Landsbysgården.
Kirstine og Bent vendte tilbage til deres barndomshjem i den lille landsby Lillebæk, efter at begge havde været igennem skilsmisse og ingen længere havde en fast familie. Da de mødtes ved sine forældres hus, mærkede de straks gnisten fra deres ungdoms venskab i folkeskolen og besluttede, at de nu skulle bo her, på den gamle jord.
Forældrene var henrykte. Bents familiehjem var stort og rummeligt så lad være med at slappe af, men også nyd det. Kirstine og Bent var begge omkring halvtreds år. Børnene var vokset op, forældrene holdt stadig stand, og i landsbyen gik én ting: landbrug.
De besluttede at anskaffe nogle geder. Det betød, at de måtte bygge om udvide den varme gårdhave og leje et stykke græsmark. Bent var fast besluttet, og Kirstine smilede bare bredt.
Forældrene støttede de unge landmænd både økonomisk og med arbejdskraft, så snart foråret kom, gik den lille gård i stå. Arbejdet var hårdt, men snart kom naboerne, et ægtepar i omkring fyrre år, og begyndte at hjælpe. Kvinderne passede på mælk, kid og lam, mens mændene gik ud med gederne, holdt øje med deres helbred, rensede stalde og førte en dagbog over foderforbruget.
Bedstefar Søren, Bents far, var gårdens vagt og stod for maskinhuset, hvor han stadig havde den gamle traktor fra kollektivet, en græsslåmaskine, en motorsav, en lille træbearbejdningsmaskine og diverse håndværktøj. Mor Maren, gårdens leder, var også med, selvom de begge var omkring halvfjerds med hale på ryggen. Hun tog sig af madlavningen, for der strømmede altid folk ind til frokost både fastboende og lejere.
Gårdens nye lyde gedernes bjæffen, hanens kaklen og hønsenes klukken spredte sig over hele landsbyen som en slags musik. Den ældste indbygger, Else Andersen, kom en dag på besøg hos Kirstine og bad om at blive en del af fællesskabet.
Hvordan kan det være? spurgte Kirstine forvirret. Du går jo stadig rundt på egne ben, husker du
Du ved, min datter bor i Århus og kalder på mig hele tiden, men jeg har altid udsat det. Nu er der så mange folk i landsbyen, og en lille kooperativ gård er opstået, så jeg vil ikke rejse længere. Tag mig med i jeres hold. Jeg kan give lidt af min pension til mad, men jeg vil bare være sammen med folk. Det lugter så dejligt fra jeres køkken ud på gaden jeg laver næsten kun mad til mig selv. Så lad mig bare snuppe lidt, og så holder jeg mig i ro. Jeg vil ikke være til besvær, jeg lover.
Selvfølgelig, for Guds skyld, håber vi bare, du ikke bliver en byrde, Else, sagde Kirstine.
Således begyndte Else at komme til frokost hver dag. Hun var altid pænt påklædt i en omhyggeligt presset uldkjole med en hvid, håndstrikket krave, under hvilken en sølvbroche glimtede, selvom halvdelen af de små glas var gået i stykker for år tilbage. På fødderne bar hun sorte laklædersko i stedet for de almindelige gummistøvler eller hjemmesko.
Åh, hvor er du kommet fra, frøken? spurgte køkkenchefen Maren, mens hun så på den velklædte dame.
Kirstine, med et strejf af medlidenhed, vendte sig mod Else og sagde:
Kom her, så får du et sted, hvor du kan slappe af og se alle.
Else havde i sovjettiden arbejdet som litteraturlærer på den lokale skole, og på sin pension havde hun i mange år drevet landsbyens bibliotek, da landsbyen stadig havde skole, foreningshus og købmand.
I de første dage var Else så begejstret for fællesskabet, at hun næsten ikke spiste. Hun rettede løbende på sin krave, beundrede tallerkener, gryder og de andre omkring sig.
Spis, spis, Else, så kan vi snakke, når vi vasker op. Vil du hjælpe lidt? spurgte Maren med et smil.
Efter frokost, da alle skyndte sig videre til deres opgaver, satte Maren Else på en stol, bandt et forklæde om hende og bad hende tørre tallerkener ved bordet, så hun ikke blev for træt.
Så gik arbejdet sin gang. En dag kom Else med en pose.
Se her, sagde hun og rullede nye gardiner ud for vinduerne, de har ligget på loftet så længe, jeg giver dem til fællesskabet.
Gardinerne friskede spisesalen op, og kort tid efter donerede Else også nogle af sine gamle porcelænsservice, som hun kun havde brugt til festlige lejligheder.
Hvorfor skulle de stå i skabet? Jeg har haft dem hele mit liv. Her er hver dag en fest, sagde hun.
Kirstines forældre hjalp med den store rengøring på gården, og de sørgede for, at både spisesalen og den nye osteproduktion holdt sig skinnende. Rengøringsholdet gik fra køkken til nye ostefremstillingsrum, og senere ud i grøften for at passe markerne.
Det, der mest imponerede alle, var Elses utrættelige iver. Hun gravede frem alt fra dugbrikker, servietter, hjemmelavede farvede løbere til de lange bænke.
Sådan en skønhed på gulvet, sagde Kirstine, den hører på et museum, men vi kan i hvert fald sidde på den.
Imens begyndte gården at tjene sine første penge. Salgene gik godt, for hver weekend kørte Bent og Søren til den nærliggende bymarked, hvor de allerede havde fået faste kunder.
Med Else og Marens hjælp forvandlede restauranten sig gradvist. De lavede specielle møbler: store borde og bænke i traditionel dansk stil. Else bragte sine broderier, linned, hæklede stykker, gamle gryder, små kedler og endda gamle spindemaskiner med spinderhjul.
Den lille spisning blev næsten et museumshjørne. De lokale fandt gamle jernspande, kaffekander, krus og endda håndspundne trådrederier frem fra loftet.
Sådan ser en rigtig landsbyrestaurant ud, sagde Kirstine en dag ved fællesbordet. Jeg tror, byboerne vil synes, det er spændende at spise her, hvad siger I?
Alle gik med på idéen, og Maren og Else lavede et farverigt menukort med klassikere: suppe med kartofler, svampesuppe, fiskesuppe, ovnbagte kartofler i gryde med kød, kåldolmere, dumplings, små ovnbagte tærter, surkål med tranebær, frikadeller med byggryn, tærter med kål og andre landsbyretter.
Lillebæk lå ved motorvejen, så selv uden reklamer og skilte begyndte byfolk at finde vej til den hyggelige spisning, og de lagde frivillige donationer på bordet så meget de kunne, så hjalp de med at udvikle gården.
Især Elses tærter blev en sensation. Hun vidste alt om dej og kunne fortælle i timevis, hvordan folk i landsbyen bagte brød og kager før i tiden. Med tårer i øjnene talte hun om sin mor, der bagte brød hver dag.
Rygtet om den genoplivende landsbykultur spredte sig i omegn. Da gæsterne blev flere, besluttede de at udvide spisestuen. En ny del med en stor dansk ovn, lyse vinduer og en smuk veranda blev bygget, med udskårne vinduesrammer præcis som Elses gamle hus.
Den gamle del blev omdannet til et udstillingsrum. Sammen med lærerne fra den lokale skole samlede Else genstande fra nabobyer, fotografier, udmærkelser fra Anden Verdenskrig og efterkrigstidens præstationer.
Hvilken stor bedrift vi har gjort, sagde Else til naboerne, nu kan jeg dø i fred
Ikke endnu, vi holder dig fast! svarede Bent og Kirstine, hvem ellers kan give så gode rundvisninger?
Så lever de som en sammentømret flok, nærmest en stor familie: gamle fra Lillebæk, unge fra byen og alle dem imellem. Landsbyen vokser langsomt, men med de mange gæster er der altid liv, snak og smil. Alt begyndte med ønsket om at leve på jorden og så gik arbejdet i gang.
