Det sidste ønske fra fangen var at se sin hund én gang til men da dyret trådte ind i cellen, skete der noget helt mærkeligt
Før den endelige dom, som skulle afslutte hans liv, kunne han kun bede om at møde sin Schæferhund. Mikkel Jensen accepterede sin skæbne med en stille resignation.
Tolv år gik, dag efter dag, i den kolde celle B17 på Vestre Fængsel. Man anklagede ham for at have dræbt en mand, og selvom han svor på sin uskyld, blev han aldrig troet. I starten kæmpede han, indsendte klager, hyrede advokater, men med tiden lagde han kampgejstnen til side og ventede blot på dommen.
Det eneste, der kunne røre ham gennem alle de år, var hans hund, Freja. Han havde ingen anden familie. Schæferhunden var ikke blot et kæledyr hun var hans ledsager, hans ven og den eneste, han stolede på. Han havde fundet hende som hvalp, rystende i en gyde, og siden da var de uadskillelige.
Da fængselsdirektøren rakte ham formularen til sidste ønske, bad Mikkel ikke om en særlig kost, en cigaret eller en præst, som andre gjorde. Han hviskede blot:
Jeg vil se min Freja. En sidste gang.
Først var personalet mistroisk. Kunne det være en undskyldning for at flygte? Men på den fastsatte dag, før dommen, blev han ført ud på gården. Under vagtens skarpe øjne blev han genforenet med sin hund.
Freja sprang af snoren og løb direkte mod ham. I det øjeblik syntes tiden at stå stille.
Det, der skete bagefter, fik alle til at gabe i vantro. Vagtens ansigt gik fra tøvende til målløs 🫣 (Fortsættes i første kommentar )
Freja, fri fra den vagt, kastede sig mod sin ejer med en kraft, der ville have udvisket de tolv år med et enkelt hop.
Hun ramte ham i brystet, væltede ham, og for første gang i årtier mærkede Mikkel ikke koldens bid fra tremmerne eller vægten af hængekæderne kun varmen fra den omfavnelse.
Han krammede hende hårdt, lænede sit ansigt i hendes pels. Tårerne, som han havde holdt inde så længe, flød som en strøm.
Han græd uden skam, som et barn, mens Freja klynkede blidt, som om hun vidste, at tiden var ved at løbe ud.
Du er min trofaste ven hviskede han, pressede hende tættere Hvad skal jeg gøre uden dig?
Hans hænder rystede, mens han kærtegnede hende igen og igen, som om han ville indprente hvert eneste træk. Hun så på ham med øjne fyldt af loyalitet.
Undskyld mig for at have ladet dig være alene brød hans stemme Jeg kunne ikke bevise min uskyld men for dig var jeg altid vigtig.
Vagterne stod stille; nogle vendte blikket væk. Selv de hårdeste fik en tåre i øjet: for dem var der ingen kriminel, kun en mand, der holdt fast i det eneste, han havde tilbage i verden.
Han løftede blikket mod direktøren og, med en hakken stemme, bad:
Pas på hende
Han bad om, at hun måtte følges med hjem, lovede at give afkald på enhver modstand og acceptere sin skæbne.
I det øjeblik blev stilheden næsten uudholdelig. Freja gøede igen, skarp og høj, som om hun protesterede mod det uundgåelige.
Og Mikkel, han holdt hende endnu en gang, pressede hende ind til sit hjerte, præcis som man gør, når man siger farvel for altid.
