Banden

Banditten

Hr. Mand, enden af linjen! Stiger du af, eller skal jeg køre dig tilbage til byen?

Mads åbnede øjnene. Den tomme busrække snurrede rundt om ham, før han fangede blikket på chaufføren. Tavs rejste han sig, tog sin slidte taske og gik ud. Ude på grusvejen lød hans egne trin mærkeligt forstørrede, som trommestikker i tåge. Han smilede pludseligt:

“Nå, så er jeg hjemme… 25 år har jeg ikke været her. Det føles uvirkeligt, som om tiden bare gled forbi som mælk i morgente.”

*****

Mads Leonardsen, sæt dig nu, kære du. Som vi siger: Der er ikke sandhed i fødderne, sagde stationslederen, Arne Damgaard med et svagt smil og pegede på stolen. Du gætter nok, hvad jeg gerne vil vende med dig?

Arne, du fornærmer mig, svarede Mads roligt. Allerede ugen inden jeg blev udskrevet, vidste jeg hvad det her handlede om. Tænker at sende mig på pension. Mange års tjeneste og alt det der, ikke?

Jo, du har jo opnået alt… Og lidt til og med. Desuden får du supplerende invalidepension.

En fest uden lige. Ja, nu skal jeg til at mærke, hvad det vil sige at leve…

Nu, ingen grund til at tage det ilde op, vel?

Jeg tager ikke noget tungt. Jeg er jo ikke et barn længere…

Lægerne siger, det var et mirakel du overlevede.

Uhm…

Og tænk dig så: Hvordan kan du løbe efter forbrydere, når du nærmest ikke kan gå mere? Arnes blik undskyldte næsten.

Mads mødte hans blik kort, så tabte han sig i vinduet, hvor gråspurve sad i træet udenfor, nysgerrige blikke vendt tilbage mod ham. Engang lyttede han altid efter deres pip og forsøgte gengive: tjip-tjip… tjip-tjip… Han sad under samme slags træ og var sikker på fuglene svarede. Men ingen af dem forstod alligevel hinanden. De snakkede, uden at have noget at sige.

Ærgerligt, tænkte han. Hvad mon fugle egentlig tænker?

Hans nysgerrighed var fars arv faren, der arbejdede hos politiet… indtil han faldt i tjenesten. Det halve sogn samlede sig om hans begravelse, der blev kun sagt gode ord. En betjent, sikkert en politikommissær, gav Mads et fast håndtryk ikke som til en dreng, men som en mand.

“Håber du vælger rigtigt,” sagde han og slog Mads på skulderen. Dengang besluttede Mads, at han også ville tjene i politiet. Men før det havde han bare villet være ornitolog.

Moren var stik imod. Men det viste sig, at da Mads kom hjem fra militæret, var hun allerede død. “Drak sig ihjel…” havde fru Poulsen hvisket over plankeværket.

Hører du efter overhovedet? lød Arnes stemme langt væk.

Mads ruskede minderne ud og så på stationslederen, der stadig forklarede, hvorfor Mads måtte tage imod pensionen.

De hev dig nærmest tilbage fra døden, forstår du? Direkte oppefra sagde Arne og pegede mod loftet. Ikke meningen du skal derhen igen! Og ærlig talt bærer du også lidt skylden selv. Du skulle ikke have forsøgt at nappe hele banden alene.

Det er min opgave… Altså tjenesten. Der var ikke tid til at vente.

Jo jo, tjenesten er svær… ja, og farlig. Men du er ikke Superman, Mads bare et menneske, og mennesker… dør. Husk nu at værne om dig selv.

Jeg prøvede skam. Tingenes gang…

Du, Mads, er heldig. Det er ikke ethvert menneske forundt, sådan held kun kommer én gang. Så nu skal du nyde pensionen og finde på noget fornuftigt. Der er masser at tage sig til! Og for din skyld måske få dig en familie. Opdrage en søn, plante et træ…

Ja, men hvem skal så løbe efter forbrydere? Du sagde selv, der ikke er mange dygtige efterforskere tilbage.

Verden går ikke under, vi klarer den. Du har ydet rigeligt, Mads Leonsen. Din far ville være stolt, Gud have ham. Så… tjek ordren, aflevér sagerne og kig forbi personale… Så er du fri.

Fri som fuglen, ikke? lo Mads, da han rejste sig famlende.

Fri som en gråspurv, måske? Ja, Mads, du kan flyve nu. Om du tror det eller ej, så bliver jeg faktisk trist over at miste dig. Tak for alt!

Mads trykkede Arnes hånd fast og humlede ud halt på det ene ben, et mærkeligt ekko på trægulvet. Hele betjentkorpset ventede udenfor alle ville hilse personligt på Mads, manden, som alle kendte, især efter han alene havde uskadeliggjort banden. Tæt på døden, men han gjorde sin pligt.

Udenfor gik han lidt, uklar. Hvad nu? Han havde ikke lyst til at stå vagt i et supermarked. Ville heller ikke kunne ikke med benet. Og hvad havde han ellers lært? Intet, andet end at fange forbrydere.

Han besluttede efterhånden: han ville hjem. Til hjemegnen med det gamle træhus, som måske endnu stod.

*****

Hr. Mand, sidste stop! Skal du af, eller hvad?

Mads ruskede sig op og tog de første skridt ud af bussen. Luften var så tyk af røg og minder, at han gik i en tåge. Han så sig om og smilede: “Ja, det her er hjemme… 25 år borte, og intet har forandret sig på underlig vis.”

Han slængte tasken over skulderen og gik mod barndomshjemmet, håbede huset ikke var styrtet sammen i al sin fraværstid.

Træhegnet stod stadig, skævt og mosset, men det holdt. Huset på grunden vinduerne hele, taget vel stadig tæt. Lettere pustede Mads ud. Her kunne han bo. Et par reparationer, selvfølgelig, men det var også det.

Da han lænede sig mod lågen, lød pludselig en skarp, kvindelig stemme bag ham:

Hov! Hvad laver du her? Der har ikke boet nogen i årevis.

Mads vendte sig og så fru Poulsen på den modsatte side af vejen, med skovl i hånd, mistænkelige øjne.

“Fru Poulsen,” genkendte Mads. Det er jo mig! Mads Leonsen.

Mads? …Nej? Nu blev hun forsigtig mild Det kan ikke være… Er det dig, drengen, med de små knæ?

Det er mig, fru Poulsen.

Tænk… Jeg genkendte dig ikke. Hvornår så jeg dig sidst, tænker jeg…

25 år.

Sejt! Du var så splejset, nu ligner du din far. Men du haltede da aldrig? Er det en forbryderskud?

Det kan man sige, ja, smålo han.

Så… på besøg eller skal du blive?

Det ser jeg an. Jeg vil sætte huset i stand og måske blive. Her er fredeligt.

Ja, men huset er ikke tomt…

Hvad?

Banditten bor der. Ikke en rigtig bandit en hund! Kæmpe én.

En hund?

Ja! Banditten boede på Tjørnevej med sin herre, der flyttede hertil for seks år siden. Men da konen forlod ham, drak han og døde snart.

Hun gravede efter mindet.

Halvt år siden. Børnene solgte huset og efterlod hunden.

Klassisk historie, sukkede Mads.

Sådan er det desværre tit. Hunden forsøgte at finde sig et nyt hjem, men hvem vil have en kæmpestor vagthund fra en drukkenbolt? Så gik den herover, og nu lader den ikke nogen komme ind.

Jeg er ingen fremmed, lo Mads. Men hvem fodrer ham?

Banditten hænger om Købmanden. Anna Møller er ekspedient hende der lagde blomster på din trappesten engang. Du afviste hende altid, fordi hun var for lille, sagde du.

Anna? Jeg husker… men giftede hun sig ikke med Søren Mortensen og flyttede væk?

Hun skulle, men droppede ham han var en skørtejæger. Nu er hun stadig her i byen… 35 og ugift.

Tak for beskeden, lo Mads.

Hun fodrer ham, og jeg smider også lidt til ham. Men ellers ingen tør. De er bange.

Hvorfor?

Du må se ham… Ansigtet ren bandit, du får ondt af at komme nær.

Mads smilede og sagde farvel, beredt på at møde banditten.

Inde på grunden lå hunden i sin gamle hundehus fuldstændig som i en glemt drøm. “Rigtigt bandittisk,” tænkte Mads.

Han gik forsigtigt nærmere. Hunden knurrede, tænderne fremme, øjnene sorte og vågne, advarende: Forlad stedet.

Men Mads gik roligt. Da der kun var tre meter imellem dem, stoppede han.

Nå, hej, Bandit. Jeg hedder Mads. Jeg ejer huset og grunden, du holder til på.

Rrrr…

Okay, du kan ikke stole på ord. Jeg kan vise nøgler og papir her, hør dem klirre!

Rrrr…

Ikke overbevist? Men hvem ville ellers drage hertil?

Mads satte sig på hug, trak bagerens brød frem lunken pølsehorn ét til sig, ét smed han til Banditten og vinkede til ham.

Se, ironisk ikke? Jeg har fanget forbrydere hele livet, og nu må jeg forhandle med Banditten for at komme ind i mit eget hjem. Hvem ville have troet?

Hunden så på Mads, lyttede til stemmen, og vovede nær. Lugtede maden, testede den med forsigtig tunge. Så spiste han, sult er ikke mor, som man siger får du, så tag.

Dér, sådan. Hør nu, jeg har et forslag.

Banditten spidsede ørerne.

Jeg bor her alene, og det bliver kedeligt. Det kan jeg se, du godt ved. Så: Vil du gøre mig selskab? Jeg fodrer, du vogter Hvad siger du? Lyder det ikke godt?

Hunden hældte hovedet på skrå.

Jeg taler åbent med dig, så vil jeg bare have et klart svar.

Vov!

Fremragende! Ikke som de banditter, jeg før har mødt. Med din tilladelse ser jeg huset igennem og laver mad… Eller: først må vi i købmanden, og du må gerne følges. Det er langt at humpe selv, og selskab er rart.

*****

Mads og Banditten nåede forbutikken. En politibil var parkeret udenfor.

“Måske er landsbybetjenten her for mælk,” tænkte Mads og trådte ind.

Inde stod Anna Møller bag disken, og ved siden af en ung betjent, der skrev noget på et papir. Anna snøftede og så forvirret ud.

Du så altså ingen? spurgte betjenten.

Nej, jeg var bagved og tog imod varer. Maks ti minutter. Måske femten.

Og hørte ikke, at nogen gik ind?

Nej, optaget af varer. Da jeg kom frem, var pengekassen væk.

Underligt… Måske var der slet ingen?

Hvordan skulle kassen forsvinde, hvis ingen var der?

Mads gik til disken og bankede let.

Lukket midlertidigt. Efterforskning igang, sagde betjenten tørt.

Ærgerligt. Hvad er der sket? Hej Anna.

Mads? Er det virkelig dig?

Ja, jeg er vendt hjem. Ser du har problemer?

Ja. Pengene vi samlede ind til kirkens reparation væk. Og det er sikkert én her fra, men hvem?

Hvem er du? spurgte betjenten mistænksomt.

Mads Leonsen, tidligere kriminalassistent. Fra den her egn. Jeg har købt mit barndomshjem tilbage.

Du var det ikke dig, der tog banden her for et år siden?

Den samme.

Imponerende… Så vi er næsten kollegaer.

Næsten, men…

Hvad mener du?

Jeg har været i politiet hele mit liv. Du er ny, i politiet men det er jo ikke det samme. Det er alligevel lige gyldigt. Har du mistænkte?

Egentlig kun to muligheder: Nogen udefra, eller Anna selv, prøvede han.

Mig?! Annas stemme knækkede. Det kunne jeg aldrig!

Anna, da du tog imod varer så du ingen mistænkelige rundt?

Kun fragtmanden og mig. Om der var nogen andre forbi, så jeg ikke.

Mads tænkte, gik udenfor, hvor Banditten ventede. Ved døren fandt han en dynge cigaretstumper. “Nogen har forventet noget her… Ventet korrekt tidspunkt, når butikken var tom. Minimum to,” tænkte Mads.

Hvis du kunne tage spor, sagde Mads, så hev vi dem hurtigt ind.

Banditten så på ham, snusede til cigaretskorpen, snusede længe og gøede.

Ja, selvfølgelig! De trådte her, derfor sporet. Kan du følge det?

Vov-vov!

Så før an, vi skal ikke lade Anna havne i problemer.

Banditten satte næsen mod jorden og gik, Mads luntede respektfuldt bag ham.

*****

Hvad vil du? Hvem er du? spurgte en mand ved haveporten, hvor Mads og Banditten standsede.

Hej, Tulle Andresen, ikke sandt?

Vi kender hinanden?

Mads Leonsen, fra dengang…

Ikke til at kende nuvel. Er det din hund, hva’?

Ja. Jeg har hørt, du prøvede at bryde ind i mit hjem.

Årh, jeg kiggede bare… Men så kom den skide hund ud af det blå har aldrig løbet så hurtigt!

Ikke bekymre dig. Jeg er her om noget andet. Har du en smøg?

“Tænkte det nok,” smilede Mads samme mærke cigaretter som ved butikken.

Vil du have, eller nej?

Nej, takker. Sig mig bare, hvorfor du stjal pengene?

Hvilke penge? Hvad snakker du om?

Ikke huset, men butikken. Du og din kammerat ventede, gik ind, da du vidste Anna var bagved, og tog kassen. Eller er den ikke hjemme nu?

Jeg var slet ikke i nærheden! Min ven Graver kan bekræfte, vi drak sammen hele tiden.

Min hund siger det modsatte. Sporet førte til dit hus.

Hunden? Vil du stole på en bandithund mere end på en du har kendt hele livet?

Selvfølgelig. Hunden lyver aldrig ingen grund. Det har du, Tulle. Du har været inde mere end én gang, ikke?

Du kan intet bevise, skreg han.

Du aner ikke, hvor mange gange jeg har hørt det der og alligevel altid fik ret.

Pludselig kæntrede han haveporten og greb Tulle, så han ikke kunne stikke af. Banditten stod bagved og knurrede tungt.

Kom så, ind med os.

*****

En halv time senere ankom Mads, Banditten og to snøvlende mænd tilbage til butikken, begge med hænderne bag ryggen. Mads bar pengeskabet. Låsen var stadig intakt.

Betjenten, der var ved at lægge Anna i bilen, stod målløs.

Hvad foregår her? Dem… hvem er de?

Forbryderne, sagde Mads roligt. De stjal pengene, du ledte efter.

Ikke muligt?

Jo, og Anna har gjort intet forkert. De indrømmer ikke sandt?

Begge neddroslede mænd nikkede, hakkende af frygt for hunden.

Så… Ja, du har måske ret, Mads, sagde betjenten stille, mens Anna blev løsladt.

Når man gør sit arbejde ordentligt, går det.

Dagen efter vidste hele sognet, at Mads og Hans Bandit havde opklaret sagen og afleveret pengene til kirkens reparation. Alle lagde vejen forbi selv Banditten blev tiltalt med respekt.

Han var ikke længere bandit, men byens firbenede helt.

Et halvt år senere blev Mads og Anna stille gift. Et års tid senere havde de en dreng. Hvem skulle have troet det?

Men sådan var det nok tænkt ovenfra.

Mads havde nu sin trofaste følgesvend, sin kærlige hustru og en lille arving Mads junior, der nede i haven nysgerrigt observerede gråspurvene og forsøgte at forstå, hvad de mon talte om…