Lege ikke med mig
Jeg husker stadig, hvordan det hele begyndte en kølig forårsaften i København for mange år siden. Jeg stod ved bardisken på et af Indre Bys pulserende natsteder, let lænet op ad den blankpolerede trædisk. Mit glas med danskvand stod foran mig den eneste drik, jeg kunne nyde her uden dårlig samvittighed. Jeg satte langsomt fingerens spids på glassets kant, fulgte sorgen i boblernes dans, mens jeg betragtede virvaret omkring mig.
Det var et velkendt kaos: bassen rystede gulvet, kulørte lamper kastede striber gennem halvmørket, latterbrøl og råb blandede sig med lyden af dansesko. Alligevel følte jeg mig som en fremmed i Egen, en gæst på udebane. Her, dækket ind i bruset fra festglade københavnere, skilte jeg mig ud. Jeg var som én, der ved en fejl var landet på en fremmed planet, hvor ingen talte mit sprog, og reglerne syntes at være skrevet med usynligt blæk.
Mit glas var mit tilflugtssted. Jeg havde aldrig kunnet lide stærk spiritus, og de farvestrålende cocktails virkede på mig alt for syntetiske. Danskvand var sikkert og nøgternt og passede til mit sind den aften.
Så dukkede Morten op, som han altid kunne, uden varsel. Hans kinder var højrøde efter dansen, og smilet bredt som Carlsberg-plakaten uden for Tivoli. Med sin energiske stemme vækkede han ikke bare dansegulvet, men også mig: Hva så, Mads? Holder du stadig udsigten?
Jeg trak let på skuldrene og prøvede at smile tilbage: Du ved, det her er ikke rigtig mit element, Morten.
Han grinede, hjerteligt og uden spor af irritation: Kom nu! Du sagde altid nej, men ét forsøg kan vel ikke skade. Prøv nu at gi slip bare lidt!
Jeg er afslappet, svarede jeg roligt og nikkede mod danskvandet, uden alkohol og uden at hoppe med på gulvet. Jeg hygger mig fint nok.
Han lo, men greb min skulder venskabeligt: Og stædig er du også! Ved du hvad, jeg har den helt rigtige introduktion til dig. Følg med!
Han vinkede en kvinde over fra dansegulvet og jeg tror aldrig, jeg har set mere selvsikker fremtoning. Hendes lyserøde kjole skinnede i projektørernes kasteglans, og frisuren sad som på et magasinomslag. Hun gik, som om hele klubben dansede til hendes tempo, vant til blikke og beundring.
Det her er Yrsa, sagde Morten begejstret, idet han puffede hende lidt frem. Og Mads, det er min næste bedste ven.
Yrsa rakte hånden ud med perlende neglelak, smilede bredt og sagde med krystalklar stemme: Hyggeligt endelig at hilse på dig! Morten siger, du altid har de sjoveste idéer.
Jeg nikkede høfligt, men uden ildhu. Håndtrykket var varmt og levende, men jeg mærkede min egen reserverethed. For hvad ingen i klubben vidste, var, at mit hjerte for længst hørte til Signe min hustru og det menneske, jeg helst ville hjem til.
Yrsa lod sig dog ikke skubbe omkuld af min kølige mine. Hun kastede et blik på dansegulvet, derefter på mig, og i hendes øjne glimtede et legende smil.
Danser du ikke? Musikken er jo fantastisk kom nu, det giver kun godt humør!
Jeg sukkede næsten lydløst og holdt mit udtryk roligt. Jeg havde hørt tilbuddet mange gange og kendte mit svar:
Tak, men jeg danser ikke, sagde jeg, roligt, men bestemt.
Men Yrsa gav ikke slip: Kom nu! Bare én dans, så lader jeg dig være jeg lover. Det er bare for sjov.
Nu mærkede jeg en stædig irritation banke under huden. Jeg brød mig ikke om at blive presset til noget, jeg ikke ønskede. Især ikke på områder, der var mine egne. Min tålmodighed, som ellers var stor, begyndte at svigte.
Jeg sagde nej, svarede jeg stille, men med vægt, og fjernede varsomt hendes hånd fra min albue. Undskyld, jeg har brug for lidt luft.
Inden nogen nåede at sige mere, nikkede jeg kort til Morten, som lige lovlig forundret havde fulgt optrinnet, og listede gennem menneskemængden mod udgangen. For hver meter jeg kom nærmere døren, blev musikken mere fjern. Da jeg trådte ud på altanen, var det, som om lydene blev bløde og fjerne.
Frisk natteblæst kølede mit ansigt; jeg sugede den dybt ned i lungerne og lænede mig mod jerngelænderet. Nedenfor bredte København sig ud, tusind lamper blinkede mellem tage og gader, biler gled glimtende forbi, og jeg følte mig pludselig hjemme langt fra det hektiske pulsslag inde i klubben.
Jeg tænkte på Signe. Så hende for mig i vores lejlighed på Østerbro, læsende i sin yndlingslænestol eller måske i gang med at bage, som hun ofte gjorde, når jeg skulle komme hjem. Jeg smilede over tanken, mærkede varmen fra hendes minde. Denne tanke gjorde støjen fra klubben fjern og ligegyldig.
Pludselig gik døren bag mig lydløst op. Yrsa kom smilende ud på altanen, lukkede forsigtigt døren bag sig og stillede sig tæt på mig næsten indtrædende i min personlige sfære, men uden at det føltes truende. Hendes blik var undersøgende.
Er du altid så alvorlig? lød hendes stemme lavere end inde i klubben.
Jeg trak på skuldrene: Nej. Jeg bryder mig bare ikke om larm og trængsel. Jeg føler mig ikke tilpas.
Hun nikkede forstående, for første gang denne aften blød og oprigtig: Jeg har det egentlig lidt sådan selv. Jeg er bare her i aften, fordi vennerne sagde, jeg burde at jeg skulle møde en, de mente var særlig.
Der var noget andet i hendes blik nu, varme og mindre iscenesat selvtillid.
Så du er også her, fordi du følte dig tvunget? spurgte jeg forsigtigt.
Lidt, indrømmede hun, mens fingrene legede med kjolens søm. Man siger jo bare ja nogle gange for at slippe for forklaringer Men du skiller dig ud. Du minder ikke om de andre på dansegulvet.
Jeg overvejede mine ord omhyggeligt. Signe og hendes tryghed dukkede op i tankerne, hendes evne til at gøre hjemmet varmt. Det gav mig styrken til at sige det, jeg måtte sige.
Tak for ærligheden, sagde jeg og så ud over byens lys. Men jeg er gift. Og min kone er den eneste, jeg vil have i mit liv.
Yrsa nærmede sig yderligere, hendes ånde var så tæt, at jeg kunne mærke den.
Så hvad? Bare fordi du er gift, kan vi da sagtens tale sammen. Måske kunne der ske noget?
Jeg vendte mig om mod hende, holdt blikket fast. Hvordan kunne hun være så stædig?
Det bliver aldrig os, sagde jeg mildt, men fast. Jeg elsker min hustru og har ikke lyst til noget ved siden af. Det er et princip for mig.
Hun tav et sekund, søgte mit blik efter tvivl, men fandt kun beslutsomhed. Hendes smil blev spændt. Du er flot og succesfuld, Mads. Sådan én som dig burde ikke bare sidde hjemme. Giv mig én chance. Bare én aften.
Hun greb min hånd fast denne gang. Men jeg rystede den venligt, men bestemt ud af hendes.
Jeg værdsætter din interesse, sagde jeg, rolig, men med alt det, min beslutsomhed rummede. Men mit valg ændrer sig ikke. Jeg er lykkelig gift, og det betyder alt for mig.
Fint, sagde hun, hævede hagen. Du minder bare ikke om de andre herinde. Vi kunne have været gode sammen.
Yrsa, sagde jeg, roligt og venligt, jeg har sagt, hvad jeg mener. Accepter venligst mit valg.
Et skygge af irritation fór over hendes øjne. Men hun beherskede sig hurtigt, lod masken falde for smil.
Du har bare ikke mødt én, der kan vække noget i dig endnu, forsøgte hun. Du opdager sikkert først dit sande held, når det står lige foran dig.
Mit svar var skarpere end tidligere, for nu var min tålmodighed sluppet op: Jeg mangler intet. Alt, hvad jeg har brug for, har jeg allerede. Og det er ikke dig.
Yrsa stivnede. For første gang forsvandt letheden. Jeg så vreden, den ægte men hun genvandt hurtigt sig selv, nikkede og gik målrettet mod døren.
Jeg blev stående, indåndede nordenvinden og følte, hvordan uroen forlod mig. Jeg tænkte endnu en gang på Signe: hendes smil, hendes ro, det lys hun bragte i vores hjem. Hele København nedenfor syntes uvæsentlig, alt andet end det, jeg havde hjemme, føltes fjernt. Jeg ville hjem. Der, hvor kærligheden ventede.
Jeg så en sidste gang ud over byen, så vendte jeg ryggen til festen og gik ud. Lyset fra klubben lukkede sig bag mig men jeg vidste, det der betød noget, lå et helt andet sted.
***************************
Dagen efter troede jeg egentlig, at Yrsas påtrængen var slut. Jeg havde svaret så tydeligt, jeg kunne. Men sådan skulle det ikke gå.
Den første melding tikkede ind på min telefon i frokostpausen: Hej, hvordan går det? Stille og tilforladeligt, som intet var hændt natten før.
Jeg svarede kort: Tak, alt godt men vil du ikke være sød at lade være med at skrive? Jeg lagde telefonen væk og håbede, det var enden på historien.
Men meldingerne blev flere. Små spørgsmål om min dag, links til ligegyldige artikler. Så begyndte hentydningerne: Nogle gange får man en ekstra chance af livet. Måske skulle du gribe den?
Jeg svarede ikke, blokerede hendes nummer. Men hun fandt nye veje.
Efter en uge, troede jeg, freden havde indfundet sig. Men en eftermiddag, da jeg trådte ud fra kontoret på Islands Brygge, stod hun der ventende, helt tydeligt. Hej, Mads! Helt tilfældig at møde dig her! Har du tid til en hurtig kaffe?
Jeg rystede let på hovedet og forsøgte at gå udenom.
Kom nu, insisterede hun og greb fat i min jakke. Jeg har brug for at tale ud med dig. Du har vist ikke forstået
Jeg stoppede op, så hende direkte i øjnene. Alle omsvøb blev glemt.
Yrsa, sagde jeg, stille og tydeligt, jeg har sagt, hvad jeg mener. Jeg er lykkelig gift det er Signe, jeg vil have. Din påtrængen gør mig bare vred. Lad mig være.
Jeg trak jakken fri og gik videre. Hun stod tilbage midt på fortovet; i hendes blik var vreden nu umulig at skjule.
Du vil fortryde det! råbte hun efter mig, men jeg gik bare.
Derefter begyndte beskederne at komme fra ukendte numre. Tit flere gange dagligt, i alle mulige former, dog aldrig mere med det direkte tilbud men altid med små stik eller sære bemærkninger. Jeg reagerede aldrig, blokerede bare endnu et nummer.
Så ramte hun den grænse, jeg ikke havde troet, hun ville krydse. En formiddag ringede Signe til mig, tydeligt urolig.
Der ringede en, som kaldte sig din kollega, sagde hun roligt, men ængsteligt. Hun sagde, du narrede mig, at du aldrig var overarbejde. Men jeg mærkede straks, hun løj.
Jeg takkede Signe for hendes tillid og lovede at tage mig af sagen. Samme aften besluttede jeg: nu er det nok.
To dage efter stod Yrsa foran opgangen til vores lejlighed. Hej, Mads! Jeg gik bare forbi frisk luft og sådan.
Jeg standsede, så hende direkte i øjnene og sagde, uden høflighed:
Stop. Jeg beder dig om aldrig mere at kontakte mig eller min kone. Eller også må jeg tage andre midler i brug.
Hvilke midler? hånede hun, Vil du anmelde mig for forfølgelse?
Men jeg var iskold: Det vil du ikke ønske at opleve.
Nu tav hun, hendes blik smeltede fra udfordrende til ægte skræk. Jeg forlod hende uden mere.
Men Yrsa gav ikke op. Dagen efter ringede Morten til mig, stemmen var usædvanlig presset.
Hør, hun truer nu med at anklage dig for chikane. Ville gå til politiet.
Jeg var forberedt. Jeg havde både beskeder og optagelser som bevis for, hvordan tingene virkelig hang sammen.
Lad hende gøre det. svarede jeg tørt. Jeg har alt på skrift, alt på telefon. Det er ikke mig, der forfølger men hende.
Morten blev stille i den anden ende.
Er du sikker?
Ja. Og én ting mere: hvis du holder med hende, er vores venskab slut. Jeg har gennemskuet, du gav hende mine kontaktoplysninger.
En knugende stilhed, så undskyldte han. Det var dumt. Vi mente bare, Signe havde gjort dig kedelig at Yrsa kunne redde dig. Men vi holder os ude af det nu.
Samme dag sendte jeg Yrsa en lydfil: hendes tilbud, hendes flirten og mine afvisninger. Jeg skrev kort: Hvis du ikke stopper, går jeg til politiet og lader dem høre alt.
Hendes svar var kort og vredt: Det tør du ikke.
Mit modsvar kom straks: Prøv.
Bagefter blev der stille. Ingen flere beskeder ingen flere uventede møder.
En uge gik. Morten ringede og lød denne gang ægte forpint.
Undskyld, Mads. Vi troede ikke, hun ville gå så langt. Vi har talt med hende hun lader dig være nu. Og jeg forstår, hvis du ikke vil ses den næste tid.
Det vil jeg heller ikke, sagde jeg roligt. Jeg har brug for ro nu. Mit hjem og min familie skal komme først.
Han nikkede forstående.
Den aften gik jeg hjem med lette skridt gennem gaderne på Østerbro. Signe tog imod mig med et langt og varmt kram og kærtegnede min hånd på vej ind i stuen, hvor vi satte vores yndlingsplade på. Klassiske melodier bredte sig som et varmt tæppe. Jeg lod hånden hvile i hendes, følte musikken og stilheden indfinde sig.
Nu er der ro, hviskede jeg og kyssede hendes hånd. Jeg har sørget for det.
Hun smilede, med den ro og styrke kun hun kunne give: Jeg tvivlede aldrig på dig.
Lige dér mærkede jeg, hvad der virkelig betød noget i livet. Al larmen og alt det ydre forsvandt ind i mørket bag vinduerne. Alt hvad der var vigtigt, fandtes under dette tag, i Signes nærhed. Det andet var bare larm, forbigående skygger. Roligheden og varmen bredte sig.
Og således sluttede den historie.
