I en tåget tidsstrøm der strakte sig over tredive år i denne underlige drøm vågnede jeg før daggryet. Utallige morgenmåltider formede sig under mine hænder som flydende skyer, bjerge af tøj svømmede gennem vasken i bølgende skum, sår helede i et øjeblik og tårer forsvandt som dug på et spejl. Mine børn var mit kosmos, den eneste grund til min eksistens i denne mærkelige verden. Jeg arbejdede i to skift hvor dagene smeltede sammen for at betale deres studier, solgte smykker der forvandlede sig til bryllupsdrømme, belånte huset der stod som en skrøbelig boble for deres forretningsideer der svævede væk.
Mor er altid der mumlede vennerne med beundring fra fjerne ekkoer. Jeg smilede stolt overbevist om at jeg vævede en familie bundet af usynlige tråde af kærlighed.
Lars min ældste dukkede op hver måned som en skygge der gled ind. Han havde altid brug for noget at jeg passede børn der legede i drømmeland lånte penge der forsvandt i tåge lavede mad der duftede af gamle minder. Ingen tilbereder som dig mor hviskede han mens han omfavnede mig med arme af lethed. Jeg opløstes i varmen.
Freja min datter i midten ringede i gråd hver gang hun kæmpede med sin mand i et fjernt rum. Jeg droppede alt for at trøste hende give råd der forsvandt som røg. Du forstår mig bedre end nogen sukkede hun fra en anden dimension. Jeg følte mig speciel nødvendig i denne flydende virkelighed.
Mikkel den yngste boede stadig hos mig som femogtrediveårig. Jeg sparer til at flytte ud gentog han mens jeg vaskede hans tøj der dansede i vinden og lavede mad der smagte af fortiden. Hans opsparing forsvandt altid i videospil der åbnede portaler og ture ud i natten.
Alt skiftede den dag jeg faldt syg i drømmen. Et simpelt fald et brud på hoften to måneder hvor tiden gik i langsom dans. Jeg havde brug for hjælp til at bade i et spejl der viste lag af fortid tilberede måltider der opløstes indkøb der flød væk.
Lars havde meget arbejde i en tåge. Freja var i en svær periode i en anden verden. Mikkel flyttede til en ven midlertidigt samme dag jeg forlod hospitalet som en flydende skikkelse.
De første dage ventede jeg mens timerne strakte sig som elastik. De ville sikkert komme de skulle bare finde vej gennem labyrinten. Men dagene smeltede til uger opkaldene blev sjældne undskyldningerne voksede som vilde ranker.
En eftermiddag mens jeg kæmpede med et glas der nægtede at åbne under mine svage fingre hørte jeg velkendte stemmer fra haven der var som en drømmehave. Mine tre børn stod der men de havde ikke banket på den flydende dør. Jeg gik til vinduet der viste en anden virkelighed og så dem diskutere i et ekko.
Nogen må blive hos mor erklærede Lars. Jeg kan ikke jeg har min egen familie svarede Freja. Sælg huset og send hende til plejehjemmet foreslog Mikkel. Pengene kan vi dele som en arv fra drømmen.
De forsvandt uden at træde ind.
Den nat græd jeg ikke. For første gang i årtier kiggede jeg ind i mig selv. På kvinden før jeg blev kun mor i denne verden. På drømmene begravet under lag af forpligtelser på veje jeg havde afvist for at være tilgængelig.
Næste morgen ringede jeg tre gange i drømmen. Først til en advokat der dukkede op som en skikkelse. Så til en ejendomsmægler i tågen. Og til min søster der boede i Norge og som i årevis havde inviteret mig som en fjern stjerne.
Huset blev solgt på to uger hvor dagene flød sammen. Pengene blev mine alene. Jeg købte en billet til en vej væk.
Da mine børn hørte det ankom de som storme. For første gang i måneder stod de tre ved min dør.
Hvordan kan du gøre dette mod os råbte Lars. Vi er din familie.
Efter alt vi har gjort hulked Freja.
Hvad med os spurgte Mikkel. Hvor skal vi tilbringe julen i denne drøm.
Jeg så på dem i tavshed. Disse tre som havde været mit univers nu kun som problemer eller arv i en surreal logik.
I har ikke brug for mig sagde jeg med ro som en stille sø. Og jeg fandt ud af jeg heller ikke har brug for jer.
Jeg lukkede døren der forsvandt i intet.
Næste dag tog jeg flyet der svævede gennem skyer. I sæde 23A stirrende på skyerne der formede ansigter mærkede jeg frihed som en ny fødsel efter årtier.
De siger mødre elsker ubetinget. Men ingen taler om hvordan den kærlighed uden gengældelse bliver et bur af tåge. Og nogle gange er det modigste at forlade ikke at blive.
Nu lever jeg i et lille hus ved havet hvor bølgerne synger gamle sange. Nye venner dukker op som fra tågen nye rutiner flyder nye drømme spirer. Mine børn ringer af og til spørger altid hvornår jeg vender tilbage til den gamle verden.
Jeg vender ikke tilbage.
For jeg lærte at passe på andre ikke gør én til god mor hvis man glemmer sig selv. Og ægte kærlighed kan ikke bo hvor kun forventninger og bekvemmelighed hersker.
For første gang er jeg lykkelig som blot mig selv i denne drøm.I en tåget tidsstrøm der strakte sig over tredive år i denne underlige drøm vågnede jeg før daggryet. Utallige morgenmåltider formede sig under mine hænder som flydende skyer, bjerge af tøj svømmede gennem vasken i bølgende skum, sår helede i et øjeblik og tårer forsvandt som dug på et spejl. Mine børn var mit kosmos, den eneste grund til min eksistens i denne mærkelige verden. Jeg arbejdede i to skift hvor dagene smeltede sammen for at betale deres studier, solgte smykker der forvandlede sig til bryllupsdrømme, belånte huset der stod som en skrøbelig boble for deres forretningsideer der svævede væk.
Mor er altid der mumlede vennerne med beundring fra fjerne ekkoer. Jeg smilede stolt overbevist om at jeg vævede en familie bundet af usynlige tråde af kærlighed.
Lars min ældste dukkede op hver måned som en skygge der gled ind. Han havde altid brug for noget at jeg passede børn der legede i drømmeland lånte penge der forsvandt i tåge lavede mad der duftede af gamle minder. Ingen tilbereder som dig mor hviskede han mens han omfavnede mig med arme af lethed. Jeg opløstes i varmen.
Freja min datter i midten ringede i gråd hver gang hun kæmpede med sin mand i et fjernt rum. Jeg droppede alt for at trøste hende give råd der forsvandt som røg. Du forstår mig bedre end nogen sukkede hun fra en anden dimension. Jeg følte mig speciel nødvendig i denne flydende virkelighed.
Mikkel den yngste boede stadig hos mig som femogtrediveårig. Jeg sparer til at flytte ud gentog han mens jeg vaskede hans tøj der dansede i vinden og lavede mad der smagte af fortiden. Hans opsparing forsvandt altid i videospil der åbnede portaler og ture ud i natten.
Alt skiftede den dag jeg faldt syg i drømmen. Et simpelt fald et brud på hoften to måneder hvor tiden gik i langsom dans. Jeg havde brug for hjælp til at bade i et spejl der viste lag af fortid tilberede måltider der opløstes indkøb der flød væk.
Lars havde meget arbejde i en tåge. Freja var i en svær periode i en anden verden. Mikkel flyttede til en ven midlertidigt samme dag jeg forlod hospitalet som en flydende skikkelse.
De første dage ventede jeg mens timerne strakte sig som elastik. De ville sikkert komme de skulle bare finde vej gennem labyrinten. Men dagene smeltede til uger opkaldene blev sjældne undskyldningerne voksede som vilde ranker.
En eftermiddag mens jeg kæmpede med et glas der nægtede at åbne under mine svage fingre hørte jeg velkendte stemmer fra haven der var som en drømmehave. Mine tre børn stod der men de havde ikke banket på den flydende dør. Jeg gik til vinduet der viste en anden virkelighed og så dem diskutere i et ekko.
Nogen må blive hos mor erklærede Lars. Jeg kan ikke jeg har min egen familie svarede Freja. Sælg huset og send hende til plejehjemmet foreslog Mikkel. Pengene kan vi dele som en arv fra drømmen.
De forsvandt uden at træde ind.
Den nat græd jeg ikke. For første gang i årtier kiggede jeg ind i mig selv. På kvinden før jeg blev kun mor i denne verden. På drømmene begravet under lag af forpligtelser på veje jeg havde afvist for at være tilgængelig.
Næste morgen ringede jeg tre gange i drømmen. Først til en advokat der dukkede op som en skikkelse. Så til en ejendomsmægler i tågen. Og til min søster der boede i Norge og som i årevis havde inviteret mig som en fjern stjerne.
Huset blev solgt på to uger hvor dagene flød sammen. Pengene blev mine alene. Jeg købte en billet til en vej væk.
Da mine børn hørte det ankom de som storme. For første gang i måneder stod de tre ved min dør.
Hvordan kan du gøre dette mod os råbte Lars. Vi er din familie.
Efter alt vi har gjort hulked Freja.
Hvad med os spurgte Mikkel. Hvor skal vi tilbringe julen i denne drøm.
Jeg så på dem i tavshed. Disse tre som havde været mit univers nu kun som problemer eller arv i en surreal logik.
I har ikke brug for mig sagde jeg med ro som en stille sø. Og jeg fandt ud af jeg heller ikke har brug for jer.
Jeg lukkede døren der forsvandt i intet.
Næste dag tog jeg flyet der svævede gennem skyer. I sæde 23A stirrende på skyerne der formede ansigter mærkede jeg frihed som en ny fødsel efter årtier.
De siger mødre elsker ubetinget. Men ingen taler om hvordan den kærlighed uden gengældelse bliver et bur af tåge. Og nogle gange er det modigste at forlade ikke at blive.
Nu lever jeg i et lille hus ved havet hvor bølgerne synger gamle sange. Nye venner dukker op som fra tågen nye rutiner flyder nye drømme spirer. Mine børn ringer af og til spørger altid hvornår jeg vender tilbage til den gamle verden.
Jeg vender ikke tilbage.
For jeg lærte at passe på andre ikke gør én til god mor hvis man glemmer sig selv. Og ægte kærlighed kan ikke bo hvor kun forventninger og bekvemmelighed hersker.
For første gang er jeg lykkelig som blot mig selv i denne drøm.
