Viggo fandt hende med Hans. Hun var allerede gravid hun nåede bare ikke at fortælle det. Hun havde været bange. Tre spontanaborter havde hun fået fortalte det ikke til nogen, end ikke Viggo. De burde begge skamme sig, så hemmelighedsfulde!
Lone ryster hendes vrede får hende næsten til at skælve.
Og så Tove? Hvordan passer hun ind?
Hun står bag. Hun styrede det hele. Hun har båret nag til sin søster i årtier, fordi søsteren fik den mand, hun selv var forelsket i. Tove blev ikke valgt. Hun giftede sig med den første, hun fandt, fik Hans, men blev ved at hade. Da hun så vendte hjem til sin familie, skabte hun splid. Tove vidste, hvis hun ødelagde Viggos liv, ville det ramme hele familien.
Da hun endelig tilstod, slog hendes søster hende, men græd også. Hun bærer ikke nag. Hun vil sikkert ende med at tilgive. Men hun bad hende forsvinde sammen med Hans. Nu gik hun til Lise og bad om forladelse. Så jeg blev længe der var brug for nogen. Lise havde kaldt sin søn Søren, efter Viggos bedstefar.
Jens holder Lone tæt og kysser hende i håret.
Du klarede det, skat.
Ikke godt nok, Jens! Det hele kunne være undgået. Hvorfor vogter folk så meget på sig selv? Hvor svært kan det være at snakke sammen? I stedet tier de og lider Jeg kunne stege pandekager på min vrede i dag!
Nu bliver jeg sulten! Jeg kunne godt spise morgenmad!
Så find du et barberblad! Så steger jeg de pandekager. Pigerne vågner snart, og Viggo skal have noget at styrke sig på. Han får en hård dag.
Solen lyser ind over tagene, og Viggo kommer ud på trappen, blændet af det stærke forårslys.
Er det dig, der er min far? spørger drengen, som sidder med hvalpen i favnen.
Se, den har stærke poter! Bliver en god hund, ikke?
Viggo sætter sig ved siden af drengen, klapper hvalpen.
Ja, det bliver en god hund, siger han.
Drengens sorte øjne så velkendte lader ham ikke gå. Forsigtigt lægger Viggo hånden på drengens skulder, trykker let, og nikker:
Ja. Jeg er din far, Søren
Det er godt! Kom, vi skal hjem. Mor laver morgenmad. Mormor er kommet. Vi skal ud til hestene. Må jeg komme med?
Pludselig mærker Viggo, at det bånd, der har kvalt ham så længe, er sprunget. Noget folder sig ud i ham han kan trække vejret. Han tager sønnens hånd, rejser sig, og svarer:
Du SKAL med. Vi har så meget vi skal dig og mig, Søren. Så meget vi skalDe går de første skridt sammen ned ad stien. Søren med hvalpen dybt begravet i armene og Viggo mærkende varmen fra den lille hånd. Han ser mod huset, hvor Lone står med døren på klem og nikker stille, og hvor Lise er i færd med at dække morgenbordet, ansigtet halvt skjult i lyset fra vinduet, men blikket uforandret. I det sekund ved han, at intet af det tabte kan tages tilbage men noget kan bygges op på ny.
Bag dem mjaver Misse svagt og springer ned ad trappen med killingerne i hælene, som var det hende, der åbnede døren til fremtiden. Foran dem breder lyset sig mellem gamle æbletræer og våde mælkebøtter, hvor alting altid begynder på ny, trods alt.
Viggo ser mod himlen, mærker Søren stramme grebet om hans hånd, som ville drengen aldrig slippe. Han tænker, at måske er styrke ikke at holde fast i det, man tror, man har mistet, men at turde tage imod det, som venter én. For første gang i mange år tør han tro, at hjertet kan heleendda springe.
Så går de sammen ind i solen, hvor nogen venter, og hvor alt endnu er muligt.
