Kærlighed på kanten
Lykke læner sig diskret ind mod sin veninde og spørger dæmpet:
Har du hørt, hvad de siger om Sidsel?
Hun hvisker så lavt som muligt for ikke at vække underviserens opmærksomhed. Timen er kun lige begyndt, men den nyhed, Lykke har opsnappet, er så overraskende, at hun ikke kan vente til timerne er slut. Hendes fingre roder nervøst ved ærmet, og hendes blik stråler af spænding hun brænder for at dele, hvad hun hørte.
Freja kigger ikke op fra sit hæfte, svarer blot kort:
Nej.
Lidt højere, stadig uden at hæve blikket:
Hvad nu med hende? Lister hun stadig hjem til Magnus midt om natten? Eller har han endelig fået nok og ringet til politiet?
Lykke smågriner, men ser straks underviserens strenge blik over brilleglassene. Hun smiler undskyldende, griber kuglepennen og begynder ivrigt at notere fra tavlen, selvom hverken ord eller mening egentlig hænger sammen for hende. Det varer dog ikke længe, før Lykke, da hun ser, underviseren travlt engagerer sig med de andre elever, igen vender sig mod Freja nu hviskende, mere konspiratorisk end før:
Hun er blevet indlagt. Du ved sikkert selv hvor.
Freja sukker lavt, uden nogen forhånende tone kun træthed, som om denne slags historier ikke længere kan overraske hende. Hun ryster let på hovedet, som for at markere, hvor forudsigeligt det hele er, og siger dæmpet:
Ikke overraskende.
Er det alt, du har at sige? Lykke hvisker irriteret og kigger spørgende på Freja. Er du virkelig ikke nysgerrig?
Davidsen! underviseren råber skarpt. Hun kigger over brillerne, direkte på Lykke. Jeg spørger dig om det her emne til eksamen. Du forstyrrer ikke bare dig selv, men også andre!
Undskyld, selvfølgelig! Jeg er helt med! Lykke svarer straks, mens hun lader som om hun nærmest fortaber sig i noterne. Men ordene hun skriver, giver ikke rigtigt mening.
Med det samme underviseren igen vender ryggen til, kan Lykke ikke dy sig hun gisper efter at dele, hvad hun har opsnappet, tilfældigt overhørt da to ældre damer sludrede nede foran opgangen. Freja virker dog totalt uengageret, hvilket føles uretfærdigt. Hvorfor er veninden så ligeglad?
Klokken ringer, og Lykke liver op, taler ivrigt uden at vente på at de andre pakkes sammen:
Prøv at høre, altså… Sidsel…
Stop! Freja klapper hæftet sammen, smider kuglepennen i tasken og rejser sig. Stemmen er hårdere end normalt og rummer en ophobet irritation. Hør, jeg gider virkelig ikke høre mere om det. Hun blev indlagt det skulle være sket for længe siden! Jeg har sagt det til hende tusind gange. Forhåbentligt får hun den hjælp, hun har brug for.
Lykke fnyser fornærmet og kigger væk, tydeligt såret. Nå, så må hun jo finde en anden at snakke med. Hun spejder rundt, ser Ida lidt væk Ida elsker sladder og kan virkelig lytte. Lykke vil fortælle nyheden så farverigt og indlevende som muligt, gerne højt, så andre måske også fanger historien…
I mellemtiden imens flokken af piger entusiastisk diskuterer Sidsels problemer tænker Freja på Sidsel med ægte medfølelse. Hvorfor havde familien ikke opdaget, at alt ikke var, som det skulle være? Hvorfor havde de endda grinet af hendes besættelse og gjort det hele til en spøg? Frejas hjerte snører sig sammen af medlidenhed for en pige, der er fanget i egne illusioner…
*************
Det hele begyndte uskyldigt. Til en fredagsbar møder Sidsel en fyr, hun straks falder for. Ikke mærkeligt; Magnus er charmerende, har et åbent smil og virker venlig mod alle.
Men Magnus lægger fra starten kortene på bordet han er optaget, næsten forlovet, og har ingen interesse i andre.
Afvisningen puster kun til Sidsel. I stedet for at give slip, udbryder hun foran selskabet, at hun snart vil vinde Magnus for sig. Pigerne griner, driller hende lidt og glemmer det hurtigt igen men Sidsel glemmer det bestemt ikke. Hun ser sit løfte som en udfordring.
I begyndelsen er det såret stolthed, der driver hende. Hun er vant til opmærksomhed hvorfor fængede hun ikke Magnus? Efterhånden vokser det dog til ægte følelser. Hun tænker konstant på ham, prøver at opsøge hans selskab og finde sammenfald i deres studier. Interessen udvikler sig til besættelse, der skubber alt andet i baggrunden.
Først virker det uskyldigt, næsten charmerende: Sidsel skriver små sedler og lægger dem i Magnuses taske, får fælles venner til at overbringe chokolade eller småkager, og sender ham et stort smil, når de mødes på gangen. Magnus synes egentligt, det er en smule sødt men han gengælder ikke følelserne.
Men snart begynder Sidsels adfærd at ændre sig. Hun spørger skjult ind til hans skema, tjekker gruppens KU-online, og står tilfældigt klar udenfor auditoriet, når han får fri. Hun bombarderer ham med beskeder ti, femten gange dagligt, først hverdagsagtige, senere lange, fantasifulde tekster om, hvor godt de ville have det sammen.
Magnus er først blot forlegn men snart følelsen af ubehag tager til. Hver gang han ser Sidsel uventet eller modtager endnu en besked, kryber en klam uro under huden. Han prøver at være høflig, men er faktisk bange.
En morgen, da han åbner døren, står der en kæmpestor bamse på dørmåtten. Ved siden af ligger et brev, skrevet med sirlig håndskrift:
“Du ved det ikke endnu, men du elsker mig. Giv det tid jeg er her for dig.”
Magnus mærker kuldegysninger. Han har aldrig delt sin adresse med Sidsel; alligevel har hun fundet den. Frygten sidder i ham nu er det ikke bare påtrængende, men potentielt farligt. Hvordan får han standset det uden at gøre ondt værre?
Næste gang ses hun udenfor fitnesscenteret, hvor Magnus træner. Hun står klar i nyt træningssæt, smilende og perfekt stylet, som om hun venter på noget stort. Hendes blik er intenst, lidt for anstrengt.
Jeg har meldt mig ind! Vi kan træne sammen! Forestil dig, hvor hyggeligt måske skal vi melde os til et løb sammen? Siger hun entusiastisk.
Magnus kæmper for at holde hovedet koldt, men irritationen presser på.
Sidsel, jeg træner med min coach. Vi er på vidt forskelligt niveau og jeg har brug for at være alene, siger han så roligt han kan.
Pyt, jeg kan da bare vente på dig! Hun vifter ham væk, men Magnus ser i hendes blik noget stædigt og manisk.
Nu bliver Magnus mere direkte:
Nej, Sidsel. Ikke flere senere. Og ingen fællestræning. Vær sød og lad mig være. Det her skræmmer mig simpelthen.
Sidsel smiler stadig, som om intet er sagt. Hendes stemme er glad, men Magnus føler sig virkelig ikke tryg:
Det tager bare lidt tid, Magnus. Når du indser, at vi hører sammen, vil du se det. Jeg kan sagtens vente!
Magnus skynder sig væk, hjertebanken, som om han vil flygte fra hele situationen. Tanken kværner i hovedet: Hvorfor fatter hun ikke alvoren? Det er ikke bare ubehageligt det er faktisk farligt nu.
Han fortæller til sidst sin kæreste, Rikke, om Sidsels adfærd: om sedlerne, bamserne, beskederne og den måde, hun hele tiden opsøger ham. Rikke lytter alvorligt og lover, at hun vil konfrontere Sidsel, måske forstår hun ikke, hvor skræmmende adfærden er blevet.
Næste dag finder Rikke Sidsel i kantinen. Hun sætter sig roligt overfor hende og forklarer, at hun skal lade Magnus være, og nævner, at de planlægger bryllup. Men Sidsel smiler blot, kort og bittert nærmest som om Rikke siger noget latterligt:
Du forstår ikke, siger hun med skræmmende sikkerhed. Han er min. Han ved det bare ikke endnu.
Nu eskalerer det: Sidsel ringer til Magnus om natten, sender skræmmende beskeder, også til Rikke, hvor hun antyder trusler. En dag kommer Magnus hjem og ser mærker omkring sin dør som om nogen har forsøgt at bryde den op.
Magnus er rystet. Han skifter mobilnummer og beder venner holde Sidsel ude af sit liv, men alligevel opsnuser hun hans nye kontaktinfo via netværket.
En uge senere får han tilsendt et billede af sin bil, parkeret hjemme med teksten: Jeg ved altid, hvor du er. Magnus ryster og taber mobilen. Han har aldrig været så bange i hele sit liv.
Samme aften ser han hende stå udenfor sin opgang. Sidsel stirrer op på vinduerne, udmattet men stadig anspændt. Da Magnus nærmer sig, kaster hun sig hen til ham:
Endelig! Jeg har ventet i flere timer, men det er det værd. For du er det hele værd, ikke?
Magnus bliver iskold. Hun spærrer vejen, griber fat i hans jakke:
Lad os bare tale sammen. Du er bange for dine følelser, men jeg hjælper dig, Magnus. Vi kan blive lykkelige du skal bare åbne øjnene!
Slip mig. Og hold dig væk fra mig. Ellers kontakter jeg politiet, siger han monotont, mens hjertet hamrer.
Sidsel Trækker sig brat, overrasket, måske ramt af øjeblikkelig indsigt men hurtigt glider blikket tilbage i det stædige, besatte. Du slipper ikke af med mig, hvisker hun. Du er allerede min, du ved det bare ikke endnu.
Magnus flår sig fri og styrter op, låser døren bag sig med alle låse og falder sammen op ad væggen. Det er ikke bare en ubehagelig situation det er et decideret mareridt. Han indser, at han må tage drastiske skridt.
Han vælger til sidst at kontakte Sidsels mor. Hun arbejder som receptionist på en lille spa tæt ved universitetet. Magnus fortæller hende alvoren at hendes datter har jagtet ham i månedsvis, nu også truer hans kæreste. Han beder om hendes hjælp.
Men moderen ler det væk og vifter det af som teenageforelskelse:
Hun er bare følsom og har søgt opmærksomhed. Slap nu af, dreng, det går over.
Magnus mister håbet uden forståelse fra voksne står han alene. Han forlader spa’en, sønderknust og magtesløs.
Da Magnus holder op med at komme på studiet for at passe på sig og Rikke, går Sidsel i stedet hjem til ham stiller sig uden for hans vinduer i timevis, kalder, skriger, beder ham komme ned, råber at han er hendes og at han ikke kan gemme sig. Naboerne prøver at få hende væk, men uden held til sidst ringer en til politiet.
Da betjentene ankommer, ser de straks, at noget er rivrav ruskende galt: hår filtret til panden, forvredet udtryk, hænder der ryster, stemme, der knækker. Hun nægter at gå med det samme, men personalet beslutter at indlægge hende til observation og pleje.
Magnus hører det først bagefter gennem Rikke. Lettelsen er blandet med sorg Sidsel er ikke ond, hendes følelser gik bare fuldstændigt amok. Nu må han blot håbe, at hun får hjælp og finder tilbage til sig selv.
*******************
Men hvor var Sidsels mor? Hvor var hendes storesøster, far, faster? Hvor var alle de nærmeste, da det hele eskalerede? Hvorfor fangede ingen, at forelskelsen for længst var blevet til besættelse og nu til et åbenlyst problem?
Freja stiller sig det samme spørgsmål, når studieveninderne igen diskuterer Sidsel med nysgerrighed, fnisen og kulørt fordømmelse.
Ingen havde modet til at række ud til hende, siger Freja med klump i halsen, mens hun står i vinduet og ser ud over Frue Plads. I sladrer bare, men hvorfor talte ingen ærligt til hende? Hvorfor var der ingen, der prøvede at forstå, hvad hun gennemgik?
Ida, som ellers elsker alt sladder, står nu tavst ved siden af, skamfuldt:
Jeg troede bare, hun var forelsket. At det ville gå over…
Ja, det troede vi alle sammen! Men hun sank dybere og dybere ind i fantasien, og ingen rakte ud. Alle sagde kæmp for kærligheden, og gjorde det hele værre.
Stakkels, stakkels Sidsel… Hvordan kunne det gå så galt? Freja knuger hænderne, fyldt af vrede og medfølelse. Hun husker, at Sidsel engang var glad, sjov og sød men nu forvandlet, gradvist, nærmest umærkeligt. Fra venlig og populær til ensom og besat.
Hvordan kunne de lade det komme så vidt? Hvorfor var ingen vågne nok til at gribe ind? Freja lover sig selv at være der for Sidsel, når hun kommer tilbage hvis der stadig er noget at hente. Nogle gange er det vigtigste at lytte, være der og støtte. Og dét kan gøre al forskel.
