Børnene efterlader deres gamle far i skoven, men ulvens handling efterlod alle målløseDa ulven blidt lagde en varm, blød pelsedække over ham, indså de, at den havde reddet ham fra den iskolde nat.

Skoven synker i dyb mørke. Over den fugtige jord, ved foden af et gammelt egetræ, sidder den ældre Jens. Hans ånde er tung, hænderne ryster af kulden, og øjnene er fyldt med fortvivlelse. Hans egne børn Mikkel, Søren og den eneste pige, Kirstine har bragt ham hertil og forladt ham, som om han var affald.

De har ventet i flere år på hans død. Arven et stort godshus, marker og mange tusinde kroner skulle til dem. Men Jens dør ikke. Så beslutter de at fremskynde slutningen: de efterlader ham i den ensomme skov, uden mad eller vand, i håbet om at de vilde dyr tager ham, og politiet kalder det en tragisk ulykke.

Den ældre mand, der læner sig mod træet, skælver ved hver lyd. I det fjerne hyler vinden, men mellem dens fløjt høres også et andet lyde: ulværen fra en ulv. Han ved, at slutningen er nær.

Åh Gud skal det virkelig ende sådan? hvisker han og samler hænderne i bøn.

Netop da knækker en gren. Så en anden. Trinene kommer nærmere. Jens prøver at rejse sig, men kroppen svarer ikke. Øjnene leder i mørket, indtil en ulv pludselig dukker op mellem buskadset.

Dyret bevæger sig langsomt mod stien. Pelsen skinner i måneskinnet, og øjnene gløder som to glødende kul. Den viser sine tænder og kommer tættere.

«Dette er enden», tænker Jens.

Han lukker øjnene og begynder at bede højt, mens han venter smerten fra de skarpe kindtænder. Men så sker noget, han aldrig havde forestillet sig.

Ulven angriber ikke. Den kommer helt op ved siden af ham, stopper og sænker så hovedet og hyler blidt, som om den taler til ham.

Manden forstår ikke, men rækker ud, og til sin overraskelse flytter dyret sig ikke væk. Tværtimod lader det ham røre den tykke pels.

Så husker Jens. For mange år siden, da han stadig havde kræfter, fandt han en ung ulv fanget i en jægerfælde i skoven.

Uden frygt, på egen risikofyldte måde, brød han de døde jernstænger og løslod den. Ulven løb væk uden at se sig om men den synes aldrig at have glemt ham.

Nu bøjer den ensomme rovdyr sig for ham, som for sin redningsmand. Ulven sænker sig endnu dybere, tydeligt med budskabet: krav mig op.

Med knap så meget kraft griber Jens om dyrets nakke. Ulven rejser sig og bærer ham gennem den mørke skov. Den ældre mand hører grenene knække under de kraftige poter, ser skygger af andre dyr i nærheden, men ingen vover at nærme sig.

Efter et par kilometer dukker et lys op foran: en landsby. Folkene, der hører hylen, løber ud og ser noget utroligt: en enorm ulv placerer den svage, men levende, gamle mand forsigtigt foran deres døre.

Da Jens endelig står under et tag, omgivet af venlige ansigter, bryder han ud i gråd. Ikke af frygt, men af den erkendelse, at en dyreart har vist sig mere menneskelig end hans egne børn.

Rate article
Add a comment

;-) :| :x :twisted: :smile: :shock: :sad: :roll: :razz: :oops: :o :mrgreen: :lol: :idea: :grin: :evil: :cry: :cool: :arrow: :???: :?: :!:

13 + six =

Børnene efterlader deres gamle far i skoven, men ulvens handling efterlod alle målløseDa ulven blidt lagde en varm, blød pelsedække over ham, indså de, at den havde reddet ham fra den iskolde nat.
Du er stadig den bedste Brylluppet på landet er forbi, og Dasha og Herman er blevet gift. En landsbybryllup er altid festlig, og snakken og fejringen fortsætter længe efter, hvor folk hygger sig rundt om på gårdene og på bænken foran naboens hus. Der skal bare være en anledning. Dasha og Herman flyttede straks for sig selv, ind i Hermans mormors hus. Herman kørte varebil og transporterede varer fra byen til landsbyens to butikker. De havde kun været kærester i to måneder, men Herman vidste, at Dasha – den beskedne og søde pige – ville blive en omsorgsfuld kone. Derfor friede han hurtigt. “Dasha, skal vi gifte os?” foreslog Herman ved deres næste møde. “Allerede? Er det ikke lidt hurtigt?” svarede Dasha. “Hvorfor vente? Vi kender jo hinanden fra folkeskolen – jeg gik bare ud to år før dig. Nå, hvad siger du? Vil du?” “Ja, selvfølgelig,” sagde Dasha glad. Dashas mor blev meget overrasket, da hun hørte om Hermans frieri. “Min pige, Herman er godt nok hurtig ude. Er du nu sikker på, at det er kærlighed? Hvordan har du det egentlig med ham?” “Jeg kan godt lide ham.” “Så længe du ikke tager fejl i dit valg. En mand skal være som en solid mur.” På det seneste havde alle i landsbyen lagt mærke til, at Mikkel var begyndt at drikke. Han plejede at være seriøs, men lidt genert og stille. Pludselig hang han ud med de lokale dagdrivere og drak med dem. “Hvad sker der med din Mikkel, Taia?” undrede naboerne. “Han er jo en flink knægt, arbejder som mejetærsker, men nu ser det ud til, at han drikker sig fra hus og hjem. Han bliver fyret, hvis han ikke passer sit arbejde.” Mikkel havde drukket nærmest konstant i flere måneder. Hans mor var bekymret, skældte ud og prøvede at tale ham til rette, men intet hjalp. Da høsten kom, mødte han ikke op – og han blev fyret. Det var trist, for han havde tidligere været en dygtig og pålidelig mejetærsker. “Hvad er der sket med Mikkel?” rystede gamle Gudrun på hovedet, da hun mødte Taia. “Jeg så ham igen fuld forleden, og før var han sådan en ordentlig fyr…” Taia forstod ikke, hvad der var sket med hendes søn. Da hun kom hjem, lå Mikkel på sofaen og mumlede. Hun bøjede sig over ham for at lytte. “Dasha, Dasha… hvorfor skulle du… hvorfor giftede du dig med ham…? Jeg elsker dig jo…” “Herregud, er det på grund af Dasha-postbuddet?” blev Taia forbløffet. “Elsker min Mikkel hende? Det var der da ingen, der vidste. Han har jo aldrig flirtet med nogen – den stille type, hans generthed fældede ham.” Samme dag gik Dasha forbi huset med posten. Taia stod på lur. “Så du giftede dig med Herman, og Mikkel er bare glemt – men han lider, måske derfor han drikker. Hvorfor gør du sådan mod min dreng?” Dasha blev helt forvirret. Da hun fik kaldt sig sammen, sagde hun: “Taia, hvor får du det fra? Jeg forstår ikke…” “Du forstår ingenting, vel? Har du slet ikke været sammen med min Mikkel?” “Nej. Vi stødte kun på hinanden engang imellem, hilste og talte kort. Han har aldrig vist interesse.” “Sådan siger du – men han elsker dig. Det hørte jeg ham selv sige i sin rus. Han kunne bare aldrig indrømme det for dig. Så drikker han…” “Åh, Taia, det vidste jeg virkelig ikke,” sagde Dasha forbløffet. “Han har aldrig givet udtryk for det…” “Han er jo så genert…” “Jamen… Mikkel… okay, Taia. Jeg skal nok tale med ham. Måske får han styr på det.” To dage senere gik Dasha igen med sin posttaske i gaden og mødte en flok, der sad og drak på træstammer ved vejen, og Mikkel var iblandt dem. “I sidder da godt nok og drikker. Mikkel, hvorfor sidder du her? Jeg skal lige snakke med dig.” De andre forsvandt hurtigt. Mikkel sad og kiggede ned. “Er det længe, du har haft det sådan?” “Hvad mener du?” “Forelsket i mig…” “Hvordan ved du det?” “Jeg regnede det ud. Fortæl nu.” “Længe – helt fra skolen…” Dasha blev overrasket, hun havde aldrig bemærket det. Hun tænkte sig om og sagde så: “Mikkel, hvis man elsker nogen, ønsker man dem det bedste. Så opfører man sig ikke sådan her – med flasken. Det hjælper ingen. Din mor er bekymret. Hav lidt omtanke for hende. Folk i landsbyen undrer sig, over hvor hurtigt du er gået ned ad bakke. Forstår du?” “Ja,” mumlede han. “Men det er stadig svært…” “Mikkel, du er en mand! Tag dig sammen, og stop med selvmedlidenheden. Se på mig – jeg er jo ikke noget særligt. Krummede ben, dårlig husmor, evigt rod – hvorfor skulle du elske mig? Jeg er desuden rigtig strid. Du skal nok finde kærligheden, og du fremtiden bliver god. Lad være med at bekymre din mor – tænk på Taia.” Dasha rejste sig og gik. Mikkel så vemodigt efter hende. “Du er stadig den bedste, uanset hvad du siger,” sagde han sagte. Da Dasha gik forbi butikken, så hun Hermans bil. “Mærkeligt, Herman skulle vel være i byen i dag…” tænkte hun og gik ind. Bag disken var ingen, men pludselig kom Tanja, købmanden, ud fra baglokalet med røde kinder og fugtigt hår. “Hva’ så Dasha, vil du købe noget?” “Nah, jeg så bare Hermans bil – han skulle da være i byen?” “Øhm… hans bil gik i stykker, han skulle finde reservedele i værkstedet.” “Nå, okay – jeg går igen.” Livet i landsbyen gik sin vante gang. Dasha delte stadig aviser og tidsskrifter ud, men hun så ikke længere Mikkel. Hun blev faktisk lidt bekymret og spurgte Taia, da hun afleverede avisen: “Taia, jeg har ikke set Mikkel længe.” “Han er hjemme. Han har stoppet med at drikke, går i haven, hugger brænde, rydder op – og ikke en dråbe alkohol. Hans gamle venner kom forbi, men han smed dem væk.” “Åh Taia, hvor godt. Mon ikke det ordner sig nu?” “Giv Gud ret – tak, Dasha. Det er dig, han snakkede med, han fortalte mig alt…” Dasha grinede og gik videre med posten. Ved butikken så hun igen Hermans bil, løb op ad trappen og blev ramt af et chok: Herman stod og kysser Tanja intenst. De opdagede hende ikke først. “Ups – tiden er vist ikke til mig…” De sprang fra hinanden. “Dasha, vi må tale hjemme,” sagde Herman og så ned, mens Tanja bare stirrede frækt på hende. “Hvorfor ikke nu – det er på tide. Vi har været trætte af at skjule os – jeg og Herman har jo været sammen længe. Jeg var bare sammen med en anden, og han blev sur og giftede sig med dig ud af trods… Ikke sandt, Herman?” Han nikkede. “Selvom han giftede sig med dig, så forsvandt hans kærlighed til mig aldrig.” “Dasha, vi må tale hjemme…” “Der er ikke noget at forklare – jeg har forstået alt.” Hun forlod butikken. Da hun kom hjem, trøstede moren hende. “Jeg sagde det jo, jeg stolede aldrig på Herman. Du troede på ham af naivitet – men fejl kan rettes op igen.” Historien om skilsmissen bredte sig hurtigt Dasha søgte om skilsmisse, og som det er i en landsby, kunne intet skjules – især ikke Hermans affære med Tanja. Snart vidste alle om skilsmissen. “Mikkel, jeg har nyt – Dasha og Herman bliver skilt! Han var utro med Tanja. Nu må du op og i gang igen – søg dit arbejde tilbage, jeg snakkede lige med din gamle chef. Han siger, du kan komme tilbage. Han har set, du har lagt drikkeriet på hylden.” “Mor, jeg har hele tiden vidst, at Herman… Men Dasha havde ikke troet på mig.” Tid gik, og snakken gik i landsbyen. “Har I hørt, Mikkel og Dasha-postbuddet skal giftes. Snart er der bryllup!” Sagde gamle Gudrun til damerne ved butikken. “Taia er henrykt – hun ser helt yngre ud af lykke.” “Godt for dem – Mikkel er rolig, han bliver en god mand for Dasha. Og han har stoppet med at drikke, kærligheden gør underligt ved folk,” sagde Taia’s nabo Valentina. “Herman og Tanja er jo også gode til hinanden – men hvorfor skulle han gifte sig med Dasha, når Tanja har været der hele tiden? Men Tanja skal nok lave ballade med ham, det får han at se,” sagde Gudrun bestemt. Mikkel kom hjem, satte sig til bords, og Dasha serverede borscht, frikadeller og frisk bagt kage fra ovnen. Hun satte sig ved siden af og smilede til ham. “Det smager fantastisk, Dasha – og du sagde, du ikke var dygtig til husarbejde…” “Åh, jeg er både rodet og strid,” grinede Dasha. Men Mikkel så på den nydelige og hyggelige køkken og sagde: “Jeg har altid vidst, du er den bedste.” “Mikkel – og jeg er gravid!” sagde Dasha pludselig. Mikkel blev glad, rejste sig og omfavnede hende. “Er det sandt, Dasha? Hvor er jeg lykkelig, hurra! Jeg sagde jo, du er den bedste!” Dasha fødte en datter, og tre år senere fik de en søn. Alle var glade, især svigermor Taia, der forgudede sin svigerdatter og børnebørn. Livet tog sin gang.