Den hvide lind
Så, far, nu er vi her. Gå du bare ud, så parkerer jeg lige bilen. Men vent nu på mig, ikke? siger Trine og standser bilen tæt ved sygehuset. Hun hopper ud og hjælper sin far ud af bilen.
Han bevæger sig langsomt, stønner og gentager hele tiden: “Ja ja det er tider” Endelig får han begge fødder ud på asfalten og træder til side.
Jeg er hurtigt tilbage. Gå nu ikke! advarer Trine, springer ind bag rattet og prøver at mase bilen ind imellem en rød Toyota og en mørkblå Volvo. Hold da op, hvad det er for folk, vi har på sygehuset! Fantastiske patienter! mumler hun for sig selv. De kan dog ikke finde ud af at parkere. Det hele står hulter til bulter!
Det var Trines far, der lærte hende at køre bil. Åh, hvor mange nerver har hun ikke brændt af på det, hvor mange gange har hun ikke grædt. Men Henrik Nielsen var overbevist om, at han bare ville gøre det bedste for sin datter.
“Kør nu! Kør! Kør!” råbte han, når han sad i passagersædet, og selv trådte han indbildt på gulvet som om han bremsede. Og når Trine så, stærk i ryggen og med tungen i mundvigen, gjorde som han sagde og trådte på speederen, råbte han straks: “Hvorfor kører du så stærkt?! Hvor har du travlt hen?!”
Kommandoerne skiftede så hurtigt, at Trine snart blev helt forvirret. Hendes hænder blev svedige, hovedet snurrede, og det summede i ørerne.
Hvorfor dytter du igen, Trine?! Folk tror vel, vi er et bryllupsoptog! brokkede Henrik sig. Som om nogen tænkte sådan ja, måske køerne på marken, der var parkeret fast til pæle i kanten af vejen.
Dyrene fulgte hende med langsomme øjne, blinkede dovent, og sank igen ned i deres græs og gumlende kinder.
Men hun lærte det. Det lange slid gav resultat, og efter teoritimen, hvor hun straks bestod, sad hun nervøs sammen med køreprøvesagkyndig i bilen. Ruten i Odense kendte hun, skiltene lige så, og hun vidste, hvad der var tilladt og ikke.
Trine Henriksen, hold lige ind her! sagde den uniformerede politimand, ikke helt ung, men med grå overskæg og lumskt blik.
Her? spørger Trine.
Ja- ja! Lige her, bekræftede han.
Hvis De skal ud, så ja. Men ellers er der faktisk standsningsforbud her. Må jeg smide Dem ud? Trine kastede et hurtigt blik på køreprøvesagkyndig.
Nej, nej. Vi kører videre. Snarrådig er du! brummede overskægget. Hvem har lært dig at køre?
Min far, svarede Trine lidt stolt og satte sig bedre til rette.
Det kender man. Fædre er altid sådan. Han havde lige selv prøvet at lære sin søn at køre, men enten var hans dreng en håbløs slendrian, eller metoden var helt gal bremselyset duede ikke, bumpere sad løst
Siden er mange år gået, nok til at Trine forstod: Enten har du det med biler i blodet, eller også ikke og sådan er det! Ingen kompromiser.
Hendes far lærte hende ikke at frygte bag rattet, at tage beslutninger på et splitsekund og at “læse” de andre bilister, før de gør noget uventet. Uden det ville hun have siddet fast.
I en tid kørte Trine taxa, kørte mødre med børn, ældre damer og kvinder, som nægtede at køre med mandlige chauffører af solidaritet. Lønnen var god, men hun stoppede efter at en dame, ret buttet og elegant, truede hende med en strømpistol for at få daglig omsætning…
Det kunne være gået helt galt stolper var der nok af, man kunne vælge en og folde bilen sammen om den. Men hendes fars stemme rungede i ørerne: “Hvorfor kører du så stærkt?!” Hun bremsede hårdt, damen røg hovedet først ind i forsædet, og der lød et knæk. Damen brækkede næsen, Trine slap med skrækken tak, far!
Trine, lad mig gå alene! ser faren bedende på sin datter. Bliv du her. Aftale?
Trine strammer læberne.
Ingen aftale, far! Mor sagde, jeg skal aflevere dig helt ind til lægen og det gør jeg!
Ej, Trine! faren ruller ærmerne op af sin evige ternede skjorte. Det er jo ydmygende! Stoler I ikke på mig?
Hun ser på hans kluntede forsøg. Så ruller hun hans ærmer op for ham, retter kraven. Den skjorte eller én magen til (faren har altid gået i tern) lagde han engang om hendes skuldre, da hun frøs på bredden af Mølleåen. Hun havde været ved at drukne; krampen tog benet. Faren havde forklaret hvad man skulle gøre, men smerten blokerede hjernen, og Trine begyndte at synke. Sekunder føltes som en evighed, hun så tang røre sig, småfisk stikke af i vild panik fra hendes bevægelser.
Men stærke arme trak hende op, hun græd, satte sig med ryggen til på bredden, mens Henrik lagde skjorten om hendes skuldre
Herre Gud! Det var som et andet liv!
Trine rynker brynene, nikker så.
Okay. Gå du alene. Tredje sal, lokale tre. Her er dine papirer, dem lægger jeg i lommen på dig. Jeg tager en kaffe imens, siger hun.
Henrik lyser op, nikker ivrigt. Ingenting må han længere selv, de skjuler værktøjet for ham. I kolonihaven bliver fremmede hyret ind til at ordne tingene, og Henrik bliver ført ind i huset af sin kone, Birthe. Men han kan jo det hele selv! Bare hvor har han lagt… hvad var det nu? Hunden ved det vel han har glemt det.
Hele tiden disse blikke, utallige spørgsmål “Hvor skal du hen?”, “Hvad bliver det til?”, og hvis han skal til lægen, bliver han presset, talt hen over hovedet både kone og datter på én gang.
Jeg går da selv! Jer behøver jeg ikke! affejer Henrik, trækker tiden, en måned, to og til sidst, når det ikke går længere, tager Birthe ham i armen og fører ham af sted. Ydmygende! Han er jo en mand! Hvordan skal han selv opfatte sig?
Birthe følger altid med ind på lægekontoret, sidder med, fortæller det hele for manden, lader ham ikke sige noget. Hun tror, hun er så klog, og hun finder på de mærkeligste ting, som at hun har lagt mærke til, eller synes at Henrik nu har ondt der og der
Han fejler jo ingenting! Og de læger, dem har han aldrig skænket en tanke
Men i dag giver Trine ham lov til at gå alene tak!
Trine ser farens runde ryg forsvinde gennem døren, låser bilen og går hen til caféen et stenkast derfra. Hun har lyst til kaffe. Måske at ryge en smøg. Hun har aldrig røget, men altid fascination når hun så kvinder med røde negle holde elegante, tynde cigaretter, løftede dem til læberne, trak rygende ind, så kinderne blev spidse og pustede ud gennem skævt smilende læber.
“Så elegant!” tænkte Trine.
“Det er vulgært og usundt!” klippede moren straks af. “Hvis jeg ser dig ryge, er det kort proces!”
Aldrig røg hun men nu har hun alligevel lyst. Man siger, det dulmer nerverne hvem ved? Hun er helt rundt på gulvet, tanken om hvad fremtiden bringer for far, for Birthe, Trine og Henrik
Inde på caféen tør hun ikke blive. Tænk hvis faren hurtigt bliver færdig og leder efter hende, eller tror han er alene og tager hjem. Moren har strengt beordret hende at passe godt på! Så hun bliver i nærheden.
Henrik smutter ind ad døren, nikker til den modne kontrollør bag skranken, trækker blå plastikovertræk på skoene, kigger sig egentlig efter opgangen til tredje sal Så smiler han skælmsk, sniger sig hen til vinduet ud mod gården, men så diskret, at det ikke ses.
Han spejder efter datteren. Der! Hun køber kaffe. Alt er godt. Han har ti minutter.
Henrik sætter sig på bænken, griber et plastkrus og fylder det med vand. Ah! Så slår det ham, han ser igen ud ingen Trine.
Han tusser rundt, ser på uret, rækker ud efter vindueskarmen, bøjer sig over pelargonierne og myldrer langs kødrækken ved vinduet. Han ligner nærmest egernet rundt i buret i vennens have, bare langsommere.
Næsten væltende en stor plastikpalme, rettes han op med et sæt, da nogen pludselig spørger lige i øret:
Er hun gået?
Henrik vender sig.
En mand, nåh nej, et mandfolk på omkring 45, men yngling for Henrik. Manden har fjollet T-shirt med tegneseriefigurer, jeans, rygsæk, neonfarvede sneakers med snørebånd i flere farver.
“Hvordan kan man tage sådan på?” tænker Henrik, måske højt, for manden svarer:
Jamen, det er min bror altid skal han lave sjov! Jeg havde travlt, så skiftede han mine snørebånd. Rimelig sjovt, ikke? Nu går jeg glad rundt og smiler.
Han rækker hånden.
Mads.
Henrik, svarer han.
Du gemmer dig? nikker Mads til vinduet.
Ja.
Rigtigt. Kvinder de kontrollerer alt! Overvåger, stikker næsen i alt!
Henrik indser med det samme, at Mads er “en af sine egne.” Han vil ikke sladre. Han forstår.
Hvor længe gemmer De Dem endnu? spørger Mads.
Mig? Ved ikke, trækker Henrik på skuldrene. Hvor længe bør jeg?
Aner ikke. Men lad os gøre sådan her, Mads læner sig ind, taler sammensvorent, Gå du til lægen, du har jo dine blå overtræk på! Jeg holder øje, og hvis hun kommer, siger jeg til!
Gå? Nej tak! Jeg gider ikke de der læger, deres latterlige spørgsmål, papirarbejde. Nej, jeg nægter! stamper Henrik i jorden.
Mads overvejer, trækker på skulderen.
Hvordan så? Hvis du ikke går, skuffer du hende, der har kørt dig. Så får hun ballade. Er hun sosu-assistent? Hun plager også? sukker Mads og vipper sine sko. Henrik stirrer lidt på de spøjse snørebånd.
Nej. Det er min datter! Trine! Ingen assistent! Jeg er kommet med hende, hun køber kaffe, og jeg bliver entusiastisk.
Så må du af sted. Du ved det jo selv. Du må ikke skuffe Trine. Hun bliver ked af det! Kom nu, peger mod trappen. Jeg står vagt!
Er du sikker? tvivler Henrik.
Helt. I skolen var jeg altid vagtpost uden for klassen. Og jeg kan fløjte, skal jeg vise?
Mads gør antræk, men Henrik griber hans arm.
Nej, det er ikke nødvendigt. Bare du står her og ser, om min datter kommer, så iler jeg!
Fint. Tredje sal, lokale fem! råber Mads efter ham.
Henrik standser, glor.
Hold da! Nummer tre! Her Birthe har skrevet det til mig Han fisker op af lommen, først indkøbsseddel fra Netto, så et lommetørklæde, og til sidst det seks gange foldede brev med oplysning om sted og tid.
Ja, det er rigtigt. Undskyld skynd dig nu, hun kan komme når som helst! hisser Mads, vifter ham af sted.
Trine slår sig ned på bænken under den blomstrende lind. Duften er ny og varm, så sød og velkendt fra barndommen at hun smiler.
I kolonihaven stod en lind, fra den samlede de blomster til te. “Lindeblomst” var noget trygt, mystisk, sødt og let fnugget selve blomsten var blød og let…
Far kom hjem med S-tog fra arbejdet, Trine mødte ham, de købte kringler og skyndte sig hjem. Når de havde spist, drak de lindete, sad i lysthuset, så på sommerfugle danse om lampen og spiste kringler. Det var dejligt.
Men linden blev fældet, den stod i vejen for det nye hus, lysthuset blev også revet ned. Øv…
Han gik ind, hører Trine en stemme. Hun ser til siden: Mads med de farvede snørebånd sætter sig.
Trine later som om hun ikke bemærker hans fodtøj, ser dog i sideblikket og rykker lidt væk.
Hvem? spørger hun.
Din far. Jeg så ham tage trappen op, siger Mads.
Og hvordan har du med alt det at gøre? spørger hun skeptisk.
Ingenting. Jeg har bare nogle gange også haft ham, jeg var i mundbind, han genkendte mig ikke. Normalt går du med, men i dag…
I dag kan jeg ikke. Jeg kan faktisk ikke mere. Det ydmyger ham, forstår du? sukker Trine, en hånd mod brystet. Jeg husker ham som stærk, som den, der passede på mig, og nu Jeg kan ikke se på ham, sådan. Det er også ubehageligt for ham. Bare én gang skal han til læge alene. Mor har alligevel lægens mobilnummer, og aktindsigt er almindelig. Måske går han slet ikke ind det kan blive hans lille hemmelighed Jeg vil ikke have en far-barn, kan du fatte det? I er læger, gør dog noget! I har da medicin og behandlingsformer! I…
Trine rejser sig, vender ryggen til. Hendes irritation over de fjollet farvede snørebånd alt for muntre for denne dag.
Vi hjælper. Og du hjælper. I giver medicin, tilgiver, minder om tider, tillader at være sig selv. Du passer på din far, som han før passede på dig. Vi starter som børn, og nogle ender som børn måske er verden for tung, så vi ikke kan modstå til det sidste Men lige nu har han dig og du ham. Du kan passe på ham, selvom det bliver sværere. Hvad hedder du? Mads piller et blomsterklase af linden, snuser til den.
Trine. Men det er ligegyldigt. Du forstår ikke hvor svært det er at skulle leve med sådan et billede af sin far. Hvorfor plukker du af linden? Stop!
Ja, nu stopper jeg. Men at leve videre? Det gør man som hundredvis før dig. For ham. Han har givet dig sit liv, og det var heller ikke let for ham. De heldige danser hen i lyksaligt glemsel som gamle, men din far prøver at blive, og du kan selv vælge hvad du husker: ham fra før, i dag, eller det hele sammen. Det er hans liv ikke til at pille ud. Jeg…
Ja ja. Smukke taler, lærdom nok. Ikke min sag. Her er det noget andet! Trines knytnæver knuger.
Jeg ved mere, end du tror. Min mor fik hjernebetændelse, da jeg var femten. Som 25-årig havde hun fornuften i behold. Så tabte hun alt på et år. Én dag genkendte hun næste dag var jeg som fremmed. Én dag talte hun, næste dag kunne hun ikke. Det var rædselsfuldt. Ingen af os kunne følge med, slet ikke min lillebror på ti. Du har tid til at vænne dig. Det gør ondt, men når du har gjort det, bliver det lettere. Jeg vil gå nu. Skulle alligevel holde øje med din far “Denne sorg kan ingen smile vælte, min hvide lind er visnet, nattergalens morgengry forstummet.” Det skrev Ewald. Jeg går.
Mads nikker, går mod sygehusets indgang. Trine smiler svagt.
Henrik rager igen frem i vinduet.
Hvad sagde du til hende? Jeg gik ind! Hvorfor skulle du ud til hende?! spørger han forvirret Mads.
Jeg dækkede dig. Hun kunne have fortrudt, løbet efter dig. Jeg snakkede bare, digtede lidt. Mads blinker.
Digte? Det kan jeg forstå Henrik nikker. Tak. Nu vil jeg finde min datter. Hun venter jo, de er så bekymrede alle sammen. Skulle de dog fatte jeg ikke er gammel og senil! Hvornår fatter de det?
Han trykker Mads’ hånd, smiler og går mod Trine.
Så, lad os komme hjem, nikker han.
Godt, far, hvad har du lyst til nu? hjælper Trine ham ind i bilen.
Mig? Feste og i saunaen. Feste får jeg ikke lov til, i sauna kan jeg heller ikke, det er ikke planlagt. Jamen, Trine? blinker han.
Hvad?
Besøge tante Grethe og drikke lindete. Hold op, hvor linden dufter! Det er utroligt! Et rent mirakel! Henrik bliver helt rød i kinderne. Det er en god dag for ham. Det har længe været tiltrængt!
Far! siger Trine. Jeg elsker dig, far. Så, skal vi til tante Grethe og drikke te?
Hvad? Hvorfor det? Trine, jeg er træt, lad os tage hjem. Mange mærkelige påfund, te midt på dagen. Vi kører hjem til mor og får frokost, svarer Henrik bestemt. Og hvordan kan man gå rundt med forskellige snørebånd? Det er frygteligt!
Han brokker sig lidt endnu, men falder snart til ro og ser ud af vinduet. Der ligger en fremmed by med blomstrende linde og syrener. Den minder ham om den by, han voksede op i, men alligevel ikke helt. Hvor kører Trine ham hen? Nå ja hjem. Birthe, hans kone, venter. Han længes. Hans hvide lind står endnu i blomst.
Trine kører med vilje langsomt. Hun øver sig i at acceptere. Det er svært men hun har stadig tid endnu, gud ske tak og lovI bilen lægger Trine mærke til, at farens ene hånd ligger afslappet på instrumentbrættet, fingrene trommer vagt i takt med musikken, der svagt siver ud af radioen en gammel dansktop med sirligt bløde toner. Hun gemmer billedet i hjertet: hans hånd, linden udenfor hospitalet, den lette duft, solsortens sang i forsommeren. Alt det, der var før, og alt det, de stadig har.
Mens asfalten glider under dem, og forstæderne trækker forbi, bliver hun opmærksom på en særlig ro. Ingen skal mere presses, ingen skal føres. Bare være sammen. Måske mister hun ham lidt efter lidt, men aldrig helt ingenting kan tage minderne, linden, eller den måde hendes far kigger på hende, når han for alvor ser hende.
Ved et lyskryds ser hun op i bakspejlet og fanger sit eget blik. Der er styrke i øjnene en styrke hun aldrig vidste hun havde. Den er hendes nu. Og i den styrke ligger samme ukuelighed, som hun arvede fra ham.
Trine, siger han pludselig, næsten grødet i stemmen. Kan du huske dengang på Mølleåen med den ternede skjorte?
Hun smiler, nikker.
Jeg husker det hele, far. Og jeg glemmer det aldrig.
Trafiklysene skifter, solen vælter ind af forruden. Hjem venter, og frokosten, og måske senere et glas lindete.
Bilen glider videre gennem dagen. Lindegrenene lyser grønt i vinden, minder om alt det, der var, og alt det, der stadig er.
Noget får lov at visne. Noget får lov at være. Men lindetræet blomstrer igen hvert år.
