Jeg har virkelig tænkt det hele igennem! sagde Katja og fejede en urolig hårlok væk fra panden. Vi starter vores egen forretning sammen og bliver rige! Nu må det være nok med at slide for andre vi skal tjene vores egne penge!
Mette lo højt, trak benene op under sig og gjorde sig godt til rette i sofaen. Søndagsaftenen var ved at falde på udenfor hendes lille etværelseslejlighed i udkanten af Aalborg, og den kolde kaffe på sofabordet var for længst blevet glemt. Snakken om at blive selvstændige dukkede jævnligt op mellem veninderne, oftest efter et glas vin eller efter en særlig sur uge på jobbet. Alligevel skete der aldrig noget ud af det.
Katja, vi har altså snakket om det her tusind gange før, sagde Mette og gestikulerede opgivende. Kan du huske sidste år, hvor du ville åbne bageri? Og før det, blomsterbutikken?
Det her er noget helt andet! Katja lænede sig ivrigt frem. Min kusine Louise du ved, hende har jeg fortalt dig om, ikke? Hun åbnede en neglesalon for bare 100.000 kroner. En hundredetusinde, Mette! Og fire måneder senere gav det allerede overskud!
Fire måneder? Mette løftede skeptisk øjenbrynene. Kan det nu passe?
Tro mig! Katja nikkede energisk. Hun sagde op på kontoret, åbnede endnu et sted, og nu mangler hun intet. Det eneste hun fortryder, er, at hun ikke gjorde det før.
Mette drejede langsomt kaffekoppen mellem hænderne. Det lød næsten for godt til at være sandt. Men Katjas øjne strålede af håb. Hun havde ikke hjerte til at skyde idéen ned.
Hvad er det helt konkret, du forestiller dig?
Sammen får vi da sikkert de penge skrabet sammen! Katja rykkede tættere på. Jeg har økonomiuddannelsen, så jeg tager mig af regnskab, kontrakter og alt det kedelige papirarbejde. Du er så god til folk, så du organiserer personale og kunder!
Katja, det er jo mange penge, sagde Mette og rystede på hovedet. Halvtreds tusind fra mig det er hele min opsparing. Alt, jeg har.
Det samme her! sagde Katja ivrigt. Synes du, det er let for mig? Men tænk på det som en investering i vores fremtid! Om et år har vi vores eget sted, vores egen indtægt, ingen chefer eller regler over os.
Mette så længe på sin veninde. Femten års venskab, lige fra gymnasietiden. Katja havde aldrig svigtet hende.
Tror du virkelig, vi kan klare det? spurgte Mette stille.
Ja, Katja lagde sin hånd over Mettes. Ellers ville jeg aldrig foreslå det.
…En uge senere sad Mette i banken og udfyldte overførslen. Halvtreds tusind kroner hele den opsparing, hun havde hevet sammen siden hun fik jobbet som byggeleder. Telefonen vibrerede med en besked fra Katja: “Er du klar til at overføre? Jeg har fundet tre lokaler, vi skal ud at se i morgen!”
Mette trak vejret dybt og trykkede Godkend. På et splitsekund forsvandt pengene, og blev forvandlet fra opsparinger til noget mere hult. Til et håb, en drøm et fælles fremtidsbillede, Katja havde malet så farverigt. Mette ville så gerne tro på det.
Den første uge gik i en rus af begejstrede beskeder. Katja sendte billeder af lokaler, links til udstyr, og prislister fra leverandører.
Se lige de her stole! Næsten nye en salon lukker og jeg får dem vildt billigt! skrev hun kl. 1 om natten.
Har fundet det perfekte sted tæt på banegården, skal derud i morgen! lød næste morgen.
Mette læste begejstret med på vejen til arbejde. Alt så ud til at gå efter planen. Katjas energi smittede, selv gennem en skærm.
Ugen efter blev beskederne færre.
Masser af papirarbejde denne uge, forklarede Katja. Vi snakker, når vi ses.
Mette forstod det godt bureaukratiet kan tage pusten fra enhver. Hun pressede ikke på og ventede tålmodigt.
Så blev Katja helt stille…
Først tænkte Mette ikke over det. Men anden dag sendte hun en besked:
“Katja, hvordan går det? Noget nyt?”
Beskeden blev aldrig læst. Tredje dag prøvede Mette at ringe. En mekanisk damestemme lød: Abonnenten er ikke tilgængelig.
Sidst på ugen sad uroen som en knude i maven. Mette tjekkede Facebook hvert kvarter, opdaterede Katjas profil i håb om livstegn. Men intet. Sidste aktivitet: otte dage tidligere.
Måske har der været en ulykke? Hospital? Vi må gøre noget, febrede det i Mette.
Lørdag morgen tog hun ud til Katjas lejlighed. Hun kendte trappen med den skæve fjerde trin og den blinkende ganglampe.
Hun bankede på den velkendte, slidte dør. Lyden rungede i opgangen, men alt var stille. Mette lagde øret til døren. Ingenting hverken skridt, radio, eller tv-lyd.
Søger du nogen? lød en skinger stemme bag hende.
Mette vendte sig forskrækket. I den åbne dør ved siden af stod en ældre dame i slåbrok og betragtede hende mistroisk.
Jeg leder efter Katja, sagde Mette. Katja Johansen. Hun bor her, gør hun ikke?
Gjorde, ja, damen kneb læberne sammen. Hun flyttede ud for en uges tid siden. Måske lidt mere.
Flyttede? Mette klamrede sig til gelænderet. Hvorhen?
Hvordan sku jeg vide det? svarede naboen og trak på de magre skuldre. Så hende sent en aften, slæbte kufferter ned. Jeg spurgte, om hun skulle rejse, men hun svarede bare noget uforståeligt og forsvandt. Hun er ikke kommet tilbage siden.
Mette blev stående i opgangen, frosset fast. Flyttet. For en uge siden. Uden at sige farvel eller efterlade en adresse.
Har du det godt? lød damens stemme fjernt, men Mette registrerede det knap.
Hun forlod bygningen på ustø sikre ben. Ude på gaden ringede hun igen. Abonnenten er hverken tilgængelig eller i området.
Halvtreds tusind. Alt, hun ejede. Forsvundet sammen med Katja.
Hun stod længe op ad muren og prøvede at få vejret, før hun tilkaldte en taxa.
Hun vidste nu, hvor hun måtte tage hen. Katjas forældre boede i den anden ende af Aalborg, i et stille kvarter nær Østre Anlæg. Mette havde været der, da Katja holdt fødselsdag for nogle år siden. Hun mindedes haven med store gamle træer, morens lune hjemmebag, farens rolige smil bag avisen.
Hvis nogen vidste, hvor Katja var, måtte det være dem.
Døren blev næsten åbnet med det samme, som om Jens og Bodil Johansen havde ventet nogen bare ikke Mette. Katjas mor så meget ældre ud end sidst.
Mette? sagde Bodil og trak sig ind i gangen. Kom indenfor.
Der var usædvanlig stille i den lille lejlighed. Ikke noget baggrunds-tv, ikke musik bare uret, der tikkede, og fjerne skridt fra et andet rum.
Har hun også lånt penge af dig? Bodil gik direkte til sagen.
Mette frøs midt på gulvet. Også dig?
Vi skulle åbne forretning sammen, stammede Mette. En neglesalon Katja sagde, hendes kusine…
Kusine! Bodil trak bittert på smilebåndet og pegede mod køkkenet. Kom, sæt dig.
Mette fulgte efter og satte sig på den bløde stol, hun havde siddet på sidst der var glade stemmer og kage.
Der er ingen kusine, sagde Bodil tungt. Ingen salon. Bare Anton Katjas nye kæreste. Han skyldte penge, og Katja ville hjælpe ham.
Jeg forstår ikke, Mette foldede hænderne.
Der er ikke mere at forstå, svarede Bodil med blikket mod ruden. Hun har narret mange. Nogen om en forretning, andre om noget andet, samlet penge ind og stukket af med ham hvorhen, ved vi ikke. Hun har skiftet nummer og svarer ikke på noget.
Mette nægtede næsten at tro på sine egne ører. Katja hendes Katja som hun havde kendt i femten år, havde bare brugt hende? Forladt hende for en fyr?
Jeg har fået tre opkald trusler om sagsanlæg, fortsatte Bodil. Med god ret. Men det hjælper ikke. Katja er væk, og vi har intet tilbage.
Intet?
Nej, Bodils øjne fyldtes med tårer. Hun tog resten også. Også vores opsparing pengene til nødstilfælde, til at kunne klare sig i alderdommen. Hun tænkte kun på ham.
Mette sad tom og tavs.
Undskyld, fik hun endelig fremstammet. Jeg går nu.
Bodil nikkede og blev siddende. Mette gik selv ud og lukkede forsigtigt døren.
Udenfor begyndte regnen at sile ned. En kold, stikkende regn. Den ramte Mette i ansigtet, sneg sig ned i kraven. Hun ænsede det ikke hun gik bare gennem de våde gader, forbi tomme hjørner og vuggende cykler, mens tankerne malede rundt.
Femten års venskab. Gymnasienoter, telefonsamtaler om natten, første forelskelse, første nederlag, første job. Alt sammen havde de delt. Hun havde stolet på Katja mere end på sig selv. Og Katja havde bare snydt hende, brudt alt og forsvundet uden at se sig tilbage.
Halvtreds tusind kroner. Hun kunne melde det til politiet, gøre som de andre snydte ofre. Hyrer advokat, skriver anmeldelser, går i retten.
Mette stoppede ved lyskrydset og så op mod den grå, tunge himmel. Regnen blandede sig med hendes tårer.
Nej. Hun ville ikke gå den vej. Ikke fordi hun tilgav det kunne hun aldrig. Men hun ville ikke bruge ét eneste sekund mere på Katja. Alting var overført uden papir, uden bevis. Sådan var det.
Det måtte Katja bære på sin samvittighed.
Ex-veninden. Mærkeligt ord om et menneske, man har delt halvdelen af sit liv med. Mette tørrede ansigtet med håndfladen og gik videre. Der var ikke længere nogen veninde. Men hun havde lært noget vigtigt: Selvom tillid kan gøre ondt, skal man passe på, hvem man lukker ind og huske, at ens værd aldrig afgøres af andres svigt.
