Moren bragte af og til nye fædre ind i huset Lykke huskede tre af dem. Ingen af dem slog sig nogensinde rigtigt ned, og de trak sig alle igen. Når hun gik i tårer, omfavnede mor hende, hviskede: Bare rolig, der kommer en fest på vores gade snart, og gik så videre til sit skiftehold på Vestre Hospital.
Den sidste mand holdt ud i to uger. Da Ingrid stoppede med at købe ham øl, sank hans humør, og han forlod også hjemmet med en pose fyldt med Lykkes øreringe. Mor skrev ikke en politianmeldelse, men sagde, at alt var hendes egen skyld.
Et stille årti gik. Lykke begyndte at tro, at de endelig kunne leve roligt sammen, men da hun blev femten, forelskede mor sig igen. Hun fortalte Lykke, hvor vidunderlig den nye mand var, hvor kær han elskede hende. Lykke glødede over, at mor endelig syntes at finde lykken.
Den første gang Ingrid førte Thomas hjem, faldt Lykke også i øjnene af ham. Han så ud til at være omkring fyrre, klædt i en pletfri, men simpel skjorte. Ved middagsbordet drak han kun en lille skænk, de talte om alt mellem himmel og jord, og han lagde endda et skarpt, humoristisk bemærkelsesløst ord på bordet. Lykke gik tidligt i seng, men en time senere hørte hun døren smække han var væk.
Næste morgen beundrede mor ham igen. Han arbejder i kommunens administration, så holdt han sig for sin ry, pralede hun. Vi kan flytte ind hos ham efter brylluppet, men lad os vente et år, indtil du er færdig med skole. Indtil da skal hans lejlighed renoveres.
Lykke lyttede, beundrede sin mor, som så ung ud igen. Med sine 36 år havde Ingrid næsten givet op på sig selv, men nu strålede hun som aldrig før.
***
Thomas og Ingrid skrev under ægteskabspapirerne lige før skolestart. Lykke gik i skole, forberedte sig til eksamener. Thomas spurgte, om han kunne hjælpe. Lykke takkede, sagde hun klarede sig selv, og han trak sig tilbage til sit værelse. Han var utrolig taktfuld, bankede altid på Lykkes dør, hvis han havde brug for noget.
De blev venner. Lykke tav sig ikke længere; hun delte sine skoleproblemer over aftensmaden, og Thomas lyttede med oprigtig interesse. Mor blomstrede, Thomas forkælede hende. Nye øreringe prydede Ingrids ører, og snart gled en smuk halskæde om hendes hals.
Et år fløj forbi. Renoveringen var færdig, de skulle flytte. Thomas spurgte, om Lykke også ville med: Der er plads til alle. Men Lykke havde netop afsluttet gymnasiet, følte sig voksen og ønskede selvstændighed. Økonomisk kunne hun stadig ikke stå på egne ben, men Thomas sagde, at penge ikke var et problem. De aftalte, at hun skulle starte på den lokale tekniskole, og at han ville finde et godt job til hende.
Før afrejsen sagde Thomas:
Kom forbi os oftere, så vi kan besøge hinanden. Du skal bare sige til, hvis du har brug for noget. Vi er jo familie.
Mor og Thomas gav Lykke et smukt vedhæng på en kæde til afslutningen af gymnasiet. Lykke elskede det så meget, at hun de første dage knap forlod spejlet. Da de valgte gaven, spurgte Ingrid Thomas:
Er det ikke for tidligt med så store gaver?
Thomas svarede:
Hvem andet end os kunne give sådan noget?
Ingrid smilede. Endelig havde hun fundet den bedste mand.
***
De flyttede, og Lykke begyndte sit eget liv. I starten var det ensomt, så hun kørte ofte hjem til mor. Der var altid velkomst. Efterhånden gav hun sig selv mere frihed, og besøgene blev sjældnere. Nogle gange kom mor ind med indkøb eller penge; andre gange mødtes de bare på gaden, begge travlt optaget af arbejde.
Lykke begyndte på tekniskolen og elskede studielivet. I weekenden tog hun turen til mor og hendes nye ægtemand, Thomas, og fortalte dem om sine oplevelser. En dag fik hun at vide, at Thomas skulle på et år på udstationering. Selvsagt ville Ingrid tage med. Du skal ikke bekymre dig, sagde de, vi sender dig penge med jævne mellemrum.
Lykke kørte ham til stationen. Mor ville græde, men Lykke lo:
Mor, jeg er næsten sytten, jeg er en voksen nu. Jeg lover, jeg ikke laver ballade.
Alle grinede, omfavnede hinanden, og Thomas og Ingrid steg ombord.
***
De boede et stykke væk fra byen. De kom forbi i to dage til nytår, afleverede en bunke gaver til Lykke, som brugte hele aftenen på at pakke dem ud. Kort tid efter ringede mor: udstationeringen blev forlænget mindst to år. Thomas ville flytte ekstra møbler til hende, og hun ville leje sin lejlighed ud. Arbejdet holdt hende fra at tage af sted.
Lykke kom hjem fra skole, hørte en raslen i sit værelse. Hun kiggede ind.
Hej, du er allerede hjemme?
Hej Lykke, jeg prøver bare at finde plads til mine ting.
Thomas så på Lykke, men genkendte hende næsten ikke. Året uden ham havde gjort hende mere feminin; hun havde fået former, brugte makeup, og udstrålede en moden skønhed, selvom hun var lidt ældre.
Hun kastede tasken på gulvet.
Vent, jeg skifter om, så jeg kan lave mad til dig.
Thomas så hendes silhuet i spejlet ved gangen, de bløde kurver, og rystede på hovedet. Tankerne løb løbsk.
De spiste sammen, udvekslede nyheder. Lykke lagde et tæppe ud på deres gamle soveværelse til Thomas, og gik selv ind i sit eget værelse. Hun hørte ham gå i bad, træde ind i køkkenet. Men han kunne ikke ryste billedet af Lykke i spejlet fra sit sind
Hun bladrede i bogen, så Thomas stå ved døren til hendes værelse, kun indhyllet i et håndklæde.
Er der noget, du har brug for?
***
Tre dage senere tog Thomas af sted igen. Lykke sukkede af lettelse og prøvede at glemme alt, hvad der var sket. Tre måneder gik, og så var Thomas tilbage i hendes lejlighed. Det, hun frygtede mest, skete igen.
Thomas var væk. Lykke blev tilbage med en følelse af skam og urenhed. Så indså hun, at alting var gået i stå hun var gravid.
Hun ringede til Thomas flere gange. Han lovede at ringe tilbage. Endelig gik telefonen igennem.
Savner du mig så meget, at du kalder mig?
Jeg er gravid.
Hold nu fast! Hvordan kunne det ske?
Det var sidste lille, han behøvede. En forfremmelse var på vej, men nu stod han over for en uventet komplikation.
Lykke! Jeg sender dig penge. Gør, hvad du vil, men sørg for, at barnet er sikkert, så der ikke opstår problemer. Og lad os håbe, ingen finder ud af det.
Lykke greb fat i hovedet. Hvad skulle hun gøre? Så stor skam. Hun ville blive smidt ud af tekniskolen, folk ville pege fingre, og hvis faren blev afsløret, ville hele familien gå under. Mor ville ikke klare det.
En uge senere ankom Thomas med penge og en adresse. Han havde en sommerhus, ca. 300 km væk. Flyt derhen, så du kan få en abort uden forældre, men så skal du også forklare det til politiet.
Bo der, indtil alt er rodet ud. Eller find en ældre dame i området, betal hende, så hun kan hjælpe dig.
Lykke græd, frygten greb hende. Thomas omfavnede hende.
Ingen må vide det. Det vil kun gøre alting værre for os alle.
Thomas tog af dagen efter; mor vidste ikke, hvor han var. En uge senere tog Lykke af.
***
Hun ankom til en afsidesliggende landsby. Med besvær fandt hun det hus, Thomas havde nævnt, fik nøgle, åbnede døren. Efter at have fundet ro i huset, gik hun på jagt efter den ældre dame, Thomas havde omtalt. En tandløs gammel kvinde pegede hende på et lille hus ved skoven. Lykke samlede mod og gik derhen.
Den gamle dame så på hende hårdt.
Hvorfor er du kommet, du synder?
Lykke blev bange, begyndte at græde. Kvinden blødte lidt op, gav hende vand.
Fortæl mig, hvad du vil have
Nej, du taler så forkert. Jeg vil have, at du med dine hænder dræber mit barn
Lykke så i rædsel.
Nej
Hvorfor nej? Det er netop det, jeg vil.
Lykke sprang op, løb ud af huset, men kvindens skræmmende latter fulgte hende i ørerne.
Hun stod alene i den mørke, forladte skov. Hvad skulle hun gøre? Hånden knyttede sig omkring hendes hals, men hun turde ikke give op.
